De friskeste Moules Frites i mands minde!


Moules Frites.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Det her er noget af det bedste mad, som jeg længe har fået. Og det har utvivlsomt noget at gøre med, at jeg – sammen med den førstefødte – selv fangede muslingerne. Så bli’r det sgu’ ikke friskere.


Familiens fiske-supermarked.

Selvfølgelig kan jeg ikke røbe, hvor det er – det er nemlig vores, som den førstefødte hurtigt gjorde det klart! Men opskriften og en god metode til at få styr på muslingerne, den er der givet tilladelse til at røbe.


Friskfangede muslinger.

Rensnings af muslingerne
Muslingerne kan have en god slat sand i sig, når man selv fanger dem. Det kan du nemt slippe af med, hvis du gør som nedenfor …

Du skal i øvrigt sørge for, at du plukker dine muslinger, hvor der ikke er udløb fra f.eks. by eller andet i nærheden. Det gælder for så vidt også blot en almindelig lille å, da den kan have ting og sager med fra f.eks. landmandens marker, som på den måde ledes ned til dine muslinger – men som du ikke ønsker at få ned i din maven sammen med dem.

Skrub muslingerne godt for tang og den slags – muslingerne skal i øvrigt være lukkede, når du gør det. Eller om ikke andet lukke sig, hvis du gi’r dem et lille gok. Ellers skal du kassere dem.

Læg muslingerne på en rist eller et net med lidt store sten under i en vask eller gryde. Hæld masser af koldt vand over og drys til sidst 1-2 deciliter havregryn over. Herefter bruger muslingerne de næste 5-10 timer på at filtrere det nye vand, og i samme ombæring spytter de så sandet ud, som de evt. måtte indeholde.

Bagefter skylles muslingerne godt og lægges i nyt, frisk vand til de skal bruges på samme rist oven på de store sten.

Ingredienser
1,5-2 kg frisk blåmuslinger
2 gulerødder
2 finthakkede skalotteløg
1 fennikel
Olivenolie
75 g røget bacon i tern
Frisk persille
3 dl. hvidvin
3 dl. piskefløde
Citronsaft
Salt
Peber
1 kg kartofler
Smagsneutral olie


Dagens fangst.

Opskrift
Start med fritterne – det er faktisk dem, som tager længst tid. Skær kartoflerne til passende frit-størrelser. Dup dem tørre, og smid dem så i 170 grader varm, smagsneutral olie til de er sprøde og gyldne.

Pas på med at smide for mange kartofler i på én gang, da oliven så bliver for kold og fritterne ikke rigtig sprøde.

Fisk dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir. Giv dem et drys slat.

Så til muslingerne …

Opvarm lidt olivenolie i en stor gryde og smid gulerødder i grove stykker, fennikel i grove stykker samt bacon og løg på. Lad det svitse 5-6 minutter.

Smid muslingerne på sammen med hvidvin og læg låg på. Lad dem dampe 3-4 minutter til muslingerne åbner sig – de der ikke åbner sig skal kasseres.

Hæld fløde ved og kog hurtigt op inden du smager til med salt, peber og evt. lidt citronsaft.

Anrettes med friskhakket persille, og unde bestik; det skal svine lidt, når man spiser det. Så smager det bedst …

Reklamer

Jeg er her endnu … Eller … Nu er jeg tilbage (sammen med resten af familien)

Ferie
Ét af flere tusinde fantastiske ferieminder.

Der har været stille her på bloggen i efterhånden rigtig lang tid. En lille tur sydpå på lige over tre uger, hvor vi rundede Munster og Sargans på vejen mod 14 dage i Menton i Sydfrankrig, som blev fulgt op af to dage i Vallecrosia, en enkelt overnatning i Beckenried samt tre dage i Frankfurt har (desværre) taget sin ende.

Men nu er vi altså hjemme igen, og bloggen vil lige så stille og roligt kommer på benene i de kommende dage. Jeg skal bare liiiige i gang …

Lidt blandet fra sommerferien i det svenske

Komfur
Komfuret fra den tættest beliggende “rigtige” by: Huskvana.

Den stod på primitiv sommerferie i det svenske i år. Den førstefødte er endnu ikke gammel nok til, at vi turde tage chancen med 42 grader i skyggen. Så afsted mod ødegården i Gåremålen – byen bestående af fire huse, hvoraf det ene er en faldefærdig lade.

Vejret var heldigvis med os, og ud af de 14 dage havde vi kun én enkelt med regn. Resten af tiden var fra 22–28 grader og fuld tryk på solstrålerne.

Ovenstående brændefyrede komfur lavede vi mad på et par gange – der var nemlig også et “rigtig” komfur i den anden side af køkkenet. Men når nu den gamle sag stod der, så skulle det da lige testes for, om det var muligt at fremtrylle noget mad derpå. Ikke ret sommerligt testede vi bl.a. en Stroganoff (ala denne) derpå – en ret som fik fornøjelsen af at stå og simre derpå i en 6–7 timer. Som sagt ikke ret sommerligt, men nu ret lækkert alligevel.

Haloumi
Entrcôte med grillet Halloumi.

Vejret tillod grill til den store guldmedalje, hvor ovenstående entrcôte’er fik selskab af grillet halloumi med en blanding af bredbladet persille, masser af hvidløg og olivenolie smagt til med lidt salt og peber. Nåh ja, og så en håndfuld tørristede grofthakkede mandler også. Lækkert og særdeles sommerligt.

Kanelbullar
Svensk svar på trifli.

Den ene aften kastede vi en dessert sammen som bestod af kanelbullar skåret i små stykker (kun den snaskede del – de andre røg i kokkens mund under tilberedningen), vanillekvark (jeg ved ikke, om det fås i Danmark, men ellers må du over grænsen, hvis du vil gøre desserten efter) blandet med et par spiskeskefulde piskefløde og så lidt kanel på toppen. Desserten gør sig bedst, hvis den får lov at stå og trække et par timer inden servering – så bliver den rigtig god og snasket.