Cocktails med gin, grapesodavand og rosmarinsirup


Med gin så selv den førstefødtes mor nu ka’ li’ det …

Antal personer:  Tja – opskriften er pr. drink, så kan du jo se, hvor længe du holder.
Forberedelsestid: 10 minutter + afkøling.
Tilberedningstid: 2 minutter.

Ingredienser
Isterninger
4 cl. gin
4 kviste rosmarin
1/2 dl. sukker
1 dl. vand
3 cl. grapesodavands-koncentrat (opskrift her)
6 cl. mineralvand

Opskrift
Du skal lige have bikset rosmarinsiruppen sammen først, for den skal lige nå at køle af, inden du bruger den: Kog vand og sukker op og smid rosmarinen i. Lad det koger lidt ind til en tynd sirup.

Tag fra varmen og lad det køle helt af, inden du fisker rosmarinen op. Så er din sirup klar.

Nu til det sjove: Smid et par isterninger i et glas, og hæld gin på. Så rosmarinsirup.

Og så grape-halløjet og mineralvand. Pynt med et par skiver frisk grape sat på en rosmarinkvist (hvis du kan – ellers kan en lille kødnål faktisk også gøre jobbet flot), og så er alle glade …

Reklamer

Vildtgryde


Vildtgryde undervejs …

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter + marinering natten over.
Tilberedningstid: 1,5 times tid.

Ingredienser
1 dyrebov
150 g bacon
1 lille løg
10 tørrede enebær
2 stjerneanis
5 kviste frisk rosmarin
3 fed hvidløg
2 laurbærblade
10 sorte peberkorn
Rødvin
1 spsk. sennep
2,5 dl. syrlig æblemost
2 dl. piskefløde
Salt
Peber

Opskrift
Kødet skæres fra boven og skæres derefter i grove tern. Sørg for at slippe af med så meget fedt og sener, som muligt, så du blot har reelt kød.

Læg kødet i en skål sammen med 5 tørrede enebær, 2 stilke rosmarin, hvidløg, laurbær og 5 peberkorn. Dæk herefter kødet med rødvin, dæk med husholdningsfilm og lad det hygge sig natten over i køleskabet.

Dagen efter skæres bacon i tern og steges gyldent i en støbejernsgryde. Så tilsættes kødet, hvor du lige har siet marinaden fra.

Brun kødet og tilsæt derefter de sidste enebær og peberkorn, stjerneanis, det resterende rosmarin og sennep. I med æblemost og fløde også, på med låget og lad det simre til kødet er mørt og lækkert – lige omkring en time til halvanden er ikke helt skævt.

Hov, husk i øvrigt lige at smage til med salt og peber inden låget ryger på.

Servér med kartoffelmos tilberedt med rigeligt smør, og så er lykken gjort på en kold dag!

Blodappelsinmarmelade med vanilje, rosmarin og portvin


Blodappelsinmarmelade med vanilje, rosmarin og portvin.

Mængde: Et ret stort syltetøjsglad..
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: En times tid.

Blodappelsiner er noget nær det bedste i verden. På vores årlige skiferie sydpå presser de friske blodappelsiner til morgenmaden hver morgen, og det er intet mindre end fantastisk at starte dagen med.

Når vi så kommer hjem, så er ventetiden til der kommer blodappelsiner til Danmark laaang som et ondt år. Og som regel kræver det også lidt at opstøve dem, da det åbenbart ikke er noget, som alle supermarkeder og grønthandlere finder lige så interessant som mig.

Nåh, men det italienske supermarked, Supermarco, i Københavns sydhavn har dem. Lige nu.

Så er du i nærheden så gør dig selv den tjeneste, at smid en trailer på bilen og købe en 8-900 kg. Så har du nok til en uges tid …

Ingredienser
1 kg blodappelsiner
1 vaniljestang
2 kviste rosmarin
2 spsk. portvin
300-400 g rørsukker (måske lidt mere, måske lidt mindre alt efter syrligheden i appelsinerne)

Opskrift
Skræl appelsinerne og skær dem i små tern. Smid dem i en gryde sammen med sukker, kornene fra vaniljestangen, rosmarinen og portvinen.

Kog hele molevitten op, skru så ned og lad simre til det tykner. Det ta’r lidt tid, så hav tålmodighed – og rør i gryden fra tid til anden.

