Klassisk (næsten) tatar.


Den helt – næsten helt i hvert fald – klassiske tatar.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
250 g tatar
2 tsk. dijonsennep
2 tsk. koldpresset rapsolie
2 små, nye kartofler
Smagsneutral olie
Salt
Peber
4 cornichoner
2 skiver rugbrød
Smør
1 lille løg
Rødbeder (opskrift her)
Strandkåls-kapers (opskrift her)
Aspargesmayonnaise (opskrift her)
Frisk estragon
2 æggeblommer

Opskrift
Rør kødet med sennep og rapsolie og smag til med salt og peber.

Skær kartoflerne i helt tynde skiver, og fritér dem i 170 grader varm, smagsneutral olie til de er sprøde. Fisk dem op med en hulske og lad dem dryppe af på fedtsugende papir og med et skud salt.

Steg rugbrødet på begge sider i rigelige mængder smør til det er sprødt.

Anret kødet på brødet og fordel herefter cornichoner i kvarter, de sprøde chips, kapers, rødbeder og frisk estragon. Nåh ja, og et par dutter mayonnaise.

Til slut en løgring og en æggeblomme. Og lidt salt og peber …

Reklamer

Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise


Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Det der? Dét er godt …

Ingredienser
3 lammemørbrad
1 blegselleri
2-3 nye kartofler
Smagsneutral olie
Salt
Peber
6 jomfruhummere
Olivenolie
Lidt friske mynteblade
1 spsk. aspargesmayonnaise (opskrift her)


Aaaarmen altså …

Opskrift
Pil jomfruhummerhalerne i rå tilstand og lad dem herefter stå fremme mens du hakker kød osv. Krydr dem lige med lidt salt.

Hak de to mørbrad efter behag og krydr med lidt salt og peber samt aspargesmayonnaisen.

Skær ultratynde skiver af blegsellerien og læg dem i vand til de skal bruges.

Rens kartoflerne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern. Fritér dem i 160 grader varm olie til de er gyldne og sprøde, hvorefter de fiskes op med en hulske, lægges på fedtsugende papir og drysses med lidt salt.

Pensl hummerne med lidt olivenolie og giv dem en tur med ukrudtsbrænderen.

Anret små “kugler” af tataren med jumfruhummerhaler rundt om. Herefter lidt chips og små dutter af mayonnaise samt et par skiver selleri.

Fishburger med tartarsauce


Fishburger med tartarsauce – hende i baggrunden synes tilsyneladende ganske godt om dem.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Opskrift på bollerne? Den er lige her

Ingredienser
4 burgerboller (hvis du laver dem i sliders-størrelse, eller er 2 nok)
1 torskeloin
1 let sammenpisket æg
Mel
Pankorasp
Smagsneutral olie
2 avocado
4 spsk. mayonnaise
1 lille rødløg i fine tern
2 spsk. finthakkede kapers
2 finthakkede cornichoner
Lidt hakket persille
1 spsk. sennep
Lidt citronsaft

Opskrift
Start med at smække saucen sammen: Bland ganske enkelt mayonnaisen med løg, kapers, cornichoner, persille, sennep og citronsaft. Smid den herefter i køleskabet en halv times tid inden den skal bruges.

I mens skal fiksen ha’ én over nakken. Skær torsken i fire lige store stykker, men først i mel, så i æg og til slut i rasp.

Fritér så i 170 grader varm olie til gylden og sprød (et par minutter eller tre – måske fire – er nok). Læg dem herefter på fedtsugende papir.

Rist bollerne, arrangér dem med fine skiver af avocado, så fisk og til slut sauce.

Papadams med laksetatar, wasabicreme og -støv, arametang, jordnødder og koriander

salmon
Papadams med laksetatar, wasabicreme og -støv, arametang, jordnødder og koriander.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Ingredienser
4-6 papadams
Smagsneutral olie
Saften fra 1/2 citron
Lidt sukker
1/4 side fersk laks uden skind
Frisk koriander
1 lille bæger creme fraiche
1 tsk. wasabipasta
Wasabipulver
Arametang
3 forårsløg
En lille håndfuld ristede, usaltede jordnødder

Opskrift
Start med laksen, som du skærer i grove tern og derefter hælder citronsaften over og drysser med lidt sukker. Husholdningsfolie over, og så i køleskabet til den skal bruges – alt fra 2-10 minutter i køleren er helt fint!

Opvarm olie i en gryde til det er omkring 170 grader. Smid en papadam i, og lad den folde sig ud. Efter 5-6 sekunder er den gylden, og du ta’r den op med en tang og lægger den på fedtsugende papir. Bliv ved til der er 2-3 papadams pr. person.

Bland i mens creme fraiche med wasabipasta – så er dén del klaret. Skær forårsløgene i skrå, tynde skiver, og hak jordnødderne fint.

Nåh, læg så en papadam på en tallerken, og smid lidt laks på. Dryp så lidt creme fraiche over, og drys med forårsløg og jordnødder. Læg lidt tang øverst og en gavmild håndfuld frisk koriander. Drys til slut lidt wasabipulver over, og så er der sgu’ mad …