Rosastegt andebryst med kartoffel- og æblemos med sennep og salvie


Rosastegt andebryst med kartoffel- og æblemos med sennep og salvie.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Ingredienser
1 andebryst
3 store bagekartofler
1 madæble
6-8 friske salvieblade
1-2 spsk. sennep
50 g smør + til stegning af æblet
2 spsk. creme fraiche
Salt
Peber
Brøndkarse

Opskrift
Kog kartoflerne samtidig med, at du giver æblet (som skal være befriet for kernehus og skræl og skåret i grove stykker) en omgang på panden i selskab med lidt smør og de friske, finthakkede salvieblade. Alt skal være mørt og blødt.

I mens ridser du andebrystet i fedtet ned til kødet (ikke i kødet) og giver det lidt salt og peber.

Smid det på en kold panden med skindsiden ned, og tænd derefter for fuldt skrue. Når det syder og bobler godt, så skruer du lidt ned. Efter nogle minutter er skinde gyldent og sprødt, og så vender du det.

Steg herefter ved jævn varme på den anden side til det også dér har en flot stegeskorpe. Det tager nok omkring 5-7 minutter.

Lad kødet hvile i 5-6 minutter inden du skærer det i skiver.

Mos i mens kartoflerne sammen med æble-blandingen og bland herefter smør, creme fraiche og sennep i. Smag til med salt og peber.

Server kartoffel- og æblemosen med anden ovenpå samt en god dusk brøndkarse.

Reklamer

Svinekæber i sød soya, citrongræs, kanel, stjerneanis med thai-inspireret kartoffelmos


Svinekæber i sød soya, riseddike, citrongræs, kanel og hvad ved jeg …

Antal personer: 5 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: Ca. 3 timers tid.

Ingredienser til svinekæberne
1 tsk. ingefærpasta
1 tsk. hvidløgpasta
1 finthakket løg
2 dl. portvin
1 dl. sød soya (Ketjap Manis)
2 spsk. riseddike
2 spsk. saké
2 kanel
2 stjerneanis
2 spsk. tomatpuré
1 stængler citrongræs
2 spsk. tamarind
2 dl. bouillon (and eller høns)
Smagsneutral olie

Opskrift til mosen
1 kg. kartofler
1 tsk. hvidløgspasta
1 tsk. ingefærpasta
1/2 finthakket citrongræs
2 spsk. smagsneutral olie
1 tsk. Sambal Oelek (opskrift her)

Øvrige ingredienser
Frisk koriander
Hvidløgstoppe

Opskrift på svinekæberne
Trim kæberne og skær – hvis de sidder på endnu – den store sene fra. Brun dem herefter for fuld skrue på alle sider. Tag dem herefter fra varmen.

Skru ned for varmen, tilsæt lidt mer’ olie og smid så hvidløgs- og ingefærpastaen på.

På med portvin og lad det koge ind.

Efter det tilsætter du tomatpuréen sammen med kanel, stjerneanis, finthakket citrongræs og tamarind.

Lad det snurre et minut eller to inden kæberne ryger retur i selskab med med bouillon, saké, Ketjap Manis og riseddike.

Kog op og lad det så ellers simre ved svag varme en tre timers tid. Så’ de klar …

Opskrift på mosen
Skræl og kartoflerne og kog dem møre.

I mens opvarmer du olien på en pande, hvorefter du tilsætter alle øvrige ingredienser ingredienser. Lad det simre godt sammen under konstant omrøring, hvorefter du rører det godt sammen med kartoflerne, mens du moser dem.

Anretning
Kartoffelmos, så kæber og til slut grofthakket toppe af hvidløg samt korianderblade.

Hurtigløbende benløse fugle


Hurtigløbende benløse fugle.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Kan en benløs fugl være hurtig? Jep, de her kan! Kalveschnitzler er i sagens natur markant hurtigere end okseklump at få tilberedt, så skal der fugle på bordet på en hverdagsaften, så er det et godt alternativ …

Ingredienser
1 stor eller 2 små kalveschnitzler
2 stykker røget spæk
2 gulerødder
1 lille løg
1 fed hvidløg
2 tsk. tomatpuré
Lidt frisk timian
2 laurbærblade
4 sorte peberkorn
3 dl. oksebouillon
Smør
1 dl. fløde
Ribsgelé (opskrift her)
Kartoffelmos (opskrift her)

Opskrift
Bank schnitzlerne helt flade, læg et stykke spæk og en gulerodsstav på og rul sammen til en lille “roulade”. Bind sammen med kødsnor.

Brun rullerne i en stegegryde i lidt smør på alle sider. Tag dem herefter op af gryden, hvorefter gulerod og løg i grove tern samt hvidløg kommes i og brunes under omrøring.

