Indbagt laks med spinat


Indbagt laks med spinat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
2 små laksefileter uden skind
2 plader butterdej
1 pose frisk spinat
Salt
Peber
Muskatnød

Opskrifter
Tag butterdejspladerne ud af fryseren og læg dem på en bageplade med bagepapir i 20 minutter inden du går videre med projektet. Skær så nogle skrå snit på 3-4 cm i hver plade og træk dem lidt ud; sådan lidt ligesom en slags net.

Giv spinaten om ordentlig r..fuld varme for fuld skrue til den falder sammen. Krydr med en anelse salt og peber samt lidt revet muskatnød.

Anret lidt spinat på hvert stykke fisk og læg herefter butterdej over, hvor kanterne foldes ind under fisken. Læg dem i et ildfast fad og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15-18 minutter.

Reklamer

Okse-curry med spinat


Okse-curry med spinat.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter + ca. 4-5 timer til marinering.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Måske ikke den flotteste ret, men det er sammenkogte retter nu sjældent, hvis man tænker over det – men det laver jo ikke om på, at skidtet smager rasende godt.

Ingredienser
600 g oksetern
1 løg
200 g helbladet spinat (frost er fint til denne ret)
2,5 dl. creme fraiche
1 spsk. gurkemeje
2 spsk. bezan (kikærtemel)
Salt
Peber
5 kanelstænger a ca. 4 cm
2 laurbærblade
5 grønne kardemommekapsler
5 nelliker
2 tsk. spidskommen
1 tsk. chili
2 tsk. garam masala
1 dåse hakkede tomater
1 dl. vand
2 tsk. hvidløgspasta
2 tsk. ingefærpasta
4 spsk. rapsolie

Opskrift
Okekødet trimmes for sener og fedt. Pisk så creme fraiche med bezan og gurkemeje, og vend det i kødet, som derefter skal marinere i 4-5 timer.

Knus kardemommekapslerne og tag kornene ud. Smid dem i en kaffemølle med nellikerne og kør til fint pulver.

Opvarm olien i en gryde ved svag til jævn varme, og tilsæt så kanelstænger, laurbærblade og blandingen af nelliker og kardemommekornerne. Lad det bruse op ca. 30 sekunder under omrøring, inden hvidløgs- og ingefærpasta tilsættes. Rør rundt og lad simre i 2 minutter.

Finthakket løg gør nu blandingen selskab, og svitser med under omrøring i 5-6 minutter. Tilsæt så de hakkede tomater, spidskommen garam masala og vand samt chili, inden kødet ryger med også. Smag til med salt og peber.

Kog op og læg låg på, og lad det hygge sig i 30-40 minutter.

Serveres med friskkogte basmatiris.

Kærnemælkspandekager med ricotta- og spinatfyld

spinach
Kærnemælkspandekager med ricotta- og spinatfyld.

Mængde: 4 sultne personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Ingredienser til pandekagerne
3 æg
1,5 tsk. bagepulver
40 g smagsneutral olie
450 g hvedemel
6 dl. kærnemælk
Lidt salt
Smør til stegningen

Øvrige ingredienser
150 g frisk spinat
1 fed hvidløg
500 g ricotta
Salt
Peber
Revet ost

Opskrift på pandekagerne
Pisk æg sammen med alle de resterende ingredienser. Sørg for at piske alle klumper ud.

Opvarm en pande med lidt smør på ved jævn varme, hæld lidt dej på og steg dig en pandekage. Vend og steg også på den anden side.

Bliv ved, til du ikke har mere dej.

Opskrift på aaalt det andet
Bland spinat med det knuste hvidløg og ricotta. Smag til med salt og peber.

At samle …
Fordel lidt af spinatblandingen på den ene kvarte del af en pandekage, fold pandekagen over, og derefter folder du igen, til du står med en pandekage, som har form som en kvart pandekage.

Læg den i et ildfast fad, som er smurt med lidt smagsneutral olie eller smør, og gør det samme med de resterende pandekager.

Fordel ost over, og smid dem i ovnen ved 225 grader i ca. 20 minutter eller til osten er sprød og gylden.