Hæld så marmaleden på atamon-skyllede patentglas, og så er lykken gjort.

Hjemmelavet ravioli med salsiccia og rosmarinsmør

1
Dyb koncentration …

Mængde: 4 personer
Forberedelsestid:
30 minutter + 1 time i køleren for pastadejen.
Tilberedningstid: 15 minutter indledningsvis og en kogetid på ca. 2 minutter til slut.

2
Raviolierne in the making.

Ingredienser
3 ferske salsiccie
Revet gryére
Pastadej (opskrift her)
50 g smør
Frisk rosmarin

3
Så’ der samling …

x
Tæt på mål.

Opskrift
Tag kødet ud af pølserne ved at lave et snit i skindet på langs. Steg herefter kødet ved knaldhård varme, og til slut smider du lidt revet ost i for at samle tingene lidt. Herefter stilles det til afkøling, så du ikke brænderne nallerne, når der skal fyldes i raviolierne.

Rul pastadejen ud, og fordel små klumper af fyldet på, hvorefter en ny dej lægges over, og raviolierne stikkes eller skæres ud.

Læg dem på bagepapir drysset med lidt mel, så de ikke klistrer fast, mens du laver de sidste.

Kog raviolierne et par minutter, så er de klar.

Saucen laves ganske simpelt ved at smelte smørret ganske langsomt sammen med den friske rosmarin.

Og så er det ellers blot at servere de friskkogte ravioli med saucen, friskkværnet peber og friskrevet parmesan.

5
Resultatet af anstrengelserne.

e
Og sådan så det ud for 3,5 år siden, da den førstefødte også hjalp til med fremstillingen af den hjemmelavede pasta.

Ravioli med rosmarin og smør

ravioli
Ravioli med rosmarin og smør.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 8-10 minutter.

Så simpelt. Så godt.

Ingredienser
1 pakke ravioli med med ost
50 g smør
Frisk rosmarin
Friskrevet parmesan
Friskkværnet sort peber

Opskrift
Kog raviolierne efter pakkens anvisning.

I mens smeltes smørret på en pande ved jævn varme i selskab af rosmarinen.

Når raviolien er færdig hældes vandet fra, og de vendes i smørsaucen, hvorefter de serveres med rigelige mængder af friskrevet parmesan og et skud friskkværnet sort peber.

Det’ sat’me nem og hurtig hverdagsmad som smager herligt …

Pizza med bottarga og retstedejspizzarosmarinbrød

Pizza
Pizza med bottarga: Verdens kedeligst udseende pizza (men bedst smagende).

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter + 3 timers tid til pizzadejen.
Tilberedningstid: 2-4 minutter.

Ved første øjekast ligner det her verdens kedeliste pizza. Og egentlig også ved andet. Men tag ikke fejl; det er nok den pizza du kan komme i nærheden af, som smager allerbedst! Den førstefødtes mor bestilte den første gang på en restaurant i den lille italienske by Dolce Aqua sidste år – og her er så kopien. En ganske vellykket kopi, skulle jeg selv tvinges til at udtale mig.

Pizzadejen er fra vores rejse i Umbrien for efterhånden lang tid siden, som du kan læse lidt mere om her.

Ingredienser til pizzadej
500 g mel (type 00)
250 g vand, 37 grader
30 g olie
5 g gær
8 g salt

Ingredienser til fyldet på pizzaerne
250 g frisk bøffelmozzarella
Bottarga

Bread
Rosmarinbrød af overskydende pizzadej.

Ingredienser til rosmarinbrødene
Pizzadej
Salt
Olivenolie
Frisk rosmarin

Opskrift på pizzaerne
Opløs gæren i vandet, og tilsæt herefter olien.

Lav en bunke af melet blandet med salt på bordet, og lav en fordybning i midten, hvori gærblandingen hældes.

Rør gradvist gærblandingen ind i melet og ælt i 20-30 minutter.

Del dejen i 3 dele, som efterlades til hævning direkte på køkkenbordet med et fugtigt klæde over. Lad dem hæve i ca. 3 timer.

Så er dejen klar til brug.

