Involtini med skinke, salvie og mozzarella


Involtini.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
2 kalveschnitzler
1 frisk mozzarella
2 skiver god, kogt skinke
Salvieblade
Smør
Olivenolie

Opskrift
Bank kalveschnitzlerne godt flade med en kødhammer. Læg herefter skiver af mozzarella, skinke og salvieblade på.

Rul sammen og luk med en kødnål, inden du steger dem på en pande i en blanding af smør og olie til de er godt sprøde udenpå, men stadig røde inden i.

Serveres med f.eks. stegte kartoffelskiver med rosmarin, salt og peber.

Reklamer

Pizza med røget ål, hellefisk og laks og syltede grønne tomater


Lækkerier. Intet mindre.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
40 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter – herefter afkøling af tomaterne inden brug.

Ingredienser
3 små pizzabunde (opskrift her)
1 mozzarella
1 lille dåse tomatpuré
Parmesan
Radiser
Rucola
Dild
Røget ål
Røget hellefisk
Røget laks
Lidt god olivenolie
5-6 gode, grønne tomater (gerne Cuore di bue, som ikke har ret mange kerner)
1 tsk. salt
1 pilsner
2 dl. æblecidereddike
1 dl. sukker
3 sorte kardemommekapsler
3 grønne kardemommekapsler
1 vaniljestang

Opskrift
Start med tomaterne: Skær dem i tynde skiver og hæld salt over for at trække overskydende væde ud. Vent 20 minutter, og skyld herefter skiverne fri for salt igen.

I mens ristes kardemommen i en gryde til de dufter, hvorefter øl, eddike, sukker og korn såvel som stangen fra vaniljen tilsættes.

Kog tomatskiverne i lagen i 2 minutter, og fisk dem så op. Når lagen er kølet af, så smides tomatskiverne i et atamonskyllet glas, og lagen hældes over.

Voilas, så er de klar.

Selve pizzaen er ret simpel: Rul dejen ud og smør et tyndt lag tomatpuré på. Smid så mozzarella i grove stykker på og parmesan. Bag pizzaerne i 2-3 minutter til bunden er sprød og osten gylden.

Så skal der faktisk bare toppes med fyld efter smag; først lidt rucola, så fisk (ikke alle tre på én pizza, men blot den ene slags på den ene pizza, den anden på den anden osv.), så tynde skiver radise og friskhakket dild. Top med syltede grønne tomater og dryp af god olivenolie.

Chapati med mozzarella, blommer og rucola

Blommer
Chapati med mozzarella, blommer og rucola.

Hvor det forrige indlæg var en noget fedtet udgave af chapati’er med fyld, så er det her næsten (kun næsten) i den anden grøft.

Og som vanligt finder du opskriften på chapati’erne her.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Chapati’erne får du lige klare i en fart – de behøver ikke være brandvarme, når du skal bruge dem.

Så er det ellers blot på med fyldet: Blommer i skiver, frisk mozzarella, lidt tyndskårede skiver af rødløg, friske mynte- og citronmelisseblade, lidt frisk, fintsnittet chili og hvad du ellers kan finde på.

Som dressing rørte jeg en rest mascapone op med en smule creme fraiche og lidt fløde samt salt, peber og citronsaft.

Simpelt og lækkert …

Kylling med mortadella, mozzarella og brød med trøffelpolenta og -støv

Chicken
Kylling med mortadella, mozzarella og brød med trøffelpolenta og -støv.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

Jeg kunne godt have brugt dig her til aften. Ja, dig! For sønnike var åbenbart ikke lige til andet end fire tomater og to skiver mozzarella til middagsmad. Og hans mor er syg, så hun lever af ristet toastbrød og cola. Og så kunne du jo godt lige have været her til at del aftenens menu med mig. For det er bare sjovere at spise sammen med andre.

