Andebryst med hvid bønnepure og marineret, sauteret radicchio og rødløg

DSC_0016
Andebryst med hvid bønnepure og marineret, sauteret radicchio og rødløg.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: Små 30 minutter.

Opskrifter på saucen finder du her, mens du skal klikke her, hvis du vil finde opskriften på den hvide bønnepure.

Ingredienser
1 radicchio
2 rødløg
1 spsk. sennep
1 spsk. honning
1 spsk. æbleeddike
1/2 spsk. oliven- eller rapsolie + til stegning
1 andebryst

Opskrift
Andebrysternes skind ridses i fedtet ned til kødet, og krydres med salt og peber. Lad det så stå ved stuetemperatur, så det lige får varmen en smule, inden du smider det på stegepanden – det kommer vi til lige om lidt.

Radicchion flækkes i kvarter. Lad dem blive holdt sammen med stokken, så skær ikke den hele af.

Bland sennep, honning, æbleeddike og den halve spsk. olie, og vend radicchion deri. Stil til side.

Løgene skæres i 1/8.

Opvarm lidt olivenolie på en pande ved jævn varme, og smid løgene på. Lad dem hygge sig en 20 minutters tid – de må gerne tage lidt farve, men ikke for meget.

Så skal løgene ellers have selskab af radicchion. Smid et låg over og lad det hygge sig dér i små 10 minutter. Rusk lidt rundt i det fra tid til anden, så det ikke brænder på.

I mens smider du anden på en kold pande med skindsiden ned. Når skindet er sprødt og gyldent, så vender du og steger videre på den anden side i 5-7 minutter.

Anretning
Anden skal lige hvile sig i 5 minutter inden du skærer den i skiver og lægger den ved siden af radicchio- og løgblandingen. Smid en smule bønnepure ved siden af, hæld lidt sauce ved og pynt med lidt frisk timian.

Reklamer

Kylling med salviestøv og radicchio al gorgonzola

Chicken
Kylling med salviestøv og radicchio al gorgonzola.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter + afkøling af saucen.

Ingredienser – kylling med salviestøv
2 kyllingebryster
2 spsk. rasp
7-8 finthakkede salvieblade
Salt
Peber
Lidt smør
Lidt olie

Ingredienser – radicchio al gorgonzola
1 radicchio
100 g mascapone
150 g gorgonzola
2 spsk. cognac

Opskrift – kylling med salviestøv
Krydr kyllingen med salt og peber, og steg den på en pande i en blanding af smør og olie. I mens blendes rasp med salvie til et grønt, støvet pulver. Når kyllingen er færdig vendes den i blandingen, inden den skæres i skiver.

Opskrift – radicchio al gorgonzola
Start med gorgonzolasaucen: Opvarm ganske langsom alle ingredienserne med undtagelse af radicchioen. Den må ikke koge. Pisk konstant. Der må ikke være klumper i.

Hæld så blandingen i en plastbeholder og lad den køle af. Så minder den lidt om blødt smør.

Del radicchioen i kvarter. Læg herefter bladene, som skal skilles fra hinanden, i et oliesmurt lille fad. Et lag. Måske to. Fordel klatter af saucen over bladene, og smid hele herligheden i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til salaten er faldet sammen og osten smeltet.

Så er der bare tilbage at servere …