Har du travlt, så kan du nøjes med at lade dejen hæve i 1 1/2 time, hvis du i stedet for 5 g gær bruger 12 g og ydermere tilsætter en tsk sukker til dejen inden den æltes.

En halv times tid inden pizzaerne skal spises, så brækker du mozzarellaen i mindre stykker og lægger dem til afdrypning i et dørslag. Bøffelmozzarella er ofte en smule vådere end komælksudgaven, så for at pizzaen i sidste ende ikke sejler væk, så er det ret vigtigt at få den afdryppet grundigt.

Fordel herefter osten på pizzaen og drys bottargaen over.

I pizzaovnen i 2-3 minutter til den ser ud som på billedet.

Opskrift på rosmarinbrødene
Lav nogle forholdsvis flade boller af dejen. En centimeter eller to i højden.

Opvarm olie på en pande ved jævn til stærk varme, og smid lidt salt på sammen med frisk rosmarin.

På med brødet. Lad det simre og stege til det er gyldent og sprødt på den ene side, hvorefter du vender det og gør kunststykket efter på den anden – inden du vender brødet hælder du lige lidt olie på den endnu ikke bagte side og drysser med yderligere lidt salt og frisk rosmarin, som så bliver stegt med, når brødet vendes.

Det ta’r kun 67 timer … Og en drink

Sousvide
Oksespidsbryst tilberedt på 67 timer med smørstegte kartofler, kartoffelspåner og sauce så fuglene synger.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 67 timer og 10 minutter.

Hva’ ska’ vi spise i aften? Hvis du først er begyndt at overveje det nu, og der er under 67 timer til, så er det her ikke retten, som du skal kaste dig over. Så’ det sagt.

Ingredienser, kød
Ca. 1,8 kg oksespidsbryst
Salt
1 laurbærblad
10-12 salvieblade
15 sorte peberkorn
2 dl. olivenolie
3 fed hvidløg knust med håndroden

Ingredienser, sauce
Stegehalløjet fra kødet
5 dl. rødvin
1 rødløg i kvarter
25 g koldt smør i terninger

Ingredienser, smørstegte kartofler
4 bagekrtofler
Smør
Olivenolie
Salt

Ingredienser, kartoffelspåner
1 bagekartoffel
Smagsneutral olie
Flagesalt

Ingredienser, andet
Friskkværnet peber
Frisk timian

Opskrift, kød
Varm olien langsomt op i en lille kasserolle sammen med hvidløget. Lad det herefter køle lidt af.

Afpuds kødet og rids fedtet. Massér kødet med lidt af olien (gem resten) og krydr med salt. Vakuumer kødet sammen med peberkorn, salvie og laurbærblad.

Smid kødet i sous vide’en ved 57 grader i 67 timer. 57 kan også gøre det. 72 kan for så vidt også.

Når tiden er gået, så tager du kødet op (gem stegeskyen).

Opvarm lidt af den gemte olie på en hamrende varm pande, og giv kødet stegeskorpe på begge sider. Skær det så i skiver, og kødet er klar til servering sammen med tingene nedenfor, som du jo har rigeligt med tid til at forberede.

Opskrift, sauce
Kog rødvinen ind til halvdelen sammen med løget. Si løget fra og tilsæt stegeskyen fra kødet (hæld det gennem en sigte). Kog ind til 1/3.

Lige inden servering pisker du de kolde smørtern i.

Opskrift, smørstegte kartofler
Skræl kartoflerne og kog dem næsten møre. Køl dem så af og skær dem i store terninger.

Opvarm smør og lidt olie på en pande, og giv dem et sprødt ydre. Krydr dem lidt salt.

Opskrift, kartoffelspåner
Skræl kartoflen og lav strimler med et juliennejern. Tør dem let med køkkenrulle.

Opvarm olien til 170 grader, og smid strimlerne deri. Lad dem blive gyldne og sprøde, inden du tager dem op med en hulske og lægger dem på fedtsugende papir. Drys med salt.

Anretning
Skør kødet i skiver og læg dem ved siden af kartoffelfirkanterne. Hæld en smule sauce ved, smid en lille håndfuld af kartoffelspånerne over kødet sammen med lidt frisk timian. Giv det hele et skud friskkværnet peber, og så er der fa’me serveret for alle pengene! Bum!

Drinks
Longdrink på rosmarinsnaps.

