Stegte madbananer med citrongræsmayo. Og bao med spicy fried chicken og lækkerier …


Sprødstegte madbananer, lime og citrongræsmayonnaise.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter (ekskl. bao- og kyllingedelen) + natten over til de syltede kinaradiser.
Tilberedningstid: 15-20 minutter.

Bao med spicy fried chicken, si’r du? Den synes du da at kunne huske har været her på bloggen før? Jeps, den er lige her. Men resten er nyt, så læs med …

Ingredienser
3 madbananer
1 øko-lime
1 stængel citrongræs
2 æggeblommer
1 knsp. salt
1 tsk. æblecidereddike
2 dl. smagsneutral olie + olie til friturestegning
1/3 kinaradise
2 dl. eddike
1 dl. rørsukker


Syltede kinaradiser. Nåh ja, og ditto agurker i baggrunden.

Opskrift
Skræl radisen og skær den i skiver på 0,5 mm på et mandolinjern. Kog herefter eddike op med rørsukker og lad det køle af, inden du hælder alle tre dele på et patentglas, som du lokker godt og smider et mørkt sted natten over.

Næste dag er de klar; de lugter sgu’ lidt kål’ish. Men de smager godt!

Bananerne er up next. Skræl dem og skær dem i skiver på ca. 1 mm. Opvarm olie til 160 grader og steg dem deri (små batches ad gangen) til de er sprøde og gyldne. Herefter tager du dem op med en hulske og lægger dem på fedtsugende papir.

Når alle bananer er stegt river du limeskal over, og så er de klar.

I mens har du jo lige lavet mayonnaisen: Hak citrongræs og blend med de 2 dl. olie i 5 minutter, hvorefter det sigtes.

Pisk æggeblommer med salt og æbleciddereddike. Og herefter citrongræsolien i en tynd stråle under konstant omrøring. Bliv ved med at tilsætte olie til du har præcis den konsistens, som du nu synes, at mayonnaisen skal have.

Server bao med spicy fried chicken, syltede agurker og ditto kinaradiser og koriander. Og så bananerne og cirongræsmayonnaisen on the side …

Reklamer

Gua Bao med Spicy Fried Chicken


Gua Bao med Spicy Fried Chicken.

Mængde: 5 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter + 5-12 timer i mælken for kyllingen.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Der gik street food i den til aften; sprød kylling, dampede brød, chili, agurk, mynte og koriander. Nåh ja, og så lige noget nær verdens bedst udførte mojito on the side.

Sommer? Sæt i gang …

Ingredienser til kyllingen
1 hel kylling
2,5 dl. kærnemælk
2 + 2 tsk. cayennepeber
Salt
Smagsneutral olie
3 dl. hvedemel
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kinesisk 5-krydderi
Peber

Ingredienser til agurkesalaten
1 agurk
2 tsk. salt
2 spsk. riseddike
2 spsk. hvidvinseddike
3 spsk. sukker
1 lille håndfuld friske mynteblade
Vand
Sorte sesamfrø

Andre ingredienser
5 bao (dampede brød; opskrift her)
Frisk koriander
Chilisauce
2 lime i små både

Opskrift på kyllingen
Parter kyllingen og skær alt kødet fra benene. Skær det herefter i strimler á ca. 2 cm pr. stk. Læg dem derefter i kærnemælk med 2 tsk. cayennepeber og lidt salt. Lad det herefter ligge i alt fra 5 til 12 timer.

Fisk så kyllingen op af mælken. Vend den herefter grundigt i en blanding af den resterende del af cayennepeberen, mel, ingefær, salt, peber og 5-krydderiet.

Steg kyllingestykkerne i 160 grader varm olie i ca. 8-10 minutter.

Fisk op, på fedtsugende papir og så er den ellers klar …

Opskrift på agurkesalaten
Skær agurken i ultratynde skiver på et mandolinjern. Læg skiverne i et ensartet lag i et fad og drys salt over. Stil til side i 15 minutter.

Skyl saltet af og læg herefter skiverne i en blanding af de to slags eddike, iturevne mynteblade, sukker og vand.

Lad dem marinere til du skal bruge dem. En halv time. En hel time. Det er ikke afgørende.

Lige inden servering drysses der med lidt sorte sesamfrø.

Anretning
Smid kyllingestykker i en bao, hæld chilisauce over efter smag. Herefter en god omgang agurkesalat og så ellers en solid r..fuld mynte og koriander. Og et par dryp frisk limesaft.

Åh ja, og en frisklavet mojito til at skylle tingene ned med gør bestemt ingen skade.