Pappardelle med laks og citron


Pappardelle med laks og citron.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
500 g pappardelle
4 stykker laksefilet uden skind
2 små skalotteløg i helt små tern
Salt
Peber
Smør
Olie
1 citron
2 dl. piskefløde
1 æggeblomme
Parmesan
Persille

Opskrift
Pappardellen koges aldente alt i mens, at du steger laksen på en drønvarm pande i en blanding af smør og olie. Krydr lige laksen med lidt salt og peber, inden du smider dem på panden.

Efter blot et par minutter på hver side er laksen stadig let rå inden i, men har fået flot stegeskorpe på siderne.

Pil kødet fra hinanden med en gaffel, så du har nogle lidt grove stykker.

Så til saucen: Opvarm lidt olie på en pande ved jævn varme og kyl løgene på. Lad dem svitse et par minutter under omrøring uden at de ta’r farve.

Herefter tilsættes citronsaft og det simrer et par minutter yderligere, hvorefter fløden gør selskab. Lad det tykne lidt.

Så tilsætter du æggeblommen sammen en skefuld eller to af kogevandet fra pastaen. Vend det godt sammen og kom herefter laksen i. Vend forsigtigt rundt og smag til med salt og peber.

Server sammen med pappardellen, frisk parmesan og persille. Og et skud friskkværnet sort peber.

Reklamer

Skindstegt laks med cremet portobello-sauce


Skindstegt laks med cremet portobello-sauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
2 stykker laksefilet med skind
Salt
Peber
Olie
4 portobello-svampe
2 små skalotteløg
0,5 dl. hvidvin
0,5 dl. piskefløde

Opskrift
Tag stokken af svampene, og find på noget andet at bruge dem til. Selve svampene skæres i grove skiver.

Finthakket skalotteløg gøres klare i olie ved jævn varme på en pande, hvorefter der skrues op og svampene tilsættes.

Herefter tilsættes hvidvin og der koges ind. Hæld fløde ved og smag til med lidt citronsaft, salt og peber. Lad det simre svagt til laksen er tilberedt.

Laksen skal blot krydres med salt og peber og så ellers på en brandvarm pande. Først kødsiden til den er sprød og gylden og derefter på skindsiden. Den må endelig ikke få for længe, så bliver den tør; når kødet flager let når du stikker til det med en gaffel, så er fisken klar.

Serveres med friskkogte ris og en skive citron.

Indbagt laks med spinat


Indbagt laks med spinat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
2 små laksefileter uden skind
2 plader butterdej
1 pose frisk spinat
Salt
Peber
Muskatnød

Opskrifter
Tag butterdejspladerne ud af fryseren og læg dem på en bageplade med bagepapir i 20 minutter inden du går videre med projektet. Skær så nogle skrå snit på 3-4 cm i hver plade og træk dem lidt ud; sådan lidt ligesom en slags net.

Giv spinaten om ordentlig r..fuld varme for fuld skrue til den falder sammen. Krydr med en anelse salt og peber samt lidt revet muskatnød.

Anret lidt spinat på hvert stykke fisk og læg herefter butterdej over, hvor kanterne foldes ind under fisken. Læg dem i et ildfast fad og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15-18 minutter.

Skindstegt laks, skummende muslingesauce og grøn olie


Mmm-mmmmm-mmmm …

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Ingredienser
1/2 liter muslingebouillon (opskrift her)
1 dl. hvidvin
1,5 dl. piskefløde
2 gode stykker laks med skind
Koldpresset rapsolie
1 bdt. løvstikke
Krydderurter efter smag
Arame-tang

Opskrift
Muslingebouillonen og hvidvin koges ind til noget der minder om 2 dl. Tilsæt piskefløde, kog kortvarigt op og kør saucen med en stavblender så den bliver skummende lige inden servering.

Løvstikke smides i kogende vand i 15 sekunder. Vandet sies fra og løvstikken blendes i fem minutter sammen med olien.

Si herefter olien, så du står tilbage med den fine, grønne olie.

Fisken krydres ganske enkelt med salt og peber, og smides så på en brandvarm pande, hvor du lige har ladet smør og olie bruse af inden. Kødsiden først.

Skru lidt ned for varmen.

Efter 2-3 minutter, når der er sprød og gylden stegeskorpe, vendes fisken, og den får cirka samme tid på den anden side. Fiske skal flage let fra hinanden, når du stikker til den med en gaffel.

Undervejs øses smør/olie fra stegepanden over.

Anret fisken på en bund af friskkogte ris. Drys herefter gavmildt med krydderurter (jeg brugte bl.a. citrontimianblomster, ærteskud, purløgsblomster, stedmodeblomster, tallerkensmækker, dild, skovsyre og andet godt fra haven) og pynt med tørret arame-tang.