Der er jo god tid mens maden laver sig selv i sous vide’en, så hvorfor ikke kaste sig over en pre-dinner drink med rosmarinsnapsen, som du har gemt fra sommeren, og som nu smager af sol og sommer?

For efterhånden lang tid siden var jeg så heldig at få fingrene i Rasmus Leck Fischers “kogebog” om hjemmelavede snapse – det kan du læse mere om her. Jeg har efterhånden lavet en god håndfuld forskellige slags, som du kan læse om rundt omkring på bloggen.

En af de rigtig gode er rosmarinsnapsen.

Og af den kan man f.eks. lave en longdrink bestående af is, 1/2 dl. rosmarinsnaps, 2 cl. sirup, 2 cl. citronsaft og 1 dl. mineralvand. Smid en rosmarinkvist i som rørepind, og sommeren er med ét kommet ind i køkkenet igen efteråret til trods.

Mozzarella i gylden karet, varme polentaboller med sultanarosiner og rosmarin, friterede kapersbær, spyd med cocktailtomater og mozzarella og Aperol Spritze

Spyd
Spyd med coctailtomater, mozzarella og basilikum.

Antal personer: 8-10 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 45-60 minutter.

Hende som jeg er allermest vild med i hele verden sammen med den førstefødte – altså den førstefødtes mor – havde fødselsdag i lørdags. Og når nu sommeren valgte at komme forbi på et hurtigt visit selvsamme dag, så var det jo bare om at komme ud i haven i en fart med en flok antipasti under armen …

Ingredienser, spyd
30 cocktailtomater
3 mozzarellaer
Frisk basilikum
3 spsk. balsamico
1 spsk. olivenolie
Salt
Peber

Ingredienser, mozzarella i gylden karet
20 skiver toastbrød uden skorpe
1 glas ansjoser i olie
2 mozzarellaer
6 æg
Smagsneutral olie
6-8 skiver parmaskinke
20 små rosmarinkviste

Ingredienser, polentaboller
600 g polenta
2 spsk. olivenolie
400 g sultanarosiner
1/2 liter vand
1 spsk. friskhakket rosmarin
2 spsk. honning

Ingredienser, friterede kapers
2 glas store kapersbær
Hvedemel
Smagsneutral olie

Ingredienser, Apreol Spritze
3 dele prosecco
2 dele Aperol
1 del mineralvand
Isterninger

Opskrift, spyd
Fordel tomater, basilikum og mozarella på spydende i bedste grillspyd-stil. Rør herefter de resterende ingredienser sammen og pensl spyddene med blandingen inden du lige krydrer med lidt salt og peber

Opskrift, mozzarella i gylden karet
Hæld olien fra ansjosfileterne og mos dem med en gaffel. Smør halvdelen af brødskiverne med ansjospastaen, og læg herefter et lille stykke mozzarella på. På med den resterende halvdel af brødskiverne.

Pisk æggene let sammen og læg toastene deri i 10 minutter. Vend dem herefter.

Opvarm rigeligt olie i en sauterpande til 170 grader. Dybsteg toastene lidt af gangen til de er sprøde og gyldne. Det tager vel omkring 4-5 minutter, hvor du løbende skal vende dem.

Tag dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.

Læg et lille stykke parmaskinke på og sæt hele herligheden sammen med en lille rosmarinkvist.

Mozzarella
Mozzarella i gylden karet.

Opskrift, polentaboller
Udblød rosinerne i vandet i 15 minutter. Ælt polenta sammen med olie og de udblødte rosiner. Tilsæt udblødningsvandet lidt efter lidt til du har en blød dej.

Ælt rosmarin og honning i, hvorefter du ruller små boller af dejen, som på en bageplade med bagepapir ryger i ovnen ved 170 grader i en lille times tid.

Hov, forresten: Inden de kommer i ovnen, så pensl dem lige med lidt olivenolie inden, så bliver de dejlig sprøde udenpå.

Corn
Polentaboller med sultanarosiner og rosmarin.

Opskrift, friterede kapers
Hæld vanden fra dine kapers og tør dem grundigt. Ved dem herefter i mel, og frituresteg dem så i 170 grader varm olie i blot et par minutter.

Tag dem herefter op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir, hvorefter de er klar til indtagelse.

