Bagt ricotta, pane carasau, parmaskinke, bottarga, brændt hvidløg, semidried tomater og parmesan


Bagt ricotta, pane carasau, parmaskinke, bottarga, brændt hvidløg, semidried tomater og parmesan.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
3 pane carasu (opskrift her)
250 g ricotta
Parmaskinke
Parmesan
Semidried tomater (opskrift her)
Bottarga
Brændt hvidløg (opskrift her)
Lidt friskkværnet sort peber
God, grøn olivenolie
Persille til pynt

Opskrift
Læg ricottaen i et lille ildfast fad og smid det i din pizzaovn (for sådan en har du da anskaffet dig, ik’?). Lad den hygge sig derinde til den er godt branket på ydersiden – omkring 15-20 minutter er lige i skabet. I en almindelig ovn? Fuld skrue på varmen (og måske grillen) og så må du holde øje med den derinde, til det ligner det, som den skal.

Læg den herefter på et fad og læg parmaskinke, parmesan, brudstykker af pane carasau’en og tomater udenom. Riv bottarga og brændt hvidløg over og dryp med olivenolien inden du gi’r den et drys friskkværnet, sort peber.

Pynt med lidt persille, og spis ellers fælles fra “fadet” med fingrene – hyggeligt og velsmagende.

Reklamer

Carta di Musica


Carta di Musica.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: Et par timer (dejen skal hæve af flere omgange).
Tilberedningstid: 15 minutter.

Carta di Musica har fået sit navn efter det ultratynde stykker brød, som er et specielt sardinsk fladbrød kaldet “Pane carasau”.

Ingredienser
15 g gær
1,5 dl. lunken vand
225-250 g hvedemel tipo 00
1/2 tsk. salt
Olivenolie
Smeltet smør
Syltede røde peberfrugter
Salt
Bottarga

Opskrift
Rør gær ud i vandet og tilsæt cirka halvdelen af melet, så du stå med en god omgang klister.

Lad det hæve under et fugtigt klæde en times tid.

Herefter tilsættes salt og den resterende del af melet, og det æltes igennem inden du kommer det i en skål og dækker det med husholdningsfilm. Så skal det hæve en times tid igen.

Tag dejen og rul den så flad som muligt. Jeg brugte en pastamaskine, og det fungerede fint til trods for, at jeg inde i hovedet havde et billede af, at jeg gerne ville have runde brød.

Men hvor der handles, der spildes.

Nåh, men læg brødene på en bageplade med bagepapir .

I ovnen med dem ved 250 grader i ca. 6 minutter. De skal boble op, men må ikke tage farve.

Bag dem – hvis der er mange brød – af flere omgange, så der kun er en bageplade i ad gangen.

Læg brødene under pres til lige inden de skal serveres, hvor de blot skal pensles med olivenolie og så i ovnen (igen på en bageplade med bagepapir) ved 250 grader i 7-8 minutter. Denne skal skal de igen boble op, men de må også godt tage farve.

Så skal brødene eller pensles med smeltet smør, hvorefter du gi’r dem lidt flagesalt og lidt syltede røde peberfrugter.

Herefter rives bottarga over.

Når du tror, at der er nok bottarga på, så river du lige lidt mer’ over. Og lidt til. Meget er godt, rigeligt er rigtig godt!

Pensl endnu et brød med smør, og læg det over, så du har en meget, meget flad – men utrolig sprød – sandwich, som smager vidunderligt!