Pizza quatro formaggi – og bonusboller …


Pizza quatro formaggi.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid: 30-35 minutter + 3 timers hævning til dejen.
Tilberedningstid: Små 10 minutter.

Min yndlingspizza er uden tvivl med blot frisk mozzarella og bottarga (opskrift her). Den er bedst, hvis den nydes på restauranten på det lille torv i Dolce Aqua. Det gi’r ligesom bare lige lidt ekstra til pizzaen.

Nåh, men nummer to på listen tror jeg er en Quattro formaggi – altså en pizza blot med fire slags ost.

Opskriften på dejen er fra vores pizzabagende venner fra Napoli – der er blot skruet op for mængden, så 1/3 af dejen kunne laves til de lækreste, italienske boller.

Ingredienser
1,5 kg mel (type 00)
750 g vand, 37 grader
90 g olie
15 g gær
25 g salt
Frisk bøffelmozzarella
Røget provolone
Parmesan
Gorgonzola

Opskrift
Opløs gæren i vandet, og tilsæt herefter olien.

Lav en bunke af melet blandet med salt på bordet, og lav en fordybning i midten, hvori gærblandingen hældes.

Rør gradvist gærblandingen ind i melet og ælt i 20-30 minutter.

Del dejen i 3 dele, som efterlades til hævning direkte på køkkenbordet med et fugtigt klæde over. Lad dem hæve i ca. 3 timer.

Så er dejen klar til brug: Rul den ud og fordel de forskellige slags oste på efter smag og behag.

I pizzaovnen med dem i 3-4 minutter, så er lykken gjort.

Bollerne laves blot ved, at du ta’r 2/3 af dejen fra, når du skal til at rulle pizzabundene ud. Form dem til boller og lad dem lige efterhæve en 30 minutters tid.

Pensl med lidt olivenolie og bag dem i ca. 20-25 minutter til de er gyldne og sprøde og lyder hule, når du banker let på undersiden af dem.


Bonusbollerne – lækkert biprodukt fra pizza-produktionen.

Reklamer