Grillede limoncello-marinerede havtaskekæber med dildkartofler, grillet citron og hybenblade


Grillede limonceollo-marinerede havtaskekæber med dildkartofler, grillet citron og hybenblade.

Det sku’ ha’ været grillede blæksprutter her til aften, men fiskehandleren havde den frækhed at have udsolgt. Så det må blive en anden dag.

Men havtaskekæber er bestemt heller ikke en dårlig spise – tværtimod!

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.


Mad over bål; der er sgu’ ét eller andet fedt over det kontra en gas-grill og den slags.

Ingredienser
6 havtaskekæber
Limoncello
Salt
Peber
2 citroner
600 g nye kartofler
Olivenolie
1 bdt. dild
1 håndfuld hybenblade

Opskrift
Fjerne hinden og evt. skind på kæberne, og sæt dem derefter på spyd; bruger du træspyd, så sørg for, at de lige har ligget i vand en lille halv time inden, så de ikke futter af, så snart de rammer grillen.

Krydr med salt og peber efter du har penslet dem med limoncello, hvorefter de blot skal på grillen i 3-4 minutter på hver side – men vent med at smide dem på til kartoflerne er næsten færdige, så det hele er klar på samme tid.

Citronerne halveres blot og skal så ligeledes på grillen til de er næsten sorte i kødet vendende ned mod gløderne. På dén måde bliver de nærmest søde og helt indbydende, og saften kan dryppes over fisken bagefter, ligesom kødet rent faktisk kan spises uden at man føler, at man vender vrangen ud på sig selv undervejs.

Kartoflerne pille og koges næsten møre, hvorefter de knuses let med håndrygge og lægges i et fad smurt med lidt olivenolie. Dryp rigelige mængder olivenolie over og krydr med salt og peber.

Under ovnens grill til de er sprøde og gyldne, hvorefter de tages ud og blandes med friskhakket dild.

Anret med en flok frisk, sprøde hybenblade og alle er glade!


Summer in the making …

Reklamer

Fettuccine med limoncello


Nem og hurtig sommermad.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Ingredienser
500 g frisk fettuccine
40 g friskrevet parmesan
1 dl. fløde
1 finthakket skalotteløg
Friskhakket persille
Salt
Peber
En slat olivenolie
Lidt citronsaft

Opskrift
Kog pastaen aldente.

I mens opvarmes en pande ved jævn varme, smid olie på og derefter løg. Lad dem blive klare, og hæld så limoncello på.

Lad det koge lidt ind, og tilsæt så fløde og kog op.

Hæld vandet fra pastaen og hæld den over i saucen, hvorefter der tilsættes, parmesan og der smages til med salt, peber og citronsaft.

Lige inden servering kommes den hakkede persille ved.

Pasta med grønkål, saltede citroner, valnødder og limoncello

pasta
Pasta med grønkål, saltede citroner, valnødder og limoncello.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
Fettuccine
1 håndfuld valnødder
Friskrevet parmesan
5-8 grønkålsblade
2 dl. madlavningsfløde
1/4 saltet citron (opskrift her)
4 spsk. limoncello (opskrift her)
Friskkværnet peber
2 skalotteløg
1 fed finthakket hvidløg
Lidt olivenolie

Opskrift
Skær den grove stilk midt i bladet fra grønkålen, og skær den herefter i grove strimler.

I mens opvarmes lidt olie i en sauterpande, hvor de fintsnittede skalotteløg klares. Når de er næsten klare tilsættes hvidløg, hvorefter der skrues op for varmen og grønkål samt finthakket saltet citron gør dem selskab.

Når kålen er faldet sammen tilsættes limoncello, som koges ind, hvorefter fløden tilsættes. Smag til med peber (salt er ikke nødvendigt – dét klarer den saltede citron).

Kog pastaen og bland den med saucen, og servér så med grofthakkede valnødder og et ekstra skud friskkværnet peber samt friskrevet parmesan …