Pho

1
Pho inden suppen hældes over …

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 5–9 timer.

Det ta’r lang tid at lave. Rigtig lang tid. Men nu er der jo heldigvis ingen, som tvinger en til at stå og se på fonden koger ind og bli’r smagfuld. Og ta’r man den tid og trækker fra den samlede tilberedningstid, så ender man vel med en tilberedningstid på omkring 20–25 minutter. Og Pho smager godt – det er saml-selv-mad af høj karat.

3–4 stegeben
2 løg skåret i kvarte
3 spsk. korianderfrø
3 stjerneanis
1 god knold ingefær skåret i mindre stykker
Vand
Soya
Mushroom soya
Ketjap Manis (sød soya)
Fiskesauce
Limesaft
Oksekød af god kvalitet skåret i papirtynde skiver
Frisk koriander
Bønnespirer
Nudler
Forårsløg skåret i skrå skiver
Rød chili finthakket

2
Pho.

Smid stegeben i et ildfast fad sammen med løg, korianderfrøm, stjerneanis og ingefær. Giv det en omgang under grillen i ovnen til det er godt og branket. Smid herefter hele molevitten i en stor gryde, og hæld rigeligt med vand på. Kog op og fjern de værste urenheder, inden skidtet simrer videre i alt fra 5–9 timer. Hæld lidt ekstra væde ved, hvis det truer med at koge helt væk.

Si suppedasen ned i en mindre gryde, når du mener, at nu er det tid. Sæt så gryden med indhold til afkøling, og når det er køligere, så skummer du lige det øverste lag fedt fra.

Kog op og smag til med soyaer i diverse afskygninger, fiskesauce og limesaft.

Smid en slat forkogte nudler op i en dyb tallerken sammen med en håndfuld af de andre ingredienser, som endnu ikke befinder sig i suppen – inkl. det rå kød. Hæld et par skefulde suppe over, og der er serveret.

Det rå kød er i så tynde skiver, at det ydre lige bliver en anelse kogt, mens det stadig er rødt indeni – det er sgu’ en smart opfindelse. Specielt i samarbejde med de stadig sprøde grøntsager deri også.

Reklamer

Indisk curry med blomkål

Curry1
Indisk curry med blomkål.

Antal personer: 5–6 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter + kikærterne i blød natten over.
Tilberedningstid: 45 minutter.

3 løg, hakket groft
3 fed hvidløg, finthakket
1 blomkål i små buketter
2 spsk. friksrevet ingefær
2 spsk. stødt korianderfrø
2 peperocini, knuste
2 spsk. rød currypaste
1 stjerneanis
2 dåser hakkede tomater
1 dåse kokosmælk
200 g kikærter
3 limefrugter
Salt
Peber
Lidt olivenolie
1 bdt. friskhakket koriander
3 forårsløg skåret i skrå skiver

Kog kikærterne i frisk vand i ca. 40 minutter. Hæld herefter vandet fra.

Varm olie en en stor wok, og tilsæt så løg, blomkål og hvidløg. Ved jævn varme gøres grøntsagsblandingen varm, dog uden at hverken løg eller blomkål tager decideret farve.

Tilsæt alle krydderierne og currypaste, og vend det hele godt sammen. Tilsæt så tomater og kokosmælk, og kog op. Lad det simre i 10 minutter, hvorefter kikærterne tilsættes. Så skal hele molevitten simre i yderligere 10 minutter.

Tilsæt saften fra den ene lime, og smag til med salt og peber.

Server med de resterende lime skåret i både samt friskhakket koriander og forårsløgene.

Opskriften inspireret her fra.

Sobanudler i sur/sød/salt suppe med kylling

Soba
Aftenens menu: En ganske god suppe med rødder i det asiatiske.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ja, jeg fik så ikke fat i de frosne pandekager til mine forårsruller. Så det fyld, som jeg lavede i går, for kun at opdage, at jeg ikke havde pandekagerne i fryseren længere, og som jeg håbede at kunne bruge i dag, hvis jeg fik fat i pandekagerne, det er nu selv endt i fryseren. Så kommer det op, når jeg på et eller andet tidspunkt får fingrene i … Ja, netop pandekagerne! For de er på ingen måde til at opdrive her i det nordsjællandske, så det bliver ført når jeg rammer København på et eller andet tidspunkt, og kan lægge vejen forbi thai-supermarkederne dér.