Da jeg var helt ung – ja, yngre end i dag – og studerende, lavede jeg stadig mad (næsten) hver aften. Jo, jo, der røg en pizza ned hist og pist, ingen tvivl om det, men når man lever på en SU og betaler af på et gigant-fejlkøb af en Daihatsu Charade 0,9, så er hjemmelavet mad bare mest økonomisk fordelagtigt. Og dengang synes jeg det var helt fint, at det bare var til mig. Men nu? Nu er det sgu’ sjovest at lave mad til min lille familie – og ikke mindst spise den sammen med dem.

Nåh, men ingredienserne var allerede ude af fryseren i forgårs, så i dag kunne jeg ikke rigtig udskyde det længere – og der er jo heller ingen der siger, at fruen er på toppen i morgen alligevel. Og til spilde, det måtte det sgu’ ikke gå …

Ingredienser
2 kyllingebryster med skind (jeg brugte de tiloversblevne fra denne ret)
2 skiver mortadella
1/3 frisk mozzarella
2 skiver toastbrød uden skorpe
Salt
Peber
Lidt olivenolie
1 lille glas hvidvin
6 halverede cherrytomater
100 g minutpolenta
1/2 liter vand
2 spsk. malto
1/4 tsk. + 1 tsk. trøffelolie
Lidt friske salvieblade
2 små skiver Schwatrzwald-skinke

Skær toastbrødet i helt små tern, og rist dem på en pande for fuld skrue sammen med en smule olivenolie.

Skær en lille slids på den lange led ind i brysterne, og læg lidt mozzarella derind sammen med en foldet skive mortadella og en lille håndfuld af brødterningerne.

Snør herefter hele herligheden sammen med kødsnor, så fyldet ikke falder ud lige med det første.

Smør et lille ildfast fad med lidt olivenolie, og læg brysterne deri sammen med halverede tomater og hvidvin. Krydr kyllingen med salt og peber og en smule olivenolie.

Ind i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter eller til kyllingen er gennemstegt, men ikke tør.

Med fem minutter igen pisker du den kvarte teskefuld trøffelolie sammen med malto, så du har en fin trøffelsne.

Med to minutter igen koger du vandet op, hvorefter polentaen tilsættes i en tynd stråle, mens du rører som en gal. Og rør kun den samme vej, så skulle skidtet meget gerne holde sig fra at klumpe.

Rør rundt et minut, og tilsæt så den resterende trøffelolie og smag til med salt og peber.

Anretning
Læg en skefuld polenta nederst, som bredes ud med bagsiden af en ske. Halver herefter kyllingen, som lægges derpå.

Fordel herefter lidt tomater, et par af de eventuelt tiloversblevne brødterninger, skinken og den friske salvie, inden du hælder en smule hvidvinsstegesky over.

Til slut drysses der lidt trøffelsne udenom, og det hele får et skud friskkværnet peber.

Pizza bianco med parmaskinke, portobello og mascapone- og trøffelcreme

Pizza
Pizza Bianco.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter (ekskl pizzadejen, som du finder opskrift på her).
Tilberedningstid: 2-3 minutter (hvis du har en pizzaovn som jeg – ellers skal den nok have en 15-20 minutter i en almindelig ovn).

Ingredienser
200 g portobellosvampe
1 bøffelmozzarella
Lidt friskrevet parmesan
200 g mascapone
Lidt trøffelolie
Salt
Peber
2-4 skiver parmaskinke
Lidt frisk timian
Pizzadej

Opskrift
Start med at rive mozzarellaen i små stykke og læg dem til afdrypning i et dørslag indtil du skal bruge det.

Bland mascapone med lidt trøffelolie. Smag til med salt og peber. Det er svært at sætte mængdeangivelse på olien – det er meget smag og behag, med sådan en sag, da den har en meget speciel smag; nogle elsker det, mens andre synes det smager og lugter af sure tæer. Olien kan udelades, hvis du hører til sidstnævnte.

Rul dejen ud til to pizzaer.

Fordel mascaponecremen på sammen med de små mozzarellastykker.