Spinat- og ricottagnocchi med tomatsauce

Ricotta
Spinat- og ricottagnocchi med tomatsauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter +  min, 1 time i køleskabet.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser til gnocchierne
Lidt olivenolie
150 frisk spinat
200 g ricotta
60 g friskrevet parmesan
1 æg
Lidt hvedemel
Muskatnød
Salt
Peber

Ingredienser til tomatsaucen
Olivenolie
1 finthakket skalotteløg
1 dåse flåede tomater
Frisk basilikum
Salt
Peber

Opskrift på gnocchierne
Varm olien op og smid spinaten på til den falder sammen. Rør konstant undervejs. Lad den herefter dryppe af i et dørslag.

Hak spinaten og kom den i en skål sammen med ricottaen, parmesan, æg og mel. Rør godt rundt og smag så til med salt, peber og muskatnød. Dæk skålen med husholdningsfilm og smid det i køleren i minimum en time.

For små kugler af spinatblandingen og kog dem i 2-3 minutter eller til de stiger til overfladen. Kog dem lidt forsigtigt, for de er lidt porøse.

Opskrift på tomatsaucen
Opvarm olien og smid løgene på til de er klare. finthak i mens de flåede tomater, og smid så også disse på panden.

Lad det småsimre og hygge sig under jævnlig omrøring. Et par minutter inden servering kommer du basilikummen i og smager til med salt og peber.

Anretning
Læg gnocchierne nederst og hæld forsigtigt sauce over. Drys herefter frisk basilikum over og friskrevet parmesan. Giv hele herligheden et skud friskkværnet, sort peber til slut …

Små tærter med gedeost, spinat og valnødder

Tærte
Små tærter med gedeost, spinat og valnødder.

Antal: 5 små tærter (en er nok til frokost, mens der nok skal halvanden til, hvis den skal udgøre et aftensmåltid).
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 35 minutter.

Efter en omgang tortellini med fløde, figner, spinat og valnødder (opskrift her) var der – sjovt nok – fløde, figner, spinat og valnødder i overskud. Og der skal fandengalemig ikke gå noget til spilde herhjemme, så der røg tærter på bordet. Og det kan godt være at tortelini-retten fungerer, men tærter på (næsten) samme ingredienser er heller ikke dumt …

Ingredienser
1 tærtedej
1 håndfuld grofthakkede valnødder
2 håndfulde friske, spæde spinatblade
2 dl. piskefløde
4 æg
2 håndfulde revet emmenthaler
1/2 rulle gedeost i mindre tern
Salt
Peber

Opskrift
Bland valnødder, spinat, piskefløde, æg, halvdelen af emmenthaleren og gedeosten. Smag til med en smule salt og peber.

Udstik tærtedejen, så den passer i små tærteforme på 12-15 cm i diameter. Tryk den godt ud deri, når du lige har smurt hver enkelt for med en smule smør eller olie.

Fordel fyldet i hver lille tærte, og fordel den resterende del emmenthaler over.

Ind i ovnen med skønhederne ved 200 grader i omkring en halv time eller til overfladen er gylden og sprød.

Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme

Lasagne_Above_2
Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Åh, for himlens skyld, så kom dog med noget dagslys. Det er simpelthen så svært at få noget som helst til at se lækkert og indbydende ud på billeder, når man kun har forholdsvis simpelt digitalkamera med tilhørende blitz, som enten komplet overbelyser hele molevitten eller glemmer, hvad den er til for, og giver noget mærkeligt gnidret lys.

Og ja, billedet i dette indlæg er et glimrende eksempel herpå. Så nej, det ser måske ikke så pokkers lækkert ud, men det smager fa’me godt. Så du bare tro på mig, og så selv kaste dig ud i det …

Gorgonzolacremen er i øvrigt resterne fra denne ret.

Ingredienser: Svampesauce
Stokkene fra 3-4 portobellosvampe
1 skalotteløg
Lidt smør
Salt
Peber
En smule fløde

Ingredienser: Portobellosvampe med spinat
3-4 portobellosvampe
150 g frossen, helbladet spinat
1 fed hvidløg
Lidt smør
Lidt olivenolie
Salt
Peber

Ingredienser: Alt det andet
Lasagneplader
2 æggeblommer
Frisk parmesan
Salt
Peber
6 cocktailtomater

Opskrift: Svampesauce
Hak stokkene og løget fint. Opvarm så lidt små på en pande, og smid dem på. Sautér dem til svampene tager farve, og løgene bliver gyldne. På med fløden og kog ind til den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

Opskrift: Portobellosvampe med spinat
Stokkene skal pilles fra svampene – det er nok allerede gjort, hvis du allerede har kastet dig over saucen ovenfor. Herefter skæres svampene i en halv centimeter tykke skiver, og hvidløget finthakkes, alt i mens du tør spinaten op i mikroovnen, hvis den da ikke allerede er tøet op. Pres vandet fra spinaten.

