Åben lasagne med hvidløgs- og salviepesto og rucola

lasagne
Åben lasagne med hvidløgs- og salviepesto og rucola.

Mængde: 2 personer (og et lille ekstra glas pesto til senere fornøjelse).
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

Ingredienser
2 hele hvidløg
1 bdt. frisk salvie
50 g usaltede jordnødder, tørristet på en pande
Citronsaft
Lidt honning
Salt
Peber
Olivenolie
Rucola
6-8 lasagneplader
Frisk parmesan

Opskrift
Skær stilken og tilhørende top af hvidløgene og dryp dem med olivenolie. Smid dem derefter i ovnen ved 200 grader til de er flot gyldenbrune i det øverste af fedene.

Tag dem herefter ud af ovnen og stil dem til afkøling, hvorefter fedene let kan “smuttes” ud af skallen og er dejlig søde og bløde.

Smid hvidløg i en blender sammen med den friske salvie, grofthakkede jordnødder og lidt olivenolie. Start så blenderen og hæld mere olie i lidt efter lidt til du har den konsistens på pestoen du ønsker.

Smag til med salt, peber, citronsaft og honning.

Kog lasagnepladerne til de er aldente, læg en nederst i en tallerken, så lidt pesto og lidt rucola, en ny plade, mer’ pesto, mer’ rucola og så videre.

Kværn lidt sort peber over og pynt med nogle flager frisk parmesan.

Reklamer

Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme

Lasagne_Above_2
Åben lasagne med portobello, spinat, gorgonzolacreme og æggeblomme.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Åh, for himlens skyld, så kom dog med noget dagslys. Det er simpelthen så svært at få noget som helst til at se lækkert og indbydende ud på billeder, når man kun har forholdsvis simpelt digitalkamera med tilhørende blitz, som enten komplet overbelyser hele molevitten eller glemmer, hvad den er til for, og giver noget mærkeligt gnidret lys.

Og ja, billedet i dette indlæg er et glimrende eksempel herpå. Så nej, det ser måske ikke så pokkers lækkert ud, men det smager fa’me godt. Så du bare tro på mig, og så selv kaste dig ud i det …

Gorgonzolacremen er i øvrigt resterne fra denne ret.

Ingredienser: Svampesauce
Stokkene fra 3-4 portobellosvampe
1 skalotteløg
Lidt smør
Salt
Peber
En smule fløde

Ingredienser: Portobellosvampe med spinat
3-4 portobellosvampe
150 g frossen, helbladet spinat
1 fed hvidløg
Lidt smør
Lidt olivenolie
Salt
Peber

Ingredienser: Alt det andet
Lasagneplader
2 æggeblommer
Frisk parmesan
Salt
Peber
6 cocktailtomater

Opskrift: Svampesauce
Hak stokkene og løget fint. Opvarm så lidt små på en pande, og smid dem på. Sautér dem til svampene tager farve, og løgene bliver gyldne. På med fløden og kog ind til den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

Opskrift: Portobellosvampe med spinat
Stokkene skal pilles fra svampene – det er nok allerede gjort, hvis du allerede har kastet dig over saucen ovenfor. Herefter skæres svampene i en halv centimeter tykke skiver, og hvidløget finthakkes, alt i mens du tør spinaten op i mikroovnen, hvis den da ikke allerede er tøet op. Pres vandet fra spinaten.

Opvarm olie og smør i en sauterpande og smid hvidløg på et par minutter, inden svampene gør selskab. Rør forsigtigt rundt fra tid til anden, til svampene er møre men stadig har lidt bid. På med spinaten, varm godt op og smag til med salt og peber.

Opskrift: Alt det andet
Tomaterne skærer du et lille kryds i på den modsatte side af, hvor stilken sidder. Herefter blancheres de kort i kogende vand et minut eller lidt længere, til du kan se, at skrællen er ved at slippe ved krydset. Tag dem herefter op med en hulske, og pil forsigtigt skindet af.

Kog samtidig lasagnepladerne, hvorefter vandet hældes fra. Bred dem lidt ud, så de ikke klistrer sammen, mens du kæmper med at samle hele herligheden lige om lidt.