Tilsæt så tomatpuré og brænd det lidt af, inden bouillon kommes i sammen med kødet. Smid ligeledes timian, laurbærblade og peberkorn i.

Låg på og lad simre i små 40 minutter.

Tag igen kødet op, og si derefter saucen. Jævn saucen med en smørbolle (ca. 1/2 spsk. smør til 1/2 spsk. mel) og hæld derefter fløde i. Smag til med salt og peber.

I med kødet igen, og kog kortvarigt op.

Servér fuglene med kartoffelmos og ribsgelé.

Grillet jomfruhummer med knuste, nye kartofler og grove chips af samme


Aaah, dét er sommer!

Mængde: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Uhm, dét er smagen af sol og sommer! Allerede når jomfruhummerne rammer grillen begynder det at dufte intet mindre end fantastisk. Og med de små, fine, nye, danske kartofler, så er alt – ALT – godt. Lige indtil næste regnvejrsfront rammer landet selvfølgelig …

Ingredienser
9-12 friske jomfruhummere
2 fed hvidløg
Olivenolie
Dild
Citronsaft
Lidt hvidvin
25 g + 25 g smør
Salt
Peber
1 kg nye kartofler
1 dl. creme fraiche
Smagsneutral olie

Opskrift
Skrab kartoflerne og kog dem, så de akkurat er møre, men stadig har masser af bid. Herefter tilsættes end håndfuld friskhakket dild, 25 g smør og creme fraiche. Mos groft og smag til med salt og peber.

Jomfruhummerne skal flækkes på langs fra hoved og ned. Herefter lægges de i en foliebakke og der smides lidt olivenolie over sammen med hakket hvidløg, lidt dild, hvidvin og små klatter smør samt lidt salt og peber.

På grillen med dem for fuld skrue i et par minutter – så er de klar, og skal blot anrettes oven på mosen.

For at give retten lidt knas kan du tage at par kartofler fra, inden du koger dem. Skær dem i tynde skiver og friter dem i smagsneutral olie på 170 grader til de er sprøde og gyldne, hvorefter de fiskes op med en hulske, lægges på fedtsugende papir og drysses med lidt salt.

Langtidsstegte spoleben med cremet kartoffelmos og sprøde tern af selleri, gulerod, kartoffel og bacon

spoleben_2
Brændende kærlighed i nye klæ’r; nu med spoleben.

Mængde: 6 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 1 timer og 30 minutter.

Spoleben alligevel? Jo, da! Det er et billigt – men rigtig lækkert – stykke kød, som har tætte familiære relationer til skanken (et i øvrigt også billigt, men glimrende stykke kød).

Det kræver en god slat tilberedningstid, men der kommer sgu’ også god mad ud af det i den sidste ende; jeg elsker mad, som man kan gå og pusle lidt om i laaang tid, mens duften ligeså stille breder sig i hele hytten: Specielt nu, hvor mørket efterhånden har overtaget, og juletræskæden er det eneste synlige i vores have efter klokken 16.23 …

Ingredienser
6 spoleben
3 stængler blegselleri
8 små gulerødder
1 fennikel
1 knoldselleri
6 fed hvidløg
0,5 liter oksefond
Salt
Peber
1,5 kg kartofler
30 g smør
Lidt mælk
6-8 skiver god bacon
Lidt smagsneutral olie
Purløg

Opskrift
Spoleben i en bradepande sammen med grove stykker af halvdelen af gulerødderne, det halve knoldselleri i grove tern, blegselleri i – ja, du gættede det – grove tern, fennikel i små tern. Nah, det’ gas: Fennikel skal også være i grove tern. Hvidløgene derimod, dem smide du blot hele deri. Der er ingen grund til at pille dem, presse dem eller noget som helst andet.

Hæld fond ved, drys med salt og peber på kødet og så ellers i ovnen ved 180 grader i knap halvanden time. Mod slutningen kan du lige give dem en omgang grill, hvis der ikke er decideret stegeskorpe på den side, som vender op.

Det sidste knoldselleri, de sidste gulerødder, 5-6 af kartoflerne og bacon skæres i heeeeelt små, fine, pusse-nussede tern. Bacon smides på en pande ved hård varme, og når en del af fedtet er smeltet fra, så smider du grøntsagerne på sammen med evt. yderligere lidt olie, hvis der skulle finde på at brænde sig lidt fast. Skru ned for varmen, og mens du rører i det fra tid til anden, så er der bare at vente til grøntsagerne er møre, og både de og bacon er sprøde. Smid dem lige i et dørslag efter de er færdige, så det værste fedt kan løbe fra.

I mens laves mosen. Mosen er de sidste kartofler kogt møre, som derefter moses mens du tilsætter en smule mælk, salt og peber. Når du cirka har den konsistens, som du ønsker, så smider du lige kolde smørtern i til sidst. Voilas!

