Fettucine med græskar, grønkål, svampe og miso


Vintermad.

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
1 lille græskar
1 lille grønkål
250 g blandede svampe
1 spsk. misopasta
Fettucine
Smør
Olie
Friskkværnet peber

Opskrift
Opvarm lidt olie på en pande og smid det skrællede græskar i grove tern på. Rør fra tid til anden indtil græskarret er mørt, men stadig har bid. Tag det herefter fra varmen.

Så skal varmen ha’ fuld skrue, og der kommer smør og olie på. Lad det bruse af og smid så svampene på. Når væden er fordampet tilsættes grønkålen i grove stykker – pas på, for det kan godt sprutte lidt.

Lad kålen falde sammen inden græskarret gør dem selskab og det hele varmes igennem inden miso og en anelse vand tilsættes.

Rør godt rund og så er tingene ellers klar til at blive vendt godt sammen med den friskkogte pasta.

Smag til med friskkværnet peber og servér.

Reklamer

Ravioli med cognacflamberede svampe og fasan med timiansmør


Ravioli undervejs …

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 15-20 minutter + afkøling.
Tilberedningstid: 30 minutter.


Aftenens resultat af arbejdet.

Ingredienser
1 fasan (uden brysterne – dem kan du bruge til noget andet)
200 g blandede svampe
1 skalotteløg
Smør
Salt
Peber
½ omgang pastadej (opskrift her)
Frisk timian

Der arbejdes for sagen …

Opskrift
Fjern kødet fra skrog og ben og skær det i meget små stykker; det skal ikke være decideret hakket, men omvendt skal det være ret fint. Svampene hakkes på samme vis og skalotteløget ligeså.

Opvarm en pande med en god klat smør, og smid herefter løg på. Lad dem blive klare uden at tage farve, skru op for varmen og smid så svampe på. Smag til med salt og peber og lad svampene blive møre.

Tag svampene af panden og lad panden blive godt varm igen. Mer’ smør på og så derned med fasanen. Brun godt på alle sider.

Tilsæt svampeblandingen og rør godt rundt. Hæld en god slat cognac ved og sæt ild til skidtet (husk at have slukket emhætten i mens). Lad ilden dø ud, og tilsæt til slut lige lidt friskhakket timian.

Rul pastaen ud og læg små skefulde af fyldet på. Ny pastaplade ovenpå, og så stikker du ellers ud til små ravioli. Dem koger du derefter til de popper op til overfladen, og så er de færdige.

Saucen laves blot ved, at du langsomt smelter smør i en gryde sammen med timian. Når smørret er smeltet skruer du op, og under omrøring lader du det brune lidt. Så’ der sauce …

Servér med friskrevet parmesan og friskkværnet peber.

Krondyr-farsbrød med cremet polenta og svampesauce (og gnocchi ala Romana)


Krondyr-farsbrød med cremet polenta og svampesauce.

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Ingredienser
400 g hakket krondyrkød
4 skiver toastbrød
Mælk
75 g parmesan
Salt
Peber
2 æg
Mel
Rasp
Smør
Olie
1 dåse hakket tomater
150 friske, blandede svampe
1 lille løg, finthakket
1 lille gulerod, finthakket
2 dl. rødvinssauce (opskrift her)
200 g minut-polenta
250 g mascapone

Opskrift
Skær skorperne af brødet og opblød dem i mælken. Knug herefter mælken ud, og bland brødet med kødet sammen med parmesan, salt, peber og et enkelt æg.

Form herefter to farsbrød, som først vendes i mel, så i det sidste sammenpiskede æg og til slut rasp.

Opvarm en sauterpande med en blanding af smør og olie, og brun så farsbrødene på alle sider. Tag dem derefter op af panden.

Skru lidt ned for varmen og svits så løgene deri til de er klare. Herefter smider du gulerødderne i sammen med de hakkede tomater samt rødvinssaucen.

Lad det koge op, og smid derefter fasrbrødene i også. Smag til med salt og peber og skru så ned og lad simre under låg i en halv times tid.

Tilsæt de grofthakkede svampe, på med låget igen og lad simre i yderligere små ti minutter.

Servér med polenta blandet med mascapone, salt og peber – en dejlig cremet sag!

