Ceasar Salad med panko-panerede æggeblommer


Ceasar Salad med panko-æggeblommer.

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 60 minutter.


Arvingen er med i køkkenet.

Ingredienser
3 små kyllingebryster
Romainesalat
3 skiver toastbrød uden skorpe
Smør
Parmesan
3 æggeblommer
Pankorasp
Mel
1 let sammenpisket æg
Salt
Peber
Smagsneutral olie


Æggeblommer før …

Opskrift
Start med æggene – det er dem, der er tidsrøver i den her ret. Smid dem i sous vide’en ved 64 grader i præcis en time.

Læg æggene i isvand et lille minut, så de er til at røre ved. Herefter kan du pille skallen af, og så kan hviden nemt skylles af under den kolde hane.

Vend æggeblommerne i mel iblandet lidt salt og peber, så i det sammenpiskede æg og til slut i pankorasp.

Opvarm olie til 170 grader og fritér æggeblommerne deri til de er gyldne og sprøde.


Æggeblommer efter …

Så til resten af retten: Skær brødet i små tern, som steges sprøde i smør på panden.

Herefter kan smelte yderligere lidt smør på panden, og så stege kyllingen deri efterfølgende – husk lige at krydre den med salt og peber inden.

Anret skiver af kylling på salaten, drys med brødcroutonerne og parmesanspåner og til slut en æggeblomme.

Reklamer

Braiseret svinebryst med spæde salater, mandler og rabarber


Braiseret svinebryst med spæde salater, mandler og rabarber.

Mængde: 4 sultne.
Forberedelsestid:
10 minutter + ca. 3 timer.
Tilberedningstid: 2 timer + marinering natten over.

Ingredienser til svinebrystet
Ca. 1 kg svinebryst (kogeflæsk) uden svær
3 dl. balsamico
2 dl. flydende honning
3-4 små rabarberstængler
4 fed hvidløg
Et lille bundt frisk timian
3 laurbærblade
Salt
Peber

Andre ingredienser
1 dl. vand
1 dl. sukker
0,5 dl. æbleeddike
2 cm ingefær i tynde skiver
5-6 små, fine rabarber i tynde, skrå skiver
Spæde salater
Mandler
25 g smør
4 skiver godt rugbrød

Opskrift på svinebrystet
Gnid kødet på alle sider med salt og peber, pak det ind i husholdningsfilm og lad det stå ved stuetemperatur i små tre timer.

Bland alle de andre ting i et lille ildfast fad, vend kødet – nu pakket ud af husholdningsfilmen – godt og grundigt deri, inden du smider tingene i en 160 grader varm ovn i to timer. Hver halve time skal kødet lige vendes.

Tag fadet ud af ovnen og lad det hygge sig i køleskabet natten over med kødet i.

Dagen efter tages kødet op af lagen, hvorefter det kan skæres i tynde skive.

Lagen sies, hvorefter den koges op og koges ind til en sirupslignende konsistens. Lad den herefter køles lidt af inden servering.

Opskrift på “alt det andet”
Marinerede rabarber: Kog vand, sukker, eddike og ingefær op og lad det simre i 3-4 minutter. Hæld herefter lagen over rabarberne, og lad tingene køle af i køleskabet sammen.

Smørstegt rugbrød: Opvarm en pande og smelt smørret på. Lad det bruse af, og smid så rugbrødsskiverne på. Når de er sprøde, så vendes de og kunststykket gøres efter på den anden side.

Mandlerne: De hakkes blot groft og steges på en tør pande til de får lidt farve.

Og til anretningen: Læg rugbrødet på en tallerken og anret skiver af kød på. Dryp med braiseringslagen og placér salaten på. Drys så med rabarberne, som er siet fra lagen, og til slut mandlerne.

Stegt kylling på blomstersalat med pocheret æg


Stegt kylling på blomstersalat med pocheret æg.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10-12 minutter.

Ingredienser
2 kyllingebryster med skind
2-3 radiser
Friske blomsterskud og blomster
4 hvide asparges
Smør
Olivenolie
Salt
Peber
Aspargesmayonnaise (opskrift her)
2 æg

Opskrift
Kyllingebrysterne krydres med salt og peber og steges på en pande til gyldensprød og gennemstegt, hvorefter det skæres i skiver lige inden servering.

Skræl dine asparges med en tyndskræller og smid dem på en pande, hvor smør og olie har fået lov at bruse af. Steg dem et minut eller to på hver side til de er tilberedt, men stadig har bid. Krydr undervejs med salt og peber.

