Grillet letsprængt svinemørbrad med knuste kartofler badet i brunet salviesmør


Haps!

Antal personer:  4 sultne personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 15-20 minutter.

Ingredienser
2 letsprængte svinemørbrad (opskrift her)
1 kg små, nye kartofler
100 g smør
20-25 friske salvieblade
Friskrevet parmesan

Opskrift
Kødet skal blot på grillen i en 15-20 minutter – vend den jævnligt, så den bliver ligeligt grillet på alle sider. Lad den trække 10 minutter inden du skærer den i skiver.

Kartoflerne renses og koges til de er møre, men stadig har bide. Knus dem herefter med håndryggen.

Smelt langsomt smørret i en gryde sammen med salviebladene. Når smørret er smeltet skruer du op for varmen og lader det – under omrøring – brune. Ikke brænde, blot brune.

Når salviebladene er sprøde, så fisker du lige dem op – det bliver de før smørret bruner.

Hæld smørret over kartoflerne lige inden servering og rusk lidt rundt i dem, så det fordeler sig. Server dem sammen med de sprøde salvieblade og lidt friskrevet parmesan.

Nåh ja, og kødet …

Reklamer

Letspræng svinemørbrad og grillet spidskål


Svin og kål.

Antal personer:  2 sultne personer.
Forberedelsestid: 15 minutter og natten over til sprængningen.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Okay, det er nok ikke den flotteste ret til dato – men den skal nu på bloggen alligevel. For det smagte virkelig godt. Sådan »foråret-er-her-men-sommeren-er-lige-rundt-om-hjørnet«-agtig. På den helt gode måde.

Ingredienser
1 afpudset svinemørbrad
5 hele, sorte peberkorn
2 laurbærblade
3 dl. vand
2 spsk. salt
2 spsk. sukker
1 spidskål
Smør
Olivenolie
Salt
Peber
Citron

Opskrift
Kog vandet op med laurbærblade, sukker, salt og peber. Lad det herefter køle af.

Læg mørbraden sammen med ovenstående blanding i en frysepose, luk den og lad det hygge sig natten over.

Mørbraden tages ud og tørres af, hvorefter den skal have ca. 15-20 minutter i alt på en grill for direkte varme. Vend den jævnligt.

Herefter skal den lige hvile i ca. 10 minutter inden du skærer den for.

Spidskålen skæres i kvarter – lad stokken sidde, så der er samling på hver del. Herefter pensles skærefladerne med en blanding af smeltet smør og olivenolie og de krydres med lidt salt og peber.

På grillen med dem til de har en god, lidt branket overflade, vend til ny flade og så fremdeles til det hele ser lækkert ud og kålen er mør, men stadig har bid.

Pensl eventuelt jævnligt undervejs med yderligere smør/olie.

Citronerne skal blot på grillen i halve udgaver med skærefladen ned mod ilden til de ser ud som på billedet – herefter er saften sød og lige til at drypper over såvel kål som kød.

Velbekomme …

Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise


Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Det der? Dét er godt …

Ingredienser
3 lammemørbrad
1 blegselleri
2-3 nye kartofler
Smagsneutral olie
Salt
Peber
6 jomfruhummere
Olivenolie
Lidt friske mynteblade
1 spsk. aspargesmayonnaise (opskrift her)


Aaaarmen altså …

Opskrift
Pil jomfruhummerhalerne i rå tilstand og lad dem herefter stå fremme mens du hakker kød osv. Krydr dem lige med lidt salt.

Hak de to mørbrad efter behag og krydr med lidt salt og peber samt aspargesmayonnaisen.

Skær ultratynde skiver af blegsellerien og læg dem i vand til de skal bruges.

Rens kartoflerne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern. Fritér dem i 160 grader varm olie til de er gyldne og sprøde, hvorefter de fiskes op med en hulske, lægges på fedtsugende papir og drysses med lidt salt.

Pensl hummerne med lidt olivenolie og giv dem en tur med ukrudtsbrænderen.

Anret små “kugler” af tataren med jumfruhummerhaler rundt om. Herefter lidt chips og små dutter af mayonnaise samt et par skiver selleri.

Gravad svinemørbrad med rævesauce

Gravad
Gravad svinemørbrad med rævesauce.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 4 dage.

