Kartoffelmad med det hele. Og lidt til.


Så’ der kartoffelmad …

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
Friskkogte (men afkølede) nye kartofler
Parmaskinke
Rugbrød
Aspargesmayonnaise (opskrift her)
Løvstikkeolie (opskrift her)
3-4 skalotteløg
Hvedemel
Smagsneutral olie
Karse
Purløg
Radiser

Opskrift
Tja, det eneste som reelt skal tilberedes er de ristede løg: Skær løgene i helt tynde, halve skiver og vend dem herefter i hvedemel.

Ryst overskydende mel af og fritér dem i 170 grader varm olie til de er sprøde og gyldne. Tag dem så op med en hulske og drys med lidt salt.

Så’ de klar – og så er det ellers bare at anrette efter bedste evne.

Reklamer

Bruschetta con gorgonzola e noci (aka hapsere med gorgonzola og nødder)


Simpelt. Men virkelig godt.

Mængde: Det kommer an på, hvor meget du laver.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Ingredienser
Parmaskinke
Gorgonzola
Valnødder
Brød (verdens bedste gør sig godt; opskrift her)
Olivenolie

Opskrift
Skær brødet i skiver, og smid det på en pande med lidt olivenolie. Steg først sprød på den ene side, og så den anden.

Læg en smule parmaskinke, så en klar gorgonzola og giv det en omgang med ukrudtsbrænderen, så den smelter lidt – alternativt kan det klares under ovnens grill.

Drys lidt grofthakkede valnødder over, og så er du klar …

Ravioli med andelever, parmaskinke og persille vendt i brunet smør med frisk timian

Ravioli
Ravioli med andelever, parmaskinke og persille vendt i brunet smør med frisk timian.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
50 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Det her? Nåh, men det er da bare én af de bedste retter jeg har lavet i 2014. Smagsnuancerne for hver enkelt ingrediens kom til sin ret, og alt sad – efter min mening – lige i skabet.

Pastadej
2 store æg
200 g hvedemel (tipo 00)
Lidt salt

Fyld
150 g andelever
1 lille dusk persille
2 små skalotteløg
4 skiver parmaskinke
Lidt friskkværnet peber
1 fed hvidløg
Lidt smør
Lidt olivenolie

Sauce
40 g smørEn ordentlig dusk frisk timian

Kom  i gang …
Snit skalotteløgene i fine, små tern sammen med hvidløg og parmaskinke. Hak persillen fint. Skær leverne i halvgrove stykker. Så langt så godt.

Opvarm lidt smør og olivenolie på en pande, og sautér alt med undtagelse af persille og lever deri ved jævn varm i ca. 5 minutter. Løgene skal blot være klare, men må ikke decideret tage farve.

Skru så gevaldigt op for varmen, og tilsæt leverne. Lad dem få farve på alle sider, men samtidig beholde den let lyserøde farve indeni.

Smag til med peber (skinken klarer den salte del) og drys persille over.

Stil til side og lad det køle af, mens pastadejen tilberedes.

Lav et fint lille bjerg af mel på bordet, og lav så en fordybning deri. Slå æggende ud deri, og tilsæt en smule salt.

Ælt gradvist melet ind i æggene til du står med en fin smidig dej. Ælt i 10-15 minutter. Ja, det er hårdt for håndleddene, men det er det hele værd, så fat mod!

Del dejen i fire lige store stykker, og kør dem derefter på din pastamaskine til de er ganske tynde “plader”. Den næsttyndeste på maskinen er nok – ellers risikerer du, at de går i stykker under kogningen.

Hvis du ruller dejene ud i hånden, så bare rul så tyndt du kan. Det bliver (med stor sandsynlighed) aldrig tyndere end den næsttyndeste på pastamaskinen alligevel.

Fordel små portioner af fyld på de to af pladerne, og læg så de andre to over. Tryk siderne ned omkring de små portioner af fyld, og skær dem så ud med din ravioliskærer. Eller dit klejne-værktøj. Eller hvad du nu har ved hånden.

Drys dem let med mel, og lad dem stå, mens du lige får styr på saucen: Smelt smørret i en gryde, og når det er bruset af, så smider du en ordentlig dusk frisk timian deri. Lad det bruse op igen, og tag det derefter af varmen, mens du koger dine ravioli.

Kog dine ravioli i saltet vand i 3-4 minutter, og vend dem derefter i saucen inden servering.

Servér med et skud friskkværnet peber og friskrevet parmesan, og så er lykken gjort.

Rødspætter i romescosauce med catalansk spinat

Romesco
Rødspætter i romescosauce med catalansk spinat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Opskrift på den catalanske spinat her – dog brugte jeg mandler i stedet for pinjekerner denne gang, da der også er mandler i saucen, hvorfor jeg mente, at det kunne blive et udemærket match. Og det blev det. Opskrift på hhv. fisk og sauce nedenfor.

Rødspættefilterne
2–4 rødspættefilter alt efter størrelse
4–8 skiver speck, parmaskinke, serranoskinke eller lign.
Olivenolie
Friskkværnet peber

Romescosauce
1 rød peberfrugt
2 fed hvidløg i skiver
1 løg i skiver
2 tomater skåret i kvarte
1/2 dl olivenolie
4 spsk mandler, finthakkede
1 tsk røget paprika
2 spsk rødvinseddike
2 tsk sukker
1 spsk vand

Rødspættefilterne
Smør et fad med olivenolien og smid fisken derpå i ét enkelt lag. Læg skinken ovenpå, og dryp med olivenolie. Drys med et skud friskkværnet peber. Smid dem i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter – giv evt. lige en omgang grill til sidst, hvis skinken skal være sprød.

Romescosauce
Tænd ovnen på grill, og læg peberfrugten, som er skåret i kvarte, derind. Lad peberen branke, og læg dem så i en frysepose, som lukkes. Lad dem køle af, og fjern herefter skindet.

Opvarm en ganske lille smule olie pande, og tilsæt løgene. Svits et par minutter inden tomater og mandler tilsættes. Svits yderligere et par minutter.

Put alle ingredienser (også peberfrugterne osv.) i en blender, og kør til en grynet sauce-agtig sag.