Svinekæber i sød soya, citrongræs, kanel, stjerneanis med thai-inspireret kartoffelmos


Svinekæber i sød soya, riseddike, citrongræs, kanel og hvad ved jeg …

Antal personer: 5 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: Ca. 3 timers tid.

Ingredienser til svinekæberne
1 tsk. ingefærpasta
1 tsk. hvidløgpasta
1 finthakket løg
2 dl. portvin
1 dl. sød soya (Ketjap Manis)
2 spsk. riseddike
2 spsk. saké
2 kanel
2 stjerneanis
2 spsk. tomatpuré
1 stængler citrongræs
2 spsk. tamarind
2 dl. bouillon (and eller høns)
Smagsneutral olie

Opskrift til mosen
1 kg. kartofler
1 tsk. hvidløgspasta
1 tsk. ingefærpasta
1/2 finthakket citrongræs
2 spsk. smagsneutral olie
1 tsk. Sambal Oelek (opskrift her)

Øvrige ingredienser
Frisk koriander
Hvidløgstoppe

Opskrift på svinekæberne
Trim kæberne og skær – hvis de sidder på endnu – den store sene fra. Brun dem herefter for fuld skrue på alle sider. Tag dem herefter fra varmen.

Skru ned for varmen, tilsæt lidt mer’ olie og smid så hvidløgs- og ingefærpastaen på.

På med portvin og lad det koge ind.

Efter det tilsætter du tomatpuréen sammen med kanel, stjerneanis, finthakket citrongræs og tamarind.

Lad det snurre et minut eller to inden kæberne ryger retur i selskab med med bouillon, saké, Ketjap Manis og riseddike.

Kog op og lad det så ellers simre ved svag varme en tre timers tid. Så’ de klar …

Opskrift på mosen
Skræl og kartoflerne og kog dem møre.

I mens opvarmer du olien på en pande, hvorefter du tilsætter alle øvrige ingredienser ingredienser. Lad det simre godt sammen under konstant omrøring, hvorefter du rører det godt sammen med kartoflerne, mens du moser dem.

Anretning
Kartoffelmos, så kæber og til slut grofthakket toppe af hvidløg samt korianderblade.

Reklamer

Pho

1
Pho inden suppen hældes over …

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 5–9 timer.

Det ta’r lang tid at lave. Rigtig lang tid. Men nu er der jo heldigvis ingen, som tvinger en til at stå og se på fonden koger ind og bli’r smagfuld. Og ta’r man den tid og trækker fra den samlede tilberedningstid, så ender man vel med en tilberedningstid på omkring 20–25 minutter. Og Pho smager godt – det er saml-selv-mad af høj karat.

3–4 stegeben
2 løg skåret i kvarte
3 spsk. korianderfrø
3 stjerneanis
1 god knold ingefær skåret i mindre stykker
Vand
Soya
Mushroom soya
Ketjap Manis (sød soya)
Fiskesauce
Limesaft
Oksekød af god kvalitet skåret i papirtynde skiver
Frisk koriander
Bønnespirer
Nudler
Forårsløg skåret i skrå skiver
Rød chili finthakket

2
Pho.

Smid stegeben i et ildfast fad sammen med løg, korianderfrøm, stjerneanis og ingefær. Giv det en omgang under grillen i ovnen til det er godt og branket. Smid herefter hele molevitten i en stor gryde, og hæld rigeligt med vand på. Kog op og fjern de værste urenheder, inden skidtet simrer videre i alt fra 5–9 timer. Hæld lidt ekstra væde ved, hvis det truer med at koge helt væk.

Si suppedasen ned i en mindre gryde, når du mener, at nu er det tid. Sæt så gryden med indhold til afkøling, og når det er køligere, så skummer du lige det øverste lag fedt fra.

Kog op og smag til med soyaer i diverse afskygninger, fiskesauce og limesaft.

Smid en slat forkogte nudler op i en dyb tallerken sammen med en håndfuld af de andre ingredienser, som endnu ikke befinder sig i suppen – inkl. det rå kød. Hæld et par skefulde suppe over, og der er serveret.

Det rå kød er i så tynde skiver, at det ydre lige bliver en anelse kogt, mens det stadig er rødt indeni – det er sgu’ en smart opfindelse. Specielt i samarbejde med de stadig sprøde grøntsager deri også.

Fiskeruller med parmaskinke og rosmarin med dampet spidskål

Spyd
Fiskeruller med parmaskinke og rosmarin med dampet spidskål.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

2 store torskefileter
3 skiver parmaskinke
Frisk rosmarin
Olivenolie
1/2 spidskål
Sesamfrø
1 spsk lys soya
1 spsk Ketjap Manis

Skær torsken i 6 lange “strimler” og halvér parmaskinken. Læg et stykke torsk på hvert stykke skinke, og drys med frisk rosmarin. Rul dem sammen, og sæt dem på træspyd.