Pochér ægget ved at slå det ud i en lille kop beklædt med husholdningsfilm. Snør godt sammen om ægget, og kog det i letkogende vand til hviden lige er stivnet.

Anret en bund af blomster og blomsterskud. Top med kylling, pocheret æg og mayonnaise.

Sellerisalat

sellerisalat
Sellerisalat.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

En meget smagfuld sag. Lad dig ikke skræmme af, at det syner af meget lidt mad; den kraftige smag og den rå selleri mætter uhyggeligt meget. Så der er rigeligt …

Ingredienser
1 knoldselleri
1 lille bæger creme fraiche
1 spsk. dijon-sennep
Citronsaft
Salt
Peber
1 bdt. finthakket persille

Opskrift
Skræl sellerien og riv den groft. Hæld lidt citronsaft over, så sellerien ikke bliver brun.

Bland så creme fraiche, sennep, lidt citronsaft, salt, peber og persille, og vend sellerien i.

Så er skidtet klar.

Stegt andebryst med salat med rabarber, ærteskud og ærter og mormordressing

Rubarb
Stegt andebryst med salat med rabarber, ærteskud og sukkerærter og mormordressing.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter + hvile til anden.

Smagen af sommer; rosastegt andebryst, rabarber, ærteskud, ærter og mormordressing.

Ingredienser
1 andebryst
Salt
Peber
6-8 tynde, modne stængler rabarber
2 spsk. hindbæreddike
Ærteskud
10-12 små sukkerærter
En håndfuld feldsalat
2 dl. piskefløde
Saften fra 1/2 citron
5 spsk. sukker

Opskrift
Rids skindet på andebrystet, og læg det på en kold pande. Skru op for varmen, og når skindet er sprødt og gyldent vender du brystet om og steger det færdig på den anden side.

Læg andebrystet til at hvile 5-6 minutter inden du skærer det i tynde skiver.

I mens tager du bladene af rabarberne og vasker stænglerne grundigt i koldt vand. Gem endelig den hvide del i enden også – dér sidder der masser af god smag.

Skær stænglerne i stykker på 4-5 cm og læg dem i et ildfast fad, Dryp eddike over og smid 3 spsk. sukker over. Krydr så med lidt salt og peber og smid hele herligheden i ovnen ved 175 grader i ca. 10 minutter. Lad dem herefter køle lidt af, inden du blander dem i salaten med ærteskudene, sukkerærterne og feldsalaten.

Dressingen piskes blot sammen af piskefløde, citronsaft samt det sidste sukker. Smag til med lidt salt og peber.

At servere …

Damebladsmad: Salat med speck, blodappelsin, figner og mandler

Speck
Salat med speck, blodappelsin, figner og mandler.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 0 minutter.

Den tidligere omtalte speck gik stort set til på den Alto Adige’ske Tarte Flambée-kopi – sidste stykke røg på denne damebladsret. Jeg er normalt ikke til salater, men den her, den var nu alligevel ikke helt ved siden af …

Ingredienser
Tynde skiver speck
Lidt rucola
1 håndfuld mandler
2 blodappelsiner
10-12 små, tørrede figner
1/2 bæger creme fraiche (af de små bægre)
Salt
Peber
Blåbærbalsamico

Opskrift
Hak 14-15 af mandlerne fint og bland dem i creme fraichen. Smag til med salt og peber, og stil det i køleskabet til det skal bruges.

De resterende mandler skal have lidt farve på en tør, brandvarm pande og køle lidt, inden de skal bruges.

Skræl appelsinerne og skær dem i tynde skiver. Fignerne skal være i lidt grovere skiver.

Anret som på billedet, og så er der damebladsmad for alle pengene …

Thai Beef Salad

Thai
Thai Beef Salad.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Badebukse-sæsonen nærmer sig. Har jeg hørt. Så nu skal vi åbenbart være sundere herhjemme. I hvert fald for en tid, indtil vi er blevet trætte af at være alt for sunde. Så jeg gi’r det en uges tid. Maks.

Nåh, men selvom det skal være sundt, så kan det jo rent faktisk godt smage godt. Denne ret er et godt eksempel herpå.

2 højrebsbøffer
Salt
Peber
En solid stor håndværkernævefuld blandede spæde salatblade
4 forårsløg i skrå skiver
1 lille bundt grønne asparges
1 mango skrællet og i mindre stykker
1/2 agurk
1 finthakket rød chili
1 spsk. fiskesauce
2 spsk. ketjap manis (sød indonesisk soya)
1 spsk. riseddike
1 håndfuld usaltede peanuts, grofthakket
1 tsk. rørsukker
1 fed knust hvidløg
1 spsk. honning
Frisk koriander til topping til sidst

Bland chili, fiskesauce, ketjap manis, riseddike, peanuts, rørsukker, hvidløg og honning og stil det på køl mens de resterende dele til retten tilberedes.