Opvarm olie og smør i en sauterpande og smid hvidløg på et par minutter, inden svampene gør selskab. Rør forsigtigt rundt fra tid til anden, til svampene er møre men stadig har lidt bid. På med spinaten, varm godt op og smag til med salt og peber.

Opskrift: Alt det andet
Tomaterne skærer du et lille kryds i på den modsatte side af, hvor stilken sidder. Herefter blancheres de kort i kogende vand et minut eller lidt længere, til du kan se, at skrællen er ved at slippe ved krydset. Tag dem herefter op med en hulske, og pil forsigtigt skindet af.

Kog samtidig lasagnepladerne, hvorefter vandet hældes fra. Bred dem lidt ud, så de ikke klistrer sammen, mens du kæmper med at samle hele herligheden lige om lidt.

Opvarm i øvrigt også lige gorgonzolacremen forsigtigt, nu du er i gang.

Så’ der samling …
Læg en lasagneplade på tallerknen, og fordel herefter lidt svampesauce, svampe- og spinatblandingen og lidt gorgonzolacreme ovenpå. Ny lasagneplade og en omgang i samme stil. Og endnu en omgang …

Herefter lægger du forsigtigt en æggeblomme øverst, og giver det et skud friskkværnet peber, en smule salt og en omgang parmesanflager. Lad hver enkelt medspiser selv prikke hul på æggeblommen, så den blander sig med de øvrige ingredienser.

Tomaterne lægger du blot ved siden af og giver lidt flagesalt. De er mest med for at give lidt modspark til de ellers ret fede saucer og pastaen. Og så ser de flotte ud. Bare ikke så meget på mit billede iht. indledningen …

Raviolo con Sorpresa (kæmperavioli med mascapone, spinat og æggeblomme)

Pasta_D
Raviolo con Sorpresa.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
50 minutter + afkøling af spinaten.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Det er ikke den nemmeste pastaret i verden, så er det sagt. Det ta’r både tid, lidt snilde og en god portion tålmodighed. Men hold nu k…, hvor smager det godt! Og pænt ser det ud – specielt, når man prikker hul på herlighederne, og æggeblommen flyder ud og blander sig med saucen.

Ingredienser
3 hele æg
400 g mel (tipo 00)
Salt
9 æggeblommer
250 g mascapone
150 g frisk spinat
Friskrevet parmesan
Lidt muskatnød
Peber
75 g smør
8 friske salvieblade

Opskrifter
Hæld melet ud i en lille bunke med top, og lav en fordybning deri. Slå æggene ud deri sammen med en knivspids salt. Rør langsom æggene ind i melet til du har en fast dej. Ælt, ælt, ælt …

Pasta_A
Pastaplader undervejs.

Del dejen i 8 og tryk dem flade. Kør dem herefter gennem pastamaskinen ét trin ad gangen, til du til sidst har 8 pastaplader, som er omkring 2 mm tykke. Drys bordpladen med lidt mel, læg pladerne derpå og drys yderligere lidt på oversiden også. Skær cirkler af pastaen på 8-10 cm i diameter.

Pasta_B
Ravioli’erne lige inden samling.

Kog spinaten i letsaltet vand i et par minutter til den falder sammen. Lad den herefter køle helt af inden den hakkes fint. Sådan helt fint.

Rør mascapone, 15-20 g parmesan, lidt salt, en anelse muskatnød og spinat sammen, og smid det i en sprøjtepose. Sæt derefter en god klat på halvdelen af pastacirklerne – de skal være omkring 1,5-2 cm i højden. Lav en fordybning deri, hvor du lægger – forsigtigt – en æggeblomme.

Pasta_C
Det ser sgu’da pænt ud …

Læg “låg” på hver ravioli, som du har penslet med lidt vand i kanten, så de klistrer sammen. Tryk så kanterne sammen med en gaffel – vær grundig, så fyldet ikke siver ud under kogningen.