2 kylingebryster
180 g sobanudler
3 forårsløg, fintsnittede
2 spsk sesamfrø
1/2 liter vand
2 spsk dashi-pulver (suppe-bouillon-agtig pulver-sag i små breve: Afsted til dit thai-supermarked)
1 tsk sukker
3 stjerneanis
1/4 dl soya
1/4 dl ketjap manis (japansk sød soya – igen: Afsted til dit thai-supermarked)
1/2 dl mirin (japansk risvins-agtig sag: Ooog igen, igen afsted til dit thai-supermarked)

Læg kyllingebrysterne i en sauterpande, og dæk dem med vand – kun så de lige akkurat er dækket. Smid to stjerneanis i vandet, og bring det i kog. Lad det simre i 15 minutter eller deromkring, til brysterne lige præcis er gennemkogte.

Bring imens vand, soya, ketjap manis, sukker, mirin, en stjerneanis og dashi-pulver i kog og lad det simre i 5–6 minutter derefter.

Kog imens nudlerne i letsaltet vand – de skal have cirka 4 minutter.

Hæld vandet fra nudlerne, og læg dem over i suppen. Skær kyllingen i skiver og anret dem ovenpå suppen og nudlerne. Drys med sesamfrø og forårsløg.

Røg i køkkenet!


Røget 5 spice-kylling med lynstegt broccoli.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter samt marinering i min. 2 timer.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Jeg var sgu’ spændt. Spændt på, hvordan det skulle ende, når jeg for første gang skulle prøve at ryge mad. Og så oven i købet indendørs. Men hvo intet vover, intet vinder. Og jeg vandt! Der kom en virkelig, virkelig god og saftig kylling ud af det, som havde den lækreste røgede, lidt søde smag. Fantastisk!

Røget 5 spice-kylling
2 kyllingelår med brystben
Soya
Ketjap Manis
1 spsk friskrevet ingefær
45 g brun farin
2 stjerneanis
1 tsk 5 spice-krydderi

Lynstegt broccoli
1 broccoli
2 lys soya
1 tsk maizena
1 spsk flormelis
1 tsk friskrevet ingefær
1 finthakket fed hvidløg
Sesam
Sesamolie

Røget 5 spice-kylling
Vask og rens kyllingen, og læg den i en marinade af halvt soya, halvt Ketjap Manis samt ingefær. Gnid marinaden grundigt ind i kødet. Lad det marinere i min. et par timer, men hellere end gerne natten over. Vend kyllingen en gang i mellem.

Den dampede og røgede kylling.

Damp kyllingen i en bambusdamper (eller hvad du nu bruger til at dampe med) i 15 minutter, og lad den herefter stå tildækket i 15 minutter.
Knus stjerneanis i en morter, og tilsæt 5 spice-krydderi samt brun farin. Bland det grundigt. Læg 5 stykker staniol i bunden af en gryde. Dette punkt er meget vigtigt at overholde, da du ellers bliver en gryde fattigere (se billedet nedenfor, som viser indholdet af gryden efter den har fungeret som røgkanon, og hvorfor sølvpapirs-delen er smart)!

En ødelagt gryde, hvis ikke det havde været for staniolen.

Fordel krydderiblandingen herpå, og varm op ved jævn varme til krydderierne begynder at ryge. Smid herefter bambusdamperen over igen, skru lidt ned for varmen og giv kyllingen en omgang røg i ca. 20 minutter.


Kylling i røg og damp!

Kyllingen er færdig, når du prikker i den med en kødål, og saften der kommer ud er helt klar.

Lynstegt broccoli
Fordel broccolien i små buketter, og svits det i olien ved stærk varme i cirka 5 minutter.

Bland de øvrige ingredienser med undtagelse af sesamfrøene, og hæld over broccolien. Svits i yderligere 2–3 minutter.

Smid lidt sesamfrø over, og tilbehøret er klar.


Lyn-hamrende-hurtig broccoli.

Opskrifter inspireret fra “Kyllingeretter fra hele verden” samt “Det Kinesiske Køkken”.

Frisk pasta med tomatsauce


Frisk pasta med tomatsauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

250 g frisk pasta
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatpure
1/2 terning grøntsagsbouillon
1 fed hvidløg, finthakket
1 løg, finthakket
Olivenolie
1 tsk paprika
1 stjerneanis
1 dl hvidvin
1 spsk frisk oregano, finthakket
1 spsk frisk basilikum, finthakket
2 laurbærblade
Frisk parmesan
Salt
Peber

Opvarm olie på en pande og svits løgene til de er klare. Tilsæt hvidløg og svits yderligere i et minut. Smid bouillonterningen på sammen med hvidvin og kog ind til halvdelen.

Tilsæt hakkede tomater og pure sammen med paprika, stjerneanis, oregano, basilikum og laurbærblade.

Lad saucen simre i ca. 20 minutter til den er god og ikke så flydende, at den smatter pastaen til, når retten serveres. Smag til med salt og peber.

Kog pastaen efter anvisningerne på pakken.

Server med friskrevet parmesan og friskkværnet peber.