Kapers
Friterede kapers.

Opskrift, Apreol Spritze
Rør forsigtigt alle ingredienser sammen.

Spritze
Aperol Spritze.

Provence på en tallerken: Kylling, oliven, rosmarin, sennep og andet godt

Frenchmustard
Provence på en tallerken: Kylling, oliven, rosmarin, sennep og andet godt.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 50-55 minutter.

Ja, en kanin havde nok været mere rigtig at bruge i denne ret, men de er sgu’ ikke sådan at få fat i. Og så må kyllingen altså gøre det ud for en kanin …

Ingredienser
500 g små kartofler
2 store kyllingebryster uden skind
200 g sorte oliven
4-5 kviste frisk rosmarin
6-8 friske salvieblade
2 spsk. dijonsennep
1 spsk. flydende honning
4 skalotteløg i både
4 fed hvidløg
2,5 dl. madlavningsfløde
2 dl. hønsefond
Olivenolie
1 lille glas hvidvin
Salt
Peber

Opskrift
Brun kyllingen på begge sider i en anelse olivenolie. Tag kyllingen af.

Steg løgene ved svag til jævn varme til de er klare. Skru herefter op for varmen og smid hvidvin på. Kog ind til ca. 1/3 og hæld så hønsefond ved. Kog yderligere en anelse ind.

Så er det i med sennep, honning og madlavningsfløde, og så smager du til med lidt salt og peber. Kog op.

I med kyllingen igen, men denne gang i selskab med de hele fed hvidløg og kartoflerne samt de friske krydderurter og oliven.

På med et låg, og så ellers ind i ovnen ved 190 grader i omkring 40 minutter.

Meatballs ‘n’ gravy

Meatballs
Meatballs ‘n’ gravy.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 35 minutter.

Det her er nok mest en vinter- eller efterårsret. Men hva’ gør det, når nu sommeren åbenbart har besluttet, at den ikke vil komme her til landet endnu til trods for, at kalenderen nu viser juni? Jeg har lavet retten med mos på nye (men faktisk ret store) kartofler – så må de gøre det ud for det sommerlige indslag.

Ingredienser til kødbollerne
450 g hakket kalve- og flæskekød
6 friske salvieblade (+ 3 fintsnittede til pynt)
2 friske rosmarinkviste
3 friske oreganokviste
1 æg
2 finthakkede skalotteløg
1 tsk. dijonsennep
100 g pankorasp
150 g pancetta
Salt
Peber
Smagsneutral olie

Ingredienser til gravy
1/2 liter brown ale
6 friske salvieblade
2 friske rosmarinkviste
3 friske oreganokviste
1/2 liter hønsefond
2 finthakkede skalotteløg
1 spsk. rørsukker
1 spsk. maizena

Ingredienser til kartoffelmos
7-800 g kartofler
75 g smør
2-3 dl. mælk
Salt
Peber
Lidt revet musktnød

Opskrift på kødboller
Hak pancetta og krydderurter helt fint, og bland det i en skål sammen med æg, sennep, rasp, kød, salt og peber.

For små kødboller af farsen på størrelse med en god teskefuld.

Opvarm lidt olie på en pande ved jævn varme, og steg kødbollerne deri. Når de er brune og med lidt stegeskorpe på den ene side, så vender du dem og gør det samme på den anden side.

Læg kødbollerne i et ildfast fad, og hæld gravy’en ved (opskrift nedenfor).

Smid hele herligheden i en 190 grader varm ovn i ca. 20 minutter.

Opskrift på gravy
Hæld øl, løg og krydderurter i en lille kasserolle. Kog op og kog ind til ca. halvdelen.

Tilsæt hønsefond, rørsukker og maizena og lad det koge i yderligere ca. 20 minutter.

Si krydderurter osv. fra, så du “bare” har saucen tilbage.

Opskrift på kartoffelmos
Kog kartoflerne i rigeligt vand uden salt. Hæld derefter vandet fra og smid smør, mælk, salt, peber og muskatnød i efter smag og behag. Mos, mos, mos …

Servering
Anret først mosen, og derefter kødbollerne ovenpå. Hæld gravy over og drys lidt fintsnittet salvie over.

Bum, så er der (vinter)mad.