Opvarm i øvrigt også lige gorgonzolacremen forsigtigt, nu du er i gang.

Så’ der samling …
Læg en lasagneplade på tallerknen, og fordel herefter lidt svampesauce, svampe- og spinatblandingen og lidt gorgonzolacreme ovenpå. Ny lasagneplade og en omgang i samme stil. Og endnu en omgang …

Herefter lægger du forsigtigt en æggeblomme øverst, og giver det et skud friskkværnet peber, en smule salt og en omgang parmesanflager. Lad hver enkelt medspiser selv prikke hul på æggeblommen, så den blander sig med de øvrige ingredienser.

Tomaterne lægger du blot ved siden af og giver lidt flagesalt. De er mest med for at give lidt modspark til de ellers ret fede saucer og pastaen. Og så ser de flotte ud. Bare ikke så meget på mit billede iht. indledningen …

Lidt for sund lasagne

Lasagne
Den ser rigtig nok ud, lasagnen. Meeen helt go’ var den ikke …

Antal personer: Vildt mange alt efter, hvad den skal bruges til.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 60–90 minutter.

Ja, så tog sundheden alligevel en smule overhånd; lasagnen med blancherede hvidkålsblade i stedet for lasagneplader blev alt for flydende. Ikke det store hit. Om end, at selve kødsaucen var rigtig go’. Den blev oprindeligt lavet til den førstefødte, men det blev en kæææmpe portion, så derfor røg den med i lasagnen.

Nedenfor finder du opskriften på kødsaucen – opskriften på resten af lasagnen gider jeg ikke komme ud med. Det var den ganske simpelt ikke go’ nok til.

I øvrig er jeg klar over, at jeg er røget lidt bagud med opskrifterne, men der er meget om ørene for tiden. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at indhente.

3 spsk olivenolie
1500 g hakket oksekød
1 1/2 dl balsamico
750 g rodfrugter i ganske små stykker
3 løg, finthakket
Frisk timian
Salt
Peber
6 dåser hakkede tomater

Kom olie i en stor gryde ved jævn varme, og svits løg deri til de er klare. Tilsæt så kød og svits videre i 4–5 minutter til det er godt og brunet. I med balsamico’en og lad det koge helt ind i kødet.Tilsæt grøntsagerne og rusk godt rundt i det, og tilsæt derefter tomaterne. Bring i kog, smid låg på gryden, og stil den ind i ovnen ved 160 grader i 60–90 minutter. Tag den så ud, og blend – af flere omgange medmindre du har en virkelig stor blender – ganske let, så kødsaucen bliver fin. Eller la’ vær’, hvis du er til den mere rustikke udgave – vi skulle blot bruge den til den førstefødte også, hvorfor blenderen blev taget i brug.

Opskriften på saucen er lavet under kraftig inspiration fra Claus Meyers “Meyers mad til de mindste”.

Marsala- og svampelasagne

Antal personer: 6–8 personer.
Forberedelsestid:
45 minutter + 1 time til iblødsætning af svampene.
Tilberedningstid: 100 minutter.

Som den mere trofaste læser her på bloggen vil vide, så kom mine kære forældre forbi for at passe den førstefødte, mens kæresten og undertegnede tog en smut ud at spise og i biografen. Lækkert! Men mad skulle de jo have alligevel herhjemme, så den stod på marsala- og svampelasagne, som kunne tilberedes allerede om formiddagen, og blot smides i ovnen om aftenen.

Lasagneplader
Bechamelsauce (ja, her blev der snydt på det groveste med en færdigkøbt)
Revet ost
6 spsk olivenolie
4 fed hvidløg, finthakkede
2 stor løg, finthakkede
50 g tørrede svampe
1 kg hakket kyllingekød
250 g prosciutto
2 1/2 dl marsala
3 spsk friskhakket basilikum
3 dåser hakkede tomater
6 spsk tomatpure

Læg svampene i blød i lunken vand i min. 1 time, og knug dem herefter fri for vandet. Hak dem groft.