Jo, jo, det ta’r lidt tid – men du behøver jo ikke glo ind i køleskabet i alle fire dage på, at mørbraden bliver klar. Og der er bare noget tilfredsstillende over at sætte tænderne i mad, som man har gået og ventet tålmodigt på …

Ingredienser til selve mørbraden
1 svinemørbrad
1/2 bundt frisk dild
1 spsk. tørret dild (brug denne opskrift, hvis du selv vil lave det)
1 spsk. tørret merian (brug samme opskrift som ovenfor)
4 tørrede enebær
Saften fra 1/2 citron
2 spsk. salt
10 spsk. rørsukker

Ingredienser til rævesaucen
4 spsk. dijonsennep
45 g brun farin
1/2 bundt frisk dild
Lidt salt
Rapsolie

Opskrift på gravad mørbrad
Mørbraden pudses af for sener og fedt. Vær grundig!

Smid tørret dild, tørret merian, enebær, salt og sukker i en morter (eller en kaffekværn), og mos, miks, mos, knus osv.

Bland citronsaft i krydderiblandingen og rul herefter mørbraden deri. Klaps det godt fast.

Vakuumer kødet og smid det i køleren i 4 dage, hvorefter tages ud, duppes tørt og rulles i den friske, finthakkede dild.

Skær kødet i heeeelt tynde skiver, og lykken er gjort på et stykke franskbrød med rævesauce.

Opskrift på rævesaucen
Pisk farin sammen med sennep. Herefter tilsættes olie i en tynd stråle under konstant piskning til den ønskede konsistens er opnået, hvorefter der smages til med salt og den friske dild gør saucen selskab.

Wellington-inspireret svinemørbrad med glaserede sukkerærter og forårsløg

DSC_0104
Wellington-inspireret svinemørbrad med glaserede sukkerærter og forårsløg.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
25 minutter + 40 minutter i blød for svampene.
Tilberedningstid: 35 minutter.

1 afpudset svinemørbrad
5-6 skiver parmaskinke
30 g tørrede skovsvampe
6 semidried tomater
1 pakke butterdej
1 sammenpisket æg
1-2 dl marsala
1 bdt. forårsløg
300 g sukkerærter
1 spsk. honning
Lidt vand
Saften fra en citron
Salt
Peber

Læg svampene i blød i marsala i omkring 40 minutter til de er bløde, hvorefter væden knuges fra og de hakkes fint sammen med tomaterne. Smid dem herefter på en pande, hvor væden steges fra. Tag panden fra varmen.

Læg et par kirurgiske snit i mørbraden, så du kan brede den og. Giv den evt. et slag eller to med en kødhammer, så du står med et godt, bredt stykke kød.

Læg svampe- og tomatblandingen på midten af kødet og rul sammen.

Læg parmaskinken på et stykke husholdningsfilm, og pak så mørbraden ind i skinken. Krydr med salt og peber, og rul så filmen så hårdt du kan omkring kødet, og smid det så ellers på køl i 15 minutter, så der lige kommer form på tingene.

I mens ta’r du din butterdej ud af køleren og lægger dem enkeltvis til optøning på en bradepande med bagepapir.

Ud med mørbraden igen, og så pakker du den eller nænsomt ind i dejen. Sørg for at glatter “kanterne” mellem dejen godt ud, så det er ét samlet stykke dej, som mørbraden er pakket ind i til sidst.

Pensl med ægget, og så i ovnen med uhyret i 35 minutter ved 185 grader.

I mens kødet hygger sig i ovnen, så snitter du sukkerærter og forårsløg. På panden med dem sammen med honning, vand og citronsaft. Lad det småboble til grøntsagerne er glaseret ligeså fint.

Alt er godt, og nu er maden klar, når du lige har skåret kødet i nogle pæne skiver, og anrette det på grøntsagerne.

Frisk timian som pynt, så der også er lidt for øjet …

Svinemørbrad med sennep og honning og grillede asparges og små gulerødder med grov sennepsvinaigrette

Sous
Svinemørbrad med sennep og honning og grillede asparges og nye gulerødder med grov sennepsvinaigrette.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 3 timer eller deromkring.

