Kardamint (sodavand med kardemomme og mynte)

Kardaminz
Kardamint.

Mængde: Nok til ca. 5 liter.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter + afkøling.

For et par uger siden var jeg et smut forbi Østrigs hovedstad Wien. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at undgå klassisk musik, ballet, store arkitektoniske vidundere og andre “must see”-seværdigheder, og gik i stedet mere ombord i mad og drikkevarer.

Måske mere herom senere, for lige nu handler det om en drikkevenlig åbenbaring: Kardamint. En sodavand med kardemomme og mynte, som man kunne få på hotellet, og som røg indenbords i store mængder.

Hotellets opskrift var ret simpel: “Vi bruger en sirup, som man kan købe på nettet”. Hmmmm, så meget for at jeg troede, at de selv havde kokkereret sig frem til den perfekte smag. Men okay, man kan jo ikke altid alting selv.

Siruppen fås ikke i Danmark (så vidt jeg ved), men denne opskrift kommer tæt på. Den er modificeret lidt ift. den, som jeg reelt lige har hældt i halsen, da der manglede den sidste finpudsning. Men hører du ikke nærmere her på bloggen inden længe, så er det fordi nedenstående opskrift rammer plet.

Sodavanden lyder lidt specielt, og det er det for så vidt også. Men på den gode måde. Det er en voksensodavand af de absolut bedre, som er en tørstslukker ud over det sædvanlige.

Ingredienser
12 grønne kardemommekapsler
2 dl. rørsukker
8 dl. vand
1 stor håndfuld friske mynteblade

Opskrift
Kog vandet op med sukker og kardemomme og lad det koge i ca. 10 minutter til en tynd sirup.

Tag den fra varmen og riv myntebladene i.

Lad det stå i yderligere 10 minutter, hvorefter væsken bliver siet og hældes på en tætsluttende flaske. I køleskabet til afkøling.

Hæld ca. 1 dl. i noget der minder om 1 liter iskold mineralvand og voilas: Kardamint.

Reklamer

Voksensodavand version 2.0: Ingefær og kardemomme

Sodavand
Voksensodavand version 2.0: Ingefær og kardemomme.

Antal liter: Ca. 4 liter.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter + afkøling.

Endnu et skud på stammen i forsøgene på at lave sirup til min nyerhvervelse, min Sodastream. Denne gang er vi ude i en sirup lavet på kardemomme og ingefær.

Hvor den tidligere (se den her) var helt fri for sukker, og dermed også meget frisk i sin fremtoning, så er denne i den anden ende af skalaen; den er ret sød på sådan en sjov krydret måde (indisk er nok det bedst beskrivende ord jeg kan komme på umiddelbart) og den indeholder masser af sukker.

Jeg tænker, at den kommer til at gå ganske glimrende i en drink hen over sommeren på den ene eller anden led. Følg med her på bloggen, så sker der nok noget på dén front før eller siden.

Ingredienser
4 dl. økologisk rørsukker
3 spsk. grønne kardemommekapsler
3 dl. vand
5 cm skrællet og revet ingefær

Opskrift
Smid sukker, kardemomme og vand i en lille kasserolle og kog langsom op. Lad det hygge sig under jævnlig omrøring når det koger – 10 minutter er lige i skabet, for så har du en glimrende sirupsagtig sag.

Sluk for varmen og smid din revne ingefær i. Lad det så og hygge sig i yderligere 10 minutter.

Hæld hele herligheden gennem en finmasket sigte, og derefter i et glas med tætsluttende låg. I køleskabet med den.

Når den er kold, så er den klar til brug.

Fuld damp for kulsyren i en liter vand og så noget der minder om en lille deciliter af siruppen i, alt efter, hvor meget smag du ønsker. Husk at hælde siruppen laaaaangsomt i, så det ikke bruser over – her taler jeg af bitter erfaring, hvorfor jeg i skrivende stund har et ret klistret køkkenbord, som venter på rengøring …

Kyllingecurry fra Sri Lanka

DSC_0009
Kyllingecurry fra Sri Lanka.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
45 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

600 g kyllingebryster
2 spsk. hvidvinseddike
Salt
1 tsk. spidskommen
2 tsk. korianderfrø
2 hele kanelstænger
5 nelliker
4 grønne kardemommekapsler
6 bukkehornsfrø
10 curry leaves
2 peperocini
1 stort løg
2 tsk. ingefærpasta
2 fed hvidløg, knuste
1 tsk. gurkemeje
200 g hakkede tomater
1 1/2 dl lunken vand
50 g kokosfløde, revet
Frisk koriander til pynt

Skær kyllingen i tern, og bland den med eddike og lidt salt. Stil det i køleren og lad det marinere i min. 30 minutter.

Varm en pande ved jævn til hård varme, og smid korianderfrø, spidskommen, kanel, nelliker, kardemommekapsler, bukkehornsfrø, peperocini og curry leaves. Lad det hygge sig på panden under let omrøring til en dejlig duft breder sig. Hæld det herefter over i en kaffekværn og kør det til fint pulver.

Varm olie i en gryde, og lad løget svitse et par minutter eller fem. Tilsæt så ingefær og hvidløg, og giv det yderligere et minut.