Bonusinfo -og mad
Er der sauce til overs, så går den fantastisk til en omgang gnocchi ala romana, som du finder opskriften på her. Opskriften på gnocchier er ganske simpelt at ta’ resterne fra ovenstående og brede ud i et fad, som du sætter i køleskabet natten over. Herefter udstikkes polentaen med en anretter-ring og kommes i et smurt fad. Pensl med smør og riv parmesan over. Ind i ovnen ved 200 grader i 15 minutters tid, så kører det bare …


Gnocchi ala Romana (lettere fortolket).

Skindstegt laks med cremet portobello-sauce


Skindstegt laks med cremet portobello-sauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
2 stykker laksefilet med skind
Salt
Peber
Olie
4 portobello-svampe
2 små skalotteløg
0,5 dl. hvidvin
0,5 dl. piskefløde

Opskrift
Tag stokken af svampene, og find på noget andet at bruge dem til. Selve svampene skæres i grove skiver.

Finthakket skalotteløg gøres klare i olie ved jævn varme på en pande, hvorefter der skrues op og svampene tilsættes.

Herefter tilsættes hvidvin og der koges ind. Hæld fløde ved og smag til med lidt citronsaft, salt og peber. Lad det simre svagt til laksen er tilberedt.

Laksen skal blot krydres med salt og peber og så ellers på en brandvarm pande. Først kødsiden til den er sprød og gylden og derefter på skindsiden. Den må endelig ikke få for længe, så bliver den tør; når kødet flager let når du stikker til det med en gaffel, så er fisken klar.

Serveres med friskkogte ris og en skive citron.

Fettuccine med svampe, feta og ramsløg


Fettuccine med svampe, feta og ramsløg.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Ingredienser
Fettuccine
Feta efter behov
150 g champignon
1 finthakket skalotteløg
1 spsk. smør
Salt
Peber
10-15 ramsløgblade
Friskrevet parmesan
Persille til pynt
1 dl. Noilly Prat

Opskrift
Varm en pande op ved jævn varme, og tilsæt smørret. Lad det bruse af, hvorefter skalotteløg tilsættes. Lad løgene blive klare; de må ikke tage farve.

Skru op for varmen, og smid så svampene i kvarter på. Lad dem blive møre, mens du rører i tingene fra tid til anden.

Kast Noilly på, og lad alkoholen koge fra. Smag til med salt og peber, hvorefter ramsløgblade i strimler og stykker af feta gør selskab på panden.

Lad osten smelte lidt ud, og ramsløgene lige akkurat falde sammen.

Servér med friskkogt fettuccine og et skudt friskkværnet sort peber samt friskrevet parmesan.

Maltpizza med confiteret svinebryst, sprød grønkål, svampe og parmesan

dsc_0003
Maltpizza med confiteret svinebryst, sprød grønkål, svampe og parmesan før den røg i ovnen.

Mængde: 8 små pizze.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 6-7 minutter (hvis ingredienserne er klar).

Nordisk pizza. Kæft, det er noget sludder at kalde det. Men kæft, den er go’ …

Ingredienser
4 tsk. brændt maltmel
4 dl. hvedemel
4 spsk. olivenolie
1,5 dl. lunken vand
4 tsk. bagepulver
Lidt salt
Smagsneutral olie
3-4 blade grønkål
1 stykke confiteret svinebryst (opskrift her)
200 g blandede svampe
Parmesan
Friskkværnet peber

dsc_0005
Mmmmm …

Opskrift
Først dejen: Bland mel, maltmel og bagepulver, hvorefter vand, olie og lidt salt tilsættes. Ælt i 6-7 minutter, og så ruller du ellers 8 små pizze ud.

I mens opvarmer du smagsneutral olie i en sauterpande til 170 grader. Skær den grove stok fra kålbladene, og riv dem i mindre stykker. Smid dem i olien (pas på, for det sprøjter heeeelt vildt), og tag dem op med en tang, når de har hygget sig i omkring 20-30 sekunder. Læg dem på fedtsugende papir. Vær opmærksom på, at kålen ikke bliver sprød i selve olien, men “sprøder op”, når de ligger på det fedtsugende papir.

Skær kødet (som gerne må være koldt og fra dagen før, fisket op (og optøet selvfølgelig) fra fryseren og den slags – det gør ingen verdens ting) i sy tynde skiver på tværs som muligt.

