Gnocchi med højrøvet tomatsauce


Gnocchi og højrøvet tomatsauce.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 30-40 minutter.

Ingredienser
4-5 store, solmodne tomater
100 g smør
1 tsk. røget paprika
Salt
Peber
200 g gnocchi
Frisk basilikum
Friskrevet parmesan

Opskrift
Skær et snit nederst i hver tomat og smid dem herefter i kogende vand et lille minut. Tag dem op med en hulske og pil skindet af tomaterne.

Halvér tomaterne og pil kernerne ud, hvorefter de – altså selve tomaterne – hakkes groft.

Smid tomaterne i en lille gryde sammen med smør og paprika og kog det op. Smag til med salt og peber og lad det simre i en halv times tid plus/minus det løse til en tyk, cremet sauce.

Servér saucen på friskkogte gnocchi, iturevne basilikumblade og friskrevet parmesan. Ooog et skud friskkværnet sort peber.

Reklamer

Penne med laks og vodka


Sk…-fuld laks …

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Ingredienser
400 g penne
Olivenolie
1 lille løg
1 dåse hakkede tomater
1 cl. vodka
1 dl. piskefløde
Røget laks
Frisk basilikum
Salt
Peber

Opskrift
Varm olien op ved jævn varme og smid finthakket løg i. Lad løgene blive klare.

Giv tomaterne en omgang med en stavblender og tilsæt dem sammen med fløde til løgene. Kog saucen op og lad det simre i 10 minutters tid.

Tilsæt så iturevne basilikumblade og vodka, smag til med salt og peber og lad det simre i yderligere 15 minutter.

Kog pennene aldente og vend dem herefter i saucen og anret derefter med små stykker røget laks og yderligere lidt iturevne basilikumblade.

Bålmad! Bacon, pølser, bønner, tomater og æg …


Det kræver lidt forberedelse – men så er det godt med en lille og ihærdig hjælper.

Antal personer:  4 personer.
Forberedelsestid: 1-1,5 time alt efter, hvor stort et bål du laver + 12 timer i blød for bønnerne.
Tilberedningstid: Ca. 30 minutter +  kogning af bønnerne.

Årets første omgang bålmad. Det ta’r lidt lang tid at få gløderne klar, så man ikke blot branker det hele på, men til gengæld er det også virkelig tilfredsstillende, når så endelig maden står på bordet. Eller i dette tilfælde: På bænken.

Den førstefødte var med fra start til slut med at finde brænde, få tændt op, holde øje med bålet, tilberede og så videre. Vild hyggeligt – og en oplevelse for ham såvel som mig.

Desserten spiste vi dog indendørs; dér havde husets frue sørget for en stor omgang Kaiserschmarrn, hvilket gjorde rigtig godt, og for en tid fik minderne mod skiferie og sne nu, hvor vi ikke kommer afsted i år grundet vores sommertur Skandinavien rundt. Opskriften finder du lige her.

Ingredienser
8 skiver røget bacon
8 kålpølser
Hvide bønner, som har stået i blød natten over og derefter kogt i ca. 40-45 minutter
2 dåser hakkede tomater
Smør
4-6 æg
Salt
Peber

Opskrift
Grill pølser og bacon på en rist over ilden – her er det okay med en anelse flammer, så gør det bare inden, at bålet reelt er klar til den videre tilberedning, hvor der helst ikke må være for mange flammer.


Der holdes et skarpt øje med bålet.


På med bacon og pølser …


Så skal der brankes.

Så skal du bruge gløderne; stil en støbejernsgryde solidt direkte deri, og smelt så smør deri. Når det er bruset af, så svitser du lige de stegte pølser – nu i skiver – deri.


Så skal gløderne udnyttes …

Så skal bacon i gryden, og gøre pølserne selskab, hvorefter tomaterne tilsættes. Låg på og lad simre  i 10-15 minutter, hvorefter du tilsætter bønner, smager til med salt og peber og smider låget på igen – nu skal de lige have lov til at simre i yderligere 15 minutters tid.


Pølser, bacon og smør.


Så’ det i med tomaterne …


– og bønnerne …

Til slut laver du lidt fordybninger rundt om i blandingen, hvori du slår æg ud id. På med låget igen, til hviden er størknet – og så er der ellers mad …


Så er der snart mad.


Udsigten fra aftenens “restaurant”.

BLT-sandwich


Når en BLT-sandwich alligevel ka’ ét og andet …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter + 6 timer til tomaterne.

