Fødselsdagsgave-anmeldelse: Timm Vladimirs Køkken

1
Indgangen til underholdning på højt plan.

Normalt anmelder jeg ikke fødselsdagsgaver her på bloggen. Det ville i langt de fleste tilfælde også virke noget malplaceret. Men ingen regel uden undtagelse, for dén her gave er anderledes på alle mulige måder: Et 4-timers kursus ud i molekylær gastronomi i Timm Vladimirs Køkken i Valby (tak til kæresten min, som virkelig tog rø… på mig ved at finde på denne gave).

At lave en koncept, hvor man starter en restaurant op, hvor gæsterne selv skal tilberede sin mad kunne umiddelbart virke som et dødfødt projekt. Men det er langt fra tilfældet i Timm Vladimirs Køkken.

Kurset hed i al sin enkelhed “Den Lille Kemiker II”, og var uden tvivl det, som tiltalte mig mest af de ellers mange andre spændende kurser, som afholdes i køkkenet. For hvor tit kan man kaste sig ud i f.eks. at lave is på et minut med flydende nitrogen? Det er i hvert fald ikke noget, som jeg lige har på lager i dagligdagen.

2
Det egentlig ret simple, men virkelig velfungerende forum for den kemiske madlavning.

Efter et glas cava i loungen blev vi budt indenfor i køkkenet, som er ét stort rum med en gigantisk emhætte i midten og så ellers et stor rektangulært bord med 8 x 2 gasblus af bedste campingkvalitet. Skeptisk? En smule, for hvad pokker kan man lave af molekylær gastronomi på et nogenlunde plan på sådan et sæt? Jeg blev klogere …

Kurset foregår i en hyggelig atmosfære, hvor alle kan se alle grundet køkkenets opbygning. Vores kære lærerinde (Hr. Vladimir selv var ikke underviser lige dén dag) forklarer først kort, hvad vi skal igennem, og så bliver man ellers kastet ud i det. Er man i tvivl, så er hun der som et lyn til at hjælpe, og ellers hjælper alle hinanden efter bedste evne, hvis behovet er der. Og det var der fra tid til anden, for kurset udfordrer både de, som kan en masse i forvejen og de, som starter på noget mindende om bar bund. Fantastisk!

Menuen på dette kursus finder du nedenfor, og opskrifterne bliver tilsendt til hver enkelt deltager efter kurset. Vil du ha´ dem, så må du afsted på et af kurserne? Og tro mig: Det er alle pengene værd!

Ahh, og dog: Skulle jeg kaste mig – og det gør jeg, for det er sgu’ sjov madlavning, det dér molekylære halløj – ud i nogle af tingene igen, så løfter jeg nok lidt af sløret for, hvordan og hvorledes man kommer helskindet igennem tingene.

3Forret I: Knas og kammusling.

Forret I
Knas og kammusling: Puffede ris med bklæspruttebkæk, brændt kammusling, hummermayo og dildstøv.

4
– og et kig ned i glasset med første ret …

5
Forret II: Sol over Gudhjem.

Forret II
Sol over Gudhjem: Pankopaneret sild, rygeostcreme, purløgsolie, ristet rugbrød og sous vide-vagtelæggeblomme.

6
Yours truly i gang med næste ret.

7
Stegt flæsk version 2.0

Hovedret
Stegt flæsk med persillesauce version 2.0: Sous vide-brystflæsk, kartoffelchips, marinerede kartoffelkugler, kartoffelmos, persillesauce og rødbede-broken gel.

10
Is på ét minut.

Dessert
Is af fåreyoghurt på ét minut tilberedt med flydende nitrogen, sfære af mango og passionsfrugt, marengsæggeskaller.

9
80’er disko (aka tilberedelse af desserten).timm

Undervejs i hele kurset er der fri afbenyttelse af rød- og hvidvine og denne dag også en fantastisk hjemmelavet limonade på rabarber og vanille, og når hver enkelt ret er tilberedt, så hiver man ganske enkelt blot de høje skamler ud, som er placeret under bordet, og går ombord.