Skær stokken af svampene, og skær dem så i skiver. Ikke tynde skiver, men heller ikke tykke. Fordel dem på pizzaerne.

Fordel herefter parmaskinken, som du river i lidt grove, mindre stykker.

Riv lidt parmesan over, og smid dem så i ovnen – 2-3 minutter i en pizzaovn som min, og ellers er 15-20 minutter i en almindelig nok ikke helt ved siden af.

Giv hele herligheden et skud friskkværnet sort peber og pynt med frisk timian.

Lykken er nu gjort …

Kylling med mortadella, mozzarella og friske krydderurter under skindet

Mortadella
Aftenens menu.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
25 minutter.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Hvis du ikke kender Gennaro Contaldo, så er dit liv ikke værd at leve. Eller det er måske lige akkurat værd at leve, men kender du samtidig ikke Antonie Carluccio og de fjernsynsudsendelser, som de to har lavet sammen, så pak blot sammen og læg dig i graven. Det er det bedste. Jep, det bedste. Jeg er med på Instagram-bølgen og følger dér dem begge, og forleden lagde Hr. Contaldo et billede ud af en ret, som var under udvikling. Om den endte som denne, det kan jeg af gode grunde ikke sige, men hvis jeg selv skal sige det, så er det her sgu’ en god ret uanset hvad. Også selvom du ikke – som den førstefødtes mor – umiddelbart bryder dig om mortadella. Det er ikke det samme i denne ret, og pølsen skaber ét eller andet magisk sammen med kyllingen.

Ingredienser
3 kyllingebryster med skind og ben
3 skiver mortadella
1 mozzarella
Friske krydderurter (jeg brugte salvie, oregano og en smule timian)
Kartofler
1 dl. marsala
Salt
Peber
Olivenolie
En smule friske parmesanflager

Opskrift
Løsn skindet på kyllingen og prop et par mozzarellaskiver, en god portion hakkede krydderurter og en skive mortadella derind. Luk med en bomuldsnor og krydr med salt og peber.

Læg dem i et ildfast, smurt fad med kartofler i mundrette stykker og marsala.

I ovnen ved 200 grader i 40-45 minutter til kyllingen er gennemstegt. Giv det evt. lidt grill til slut, hvis skindet ikke er helt sprødt. Men hold øje, for pludselig er det sort i stedet for sprødt.

Server med lidt yderligere friskhakkede krydderurter og parmesanflager. Nøj, det er godt!

Mortadella_2
Og resultatet …

36-timers stegt nakkefilet med grillet mozzarella i friske vinblade

Mad
Ja, ja, det er måske ikke den flotteste ret, men det smagte nu ganske godt alligevel.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 36 timer.

Igen en ret, som rent tidsmæssigt kan virke skræmmende. Men også denne gang: Lad nu være med at tage soveposen under armen; der er jo ingen, der siger, at du skal sidde og glo på kødet under tilberedningen …

Ingredienser, kød
Ca. 1-1,25 kg. nakkefilet
300 g salt
3 dl. vand
3 spsk. flydende honning
6 laurbærblade
1 spsk. helt, sorte peberkorn
1 spsk. korianderfrø
1 spsk. tørrede enebær
1 spsk. fennikelfrø
Smagsneutral olie

Ingredienser, mozzarella i vinblade
2 stk. mozzarella
16 friske vinblade
Saften fra en citron
Lidt olivenolie

Opskrift, kød
Bland alle ingredienserne (med undtagelse af kødet) til saltet er nogenlunde opløst. Læg kødet i en beholder, som kan lukkes helt til, og hæld lagen over. Lad det stå i min. 24 timer. Vendes en gang eller to undervejs.

Tag kødet op af lagen og tør det let af med et stykke køkkenrulle. Vakuumpak det, og smid det så i sous vide’en ved 71 grader i 12 timer.

Tag kødet ud af vakuumposen og skær det i nogle solide skiver.