En BLT-sandwich er umiddelbart én af de kedeligste udgaver af en sandwich, som jeg kan komme i tanker om. Bacon, salat og tomat? Ahr, der skal sgu’ mere til, for at jeg hopper op og ned af bar’ spænding.

Her er en udgave, som gør det en hel del sjovere at komme i nærheden af sådan en sag. Synes jeg i hvert fald. I min udgave er der tykke skiver røget bacon, som steges sprødt på panden, salat (ja, det er stadig bare salat) som bliver piftet lidt op med en omgang appelsinsyltede rosenkål og hjemmelavede semidried tomater. Til slut lige en omgang ansjosmayonnaise.

Så ka’ BLT’en alligevel ét og andet …

Ingredienser
6 skiver røget bacon på ca. en centimeter i tykkelsen
4 skiver af verdens bedste brød (opskrift her)
Salat (ta’ noget lidt mere interessant end blot almindelig iceberg, så gør du dig selv en tjeneste)
10-12 rosenkål
Olivenolie
Eddike
2 spsk. + lidt mer’ rørsukker
1 øko-appelsin
1 stor æble
1 spsk. citronsaft
250 g cherrytomater
5 fed hvidløg
Frisk timian
Salt
1 æggeblomme
Smagsneutral olie
1 tsk æblecidereddike
Ansjospasta

Opskrift
Start med tomaterne, for de skal ha’ liiidt lang tid i ovnen: Tomaterne halveres og lægges i et lille ildfast fad, som er smurt med lidt olivenolie. Drys herefter lidt sukker over og salt. Fordel en god håndfuld frisk timian over og knus hele fed hvidløg med håndroden, som mases ned mellem tomaterne.

I ovnen ved 60 grader med dem. Efter cirka 6 timer, så er de klar …

Undervejs ka’ du jo passende lave rosenkålene. Du skal lige ta’ de yderste blade af, skære stokken fra og ellers blot snitte dem groft. Smid dem i et patentglas skyldet med Atamon og hæld herefter 2 spsk. rørsukker, hakket skal fra appelsinen samt saften fra samme, et æble i fine tern samt citronsaft samme vej. Fyld op med olivenolie og en anelse eddike, og lad det så stå. til du skal bruge det – det kan fint holde sig nogle dage. Men lad være med at komme det i køleskabet, for så bliver olien lidt mærkelig og grynet i det – det går dog over igen, hvis du ta’r det ud og lader det få temperaturen igen.

Baconen skal blot steges sprød på panden, og herefter kan du smække det ind mellem skiver af brød smurt med ansjosmayonnaise (en æggeblomme piske med lidt salt og en lille teskefuld æblecidereddike og herefter smagsneutral olie i en tynd stråle til den rette konsistens er opnået og til slut ansjospasta efter smag), salat og de semidried tomater. Nåh ja, og de syltede rosenkål.

Så’ der mad …

Kylling, tomater, grønne oliven og hvidvin


Kylling, tomater, grønne oliven og hvidvin.

Mængde: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 30-35 minutter.

Det lugter lidt af noget spansk/italiensk sammenskudsgilde – en sydlands udgave af “ryd køleskabet”, så der er plads til nyt. Men det smager godt.

PS: Bær over med billederne for tiden – vi taler mobilbilleder og sommerhustallerkner.

Ingredienser
500 g frisk fettuccine
3 kyllingebryster
10-15 gode, grønne oliven
1 dåse hakkede tomater
1,5 dl. hvidvin
2 små, finthakkede løg
1 fed finthakket hvidløg
Lidt smør
Lidt olivenolie
2 tsk. tørret rosmarin
2 tsk. tørret timian
Friskrevet parmesan
Salt
Peber

Opskrift
Start med at brune kyllingen på alle sider i lidt smør og olie. Tag dem herefter af panden, skru ned og smid løgene på. Lad dem blive klare, hvorefter du tilsætter hvidvin og lige lader alkoholen koge fra.

Herefter smider du tomater, rosmarin, timian og oliven i og smager til med salt og peber.

Så er det tilbage med kyllingen. Låg på. Lad småsimre i ca. 20-25 minutter til kyllingen netop er gennemstegt.

Servér med friskkogt fettuccine og masser af friskrevet parmesan.

Caprese i nye klæ’r: Burrata med basilikumolie og tomatvand

Aaaaarmen, jeg kan sgu’ godt li’ julen, men det er sat’me svært at tage billeder i denne mørke tid, som bliver bare nogenlunde indbydende at se på. Dagslys er der jo intet af, og almindeligt lampelys, det er noget gult stads, er det. Ikke noget, som på nogen som helst led giver gode madbilleder. Og det er desværre kun de to slags lys, som jeg har til rådighed (ud over en almindelig blitz altså, og det er ligeledes noget skidt).