Jeg har eeeeendelig langt om længe fået anskaffet mig et vandbad og en vakuumpakker (tak til forældre og svigerforældre for fødselsdagsgaverne!), så jeg kan indtræde i den – for mig – nye verden med at tilberede med sous vide.

Det er helt nyt, så jeg kæmper stadig lidt med det, men denne opskrift lykkedes nu ganske godt, hvis jeg selv skal sige det (om end, at jeg vil skrue en grad eller to ned for temperaturen næste gang, da jeg gerne ser min svinemørbrad lyserød indeni, selvom jeg ved, at det er der mange, som ikke er tossede med).

Kødet
1 svinemørbrad
1 spsk. sennep
1 spsk. honning
Salt
Peber

“Salaten”
8-10 friske grønne asparges
6 små, nye gulerødder med top
Lidt frisk løvstikke
God, frisk feta

Grov sennepsvinaigrette
2 spsk. hvidvinseddike
1 spsk. sennep
2 spsk. grofthakket løvstikke
Et skud peber
1/2 spsk. rørsukker
1/2 dl olivenolie

Kødet
Skør mørbraden halvt igennem, og smid sennep og honning derind. Luk skidtet sammen igen, og krydr så med salt og peber på alle sider.

Vakuumpak kræet, og smid det i 58 grader i omkring 3 timer.

Når det er færdig, så pak det ud af vakummposen, og giv det en ordentlig stegeskorpe med en gasbrænder (jeg har sådan en håndholdt ukrudtsbrænder fra Harald Nyborg, som i den henseende gør et helt og aldeles glimrende job – creme brûlee-brænderen derimod vil jeg mene ta’r alt for lang tid).

Så’ kødet på plads …

“Salaten”
Smuldr feta. Stil til side.

Vask (hvis gulerødderne er helt friske og nye – ellers skal du nok lige skrælle dem) gulerødderne, og skær det meste af den grønne top af (lad dog lidt sidde for syns skyld). Blanchér dem i et minut i letsaltet vand. Stil til side.

Knæk den nederste del af dine grønne asparges (de knækker selv der, hvor de mener, at skællet mellem spiselig og ikke spiselig del er), og vend dem i lidt olivenolie og en anelse salt.

Smid dem på en virkelig varm grillpande et minut. Vend. Grill et minut. Stil til side.

Pil bladene fra løvstikken. Stil til side.

Bland alt og smid vinaigrette over efter smag og behag.

Grov sennepsvinaigrette
Bland eddike og sennep med sukker, og pisk godt rundt indtil sukkeret er opløst.

Tilsæt så olie i en tynd stråle under omrøring.

Giv det et skud friskkværnet peber, og tilsæt så den grofthakkede løvstikke.

Svinemørbrad med trøffelfyld

Picture
Svinemørbrad med trøffelfyld.

Antal personer: 2–3 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

1 solidt stykke svinemørbrad, afpudset
2 spsk. trøffelpesto (aner ikke, om man reelt kan få det i Danmark – vi importerede det fra Italien i sommer)
500 g friske babyspinat-blade
25 g tørrede blandede skovsvampe (opbløde i en times tid i vand inden brug)
1 glas hvidvin
1 håndfuld sultanarosiner
1 lille løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakkede
Lidt olivenolie
En klar smør

Lav et snit på langs i mørbraden, og giv den et par flade en håndfladen, så den bliver bredt lidt ud. Fordel trøffelpestoen derpå, og luk mørbraden igen. Bind den sammen med kødsnor.

Opvarm lidt olie og smør på en pande ved jævn varme, og steg mørbraden derpå. Tiden afhænger af størrelse og om, om du er til lyserød midte eller ej. En let rosa tager vel omkring 10–12 minutter, vil jeg tro.

Tag mørbraden af, og lad den hvile fem minutter, inden du skærer den i skiver.

Imens mørbraden steger og hviler, opvarmes yderligere lidt olie i en sauterpande. Svits løg og hvidløg deri til de er klare. Tilsæt så hvidvinen og lad alkoholen dampe fra. Så er det i med rosinerne og svampene. Rusk rundt, og så samme ved med spinaten.

Lad spinaten lige akkurat falde sammen, og så er tilbehøret klar.