Vask salaten og bland den med forårsløgene og grønne asparges skåret i mindre, mundrette stykker. Lad dine asparges knække der, hvor de selv vil, og kassér den nederste del. Bland også mangoen i. Og agurken.

Krydr bøfferne med salt og peber og giv dem et varmechok af en anden verden på en pande. Et minut, maks. to, på hver side.

Lad dem hvile en fem minutters penge, og skær dem derefter i heeelt tynde skiver. Skær lige fedtkanten af først i øvrigt, så du kun står tilbage med reelle kødskiver.

Læg disse på salatblandingen og hæld saucen over. Pynt med friske korianderblade til slut.

Artiskok-salat med chorizo

Chorizo
Artiskok-salat med chorizo.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

1/2 baguette skåret i meget tynde skiver
Blandede salater efter smag
1 dåse artiskok-hjerter
1 halloumi
3–4 chorizo’er af den bløde slags
1 fed hvidløg
Olivenolie
Lidt rødvinseddike

Rist brødet hårdt og gnid herefter skiverne med hvidløgsfedet, som er skåret over på midten. Fordel i salaten sammen med artiskok-hjerterne (skåret i kvarter), og bræk så halloumien i mindre stykker og fordel også denne. Halloumien skal selvfølgelig lige grilles inden sammen med chorizo’en, som også skal samme vej.

Dryp salaten med en blanding af eddike og olie.

Rabarberkylling med salat med mormordressing

DSC_0171
Rabarberkylling med salat med mormordressing.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 75 minutter.

1 god og stor kylling på omkring 1 1/2 kg
500 g rabarber
4 dl hvidvin
1 dl sukker
2 spsk. hvidvinseddike
Friskkværnet peber
Lidt smeltet smør
Salat
1 dl piskefløde
1/2 dl citronsaft
1 1/2 spsk. sukker

DSC_0167
Rabarberkyllingen lige inde turen i ovnen.

Kog rabarber op sammen med hvidvin, eddike og sukker. Lad det simre i 10 minutter, og giv det et lille skud sort peber. Smid en god slat ind i selve kyllingen, og hæld så resten over – “klap“ evt. rabarberne fast på ydersiden af kyllingen, så det sidder fast. Smid kyllingen i et ildfast fad, og dæk med sølvpapir. Ind i ovnen ved 200 grader i 55 minutter.

Smelt lidt smør, og pensl kyllingen hermed efter de 55 minutter. Tilbage i ovnen med kræet – denne gang uden sølvpapir – til skindet er sprødt. 15–20 minutter er nok et meget godt bud på tidshorisonten. Og ellers er ovnens grill-element jo en kærlig håndsrækning.

Partér kyllingen, og server den med salat med mormordressing; salaten rengøres og fordeles i en skål. I en dyb tallerken piskes sukker sammen med citronsaft til sukkeret er opløst. Herefter tilsættes fløden, og der piskes igen. Denne gang til det tykner let.

Til maden røg der en flaske Alsace Riesling Grand Cru fra 2011 på bordet – læs mere herom her.

Thai-inspirerede fiskefrikadeller med tangsalat

Fiskedellerne
Thai-inspirerede fiskefrikadeller med tangsalat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Vi fik vores månedlige fiskekasse lige inde sidste uges skiferie, så den røg direkte i fryseren. Denne gang bestod den bl.a. fiskefars, som gik til aftenens menu. Præcis hvilken fisk den indeholdte skal jeg lade være usagt, men den var go’ … Og hvid …

400 g fiskefars
2 tsk friskrevet ingefær
2 tsk currypasta
1 forårsløg, finthakket
6 tørrede limeblade, smuldrede til småbidder
Olie
Tangsalat (fås hos bl.a. fiskehandlere og nu også i Netto – fiskehandlerens er ikke frost, og smager uden tvivl bedst)
1 frisk lime

Bland alle ingredienser med undtagelse af tangsalaten grundigt. Opvarm olie på en pande ved jævn varme, og form fiskefarsen til deller, som lægges på panden. Ryst panden, så de ikke brænder på og sidder fast. Når overfladen (altså undersiden, som vender ned mod panden) er gylden og sprød vendes dellerne, og steges færdige på den anden side.

Serveres med tangsalat og frisk lime, som dryppes over hele molevitten.