Så derfor er det frem med forestillingsevnen og den gode fantasi …

Forestil dig en let flydende burrata, som ligger i en lille sø af tomatvand, hvorpå perler af basilikumolie flyder.

Det ser lækkert ud, ik’?

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid: 2 minutter.
Tilberedningstid: 2 minutter.

Ingredienser
3 tomater
En håndfuld frisk basilikum
Olivenolie
Burrata

Opskrift
Tomaterne smider du i en blender, og så kører du dem ellers i smadder. Herefter sigter du dem gennem et ostelærred, så du blot står med tomatvandet. Så er dén del klaret.

Så er det basilikumolien: Blend basilikum sammen med olie. Sigt ligeledes gennem et ostelærred. Så er dén del også klaret.

Del osten – hvis det er en lille én – i to med fingrene, og læg dem derefter i tomatvandet, som du hælder nederst i en dyb tallerken. Dryp herefter olien udenom, som vil lægge sig i perler på tomatvandet.

Servér …

Fettuccine med tomatsauce af cherrytomater

Pasta
Fettuccine med tomatsauce af cherrytomater.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
Fettuccine
1 dåse cherrytomater
1 finthakket skalotteløg
1 finthakket hvidløg
En lille håndfuld frisk oregano
En lille håndfuld frisk basilikum
En lille håndfuld frisk timian
Lidt olivenolie
Lidt friskrevet parmesan
Evt. lidt revet, tørret æggeblomme (opskrift her)

Opskrift
Opvarm oliven i en sauterpande ved jævn varme. Smid løgene på og lad dem småsimre under omrøring i 6-7 minutter til løgene er klare.

Herefter skal hvidløg på, og det hele skal hygge sig yderligere et minuts tid.

Så skal tomaterne på sammen med de friske, grofthakkede krydderurter. Rør fra tid til anden, og mos tomaterne let, inden der smages til med salt og peber.

Lad det hele simre for svag varme i 12-15 minutter.

Kog pastaen aldente, hæld vandet fra og bland herefter i saucen, som serveres med friskrevet parmesan, et skudt friskkværnet peber og evt. lidt friskrevet, tørret æggeblomme.

Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise

Sandwich
Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter (ekskl. brødet).
Tilberedningstid: 10 minutter (ekskl. brødet).

Ahr, hva’? Opskrift på en sandwich? Men jo! Ikke så meget for opskriftens skyld, men mere for at fremhæve, hvor lidt der egentlig skal til for at stable et bjerg af velsmag på benene.

I Supermarco, som du kan læse mere om her, røg der tre gange 500 g frisk bøffelmozzarella i kurven. En 10’er stykket kostede de kun – og dét er sgu’ billigt! Og så oven i købet for den ægte slags på bøffelmælk, som altså lige smager en trilliard gange bedre end den normale på komælk fra de almindelige danske supermarkeder.

Ostene skal i sagens natur bruges rimelig hurtigt, så i dag røg den ene i nedenstående sandwiches …

Ingredienser
4 skiver af verdens bedste brød (opskrift her)
500 g bøffelmozzarella
2 friske, kernefattige tomater
Frisk basilikum
Smagsneutral olie
1 æggeblomme
Lidt salt
En smule æbleeddike
Lidt ansjospasta
1 fed hvidløg

Opskrift
Først skal du lige have pisket en omgang basilikummayo sammen: Blend en håndfuld basilikumblade sammen med olien, og sigt den herefter. Smid en æggeblomme i en skål og piske lidt salt og en smule eddike i. Herefter tilsættes den grønne olie i en tynd stråle under konstant piskning til den ønskede konsistens er opnået.

Rist brødskiverne hårdt, og gnid den ene side med et halveret fed hvidløg. Smør dem derefter med lidt ansjospasta på samme sider.

På den ene skive brød smider du en flok tomatskiver og så mozzarella efterfulgt af friske basilikumblade. Dryp mayo på efter smag, og så på med låget i form af den sidste skive brød.

Vupti! Velsmag!

Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme

Lasagne_Above_2
Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Åh, for himlens skyld, så kom dog med noget dagslys. Det er simpelthen så svært at få noget som helst til at se lækkert og indbydende ud på billeder, når man kun har forholdsvis simpelt digitalkamera med tilhørende blitz, som enten komplet overbelyser hele molevitten eller glemmer, hvad den er til for, og giver noget mærkeligt gnidret lys.

