Wonton’er med stegte ris

B
Wonton’erne gør de stegte ris selskab sammen med lidt sød chilisauce.

Antal personer: 2 (sultne) personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Wonton’er
200 g hakket svinekød
3 fintsnittede forårsløg
1 lille bdt. grofthakket koriander
15–20 wonton-plader

Stegte ris
3 dl basmatiris
3 forårsløg i skrå skiver
1 rød snackpeber, fintsnittet
1 gulerod, fintsnittet
1 æg
En smule mælk
2 spsk fiskesauce
Lidt sesamolie
2 spsk stegte ris/kyllingesuppe/kyllingemarinade-pulver (se billede og tilhørende forklaring nederst i denne post)

A
Wonton’er

Bland alle ingredienser med undtagelse af selve wonton-pladerne. Læg en lille kugle af farsen midt på pladen, pensl med ganske lidt vand på de fire kanter, og tag hvert hjørne op over midten af kuglen. Tag derefter siderne op, og tryk det hele let sammen, så de ligner dem på billedet ovenfor.

Damp wonton’erne i en bambusdamper i ca. 5–6 minutter og spis dem med sød chilisauce til – og evt. stegte ris, hvis du er sulten.

D
Stegte ris
Kog risene i 12 minutter i 4 1/2 dl vand og lad dem køle af.

Opvarm olie i en wok og lynsteg peberfrugt og gulerod i 2 minutter. Tilsæt så forårsløg, det “hemmelige” pulver og fiskesauce og steg videre i 1 minut. Smid så risene med op i wokken, mens du rusker godt rundt i det.

Lav et hul i midten af risene, hvori ægget slåes ud sammen med lidt mælk. Rør det lige så langsomt sammen med risene fra siderne, efterhånden som det bliver røræg-agtigt.

Drys med friskhakket koriander.

C
Det “ukendte” krydderi til de stegte ris.

For lidt tid siden var kæresten og jeg på en thai-restaurant for at spise, hvor de bl.a. var stegte ris. De stegte ris, som jo ellers burde være nogenlunde ligetil at kopiere, smager altid på en helt speciel måde, så vi lokkede ud af kokken, hvad “The Missing Link” var, for at mine stegte ris kunne komme til at smage på samme måde – for det har de ikke helt gjort hidtil.

Kokken kunne ikke dansk, så det foregik med tolk, og endte med en lille fedtet seddel, hvorpå der stod noget thai, som – for mig i hvert fald – var fuldstændig sort. Men med sedlen i hånden gik jeg ind i thai-supermarkdet og viste den til ekspedienten – og hun var helt med på, hvad jeg sku’ ha’ Og svaret er det du ser på billedet; noget bouillon-agtigt pulver, som ifølge billederne på bagsiden af posen kan bruges til alt fra suppe til marinade. Alt står på thai, så helt hvordan og hvorledes det reelt skal bruges, det må komme lidt hen ad vejen. Men de stegte ris er med dette “hemmelige” pulver i hvert fald lidt tættere på den ægte vare …

Reklamer

Røg i køkkenet!


Røget 5 spice-kylling med lynstegt broccoli.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter samt marinering i min. 2 timer.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Jeg var sgu’ spændt. Spændt på, hvordan det skulle ende, når jeg for første gang skulle prøve at ryge mad. Og så oven i købet indendørs. Men hvo intet vover, intet vinder. Og jeg vandt! Der kom en virkelig, virkelig god og saftig kylling ud af det, som havde den lækreste røgede, lidt søde smag. Fantastisk!

Røget 5 spice-kylling
2 kyllingelår med brystben
Soya
Ketjap Manis
1 spsk friskrevet ingefær
45 g brun farin
2 stjerneanis
1 tsk 5 spice-krydderi

Lynstegt broccoli
1 broccoli
2 lys soya
1 tsk maizena
1 spsk flormelis
1 tsk friskrevet ingefær
1 finthakket fed hvidløg
Sesam
Sesamolie

Røget 5 spice-kylling
Vask og rens kyllingen, og læg den i en marinade af halvt soya, halvt Ketjap Manis samt ingefær. Gnid marinaden grundigt ind i kødet. Lad det marinere i min. et par timer, men hellere end gerne natten over. Vend kyllingen en gang i mellem.

Den dampede og røgede kylling.

Damp kyllingen i en bambusdamper (eller hvad du nu bruger til at dampe med) i 15 minutter, og lad den herefter stå tildækket i 15 minutter.
Knus stjerneanis i en morter, og tilsæt 5 spice-krydderi samt brun farin. Bland det grundigt. Læg 5 stykker staniol i bunden af en gryde. Dette punkt er meget vigtigt at overholde, da du ellers bliver en gryde fattigere (se billedet nedenfor, som viser indholdet af gryden efter den har fungeret som røgkanon, og hvorfor sølvpapirs-delen er smart)!

En ødelagt gryde, hvis ikke det havde været for staniolen.

Fordel krydderiblandingen herpå, og varm op ved jævn varme til krydderierne begynder at ryge. Smid herefter bambusdamperen over igen, skru lidt ned for varmen og giv kyllingen en omgang røg i ca. 20 minutter.


Kylling i røg og damp!

Kyllingen er færdig, når du prikker i den med en kødål, og saften der kommer ud er helt klar.

Lynstegt broccoli
Fordel broccolien i små buketter, og svits det i olien ved stærk varme i cirka 5 minutter.

Bland de øvrige ingredienser med undtagelse af sesamfrøene, og hæld over broccolien. Svits i yderligere 2–3 minutter.

Smid lidt sesamfrø over, og tilbehøret er klar.


Lyn-hamrende-hurtig broccoli.

Opskrifter inspireret fra “Kyllingeretter fra hele verden” samt “Det Kinesiske Køkken”.

Panko-rejer og stegte nudler med mango


Panko-rejer og stegte nudler med mango.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

300 g friske, store rejer
2 æg
Panko-rasp
Olie til friturestegning
1 mango
200 g nudler
2 spsk sesamolie
1 bundt forårsløg
2 spsk soya
2 spsk sød chilisauce
1 tsk kinesisk 5-krydderi

Pisk æggene sammen, og vend rejerne deri, hvorefter de vendes i raspen. Opvarm herefter smagsnuetral olie en gryde til 180–190 grader (brug evt. et stegetermometer. Alternativt kan en brød-terning bruges. Når den bliver gylden på ca. 30 sekunder i olien, så er den – altså olien – klar), og smid ca. 1/4 af rejerne deri. Steg dem til de bliver gyldne og sprøde. Tag dem op med en hulske og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Fortsæt så med endnu 1/4 og så fremdeles til alle rejerne er tilberedt.

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og lad dem dryppe af.

Opvarm olien i en wok og svits forårsløgene deri. Smid herefter mangoen i sammen med krydderiet og derefter nudlerne. Rusk lidt rundt i det, og tilsæt herefter soya og chilisauce. Endnu en rusketur, så i med rejerne og retten er klar.