Wonton Goes Surf ‘n’ Turf


Wonton Goes Surf ‘n’ Turf.

Mængde: Ca. 30-40 stk.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Ingredienser
250 g hakket svinekød
150 g vannamei-rejer
4 forårsløg
1 lille gulerod
En anelse rørsukker
Lidt soya
Lidt sesamolie
Peber
Wonton-dej
1 let sammenpisket æg
Smagsneutral olie
Thai-basilikum
Ketjap Manis
Sød chilisauce

Opskrift
Hak rejerne fint og bland dem med kødet sammen med tre finthakkede forårsløg, en gulerod revet fint, lidt sukker, lidt soya og lidt sesamolie. Smag til med en anelse friskkværnet peber.

Læg en lille kugle kød på en wonton-dej og pensl kanterne med æg. Luk sammen som en lille pose, og læg den på bagepapir. Fortsæt således til du enten løber tør for kød eller wonton-dej.

Opvarm smagsneutral olie til 170 grader og steg wonton’erne deri i mindre batches, så olien ikke bliver for kold undervejs. De skal være sprøde og gyldne, så er de klar.

Det sidste forårsløg skærer du den grønne del af, som derefter strimles. Dem kan du binde op toppen af de små poser – det ser fint ud.

Servér med thai-basilikum, sød chilisauce og ketjap manis.

Reklamer

Dansk/kinesisk fusionsmad: Dimsum ala gravad laks

Dimsum
Dansk/kinesisk fusionsmad: Dimsum ala gravad laks.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid: 30 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Umiddelbart lyder det måske som en lidt sær blanding at proppe noget der minder om gravad laks ind i wonton’er, men det smager nu ganske godt, så lad dig ikke afskrække.

250 g røget laks
400 fersk laks
1 bdt. friskhakket dild
2 tsk. salt
4 tsk. rørsukker
2 tsk. dijonsennep
Wonton-plader
Nudler
Sød chilisauce
Frisk koriander

Hak alle ingredienserne med undtagelse af wonton-dejen, og rør det godt sammen.

Læg en lille klat på en wonton-plade og pensl kanterne med lidt sammenpisket æg eller blot lidt vand. Luk den sammen som en lille julegave-sæk, og fortsæt til al fyldet er brugt.

Bring vand i kog, og damp wonton’erne i ca. 7 minutter.

Når der er ca. 4 minutter tilbage af damptiden, så smid nudler i det kogende vand – så er det hele klar på samme tid.

Server med den søde chilisauce og frisk koriander.

Misosuppe med wonton’er med and

DSC_0010
Misosuppe med wonton’er med and.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Opskriften på selve suppen, den finder du her. Wonton’erne finder du til gengæld en opskrift på her lige her:

1 andebryst
3 forårsløg
1 tsk. 5-krydderi-blanding
En lille smule mel
Salt
Peber
Wonton-dejplader
Æg til at lukke wonton’erne med

Kør alt – med undtagelse af wonton-plader og æg – gennem kødhakkeren på den groveste fidus, og læg herefter en lille smule på en wonton-plade, som derefter pensles på kanterne med det sammenpiskede æg. Herefter lukkes den som en lille pakke, så det ligner en lille postsæk, og så er de ellers klar til en tur i bambusdamperen over suppen i en 6–7 minutter. Herefter ned i suppen med dem, og retten er klar …

Wonton-suppe

Wonton
Wonton-suppe.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

25 wontonplader
250 g hakket svinekød
4 tsk friskhakket ingefær
2 spsk soya
2 fed hakkede hvidløg
2 liter hønsebouillon (gerne den “hemmelige/ukendte” her)
1 brev dashi-pulver
1 sammenpisket æg
150 g kogte nudler
3 forårsløg skåret i skrå skiver
Lidt stærk chilisauce
Friskhakket koriander

Bland svinekødet med halvdelen af ingefæren og halvdelen af soyaen. Fordel en lille skefuld på en wonton-plade, og pensl derefter kanterne med lidt æg. Luk dem sammen som små pengeposer. Stil dem på bagepapir til når de skal bruges.

Opvarm bouillon i en gryde, sammen med resten af ingefæren, soya, hvidløg og dashi. Lad det simre i ca. 15 minutter, og tilsæt så wonton’erne. Lad dem koge med i ca. 5 minutter.

Tilsæt nudlerne og lad dem varme med i kort tid inden servering.

Tilsæt forårsløg, og server. Drys med friskhakket koriander, og evt. lidt chilisauce.

Wonton’er med stegte ris

B
Wonton’erne gør de stegte ris selskab sammen med lidt sød chilisauce.

Antal personer: 2 (sultne) personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Wonton’er
200 g hakket svinekød
3 fintsnittede forårsløg
1 lille bdt. grofthakket koriander
15–20 wonton-plader

Stegte ris
3 dl basmatiris
3 forårsløg i skrå skiver
1 rød snackpeber, fintsnittet
1 gulerod, fintsnittet
1 æg
En smule mælk
2 spsk fiskesauce
Lidt sesamolie
2 spsk stegte ris/kyllingesuppe/kyllingemarinade-pulver (se billede og tilhørende forklaring nederst i denne post)

A
Wonton’er

Bland alle ingredienser med undtagelse af selve wonton-pladerne. Læg en lille kugle af farsen midt på pladen, pensl med ganske lidt vand på de fire kanter, og tag hvert hjørne op over midten af kuglen. Tag derefter siderne op, og tryk det hele let sammen, så de ligner dem på billedet ovenfor.

Damp wonton’erne i en bambusdamper i ca. 5–6 minutter og spis dem med sød chilisauce til – og evt. stegte ris, hvis du er sulten.

D
Stegte ris
Kog risene i 12 minutter i 4 1/2 dl vand og lad dem køle af.

Opvarm olie i en wok og lynsteg peberfrugt og gulerod i 2 minutter. Tilsæt så forårsløg, det “hemmelige” pulver og fiskesauce og steg videre i 1 minut. Smid så risene med op i wokken, mens du rusker godt rundt i det.

Lav et hul i midten af risene, hvori ægget slåes ud sammen med lidt mælk. Rør det lige så langsomt sammen med risene fra siderne, efterhånden som det bliver røræg-agtigt.

Drys med friskhakket koriander.

C
Det “ukendte” krydderi til de stegte ris.

For lidt tid siden var kæresten og jeg på en thai-restaurant for at spise, hvor de bl.a. var stegte ris. De stegte ris, som jo ellers burde være nogenlunde ligetil at kopiere, smager altid på en helt speciel måde, så vi lokkede ud af kokken, hvad “The Missing Link” var, for at mine stegte ris kunne komme til at smage på samme måde – for det har de ikke helt gjort hidtil.

Kokken kunne ikke dansk, så det foregik med tolk, og endte med en lille fedtet seddel, hvorpå der stod noget thai, som – for mig i hvert fald – var fuldstændig sort. Men med sedlen i hånden gik jeg ind i thai-supermarkdet og viste den til ekspedienten – og hun var helt med på, hvad jeg sku’ ha’ Og svaret er det du ser på billedet; noget bouillon-agtigt pulver, som ifølge billederne på bagsiden af posen kan bruges til alt fra suppe til marinade. Alt står på thai, så helt hvordan og hvorledes det reelt skal bruges, det må komme lidt hen ad vejen. Men de stegte ris er med dette “hemmelige” pulver i hvert fald lidt tættere på den ægte vare …