Opvarm olie på en varm pande, og læg dem derpå – de skal vel have omkring 2–3 minutter på hver side; fisken skal falde let fra hinanden, hvis du prikker til det med en gaffel.

Skær kålen i tynde strimler. Opvarm vand i en gryde, så det koger, og damp kålen deri i 2–3 minutter.

Hæld vandet fra, og hæld kålen i en skål. Drys med sesamfrø, soya og Ketjap Manis.

Sobanudler i sur/sød/salt suppe med kylling

Soba
Aftenens menu: En ganske god suppe med rødder i det asiatiske.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ja, jeg fik så ikke fat i de frosne pandekager til mine forårsruller. Så det fyld, som jeg lavede i går, for kun at opdage, at jeg ikke havde pandekagerne i fryseren længere, og som jeg håbede at kunne bruge i dag, hvis jeg fik fat i pandekagerne, det er nu selv endt i fryseren. Så kommer det op, når jeg på et eller andet tidspunkt får fingrene i … Ja, netop pandekagerne! For de er på ingen måde til at opdrive her i det nordsjællandske, så det bliver ført når jeg rammer København på et eller andet tidspunkt, og kan lægge vejen forbi thai-supermarkederne dér.

2 kylingebryster
180 g sobanudler
3 forårsløg, fintsnittede
2 spsk sesamfrø
1/2 liter vand
2 spsk dashi-pulver (suppe-bouillon-agtig pulver-sag i små breve: Afsted til dit thai-supermarked)
1 tsk sukker
3 stjerneanis
1/4 dl soya
1/4 dl ketjap manis (japansk sød soya – igen: Afsted til dit thai-supermarked)
1/2 dl mirin (japansk risvins-agtig sag: Ooog igen, igen afsted til dit thai-supermarked)

Læg kyllingebrysterne i en sauterpande, og dæk dem med vand – kun så de lige akkurat er dækket. Smid to stjerneanis i vandet, og bring det i kog. Lad det simre i 15 minutter eller deromkring, til brysterne lige præcis er gennemkogte.

Bring imens vand, soya, ketjap manis, sukker, mirin, en stjerneanis og dashi-pulver i kog og lad det simre i 5–6 minutter derefter.

Kog imens nudlerne i letsaltet vand – de skal have cirka 4 minutter.

Hæld vandet fra nudlerne, og læg dem over i suppen. Skær kyllingen i skiver og anret dem ovenpå suppen og nudlerne. Drys med sesamfrø og forårsløg.

Røg i køkkenet!


Røget 5 spice-kylling med lynstegt broccoli.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter samt marinering i min. 2 timer.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Jeg var sgu’ spændt. Spændt på, hvordan det skulle ende, når jeg for første gang skulle prøve at ryge mad. Og så oven i købet indendørs. Men hvo intet vover, intet vinder. Og jeg vandt! Der kom en virkelig, virkelig god og saftig kylling ud af det, som havde den lækreste røgede, lidt søde smag. Fantastisk!

Røget 5 spice-kylling
2 kyllingelår med brystben
Soya
Ketjap Manis
1 spsk friskrevet ingefær
45 g brun farin
2 stjerneanis
1 tsk 5 spice-krydderi

Lynstegt broccoli
1 broccoli
2 lys soya
1 tsk maizena
1 spsk flormelis
1 tsk friskrevet ingefær
1 finthakket fed hvidløg
Sesam
Sesamolie

Røget 5 spice-kylling
Vask og rens kyllingen, og læg den i en marinade af halvt soya, halvt Ketjap Manis samt ingefær. Gnid marinaden grundigt ind i kødet. Lad det marinere i min. et par timer, men hellere end gerne natten over. Vend kyllingen en gang i mellem.

Den dampede og røgede kylling.

Damp kyllingen i en bambusdamper (eller hvad du nu bruger til at dampe med) i 15 minutter, og lad den herefter stå tildækket i 15 minutter.
Knus stjerneanis i en morter, og tilsæt 5 spice-krydderi samt brun farin. Bland det grundigt. Læg 5 stykker staniol i bunden af en gryde. Dette punkt er meget vigtigt at overholde, da du ellers bliver en gryde fattigere (se billedet nedenfor, som viser indholdet af gryden efter den har fungeret som røgkanon, og hvorfor sølvpapirs-delen er smart)!