Opvarm olie i en stor gryde, og svits svampe, løg og hvidløg i 5 minutter. Tilsæt så kylling og bacon og svits det ved svag varme i 10–12 minutter. Rør marsala, tomater, tomatpure og basilikum i og lad saucen simre i 45 minutter. Smag til med salt og peber.

Smør et fad med lidt olivenolie og hæld et par skefulde sauce i. Bland lidt bechamelsauce i også, og læg så et lag lasagneplader på. Forsæt efter samme fremgangsmåde, til der ikke er mere sauce. Det øverste lag skal dog være sauce og ikke lasagneplader.

Fordel revet ost på toppen, og smid fadet i ovnen i noget der minder om 45 minutter til osten er gylden og sprød. Nåh ja, og ovnen skal være 200 grader varm.

Vupti: Børnepasser-menuen er klar til servering.

Opskriften er lavet med kraftig inspiration fra en opskrift i “Pasta” – en lille rød kogebog, som jeg simpelthen ikke kan gemmeskue hvem er forfatteren bag.

Cannelloni med ricotta og spinat


Cannelloni med ricotta og spinat.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

Cannelloni
12 store friske lasagneplader
4 spsk olivenolie
2 løg, finthakkede
4 fed hvidløg, finthakkede
1 kg frossen spinat – endelig den helbladede. Optøet og drænet for vand.
500 g ricotta
2 æg, sammenpisket
1/2 tsk stødt muskat

Tomatsauce
2 spsk olivenolie
2 løg, finthakkede
4 fed hvidløg, finthakkede
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat
2 tsk brun farin
1 pose revet ost

Klip lasagnepladerne i halve, og kog dem i ca. 1 minut i letsaltet vand. Eller det vil sige, at du skal koge en 4–5 stykker sammen af gangen – eller klistrer det hele bare sammen. Tag dem op med en hulske, og lad dem dryppe af på et rent viskestykke.

Bland alt andet, der er nævnt under “Cannelloni” sammen i en skål, og læg en klat på hver lasagneplade, som derefter rulles sammen og lægges i et letsmut fad.

Opvarm herefter olie i en pande, og svits løg og hvidløg deri til de er klare. Tilsæt herefter de hakkede tomater, tomatkoncentrat og brun farin. Lad det simre i 10 minutter, inden det hældes over cannellonierne.

Drys med revet ost og lad det gratinere i 20 minutter i ovnen.

Opskrift inspireret fra “The Essential Pasta Cookbook”.

Canneloni med ricotta og spinat (eller tæt på i hvert fald)


Canneloni med ricotta og spinat. Sådan cirka. Opskrift til 6 personer.

Ja, som du kan se på billedet, så er det jo ikke ligefrem fine runde cannelonier. Men de friske lasagneplader, som jeg havde købt, de var åbenbart ikke så friske alligevel, så de sprækkede for et godt ord, da jeg forsøgte at rulle dem. Så dybest set er “Canneloni med ricotta og spinat” nærmere “Spinat/ricotta-lasagne”.

1 1/2 pose frossen helbladet spinat, optæet og drænet for vand
3 bægre ricotta (italiensk friskost)
3 spsk madlavningsfløde
3 fed hvidløg, finthakket
Salt
Peber
Lidt muskatnød
2 æggeblommer
Friskrevet parmesan
2 dåser hakkede tomater
2 løg, finthakket
Olivenolie

Bland spinat, ricotta, hvidløg, æggeblommer, muskatnød, en god håndfuld parmesan, salt og peber godt. Del lasagnepladerne, alt efter hvilken størrelse de har selvfølgelig, i to, smid en stor spiseske af spinatblandingen på og rul sammen til en lille rør. Læg det i et smurt fad. Forsæt således til alt fyldet er brugt, eller du er rendt tør for lasagneplader.

Varm olie i en pande og svits løg i 2–3 minutter, så de bliver klare. Tilsæt tomater og smag til med salt og peber. Fordel saucen jævnt over cannelonierne.

Drys et jævnt lag friskrevet parmesan over, og kyl fadet i ovnen i ca. 30–40 minutter. Hold øje med, at osten kun bliver gylden og ikke brænder på. Hvis den er ved at blive sort, så smid et stykke staniol over.

Voilas!