Igen giver det en dejlig let og levende stemning, og man får mulighed for at tale med sine medkursister om, hvad der gik godt, hvor man mødte udfordringer og hvilke ting man evt. tør kaste sig ud i på hjemmefronten.

Anbefaling
Kan kurset i Timm Vladimirs Køkken anbefales? I allerhøjeste grad. Jeg var underholdt på en fantastisk plan fra jeg kom til jeg gik. Stemningen er hyggelig og uformel, og tiden flyver afsted. Det eneste man har lyst til, når tiden er gået og kurset er overstået er, at ta’ det næste kursus.

Er det pengene værd?
Kurset kostede lige over kr. 1.000,- pr. næse, men er i min optik alle pengene værd. Hver en krone.

Kom i gang …
Find kreditkortet frem og gå ind på timmvladimirskoekken.dk – det bli’r du glad for! Ellers kan du jo ønske dig det i fødselsdags- eller julegave. Det gør jeg!

Reklamer

Røg i køkkenet!


Røget 5 spice-kylling med lynstegt broccoli.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter samt marinering i min. 2 timer.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Jeg var sgu’ spændt. Spændt på, hvordan det skulle ende, når jeg for første gang skulle prøve at ryge mad. Og så oven i købet indendørs. Men hvo intet vover, intet vinder. Og jeg vandt! Der kom en virkelig, virkelig god og saftig kylling ud af det, som havde den lækreste røgede, lidt søde smag. Fantastisk!

Røget 5 spice-kylling
2 kyllingelår med brystben
Soya
Ketjap Manis
1 spsk friskrevet ingefær
45 g brun farin
2 stjerneanis
1 tsk 5 spice-krydderi

Lynstegt broccoli
1 broccoli
2 lys soya
1 tsk maizena
1 spsk flormelis
1 tsk friskrevet ingefær
1 finthakket fed hvidløg
Sesam
Sesamolie

Røget 5 spice-kylling
Vask og rens kyllingen, og læg den i en marinade af halvt soya, halvt Ketjap Manis samt ingefær. Gnid marinaden grundigt ind i kødet. Lad det marinere i min. et par timer, men hellere end gerne natten over. Vend kyllingen en gang i mellem.

Den dampede og røgede kylling.

Damp kyllingen i en bambusdamper (eller hvad du nu bruger til at dampe med) i 15 minutter, og lad den herefter stå tildækket i 15 minutter.
Knus stjerneanis i en morter, og tilsæt 5 spice-krydderi samt brun farin. Bland det grundigt. Læg 5 stykker staniol i bunden af en gryde. Dette punkt er meget vigtigt at overholde, da du ellers bliver en gryde fattigere (se billedet nedenfor, som viser indholdet af gryden efter den har fungeret som røgkanon, og hvorfor sølvpapirs-delen er smart)!

En ødelagt gryde, hvis ikke det havde været for staniolen.

Fordel krydderiblandingen herpå, og varm op ved jævn varme til krydderierne begynder at ryge. Smid herefter bambusdamperen over igen, skru lidt ned for varmen og giv kyllingen en omgang røg i ca. 20 minutter.


Kylling i røg og damp!

Kyllingen er færdig, når du prikker i den med en kødål, og saften der kommer ud er helt klar.

Lynstegt broccoli
Fordel broccolien i små buketter, og svits det i olien ved stærk varme i cirka 5 minutter.

Bland de øvrige ingredienser med undtagelse af sesamfrøene, og hæld over broccolien. Svits i yderligere 2–3 minutter.

Smid lidt sesamfrø over, og tilbehøret er klar.


Lyn-hamrende-hurtig broccoli.

Opskrifter inspireret fra “Kyllingeretter fra hele verden” samt “Det Kinesiske Køkken”.