En ødelagt gryde, hvis ikke det havde været for staniolen.

Fordel krydderiblandingen herpå, og varm op ved jævn varme til krydderierne begynder at ryge. Smid herefter bambusdamperen over igen, skru lidt ned for varmen og giv kyllingen en omgang røg i ca. 20 minutter.


Kylling i røg og damp!

Kyllingen er færdig, når du prikker i den med en kødål, og saften der kommer ud er helt klar.

Lynstegt broccoli
Fordel broccolien i små buketter, og svits det i olien ved stærk varme i cirka 5 minutter.

Bland de øvrige ingredienser med undtagelse af sesamfrøene, og hæld over broccolien. Svits i yderligere 2–3 minutter.

Smid lidt sesamfrø over, og tilbehøret er klar.


Lyn-hamrende-hurtig broccoli.

Opskrifter inspireret fra “Kyllingeretter fra hele verden” samt “Det Kinesiske Køkken”.

Egg fried rice og farvel og tak


Egg fried rice.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Voilas! Egg fried rice – og så afsted. Eller så sove, så afsted. Eller så sove, så afsted til overnatning udenbys og afsted.

Med andre ord: Dette er sidste hjemmelavede måltid inden turen går til … Tja, det ved vi faktisk ikke, for mine kære forældre har inviteres os udlands, men de vil ikke sige hvorhen. Vi gætter på Verona, men nu må vi se.

Hvis og såfremt der er mulighed for det, så kommer der måske lidt mad-halløj derfra, men det afhænger af internet på destinationen osv. Ellers må i væbne jer med tålmodighed til vi er retur igen.

Nåh, men til egg fried rice kommer her opskriften …

4 dl jasminris
1 rød peber
1 gulerod
1 lille løg
3 æg
2 spsk soya
2 spsk fiskesauce
2 spsk ketjap manis
1 tsk 5-krydderi
2 spsk sød chilisauce
25 store rejer med hale
1 spsk friskhakket koriander
Sesamolie

Start med at sætte risene til at koge, imens du laver resten.

Hæld halvdelen af soya, ketjap manis og fiskesaucen ned til æggene som er slået ud i en skål. Pisk det godt sammen, opvarm derefter lidt olie på en pande og steg – alt efter pandens størrelse – 2–3 tynde omeletter. Skær dem i tynde strimler, når de ikke er varmere, end du kan røre ved dem.

Varm herefter lidt olie op i en wok. Lynsteg grøntsagerne heri og hæld chilisaucen, resten af soyaen, ketjap manis’en og fiskesaucen i. Tilsæt 5-krydderiet og rejer og varm op i et par minutter til rejerne lige akkurat tager farve.

Når risene er kogt, så smid dem – sammen med æggestrimlerne – op i wokken også og rusk rundt i det. Tilsæt den friske koriander og så er der mad!

Spiegeleier mit bratkartoffeln und so weiter …


Spiegeleier mit bratkartoffeln und so weiter.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Nemt. Kort sagt. Nemt. Undertegnede skulle egentlig have været til “søskene-hygge-kom-sammen-med-gyserfilm-og-sushi”, men grundet tidligere omtalte ryg-problemer, så står den på “fladt-ligning-på-egen-sofa” i stedet for. Og dermed skulle aftenes menu også kunne sammensættes af, hvad køleskabet havde at byde op, ligesom det skulle være meget nemt at lave. Og voilas: Spiegeleier mit bratkartoffeln und alles!

4 æg
4 skiver bacon
Kartfofler
Olivenolie
Salt
Peber
4 skiver rugbrød
Ketjap Manis
Sherryeddike

Kog kartoflerne (altså efter du har pillet dem) næsten færdige. Lige inden de er helt færdige, så smid dem over på en varm pande med lidt olivenolie, mas dem let flade med en grydeske, og drys dem med salt og peber. Rist dem på pande til de er gyldne og sprøde – husk at ruske lidt rund i dem en gang i mellem.

Steg baconen sprød. Kæresten gjorde det microovnen herhjemme – det har jeg ikke prøvet før, men den blev både sprød og det hele, så det kan godt anbefales. Jeg tror den fik omkring 3–5 minutter ved den højeste styrke.

Spejl æggene imens du riste rugbrødet.

Anret hele møllen på en tallerken, og hæld lidt Ketjap Manis og sherryeddike over det hele til sidst, lige inden du sætter tænderne i det. Nåh ja, og husk lige at smide lidt salt og peber på skidtet inden også.

Nemt og godt!