Rens svampene.

Så er det eller blot at smide de forskellige ting på pizzen, og smide dem i pizzaovnen i 2-3 minutter til de er sprøde og gyldne – i en almindelig ovn ta’r det nødvendigvis længere tid, så dér må du sidde og se ind gennem vinduet til ovnen for, hvornår den er færdig. Mon ikke 12-15 minutter er nogenlunde det rigtige?

Kylling med rørhatte, pancetta og svinekød

farsbroed
Kylling møder farsbrød og sød musik opstår.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter +  40 minutter i blød i vand for svampene.
Tilberedningstid: 30-40 minutter.

Kylling møder farsbrød og sød musik opstår. Udgangspunktet for denne opskrift er langt hen ad vejen dette italienske farsbrød. Men denne gang er det inde i et saftigt kyllingebryst, og det er heller ikke helt ved siden af …

Ingredienser de farserede kyllingebryster
2 kyllingebryster
200 g hakket svinekød
4 skiver god pancetta i mindre tern
1 finthakket blegselleri
1 lille, finthakket gulerod
1 lille, finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg
10 g tørrede rørhatte opblødt i vand
1 æg
Salt
Peber
Olivenolie
Lidt finthakket persille

Ingredienser til saucen
250 g passata
1 finthakket blegselleri
1 lille, finthakket gulerod
1 lille, finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg
1 generøst glas hvidvin
20 g tørrede rørhatte opblødt i vand
Salt
Peber
Olivenolie
Lidt finthakket persille

Opskrift
Opvarm olie i en sauterpande ved jævn varme, og smid løgene på. Lad dem blive klare inden du smider blegselleri, gulerod, hvidløg, svampe og pancetta på. Rusk det rundt til grøntsagerne er bløde, men stadig har bid.

Skru op for varmen og tilsæt så kødet. Brun det, smag til med salt og peber og tag derefter panden fra varmen. Lad det køle lidt og tilsæt så ægget samt den hakkede persille. Saml tingene til en let sammenhængende masse.

Skær en lomme i i kyllingebrysterne og fordel farsen deri. Luk med kødnåle. Brun dem på en pande.

I mens opvarmes olie i en gryde og løg klares deri, inden blegselleri, gulerod, hvidløg og rørhatte tilsættes.

Tilsæt hvidvin og kog alkoholen fra, inden du tilsætter passata og smager til med salt og peber.

Smid kyllingebryster i gryden, læg låg på og lad simre til kyllingen er gennemstegt. 30 minutter er ikke helt skævt.

Server med friskkogt pasta, lidt friskrevet parmesan og persille.

Cremet polenta med løg på tre måder og blandede svampe

b
Cremet polenta med løg på tre måder og blandede svampe.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Efteråret er kommet til byen. Og her er en ret, som ganske enkelt smager af det. Altså på den gode måde, du ved.

Ingredienser til karamelliserede rødløg
4 små rødløg
15 g smør
1 spsk. flydende honning
2 spsk. balsamico
4 fed hvidløg let knust med håndroden

Øvrige ingredienser
125 g minutpolenta1/2 liter vand
Salt
Peber
200 g mascapone
200 g blande svampe (jeg brugte østershatte, kejserhatte, shiitake og hvide bøgehatte)
1 spsk. smør
Brændte hvidløg (opskrift her)
Persille
Rød og grøn skovsyre

Opskrift på rødløgene
Løgene pilles og skæres på den brede led, så du står med noget der ligner to, solide løgringe.

Smid dem på en brandvarm pande og lad dem tage farve. Når de har det, så vender du dem og gør kunststykket efter på den anden side også.

Skru ned for varmen, og tilsæt panden honning, balsamico og hvidløg. Lad det koge helt ind, mens du vender løgene et par gange undervejs, så de suger den lækre karamel-agtige masse til sig.

Opskrift på aaaalt det andet
Smelt smørret ved meget høj varme på en pande, og tilsæt så svampene. Lad dem få farve på den ene side, og vend dem så, så de også ta’r farve på den anden. De skal ikke have for længe, men stadig have masser af bid – sådan kan jeg i hvert fald bedst lide dem. Smag til med salt og peber.