Kog vand op i en stor gryde – alternativt en sauterpande, så der er en god stor vandoverflade. Kog så raviolien deri 3 og 3 eller hvor mange der nu er plads til – de må helst ikke skulle kæmpe for meget om pladsen. Og vandet skal bare koge helt stille og roligt – ikke bulderkoge, for så er risikoen for at de går i stykker noget større.

Pasta_E
Salviebladene giver en fantastisk smag til saucen og bliver helt sprøde.

I mens opvarmes smør stille og roligt ved jævn varme sammen med salviebladene. Når smørret er bruset af, så er saucen klar.

Tag raviolierne op af det kogene vand og læg dem forsigtigt i en stor, dyb tallerken. Hæld salviesaucen over, drys med lidt friskkværnet peber og et skud friskrevet parmesan.

Sæt så ellers kniv og gaffel deri, og nyd synet, når æggeblommer stille og roligt flyder ud i saucen – det er et syn for guder! Og en smag for samme …

Opskriften er med inspiration fra Carluccios kogebog om pasta, som du kan læse mere om Carluccio.

Pasta med spinat, muskat og fløde

Spinat
Pasta med spinat, muskat og fløde.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Denne ret er med i Top-meget-få over retter, som er noget nær det nemmeste i verden, men som samtidig er overordentlig velsmagende. Der ska’ nogle gange så uendeligt lidt til at stå med et aftensmåltid, som virkelig smager så fuglene synger …

Tørret pasta af god kvalitet
150 g frisk spinat
Muskatnød
Salt
Peber
60 g smør
2 dl. madlavningsfløde
Friskrevet parmesan

Sæt pastaen over i kogende vand. Læs på pakken, hvor længe det ska’ ha’.

Når der er 11 minutter tilbage af kogetiden, så smelter du smørret i en stor gryde. Smid derefter spinaten i, og læg låg på. Vend lidt rundt i det fra tid til anden.

Efter fem minutter tilsætter du lidt revet muskatnød og en smule salt og peber. På med låget igen.

Yderligere fire minutter går, og så hælder du fløden ved. Lad det koge op og tilsæt lidt parmesanost, så saucen tykner en smule.

Hæld vandet fra den kogte pasta, og vend så pastaen i saucen. Lad være med at hælde al vandet fra – 1/2-1 dl. – men hæld det derimod samtidig i saucen sammen med pastaen. Der er en masse stivelse i vandet, så det er også med til at tykne den en smule yderligere.

Servér med friskrevet parmesan og et skud friskkværnet peber.

Mac ‘n’ Cheese på italiensk: Gramigna med karamelliserede løg, spinat og gorgonzola

Macncheese
Gramigna med karamelliserede løg, spinat og gorgonzola.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 35 minutter.

500 g tørrede gramigna (suppehorn)
2 spsk. smør
3 spsk. olivenolie
4 mellem løg i skiver
150 g gorgonzola
150 g mascapone
100 g spæde spinatblade skåret i strimler
Salt
Friskkværnet peber

Kog pastaen og hæld derefter vandet fra, alt i mens, at saucen laves: Smelt smør og olie i en sauterpande ved jævn varme og tilsæt løgene. Lad dem simre rundt i ca. 30 minutter ved forholdsvis lav varme under omrøring til de karamelliserer og tager farve.

Tilsæt så ostene, som derefter skal smelte ud i løgene, inden der smages til med salt og peber.

Lige inden servering blander du spinaten i sammen med pastaerne, og så’ du ellers good to go …!

Fettuccine med ricotta og spinat

Ricotta
Fettuccine med ricotta og spinat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Frisk fettuccine
250 g helbladet spinat (frost er her helt fint)
1 fed hakket hvidløg
Lidt muskatnød
250 g ricotta
Salt
Peber
1 dl. madlavningsfløde
Friskrevet parmesan
1 æggeblomme

Kog pastaen i mens saucen laves. Bland alt med undtagelse af pastaen godt sammen. Hæld vandet fra den kogte pasta, og vend saucen i. Servér med yderligere lidt friskrevet parmesan og et skud friskkværnet peber.

Så bli’r det sgu’ nok ikke meget nemmere …