Eddiken er i øvrigt denne, som jeg var så heldig at få fra mine forældre den anden dag. En 8-års spansk sherryeddike – slet ikke dårligt. Den kan – så vidt vides – købes i Irma. Og køb den endelig, for den er sgu’ go’!

Den førstefødtes første fest – manglende opskrifter


Den førstefødtes første fest var et – synes vi i hvert fald – hit. Vejret var godt (utroligt nok), folk var glade og maden lykkedes. Hurra!

Menuen

Sticks til høflig selv-grillning
Satay og Sasami Chili (opskrifter andetsteds her på bloggen)

Hovedretter
Sprød kinesisk and, sur/sød-kylling og vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød (opskrifter andetsteds her på bloggen, dog med undtagelse af de vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød, som du finder nedenfor)

Salater
Thai-agurkesalat og thai-nudelsalat (opskrifter nedenfor)

Tilbehør
Wasabicreme, goma-dressing, edamamebønner, peanutsauce, jasminris (opskrifter nedenfor med undtagelse af edamamebønner, peanutsaucen og jasmiris, som allerede er at finde på bloggen)


Dessert

Hindbær- og hvid chokolade-muffins, rabarberkage med flødeskum og brownies (kager blev lavet af hhv. svigersøster og mor, hvorfor opskrifterne må hives ud af dem ved lejlighed, hvis jeg kan)

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Vietnamesiske forårsruller (dem som blot skal lægges i vand, så de er klar)
Grøntsager efter smag – mængde efter behov
Svineschnitzler
1 dl soya
1 dl honning
3 fed hvidløg, finthakkede

Thai-agurkesalat
1/2 agurk
1 lille rødløg skåret i helt tynde skiver
3–4 spsk dipsauce (opskrift nedenfor)
1 rød chili, finthakket
25 g jordnødder, hakkede

Dipsauce
450 g sukker
5 dl vand
2 spsk riseddike
1 1/2 spsk salt

Thai-nudelsalat
Friskkogte æggenudler, afkølede
Finthakket rød peberfrugt
Finthakket forårsløg
Finthakkede ristede jordnødder
Ristede sesamfrø
Friskhakket koriander
Finthakket citrongræs

Dressing til thai-nudelsalat
Fiskesauce
Sød chilisauce
Ketjap manis
Olivenolie
Limesaft
Ingefærsirup fra syltede ingefærkugler

Wasabicreme
1/2 liter creme fraiche (gerne den fedtfattige – det gør ikke noget i denne sammenhæng)
1 1/2 spsk wasabi

Goma-dressing
2 spsk sesamfrø
1/4 løg
1/2 gulerod
1 fed hvidløg
1 1/2 dl olivenolie
1/2 dl riseddike
1/2 soya
1 tsk sukker
1 tsk mayonaise (gerne den japanske, som fås hos din asiatiske pusher)
1 tsk sesamolie

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Bland soya, honning og hvidløg til en marinade, som du lægger kødet i natten over. Steg herefter kødet ved meget høj varme og skær det i tynde strimler.

Skær grøntsagerne i helt fine strimler.

Læg en vietnamesisk forårsrulle i lunkent vand i ca. 10 sekunder, til den bliver blød og medgørlig. Smid det fyld i, som du vil have og fold den.

Vupti, ready to go!

Thai-agurkesalat
Salt agurkeskiverne, skyl og afdryp dem. Læg dem i en skål sammen med løg, og øs dipsaucen over. Put chili og jordnødder over salaten og servér.

Dipsauce
Varm sukker og vand op i en gryde til sukkeret er opløst. Kog i 4–5 minutter herefter så du ender ud med en sirupsagtig sag. Tag fra varmen og tilsæt eddike og salt.

Smid gryden over varmen igen og kog i 2–3 minutter. Køl herefter helt af.

Thai-nudelsalat
Bland nudlerne med finthakket rød peberfrugt, forårsløg og rødløg. Rist jordnødderne i ovnen på bagepapir ved 150 grader til de er gyldne, hvorefter de hakkes fint. Rist sesamfrø på en tør pande til de er sprøde. Bland de afkølede ristede peanuts og sesamfrø sammen med nudlerne. Hak en masse frisk koriander og citrongræs helt fint og tilsæt det.

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen til en kraftigt smagende sursød dressing og vend det i nudelsalaten.

Wasabicreme
Bland skidtet sammen – smag lige undervejs, så du ikke ender ud med en creme, som er aaalt for stærk.

Goma-dressing
Put alle de tørre ingredienser i en blender, og hæld langsomt olie, soya og eddike i. Til slut tilsættes mayonaise og det hele smages til.

Opskrifter fra “Easy Thai kogebog” af Sallie Morris samt her og her.