Opvarm en pande til den er virkelig varm, og hæld en god slat olie på. Smid herefter kødet på, og give det en god stegeskorpe på alle sider.

Så’ den i vinkel …

Opskrift, mozzarella i vinblade
Skær stilken og den grove del af bladet ved netop stilken fra. Blanchér herefter bladene i to minutter i letsaltet vand. Desværre mister bladende den pæne, lysegrønne farve under denne proces, men det skal desværre til, for at bladende kan spises.

Tag bladene op af vandet og læg dem til let tørring på et viskestykke.

Læg en skive ost på hvert blad, og dryp med citronsaft.

Luk bladene om osten og fæstn med en tandstikker.

Pensl på begge sider med en smule god olivenolie, hvorefter de får sig et varmechok på en brandvarm grillpande til bladene har de karakteristiske sorte striber og osten indeni er let flydende.

Så’ de færdige …

Mozzarella i gylden karet, varme polentaboller med sultanarosiner og rosmarin, friterede kapersbær, spyd med cocktailtomater og mozzarella og Aperol Spritze

Spyd
Spyd med coctailtomater, mozzarella og basilikum.

Antal personer: 8-10 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 45-60 minutter.

Hende som jeg er allermest vild med i hele verden sammen med den førstefødte – altså den førstefødtes mor – havde fødselsdag i lørdags. Og når nu sommeren valgte at komme forbi på et hurtigt visit selvsamme dag, så var det jo bare om at komme ud i haven i en fart med en flok antipasti under armen …

Ingredienser, spyd
30 cocktailtomater
3 mozzarellaer
Frisk basilikum
3 spsk. balsamico
1 spsk. olivenolie
Salt
Peber

Ingredienser, mozzarella i gylden karet
20 skiver toastbrød uden skorpe
1 glas ansjoser i olie
2 mozzarellaer
6 æg
Smagsneutral olie
6-8 skiver parmaskinke
20 små rosmarinkviste

Ingredienser, polentaboller
600 g polenta
2 spsk. olivenolie
400 g sultanarosiner
1/2 liter vand
1 spsk. friskhakket rosmarin
2 spsk. honning

Ingredienser, friterede kapers
2 glas store kapersbær
Hvedemel
Smagsneutral olie

Ingredienser, Apreol Spritze
3 dele prosecco
2 dele Aperol
1 del mineralvand
Isterninger

Opskrift, spyd
Fordel tomater, basilikum og mozarella på spydende i bedste grillspyd-stil. Rør herefter de resterende ingredienser sammen og pensl spyddene med blandingen inden du lige krydrer med lidt salt og peber

Opskrift, mozzarella i gylden karet
Hæld olien fra ansjosfileterne og mos dem med en gaffel. Smør halvdelen af brødskiverne med ansjospastaen, og læg herefter et lille stykke mozzarella på. På med den resterende halvdel af brødskiverne.

Pisk æggene let sammen og læg toastene deri i 10 minutter. Vend dem herefter.

Opvarm rigeligt olie i en sauterpande til 170 grader. Dybsteg toastene lidt af gangen til de er sprøde og gyldne. Det tager vel omkring 4-5 minutter, hvor du løbende skal vende dem.

Tag dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.

Læg et lille stykke parmaskinke på og sæt hele herligheden sammen med en lille rosmarinkvist.

Mozzarella
Mozzarella i gylden karet.

Opskrift, polentaboller
Udblød rosinerne i vandet i 15 minutter. Ælt polenta sammen med olie og de udblødte rosiner. Tilsæt udblødningsvandet lidt efter lidt til du har en blød dej.

Ælt rosmarin og honning i, hvorefter du ruller små boller af dejen, som på en bageplade med bagepapir ryger i ovnen ved 170 grader i en lille times tid.

Hov, forresten: Inden de kommer i ovnen, så pensl dem lige med lidt olivenolie inden, så bliver de dejlig sprøde udenpå.