Hæld herefter saucen ved og dryp lidt olie over også.

Rødbede-gravad laks, bolchebedechips og fennikelcreme


Aftenens anretning.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter + natten over for laksen.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
1 godt stykke laks uden skind
1 bdt. dild
1 lille rødbede
3 tsk. salt
1-1,5 dl. rørsukker
2 små bolchebeder
Smagsneutral olie
1 fennikel
1 dl. Noilly Prat
3 spsk. olivenolie
1 spsk. smør
Salt
Peber
Spæde salater

Opskrift
Læg laksen i et passende fad. Bland rørsukker med salt og fordel over laksen. Ovenpå kommes hakket dild og til slut rødbeden, som du lige kører på et råkostjern først. Dæk med husholdningsfilm og placér det i køleskabet natten over.

Fennikel skæres i tern og kommes i en gryde med olivenolie. Efter et par minutter kommes Noilly Prat ved, og hele herligheden koges i en 15 minutters tid. Herefter blendes tingene sammen med smør og der smages til med salt og peber.

Skræl bolchebederne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern. Opvarm den smagsneutrale olie til 160-170 grader og smid skiverne i. Lad dem blive sprøde, og fisk dem så op og læg dem på fedtsugende papir med et gavmildt drys flagesalt over. Fritér skiverne lidt af gangen, så olien ikke bliver for kold undervejs.

Børs sukkerblandingen, dild og rødbede af laksen og skær den i så tynde skiver som muligt. Anret lakseskiverne på en bund af de spæde salatblade med bolchebede-chipsene ovenpå, og fennikelcremen ved siden af.

Pizza med røget ål, hellefisk og laks og syltede grønne tomater


Lækkerier. Intet mindre.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
40 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter – herefter afkøling af tomaterne inden brug.

Ingredienser
3 små pizzabunde (opskrift her)
1 mozzarella
1 lille dåse tomatpuré
Parmesan
Radiser
Rucola
Dild
Røget ål
Røget hellefisk
Røget laks
Lidt god olivenolie
5-6 gode, grønne tomater (gerne Cuore di bue, som ikke har ret mange kerner)
1 tsk. salt
1 pilsner
2 dl. æblecidereddike
1 dl. sukker
3 sorte kardemommekapsler
3 grønne kardemommekapsler
1 vaniljestang

Opskrift
Start med tomaterne: Skær dem i tynde skiver og hæld salt over for at trække overskydende væde ud. Vent 20 minutter, og skyld herefter skiverne fri for salt igen.

I mens ristes kardemommen i en gryde til de dufter, hvorefter øl, eddike, sukker og korn såvel som stangen fra vaniljen tilsættes.

Kog tomatskiverne i lagen i 2 minutter, og fisk dem så op. Når lagen er kølet af, så smides tomatskiverne i et atamonskyllet glas, og lagen hældes over.

Voilas, så er de klar.

Selve pizzaen er ret simpel: Rul dejen ud og smør et tyndt lag tomatpuré på. Smid så mozzarella i grove stykker på og parmesan. Bag pizzaerne i 2-3 minutter til bunden er sprød og osten gylden.

Så skal der faktisk bare toppes med fyld efter smag; først lidt rucola, så fisk (ikke alle tre på én pizza, men blot den ene slags på den ene pizza, den anden på den anden osv.), så tynde skiver radise og friskhakket dild. Top med syltede grønne tomater og dryp af god olivenolie.

Laks sous vide med vanilje og citron med peberrodsinfuseret fløde og citronrisotto

salmon
Laks sous vide med vanilje og citron med peberrodsinfuseret fløde og citronrisotto.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter (+ 1 timer i køleren med fløden).
Tilberedningstid: 45 minutter.

Ingredienser
2 gode stykker laks med skind
1 stang vanille
6 tynde skiver øko-citron samt skallen strimlet
Dild
1 dl. piskefløde
25 g friskrevet peberrod
1 lille portion god risotto (brug evt. denne opskrift)

Opskrift
Den revne peberrod blandes med fløde og vakuumpakkes. Lægges herefter på køl i minimum en time, hvorefter det sigtes, og fløde piskes til skum.

Vakuumér laksen med citronskiverne liggende på kødsiden. Og vaniljen. I vandbadet med den ved 42 grader i 40 minutter, hvorefter det tages op af posen, citron og vanilje kasseres og laksen steges ved drønhøj varme på skindsiden, til den er sprød.

Servering
Læg en lille portion risotto nederst, og laksen ovenpå. Herefter en lille klat flødeskum, lidt frisk dild og lidt citronskal.