Og ja, billedet i dette indlæg er et glimrende eksempel herpå. Så nej, det ser måske ikke så pokkers lækkert ud, men det smager fa’me godt. Så du bare tro på mig, og så selv kaste dig ud i det …

Gorgonzolacremen er i øvrigt resterne fra denne ret.

Ingredienser: Svampesauce
Stokkene fra 3-4 portobellosvampe
1 skalotteløg
Lidt smør
Salt
Peber
En smule fløde

Ingredienser: Portobellosvampe med spinat
3-4 portobellosvampe
150 g frossen, helbladet spinat
1 fed hvidløg
Lidt smør
Lidt olivenolie
Salt
Peber

Ingredienser: Alt det andet
Lasagneplader
2 æggeblommer
Frisk parmesan
Salt
Peber
6 cocktailtomater

Opskrift: Svampesauce
Hak stokkene og løget fint. Opvarm så lidt små på en pande, og smid dem på. Sautér dem til svampene tager farve, og løgene bliver gyldne. På med fløden og kog ind til den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

Opskrift: Portobellosvampe med spinat
Stokkene skal pilles fra svampene – det er nok allerede gjort, hvis du allerede har kastet dig over saucen ovenfor. Herefter skæres svampene i en halv centimeter tykke skiver, og hvidløget finthakkes, alt i mens du tør spinaten op i mikroovnen, hvis den da ikke allerede er tøet op. Pres vandet fra spinaten.

Opvarm olie og smør i en sauterpande og smid hvidløg på et par minutter, inden svampene gør selskab. Rør forsigtigt rundt fra tid til anden, til svampene er møre men stadig har lidt bid. På med spinaten, varm godt op og smag til med salt og peber.

Opskrift: Alt det andet
Tomaterne skærer du et lille kryds i på den modsatte side af, hvor stilken sidder. Herefter blancheres de kort i kogende vand et minut eller lidt længere, til du kan se, at skrællen er ved at slippe ved krydset. Tag dem herefter op med en hulske, og pil forsigtigt skindet af.

Kog samtidig lasagnepladerne, hvorefter vandet hældes fra. Bred dem lidt ud, så de ikke klistrer sammen, mens du kæmper med at samle hele herligheden lige om lidt.

Opvarm i øvrigt også lige gorgonzolacremen forsigtigt, nu du er i gang.

Så’ der samling …
Læg en lasagneplade på tallerknen, og fordel herefter lidt svampesauce, svampe- og spinatblandingen og lidt gorgonzolacreme ovenpå. Ny lasagneplade og en omgang i samme stil. Og endnu en omgang …

Herefter lægger du forsigtigt en æggeblomme øverst, og giver det et skud friskkværnet peber, en smule salt og en omgang parmesanflager. Lad hver enkelt medspiser selv prikke hul på æggeblommen, så den blander sig med de øvrige ingredienser.

Tomaterne lægger du blot ved siden af og giver lidt flagesalt. De er mest med for at give lidt modspark til de ellers ret fede saucer og pastaen. Og så ser de flotte ud. Bare ikke så meget på mit billede iht. indledningen …

Papadum med tun-tatar

Popadum
Papadum med tun-tatar.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 5-10 minutter.

Ingredienser – tuntatar
200 g frisk tun
1 forårsløg i skrå skiver
Lidt frisk koriander

Ingredienser – tomatsalat
400 g smagfulde tomater
2 tsk. spidskommen
Lidt limesaft
1/2 frisk jalapeno i helt små tern

Ingredienser – andet
Papadums
Smagsneutral olie
1 avocado
Hummermayo (opskrift her)
Frisk koriander
Chilisauce

Opskrift – tuntatar
Skær tunene i ikke alt for fine tern, og bland så med forårsløget. På køl med skidtet til lige inden servering. Bland – lige inden serveringen – korianderen i.

Opskrift – tomatsalat
Hak tomaterne og lad dem dryppe af i et dørslag. I mens varmer du en tør pande op, og smider spidskommen på. Rør rundt konstant, og når det dufter virkelig lækkert, så tag det af panden og lad det køle af. Bland derefter samtlige ingredienser.

Opskrift – andet
Avocadoen skal bare skæres i grove tern.

Opvarm 4-5 cm olie i en stegepande til 200 grader. Smid en papadum i ad gangen i ca. 5 sekunder. Tag den herefter op og lad afdryppe på fedtsugende papir.

Anretning
På en papadum lægger du først lidt tomatsalat, så avocado og til slut tuntataren. Så ellers lidt friske korianderblade, hummermaoy og en smule chilisauce efter behag.