Hjemmelavede burgere – uden fritter!


Hjemmelavede burgere (både med lamme- og oksebøffer) – uden fritter!

Antal personer: 5–6 personer alt efter sultenhed.
Forberedelsestid:
30 minutter + 70 minutter til hævning af burgerboller.
Tilberedningstid: Ca. 10 minutter alt efter styrken på dine grillkul.

Fritterne røg i svinget. Først i skrivende stund kom jeg i tanker om de kartofler, som ligger i skuffen. Nåh, men der var nok mad til madklubben alligevel, og hvad man ikke ved, har de ikke ondt af, he he.

Opskriften på burgerbollerne findes andetsteds på bloggen – benyt dig af søgefunktionen, så finder du den sammen med Pulled Pork-opskriften.

Lammebøffer
750 g lammefars
75 g revet cheddar
4 spsk brødkrummer opblødt i mælk, væden presset fra
1 lille rød peberfrugt, finthakket
1 lille løg, finthakket
1 1/2 tsk stødt koriander
1 spsk dijonsennep
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk salt
1 tsk peber

Oksebøffer
750 g oksefars
75 g revet cheddar
4 spsk brødkrummer opblødt i mælk, væden presset fra
1 lille rød peberfrugt, finthakket
1 lille løg, finthakket
1 1/2 tsk stødt koriander
1 spsk dijonsennep
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk salt
1 tsk peber

Mynteyoghurt
3 dl græsk yoghurt
1 bundt hakket mynte
Salt
Peber

Tilbehør
Ost i skiver
Tomater i skiver
Agurk i skiver
Salat
Chilisauce
Ketchup
Sennep
Løg i skiver

Lamme- og oksebøffer
Opskriften til bøfferne er den samme. Nedenfor er de forskellige kødtyper blot beskrevet som “kød” – det betyder dog ikke, at du skal blande dem sammen.

Kom det hakkede kød i en stor skål og bland ost, brødkrummer, peberfrugt, løg, sennep og krydderier i. Bland godt og grundigt og form derefter til bøffer. Stil dem på køl i en halv times tid, inden de skal på grillen, så de lige kan samle sig om jobbet.

Grill bøfferne i ca. 10 minutter alt efter grillkullenes varme, bøffernes tykkelse og hvor røde de skal være i midten.

Mynteyoghurt
Bland yoghurt med den hakkede mynte og smag til med salt og peber. Stil på køl til den skal bruges som smørelse i burgerbollerne.

Tilbehør
Snit, hak, skiveskær og så videre efter smag og behag – man skal jo ikke gøre en burger mere besværlig, end den er, he he …

Reklamer

Rødspættefilet med catalansk spinat


Rødspættefilet med catalonsk spinat. Opskrift til 2 personer.

50 g rosiner
50 g pinjekerner
4 spsk olivenolie
3 fed hvidløg, finthakkede
500 g friske spinatblade
4 rødspættefileter
Salt
Peber
8 tomater, halveret

Hæld rosinerne i en lille skål og dæk dem med varmt, kogt vand. Lad dem trække i 15 minutter og lad dem derefter dryppe af.

Rist pinjekernerne på en tør pande ved jævn varme i 1–2 minutter. Ryst panden jævnligt, til de er gyldne.

Varm olien på en stor pande ved jævn varme. Tilsæt hvidløg og steg i 2 minutter, eller til de er gyldne. Tag dem op med en hulske og kassér dem.

Tilsæt spinaten med det vand, der hænger på (pas på det sprøjter lidt). Læg låg på og damp i 3–4 minutter eller til spinaten er faldet sammen. Tag låget af, tilsæt rosiner og pinjekerner og dam til al væden er fordampet.

Smag til med salt og peber og hold spinaten varm.

Steg de halve tomater, som du stænker med olie og salt og peber på en brandvarm pande nogle minutter på hver side.

Imens pensler du fiskefileterne med olie og drysser dem med salt og peber. Steg dem derefter til fiske lige akkurat er gennemstegt, og den falder fra hinanden i flager, når du hiver lidt i den med en gaffel.

Kaffekylling med perlebyg


Kaffekylling med perlebyg. Opskrift til 4 personer.

4 kyllingebryster
100 g bløde, stenfri svesker
100 g bløde, tørrede abrikoser
50 g sultanarosiner
2 stænger kanel
2 tsk friskrevet ingefær
3 fed hvidløg, finthakket
5 dl hvidvin
2 dl espresso
Salt
Peber
Ca. 4 dl perlebyg
10 cherrytomater
1/2 agurk, kernene fjernet
Evt. citronsaft

Skær kyllingebrysterne i 8 stykker i alt. Fordel alle de andre ingredienser i en stegeso og læg kyllingestykkerne øverst.


Sæt hele molevitten i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Kog perlebyggen i rigeligt vand i ca. 45 minutter. Tilsæt meget finthakkede tomater, som er afdryppet i et dørslag, og agurk. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. en lille smule citronsaft.