Papadams med laksetatar, wasabicreme og -støv, arametang, jordnødder og koriander

salmon
Papadams med laksetatar, wasabicreme og -støv, arametang, jordnødder og koriander.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Ingredienser
4-6 papadams
Smagsneutral olie
Saften fra 1/2 citron
Lidt sukker
1/4 side fersk laks uden skind
Frisk koriander
1 lille bæger creme fraiche
1 tsk. wasabipasta
Wasabipulver
Arametang
3 forårsløg
En lille håndfuld ristede, usaltede jordnødder

Opskrift
Start med laksen, som du skærer i grove tern og derefter hælder citronsaften over og drysser med lidt sukker. Husholdningsfolie over, og så i køleskabet til den skal bruges – alt fra 2-10 minutter i køleren er helt fint!

Opvarm olie i en gryde til det er omkring 170 grader. Smid en papadam i, og lad den folde sig ud. Efter 5-6 sekunder er den gylden, og du ta’r den op med en tang og lægger den på fedtsugende papir. Bliv ved til der er 2-3 papadams pr. person.

Bland i mens creme fraiche med wasabipasta – så er dén del klaret. Skær forårsløgene i skrå, tynde skiver, og hak jordnødderne fint.

Nåh, læg så en papadam på en tallerken, og smid lidt laks på. Dryp så lidt creme fraiche over, og drys med forårsløg og jordnødder. Læg lidt tang øverst og en gavmild håndfuld frisk koriander. Drys til slut lidt wasabipulver over, og så er der sgu’ mad …

Sake-marineret laks med muslingebisque, sprødt fiskeskind og arametang

fisk
Sake-marineret laks med muslingebisque (jo den er der – den er blot svær at se på billedet), sprødt fiskeskind og arametang.

Mængde: 5 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 1,5 time.

Ovenstående tidsestimat på rettens forberedelses- og tilberedningstid er forudsat, at du allerede har muslingebouillonen klar – opskriften på dén finder du her.

Ingredienser
1 side laks med skind
Olivenolie
Salt
Peber
1/2 liter muslingebouillon
100 g smør
1 dl. piskefløde
1 spsk. creme fraiche
4 spsk. sake
6 spsk. soya
Smagsneutral olie
Arame-tang
Rød skovsyre
Tallerkensmækkere

Opskrift
Skær skindet fra fiskekødet – der skal sidde så lidt kød på skindet som overhovedet muligt. Er der rester rundt omkring, så skrab det af.

Pensl skindet på begge sider med olivenolie og krydr med en anelse salt og peber. Læg skindet i en bradepande, og læg bagepapir over. Placér herefter et tungt fad ovenpå, og smid så tingene i ovnen ved 120 grader i ca. halvanden time, hvorefter de kan tages ud, og skindet – som nu er helt sprødt – skæres i mindre, mundrette stykker.

Fiske skal lægges i et fad med sake og soya i 10 minutter, inden du smider det på en pande med smagsneutral olie og lidt smør med fuld skrue på varmen. Når det er sprødt og lækkert på den ene side, så vender du den og gør det samme på den anden. Fisken må ikke blive for stegt, så bliver den kedelig.

I mens fisken er i gang tester du dine evner ud i multitasking. Opvarm bouillonen langsomt og pisk så smør, fløde og creme fraiche i. Smag til med salt og peber.

Anretning
Læg fiske på en tallerken, og hæld lidt af den varme muslingebisque ved. Læg et par skiver fiskeskind ved, og placér lidt tang øverst.

Pynt så med krydderurterne, og maden er klar …

Laks på to måder med blodappelsin og krydderurtedressing

Laks
Stegt laks, laksetatar, urter, blodappelsin og krydderurtedressing.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Ingredienser
1 stort stykke frisk laks
1 forårsløg i tynde, skrå skiver
Lidt limesaft
Lidt sukker
Lidt salt
Krydderurter (brøndkarse, dild og andet godt)
1 blodappelsin
1 dl. creme fraiche

Opskrift
Skær laksen i 4 stykker. To af dem hakker du groft og blander med forårsløg, limesaft og sukker. Læg det i køleskabet til lige inden servering.

De to andre stykker laks skal blot have lidt salt og peber, og så derefter smides på en brandvarme pande med lidt olie. Et minut eller to på hver side, så er dén del også klar.

Imens blander du creme fraiche med lidt af krydderurterne, som hakkes groft. Smag til med salt og peber.

Blodappelsinen skrælles blot og skæres i tynde skiver.

Servér så hele herligheden som på billedet, og sol og sommer bliver det første du kommer til at tænke på, når du tager den første mundfuld …