Corn
Polentaboller med sultanarosiner og rosmarin.

Opskrift, friterede kapers
Hæld vanden fra dine kapers og tør dem grundigt. Ved dem herefter i mel, og frituresteg dem så i 170 grader varm olie i blot et par minutter.

Tag dem herefter op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir, hvorefter de er klar til indtagelse.

Kapers
Friterede kapers.

Opskrift, Apreol Spritze
Rør forsigtigt alle ingredienser sammen.

Spritze
Aperol Spritze.

Pankokylling med tre slags ost og tomatsauce

Kylling_A
Pankokylling med tre slags ost og tomatsauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

2 kyllingebryster
1 sammenpisket æg
Pankorasp
1 frisk mozzarella
60-70 friskrevet parmesan
Lidt revet emmenthaler
1/2 dåse hakkede tomater
1 spsk. tomatpure
1 lille bdt. frisk basilikum
1 skalotteløg
Salt
Peber
Smør
Olivenolie

Vendt kyllingefileterne i det sammenpiskede æg og derefter i en blanding af parmesanen og panko’en.

Opvarm smør og olie på en pande ved jævn til (halv)høj varme. På med kyllingerne og lad dem hygge sig til overfladen er gylden og sprød. Smid mere fedtstof på om nødvendigt. Vend dem og så er det ellers samme procedure på side 2.

Tag kyllingerne af panden og stil dem til side.

Skru ned for varmen og smid løgene på. Lad det simre til de er klare, og hæld derefter tomaterne og tomatpuren på. Smag til med salt og peber.

Tilbage med kyllingerne på panden og drys derefter med revet emmenthaler. Læg et par skiver mozzarella på hvert kyllingebryst og drys med de friske basilikumblade.

Ind i ovnen med panden ved 225 grader til osten er smeltet. Giv den lige et skud grill til sidst, så osten bliver lidt sprød i det.

Bum, så’ der mad!

Kylling_B
Mmmmm …

Svinemørbrad med sauce på bl.a. solbærblade med salat med grillede nektariner og mozzarella

meat
Svinemørbrad med sauce på bl.a. solbærblade med salat med grillede nektariner og mozzarella.

Antal personer: 2 (sultne) personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

1 lille svinemørbrad
Salt
Peber
Lidt smør
Lidt olivenolie
1 skalotteløg i helt fine tern
En smule hønsefond
1 lille glas hvidvin
5 friske, nyt, helt lysegrønne solbærblade
3 nektariner
Rucolasalat
1 frisk mozzarella

Afpuds din svinemørbrad og krydr den med salt og peber. Opvarm smør og olie på en pande ved jævn varme, og smid så kræet derpå i 10-12 eller måske 15 minutter. Brug evt. et stegetermometer, og når du rammer 61-64 grader (alt efter, hvor lyserødt du vil have dit kød), så er den klar til lige at hvile i 5-6 minutter inden du skærer den i skiver.

I stegeskyen, som er tilbage i panden, der smider du løget i. Bare ved svag varme. Lad dem blive klare, og hæld så hvidvin ved. Kog alkoholen fra og tilsæt fond. Kog yderligere lidt ind, og smid så solbærbladene i. Tag fra varmen, og lad dem blot ligge i saucen og hygge sig i 4-5 minutter. De skal fiskes fra igen inden servering, men duften og smagen er ren sol og sommer.

Nektarinerne halverer du og tager stenene fra, inden du pensler med en smule olie. Så skal de ellers på en grillpande som er varm som bare fa….! Når de har fået de karakteristiske striber tager du dem af igen og skærer dem i tynde skiver.

Salaten vasken og osten piller du fra hinanden og smider i et dørslag til afdrypning. Salaten skal også dryppes fri for vand. Salatslynge, si’r jeg til dig.

Bland nektariner, ost og salat, og så er dét osse på plads.

Servér i en flyvende fart, og man sku’ tro, at det var sommer …