On request: Opskrift på Spansk risefest

Billedet hugget andetsteds – det er altså ikke den rigtige ret, men det ligner lidt …

“Spansk risefest” – eller med andre ord: “Ris med chorizo og rejer”. Opskrift til 4 personer, hvis de ikke er ved at dø af sult – ellers nok kun 3 personer.

2 spsk olivenolie
1 stort løg, hakket
1 rød peberfrugt, udkernet og i små tern
1 grøn peberfrugt, udkernet og i små tern
2 store fed hvidløg, finthakket
1 stor tomat, hakket
200 g grød- eller risottoris
Salt og peber
200 g chorizo i 1/2 cm tykke skiver (og det skal være en blød slags – ikke det der mærværdige tørre halløj, som de fleste danske supermarkeder kun har. Irma er foreløbig det eneste sted, hvor jeg har fundet dem. Og det er i øvrigt både i en stor udgave og en brunch-størrelse-udgave)
4 1/2 dl fiske-, hønse- eller grøntsagsbouillon
450 g store rå rejer
2 spsk finthakket persille til pynt

Opvarm olien i en stor sauterpande ved jævn til stærk varme. Tilsæt løg og peberfrugter, og svits dem i 2 min. Tilsæt hvidløg og svits i yderligere 3 min. under omrøring, til løg og peberfrugter er bløde, men endelig ikke brune.

Tilsæt tomater og ris og krydr med salt og peber. Steg videre i 2 min. under omrøring.

Tilsæt chorizo og bouillon, rør rundt, og bring det i kog. Skru helt ned for varmen, læg låg på, og lad det simre i 15 min. til risen er mør, men stadig fugtig.

Vend rejerne i, læg låg på, og kog videre i ca. 5 min. eller til rejerne er lyserøde og det meste af væsken absorberet. Hvis risene er for våde, må de simre yderligere i 2 min. uden låg. Krydr med mere salt og peber om nødvendigt. Drys med persille, åben en flaske Faustino I og gå ombord i den spanske risefest …

Mexi-mad af den småsnaskede slags …

Mexicanske majspandekager med avocado-snask og kylling (opskrift til 2 sultne personer)

Majspandekager
75 g polenta (majsmel)
90 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
1/2 tsk sukker
3 3/4 dl kernemælk
3 æg
30 g smeltet smør
Olie
2 stk kyllingefileter
Creme Fraiche til servering

Avocado-snask
2 store modne avocadoer
8 forårsløg
2 modne hakkede tomater
1 tsk chilisauce
2 spsk citronsaft
Salt
Peber

Majspandekager
Majsmelet sigtes ned i en stor skål sammen med mel, bagepulver, salt og sukker. Lav en fordybning i midten. Kernemælk, æg og smør piskes sammen i en skål, og hældes ned i melblandingen, hvorefter det piskes godt og grundigt, så der absolut ingen klumper er. Stil til side i 20 min. inden pandekagerne bages i (en del) smagsneutral olie ved svag til jævn varme.

Avocado-snask
Avocadoerne skæres midt over på langs og stene fjernes (men gem den, og smid den i den færdige snask, så bliver det nemlig ikke brunt). Kødet tages ud og kommes i en skål. Mos det med en gaffel og tilsæt forårsløgene. Rør også tomat, chilisauce, citronsaft, salt og peber i. Når avocadomosen er godt blandet, stilles den i køleskabet i 30 minutter.

Steg kyllingen og skær den i skiver, og server den med pandekagerne og avocado-snasken. Prop til slut en klat creme fraiche i, så er du godt kørende …

Cremet polenta med kylling/tomatsauce

Cremet polenta med kylling/tomatsauce (8 personer)
– en rigtig vinterret, som, i mine smagsløg, smager af vinterferie. Og det er vel at mærke til trods for, at jeg aldrig har fået sådan en ret på en vinterferie!

4 dl fin minut-polenta
9 dl vand
250 g mascarpone
1 kg kyllingeinderfilet
4 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpure
3 fed hvidløg, finthakket
2 løg, finthakket
3 blegselleri, finthakket
3 gulerødder, finthakket
500 g champignon
1 glas sorte oliven
Hønsebouillon
Hvidvin
Olivenolie
Salt
Peber

Varm olien i en stor gryde og svits løg, , hvidløg, blegselleri og gulerødder i 5–6 minutter.

Tilsæt herefter champignoner og svits videre i endnu 4 minutter.

Hæld et stort glas hvidvin ned til grøntsagerne sammen med en hønsebouillon-terning og kog ind til det halve.

Tilsæt tomatpure, hakkede tomater, oliven og kylling og lad hele molevitten koge ved svag varme til det skal serveres. Det gør ikke noget, hvis det først er nogle timer senere. Det er næsten “jo længere tid, jo bedre”.

Kog vandet til polenta op og tilsæt polentaen. Kog under omrøring i 2 minutter og smag til med salt og peber. Rør herefter mascarponen i.

Servér og drøm dig til alpernes sol og sne!