Anret spolebenene på mosen, og drys så tern over. Og evt. en smule stegesky fra kødet. Pynt med purløg og et skud friskkværnet peber.

Vupti! Comfort food at it’s best!

Langtidsstegt svineskank med kartoffelmos med porre og ricotta

Svineskank
Langtidsstegt svineskank med kartoffelmos med porre og ricotta.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter til svinet og 10 minutter til ‘toflerne.
Tilberedningstid: 5 timer til svinet og ca. 25 minutter til mosen.

Svineskanken er en gammel kending, og den finder du opskriften på her. Mosen er liiige her under …

Ingredienser
Ca. et lille kilo kartofler
1 porre
Lidt smør
1-2 dl. mælk
250 g ricotta
Salt
Peber

Opskrift
Skræl kartoflerne og skær dem evt. i lidt mindre stykker. Kog dem, og i mens skærer du din porre i skiver. Varm smør på en pande og svits porren deri til de lige akkurat får en smule farve. Tag dem fra varmen.

Når kartoflerne er kogt, så hælder du vandet fra og blander porren i sammen med ricotta og mælk. Mos det hele sammen, og smag til med salt og peber.

Meatballs ‘n’ gravy

Meatballs
Meatballs ‘n’ gravy.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 35 minutter.

Det her er nok mest en vinter- eller efterårsret. Men hva’ gør det, når nu sommeren åbenbart har besluttet, at den ikke vil komme her til landet endnu til trods for, at kalenderen nu viser juni? Jeg har lavet retten med mos på nye (men faktisk ret store) kartofler – så må de gøre det ud for det sommerlige indslag.

Ingredienser til kødbollerne
450 g hakket kalve- og flæskekød
6 friske salvieblade (+ 3 fintsnittede til pynt)
2 friske rosmarinkviste
3 friske oreganokviste
1 æg
2 finthakkede skalotteløg
1 tsk. dijonsennep
100 g pankorasp
150 g pancetta
Salt
Peber
Smagsneutral olie

Ingredienser til gravy
1/2 liter brown ale
6 friske salvieblade
2 friske rosmarinkviste
3 friske oreganokviste
1/2 liter hønsefond
2 finthakkede skalotteløg
1 spsk. rørsukker
1 spsk. maizena

Ingredienser til kartoffelmos
7-800 g kartofler
75 g smør
2-3 dl. mælk
Salt
Peber
Lidt revet musktnød

Opskrift på kødboller
Hak pancetta og krydderurter helt fint, og bland det i en skål sammen med æg, sennep, rasp, kød, salt og peber.

For små kødboller af farsen på størrelse med en god teskefuld.

Opvarm lidt olie på en pande ved jævn varme, og steg kødbollerne deri. Når de er brune og med lidt stegeskorpe på den ene side, så vender du dem og gør det samme på den anden side.

Læg kødbollerne i et ildfast fad, og hæld gravy’en ved (opskrift nedenfor).

Smid hele herligheden i en 190 grader varm ovn i ca. 20 minutter.

Opskrift på gravy
Hæld øl, løg og krydderurter i en lille kasserolle. Kog op og kog ind til ca. halvdelen.

Tilsæt hønsefond, rørsukker og maizena og lad det koge i yderligere ca. 20 minutter.

Si krydderurter osv. fra, så du “bare” har saucen tilbage.

Opskrift på kartoffelmos
Kog kartoflerne i rigeligt vand uden salt. Hæld derefter vandet fra og smid smør, mælk, salt, peber og muskatnød i efter smag og behag. Mos, mos, mos …

Servering
Anret først mosen, og derefter kødbollerne ovenpå. Hæld gravy over og drys lidt fintsnittet salvie over.

Bum, så er der (vinter)mad.

Fiskefrikadeller med kartoffelmos

Deller
Fiskedellerne med orange kartoffelmos. Ikke grøn som ellers planlagt oprindeligt.

Antal personer: 3–4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 20–25 minutter.

Kartoffelmosen blev orange. Den sku’ ha’ været grøn. Men når man glemmer at købe den broccoli, som skulle være årsagen til farven, og i stedet bruger gulerødder, så bliver resultatet altså orange. Logisk nok. Men det smagte nu fint alligevel.

Fiskefrikadeller
400 g fast hvid fisk (jeg brugte brosme og kuller)
3 forårsløg
1 spsk. karrypasta
Salt
Peber
1 spsk. maizena
Smør eller olie til stegning

Kartoffelmos
Kartofler
Gulerødder
Smør
Mælk
Salt
Peber

Fiskefrikadeller
Kør hele baduljen gennem kødhakkeren (det bliver i min optik bedst i den grove), og form til frikadeller. Steg dem ved jævn varme i smør eller olie til de har fået en fin stegeskorpe og lige akkurat er gennemstegte.