I mens koges vandet op, og polentaen tilsættes en en tynd, jævn stråle. Rør hele tiden undervejs i gryden – og hele tiden den samme ved, så klumper det ikke. Kog op og så tilsætter du mascaponen, som du forsigtigt vender i.

Anretning
Anret polentaen ved siden af rød- og hvidløg. Læg svampene oven på og riv lidt brændt hvidløg over, inden du pynter med persille og skovsyre.

“Genbrugsmad”: Dekonstruerede tarteletter

tartelet
Tarteletter i nye klæ’r.

Mængde: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ka’ du huske de to kyllinger, som lagde grundlaget for gårsdagens suppe? Og hvor noget af kødet blev til rilette? Her er så andet afsnit i “genbrugsmad”, hvor den resterende del udgør en hovedrolle i noget så fornemt som dekonstruerede tarteletter.

Ingredienser
Kødet fra lidt mindre end den ene hele kylling herfra
2 dl. hønsefond (også fra ovenstående link)
1 spsk. mel
1 dl. hvidvin
50 + 20 g smør
Salt
Peber
Butterdej
Lidt frisk persille
250 g blandede svampe (jeg brugte markchampignon, kejserhatte, shiitake og hvide bøgehatte)
En smule citronsaft
Trøffelolie

Opskrift
Skær butterdejen i cirkler med en diameter på ca. 3-5 cm og smid dem i ovnen som anvist på pakken.

I mens: Smelt 50 g smør i en gryde og tilsæt så melet. Rør godt rundt i det med et piskeris, hvorefter fonden tilsættes lidt efter lidt under konstant omrøring, så der ikke kommer klumper.

Undervejs tilsætter du også hvidvinen sådan lidt efter lidt.

Når den ønskede konsistens er opnået, så smager du til med lidt salt og peber inden kyllingen, som du lige plukker lidt, tilsættes og det hele opvarmes langsomt.

Og mer’ i mens: Smelt den resterende del af smørret ved vanvidsvarme, og smid så svampene på sammen med lidt salt og peber og en anelse citronsaft. Når de er tilberedt og gyldne, lækre og smækre, men stadig har bid, så er de klar

Anretning
Læg et par cirkler butterdej ved siden af kyllingen med tilhørende sauce, og pynt med lidt frisk persille. Herpå anretter du svampene med tilhørende stegesky, og så er du sgu’ meget godt kørende – nåh, ja, og så et par dryp trøffelolie. Dét er lige prikken over det berømte “I”…

Kantareller på sprødstegt toast med persille, citron og balsamico

kantarel_b
Kantareller på sprødstegt toast med persille, citron og balsamico.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Hold nu op, hvor jeg elsker kantareller! Næsten ligeså meget som fløde. Og smør. Det er smagen af Danmark, når det er bedst, og her spiller svampenes smag på perfekt vis sammen med syren i citronen, den grønne smag fra persillen og den sur/søde balsamico. Brug gerne en rigtig grøn olivenolie. Sådan én, som smager rigtig af græsplæne, du ved – det gi’r lige retten en tand mer’ …

Ingredienser
Toastbrød (brug evt. denne opskrift)
400 g kantareller
1 lille bdt. persille
1/2 dl. balsamico
2 spsk. smør. Nej, ved du hvad, brug 3 i stedet for
Lidt revet hø-ost
Salt
Peber
Skal fra 1/2 øko-citron

kantarel_a
Mmmmmmmm.

Opskrift
Skær brødet i skiver og pensl med olivenolie på den ene side, hvorefter du rister dén side sprød på en pande. Herefter pensles den anden side, og du vender brødet og gør samme kunststykke efter på den anden side. Så er brødene klar.

Varm en pande op til brandvarm. Sådan rigtig brandvarm. På med halvdelen af smørret, som skal have selskab af svampene, når det lige er bruset af.

Lad dem simre et par minutter inden hakket persille og finthakket citronskal gør selskab sammen med den sidste del smør. Og lidt salt og peber.

Lad dem hygge sig i yderligere et par minutter, inden du tager blandingen fra varmen og holder dem varme i lidt sølvpapir.

Smid balsamico på panden og kog ind til en tyk sirups-lignende konsistens.

Smid lidt hø-ost på de varme brød, så det smelter lidt ned og anret så svampeblandingen på. Til slut dryppes balsamicoen over.