Kyllingebryst med fyld af Italien. Intet mindre.


Kyllingebryst med fyld af Italien. Intet mindre.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter (+2,5-3 timer for tomaterne, men de kan jo laves i forvejen).

Ingredienser til semidried tomater
Små, smagfulde tomater (bare mange; tomaterne kan holde sig og bruges i alle mulige sammenhænge)
Frisk timian
Lidt sukker
Olivenolie
Salt
Peber

Andre ingredienser
2 kyllingebryster
Sorte oliven
Provolone
Pancetta
Frisk basilikum
Lidt marsala
Lidt fløde

Opskrift på semidried tomater
Halvér tomaterne og læge dem med skindsiden ned i et smurt ildfast fad. Dryp med olivenolie, og drys en anelse sukker over og krydr med lidt salt og peber. Fordel timian over, og sæt så fadet i ovnen ved 100 grader i 2,5-3 timer.

Opskrift på alt det andet …
Skær et snit på langs af kyllingen, og flad brystet godt ud – dog uden at det decideret går fra hinanden. Læg lidt semidried tomater ind sammen med lidt hakkede, sorte oliven, et par skiver provolone og lidt hakket, sprødstegt pancetta.

Luk brysterne med en kødnål, og steg dem ved jævn til hård varme på en pande med lidt olie og smør til kødet er gennemstegt, og der er flot, sprød stegeskorpe.

Tag brysterne af panden og kog den af med en anelse marsala. Tilsæt herefter lidt fløde og smag til med salt og peber.

Servér med friskkogt pasta.

Reklamer

Arancini al riso (og andre lækkerier) …


Antipasti til den store guldmedalje.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10-15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Det her består af flere elementer, så hvis tidsplanen skitseret ovenfor skal holde nogenlunde, så skal risottoen være lavet i går og marmeladen ligeså. Nåh, ja, og brødet. Så’ det sagt …

Ingredienser
Ristede skiver af Verdens Bedste brød (opskrift her)
Burrata
Provolone
4-8 skiver pancetta fumée
Lardo
Blodappelsinmarmelade (opskrift her)
Olivenolie
Salt
Parmesan
Lidt ansjospasta
Risotto (opskrift her og afkølet natten over)
Lidt mel
1 sammenpisket æg
Rasp
Smagsneutral olie

Opskrift
Pancettaen steges blot sprød på en pande med lidt olivenolie. Brødet ristes, provolonen skæres i skiver. Det samme gør lardoen. Marmaladen hældes i en lille skål og ligeså gør oliven og lidt salt. Og parmesanen brækkes i små klodser.

Så til det, der reelt skal tilberedes: Arancini’erne. Rul små kugler af risottoen, og vend dem herefter i mel. Drys overskydende mel af, og vend dem herefter i æg og derefter i rasp.

Opvarm olie til 160 grader og fritér kuglerne deri i 3-5 minutter til de er sprøde og gyldne. Læg dem herefter på fedtsugende papir inden servering.

Burrata’en lægges blot i en lille, dyb tallerken – den skal man først tage hul på, når der reelt skal serveres, så er den bedst.

Anret alle tingen og nip-nap så ellers bare løs – der er ingen regler for, hvad der går og ikke går sammen. Smag dig frem.

Pizza med salsiccia, provolone og trøffel

pizza
Pizza med salsiccia, provolone og trøffel.

Mængde: 6-7 mellemstørrelse pizze.
Forberedelsestid:
30 minutter + 3 timers hævning til dejen.
Tilberedningstid: 2-3 minutter.

Ingredienser
1 omgang pizzadej (opskrift her)
Salsiccia
Provolone
Trøffelolie
Friskrevet parmesan
Lidt tørret oregano
Lidt tørret basilikum
Friskkværnet, sort peber

Opskrift
Smæk dejen sammen, og når den efterfølgende er rullet ud smider du skiver af provolone ud på. Ovenpå skal skiver af pølsen, og så en omgang friskrevet parmesan.

Drys lidt tørrede krydderier over samt peber og dryp så lidt trøffelolie på toppen.

I pizzaovnen med dem i 2-3 minutter til de er gyldne og sprøde og bunden sprød. I en almindelig ovn? 15 minutter måske? Måske længere? Måske kortere? Prøv dig frem …

Kylling med provolone og parmaskinke under skindet

Chicken
Kylling med provolone og parmaskinke under skindet. Tilbehør bestående af asparges rullet i parmaskinke og røget mayonaise.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 40-45 minutter.

Ingredienser
2 kyllingebryster med skind
4-6 skiver provolone
4-6 skiver parmaskinke
Grønne asparges
Salt
Peber
1 æggeblomme
Smagsneutral olie
1 tsk. røget paprika
1 tsk. æbleddike
Lidt olivenolie

Opskrift
Løsn skindet på kyllingen i den ene side, så du kan proppe ost og en skive skinke ind under. Luk igen med en kødnål, og smid brysterne i et ildfast fad, som er smurt med lidt olivenolie.

Dryp lidt olivenolie over og giv dem et skudt salt og peber, inden de ryger i ovnen ved 200 grader i omkring 40 minutter til skindet er sprødt og der kommer klar væske ud, hvis du prikker i kødet med en kødnål.

I mens laver du mayonaisen, som blot er at piske æggeblommen sammen med eddiken og en smule salt. Herefter piskes smagsneutral olie i, i en tynd stråle til mayoen har den ønskede konsistens. Herefter røres paprikaen i, og der smages til.

Asparges vikles blot den resterende parmaskinke, og smides på en pande til skinken er sprød, men aspargeserne stadig har bid. Steg dem i en smule olieven olie, det smager bedst …