Ud at spise derhjemme. Ude. Kapitel 2: Kammusling med salturt og tomatvand


Anden ret i hjemmeaftenen i Berlin: Kammusling med salturt og tomatvand.

Antal personer:  4 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 10-15 minutter.

Ja, billedet er ikke ligefrem noget at råbe hurra for – det var sgu’ lidt pænere i virkeligheden. Men lækkert, det var det …

Ingredienser
12 kammuslinger
Salturt
4 store, solmodne tomater
Smør
Salt
Peber
Lidt god olivenolie

Opskrift
Giv tomaterne et lille kryds i bunden og smid dem i kogende vand i et lille minut, hvorefter de fiskes op og skindes pilles af.

Halvér dem og tag kernerne ud. Smid kødet i en blender og kør til de er heeeeelt finthakkede og nærmest en tyk juice.

Kør det derefter gennem en sigte, så du kun har vandet tilbage. På køl med det, til det skal bruges.

Opvarm så en pande ved høj varme og smid en klat smør på. Lad det bruse af og giv kammuslingerne (som lige har fået en anelse salt og peber) en omgang først på den ene side, og så på den anden – de skal blot lige have lidt stegeskorpe, men skal stadig være rå indeni.

Server muslingerne med salturt ovenpå og tomatvandet rundt om. Dryp med lidt god olivenolie til slut.

Reklamer

Caprese i nye klæ’r: Burrata med basilikumolie og tomatvand

Aaaaarmen, jeg kan sgu’ godt li’ julen, men det er sat’me svært at tage billeder i denne mørke tid, som bliver bare nogenlunde indbydende at se på. Dagslys er der jo intet af, og almindeligt lampelys, det er noget gult stads, er det. Ikke noget, som på nogen som helst led giver gode madbilleder. Og det er desværre kun de to slags lys, som jeg har til rådighed (ud over en almindelig blitz altså, og det er ligeledes noget skidt).

Så derfor er det frem med forestillingsevnen og den gode fantasi …

Forestil dig en let flydende burrata, som ligger i en lille sø af tomatvand, hvorpå perler af basilikumolie flyder.

Det ser lækkert ud, ik’?

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid: 2 minutter.
Tilberedningstid: 2 minutter.

Ingredienser
3 tomater
En håndfuld frisk basilikum
Olivenolie
Burrata

Opskrift
Tomaterne smider du i en blender, og så kører du dem ellers i smadder. Herefter sigter du dem gennem et ostelærred, så du blot står med tomatvandet. Så er dén del klaret.

Så er det basilikumolien: Blend basilikum sammen med olie. Sigt ligeledes gennem et ostelærred. Så er dén del også klaret.

Del osten – hvis det er en lille én – i to med fingrene, og læg dem derefter i tomatvandet, som du hælder nederst i en dyb tallerken. Dryp herefter olien udenom, som vil lægge sig i perler på tomatvandet.

Servér …