Kartoffelmos
Kog kartofler og gulerødder møre. Brug ca. 1/3 gulerødder rent vægtmæssigt ift. kartofler – ellers kan det godt blive liiidt for sødt. Hæld vandet fra, og tilsæt smør og mælk. Mos det hele.

Smag til med salt og peber.

Osso Buco med gremolata og kartoffelmos med peberrod


Osso Buco med gremolata og kartoffelmos med peberrod.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
45 minutter.
Tilberedningstid: 180 minutter.

Efteråret er kommet, så der var simremad på menuen. Og kan man skyde simremads-sæsonen bedre i gang end med en omgang Osso Buco på helt klassisk maner? Det ta’r en hulens tid at lave, men det smager virkelig også godt – og så er der jo ingen der siger, at man behøver at stå og glo ned i gryden i alle 180 minutter. I øvrigt, så er det risotto ala milanese, som vist er det helt korrekte at servere til, men i denne omgang, så blev det altså kartoffelmos i stedet for.

Osso Buco
6 stykker osso buco
Mel
Salt
Peber
Olie
5 gulerødder
5 stængler blegselleri
1 knoldselleri
4 løg
2 dåser hakkede tomater
150 g tomatpure
5 fed hvidløg, finthakkede
5 dl hvidvin
1 liter oksebouillon

Kartoffelmos med peberrod
3 kg bagekartofler
1/2 frisk peberrod
Smør
Mælk
Salt
Peber

Gremolata
1 bdt hakket persille
4 fed hvidløg, finthakkede
Saften fra en citron

Osso Buco
Vend kødet i en blanding af mel, salt og peber og brun dem i rigelig olie til overfladen er sprød og gylden. Læg herefter kødet til side.

Spæd evt. til med yderligere lidt olie, og svits herefter de finthakkede løg og hvidløg til de er klare. Tilsæt så de resterende grøntsager og lad det svitse videre i yderligere et par minutter, hvorefter hvidvin, tomater, tomatpure og bouillon.

Læg kødet tilbage i gryden og sørg for, at det er dækket af saucen. Skru helt ned for varmen, så det kun lige bobler videre, og lad det så simre i min. 2 1/2 time.

Smag til med salt og peber og server med kartoffelmos og gremolata.

Kartoffelmos med peberrod
Kog kartoflerne møre, og mos dem så. Tilsæt fintrevet peberrod og rør det godt rundt i mosen. Tilsæt så en god omgang smør og mælk lidt af gangen, til mosen har den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

Gremolata
Bland den finthakkede persille med det finthakkede hvidløg og citronsaften, og gremolata’en er klar til servering.

Super-syndig Stroganoff (sådan cirka)


Den super-syndige Stroganoff, som på alle måder sprænger rammerne for, hvad du reelt bør proppe i din krop. Men det er jo fredag …

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 25 minutter.

Som den opmærksomme læser her på bloggen har opdaget, så har der været en hel del asiatisk mad i den senere tid. Men i dag, der stod den på russisk (som lige passede med en omgang “Tøm køleskabet”).

Bøf stroganoff har sin – siger i hvert fald den sjoveste oprindelses-historie, som jeg kan finde – oprindelse i 1800-tallets Rusland, hvor det siges at retten blev til fordi Greven Stroganoff ikke havde så mange tænder at tygge med.

Hvis det er helt rigtigt, så skal der ikke pølser i, men i stedet champignoner – men nu havde vi ikke champignoner i køleskabet, men cocktailpølser (guderne må vide hvorfor), så derfor endte rette sådan.

300 g oksekød (jeg brugte nogle gode engelske bøffer)
1 stort løg
3 spsk tomatpure
5 skiver bacon
3 spsk paprika (den søde)
1/2 l piskefløde
1/4 l madlavningsfløde
2 dåser cocktailpølser
Smør
Olie
Salt
Peber

Skær oksekødet i strimler, og smid det ned i en frysepose, hvori du i forvejen har hældt paprikaen ned. Ryst posen godt, så alle stykkerne bliver dækket af et fint lag paprika.

Hæld olie og smør på en pande, og svits de hakkede løg derpå til de er klare. Tag dem af panden.

Steg bacon, som du har skåret i strimler, sammen med cocktailpølserne sprøde på panden. Tilsæt løgene til allersidst. Tag dem af panden.

Steg kødet i baconfedtet til det har fået en fin stegeskorpe. Hæld derpå bacon, pølser og løg tilbage til kødet, og hæld fløde på ganske stille. Tilsæt herefter tomatpure.

Lad retten simre i 15 minutters tid, og retten er klar, når du lige har smagt den til med lidt salt og peber – pas endelig på med saltet i første omgang, da bacon jo også har givet en del salt til retten.

Smag sgu’ alligevel ret godt sammen med en god omgang kartoffelmos, som du kan finde opskriften på her.