Arepas med nakkekam, guacamole og syltede rødløg


Arepas.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter + natten over til kødet.
Tilberedningstid: 20 minutter + 12 timer til kødet.

For kort tid siden opdagede jeg ved en tilfældighed, at der i Helsingørs gamle væftshaller er åbnet en foodcourt. Det er mig en gåde, at der ikke er blevet reklameret massivt for det, her i (næsten) lokalområdet.

Men jeg vil nu gerne give det lidt omtale med på vejen, for jeg elsker den slags madmarkeder. Sådanne steder kan jeg sagtens bruge oceaner af tid (og penge).

Helsingørs madmarked har (endnu) ikke så pokkers mange stadeholdere – en 8-10 stykker eller deromkring, tror jeg – men hvis nu det kommer til at blive godt besøgt, mon så ikke der kan komme lidt flere til? Jeg håber det, for vi mangler den slags madsteder her i Nordsjælland, hvis du spørger mig; alt behøver ikke foregå i København, og kun København.

Så kom nu! Pak dig sammen og tag et smut mod Helsingør og deres værftshaller. Og når du så er der, så besøg El Jefe-vognen med arepas, madbananer og hele baduljen. Det er sgu’ godt …

Nåh, ja, og nedenstående er inspireret fra det, som vi fik at spise hos El Jefe selvfølgelig.

Ingredienser
Pulled pork (opskrift her)
Syltede rødløg (opskrift her)
Guacamole (opskrift her)
Spæde salater
Chilimayonnaise
500 g P.A.N. Maize (forkogt majsmel)
1 spsk. salt
1/2 liter vand
Smagsneutral olie

Opskrift
Her er i virkeligheden kun opskriften på selve brødene – de andre ting er de jo links til ovenfor, og salaterne og mayonnaisen gi’r ligesom sig selv, tænker jeg.

Nåh, men så til brødene: Ælt mel, vand og salt sammen. Gør det lidt af gangen; nogle gange skal der lidt mere mel i, andre gange lidt mere vand. Du skal uanset mængderne ende ud med en forholdsvis blød dej, som klistrer ganske lidt.

Herefter deler du dejen i 8 boller, som du trykker flade til de er lige under en centimeter eller deromkring.

Herefter frituresteger du dem i 160 grader varm olie. 3 af gangen, så olien ikke bliver for kold. Ca. 3 minutter på hver side.

Herefter ta’r du dem lige op og lader dem dryppe af på fedtsugende papir, inden der skal serveres …

Reklamer

Japansk Chahsu Pork med dampede buns

Japansk
Japansk Chahsu Pork med dampede buns.

Antal personer: 3-4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 4-6 timer.

Pulled Pork på japansk. Det er nok det bedst beskrivende for retten. Brødet finder du opskrift på her.

Ingredienser
6-700 g nakkefilet
1 dl. soya
1 dl. ketjap manis
1 dl. sake
1 dl. riseddike
1 dl. revet palmesukker
6 fed hvidløg
4 hele forårsløg
2 cm ingefær i skiver

Opskrift
Kog alle ingredienser med undtagelse af kødet op i en gryde, som kan tåle at komme i ovnen lige om lidt. Hvidløgene skal i øvrigt blot lige knuses med håndroden – du behøver ikke at skrælle dem osv., da de bliver siet fra senere. Og forårsløgene renser du blot grundigt og gemmer lidt af det grønne fra.

Når sukkeret er opløst, så smider du kødet i, på med et låg og så i ovnen i 4-6 timer ved 125 grader. Vend kødet nogle gange undervejs.

Lige inden servering tager du kødet op af saucen, og trækker det fra hinanden med to gafler.

Si saucen og smid de ikke flydende ting ud.

Læg kødet tilbage i gryden og hæld lidt sauce ved, så det bliver en lækker, fugtig omgang.

Anretning
Anret kødet på en tallerken sammen med de dampede brød. Drys lidt af det finthakkede grønne fra forårsløgene over og giv det hele et skud stærk chilisauce.

Langsomt trukket vietnamesisk gris i friske forårsruller

Thai
Langsomt trukket vietnamesisk gris i friske forårsruller.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 7-8 timer.

Ja, det ta’r laaang tid at lave kødet. Men der er jo ingen der beder dig om at sidde og stirre ind i ovnen, mens det bliver tilberedt. “Aktiv tilberedning” er nærmere en lille halv time. Hvis du er langsom.

1 kg. nakkekam uden svær
2 spsk. revet palmesukker
1 spsk. Ketjap Manis
1 spsk. riseddike
3 fed hvidløg i grove skiver
1 dl. soya
1/2 dl. mushroom soya
1 dl. vand
1 stjerneanis
1 tsk. sorte peberkorn
Friske forårsruller
1 agurk
1 bdt. frisk koriander
4-5 forårsløg
Div. saucer som f.eks. blommesauce, soya, chilisauce osv.

Kog palmesukker, Ketjap Manis, riseddike, hvidløg, soya, mushroom soya, vand, stjerneanis og peberkorn op. Lad det derefter køle af.

Brun kødet på alle sider, smid det i en stegeso og hæld ovenstående væske over. Låg på og i ovnen med hele herligheden i 7-8 timer ved 125 grader.

Når kødet er færdig “rives” kødet fra hinanden med to gafler. Tilsæt evt. lidt af væden bagefter, men sørg for, at der ikke er hvidløg, peberkorn eller andet med.

Agurken flækkes på langs, og kernerne tages fra med en teske. Herefter skæres den i små stykke på langs, efter du har skåret den yderligere over i 3-4 stykker.

Forårsløgene skæres i tynde, skrå skiver.

Smid en frisk foråsrulle-plade i vand, så den bliver blød. Tag den op, dryp af og læg så ellers lidt af grøntsagerne samt kød på. Giv det et skud sauce og friske korianderblade, og luk så.

Bum, så’ der mad!

Pulled pork og hjemmelavet coleslaw

Pulledpork
Let forsinket Super Bowl-menu
.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: o minutter.

Super Bowl bliver jo ikke ligefrem sendt på et – efter danske forhold – børne- eller arbejdsvenligt tidspunkt. Alligevel skulle der da en Super Bowl-agtig menu på bordet, og pulled pork er noget af det nemmeste at lave, trods det, at det skal marinere en evighed samt have cirka ligeså lang tid i ovnen. Men der er jo heldigvis ingen der tvinger en til at se på mens det sker. Og det er sgu’da fedt, at man blot kan smide maden i ovnen om morgenen, og så er den klar, når man kommer hjem. Opskriften på pulled pork finder du i øvrigt her, og den hjemmelavede coleslaw er der opskrift på nedenfor.

1/2 hvidkålhoved skåret i strimler
6–8 gulerødder, groft revet
150 g creme fraiche
50 g mayonaise
Salt
Peber
1 spsk sennep

Bland grøntsagerne godt. Bland de øvrige ingredienser i en skål, og hæld over grøntsagerne. Rusk rundt, og der er serveret.