Smid gurkemeje, kylling og krydderierne fra kaffemøllen samme vej sammen med tomater og vand. Bring det i kog, og lad det simre i 20–25 minutter.

Tilsæt kokosfløden og lad det smelte ud i retten. Lad det simre i yderligere 5–8 minutter.

Server med friskkogte jasminris og frisk koriander.

Asiatisk flæskesteg med broccoli og nudler

DSC_0015
Asiatisk flæskesteg med broccoli med nudler.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 240 minutter.

1,5 kg flæskesteg
2 muskatnødder
3 fed hvidløg
1 dl riseddike
1/2 spsk. friskrevet ingefær
8 dl vand
2 dl sukker
2 1/2 dl soya + 2 spsk. til broccoli-delen
1 tsk. korianderfrø
2 kanelstænger
3 peperocini
6 grønne kardemommekapsler
8 nelliker
1/2 spsk. fennikelfrø
3 stængler citrongræs
2 bdt. broccoli
2 spsk. sesamfrø
Nudler
2 spsk. fiskesauce
Sesamolie

Kog de flydende ingredienser op sammen med sukker, og lad det simre til sukkeret er opløst. Tag af varmen og smid alt i med undtagelse af broccoli, sesamfrø, nudler, fiskesauce og flæskesteg i. Lad det køle helt ned, hvorefter det hældes over stegen, som er placeret i en stegeso.

Lad det marinere i et døgn som minimum.

Lad det herefter stege i ovnen ved 170 grader i omkring fire timer. Herefter kan sværen, som ikke bliver sprød, skæres fra, og kødet skæres i mundrette stykker. Si saucen og kog den ind til en tykkere konsistens, som hældes over kødet inden servering.

På en pande opvarmes lidt sesamolie i en wok, og broccolien tilsættes. Lad det få et varmechok i 2–3 minutter til broccolien er blevet lidt blødere, men stadig har bid. Smid de kogte nudler med i sammen med fiskesauce og de sidste soya samt tørristede sesamfrø.

Opskriften er sammenstykket under meget kraftig inspiration fra http://www.becauseitmatters.dk – tak for det!

Kylling korma med pistacier

Korma
Kylling korma med pistacier.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 50 minutter.

100 g afskallede usaltede pistacier
2 dl kogende vand
Lidt safran
2 spsk mælk
800 g kyllingebryst uden skind/ben
Salt
Peber
Saften fra 1/2 citron
50 g ghee
6 grønne kardemommekapsler
1 stort finthakket løg
2 tsk. ingefærpasta
2 fed hvidløg, finthakkede
1 spsk. stødt koriander
1/2 tsk. chilipulver
3 dl sødmælksyoghurt
1 1/2 dl madlavningsfløde

Hæld pistacierne i en skål sammen med kogende vand i 20 minutter samtidig med, at safran lægges i blød i mælken.

Kom kyllingen i en skål (ikke af metal) sammen med salt, peber og citronsaft. Lad det marinere i 30 minutter.

Smelt ghee i en gryde ved svag varme, og tilsæt så løg og kornene fra kardemommen (mas dem lige i en morter inden). Lad det svitse ved jævn varme i ca. 8 minutter – de må ikke blive brune.

Tilsæt så hvidløg og ingefær og svits i 2–3 minutter inden koriander og chili tilsættes. Efter et halvt minut smider du så kyllingen samme vej og skruer lidt op. Steg i 5–6 minutter til kyllingen er gyldenbrun.

Skru ned og tilsæt yoghurt (den skal lige piskes igennem igen) og safran (inkl. mælken). Bring det i kog, og lad det simre svagt i 15 minutter. Rør lidt undervejs.

Imens kommes pistacier med vandet i en blender, og det køres til en glat pure. Kom den så i retten sammen med fløden, og lad det simre i yderligere 15 minutter.

Server med friskkogte ris og – hvis du har det – lidt frisk koriander på toppen.

Opskrift i modificeret udgave frit efter kogebogen “Curry”.

Ja, ja, én blandt 10.000 andre opskrifter på … Hveder!

Hveder1
Hveder – go’ lun samling krummer til at holde på smørret!

Antal hveder: 12 stk.
Forberedelsestid: 10 minutter + 90 minutter i alt til hævning.
Tilberedningstid: 20–25 minutter.

Hveder skal de jo til aftenen inden storebededag, og selvom der findes 1.000.000.000 opskrifter derpå ovre på ham der internettet, så er min nedenfor.

50 g smør
2 1/2 dl vand
2 1/2 dl letmælk
25 g gær
2 æggehvider
2 tsk. salt
2 tsk. sukker
2 tsk. stødt kardemomme
500 g hvedemel

Smelt smørret og bland det med mælk og vand, hvori gæren røres ud. Tilsæt så æggehvider, salt, sukker og kardemomme. Så i med mel, og det hele æltes grundigt sammen. Lad dejen hæve en time.

Slå så dejen ned, form den til boller, som stilles tæt sammen i et ildfast fad. Kog herefter en omgang vand, som ligelede kommes i et ildfast fad. Stil sidstnævnte fad i bunden af ovnen, og på en rist ovenover stilles så fadet med de ubagte hveder. Luk lågen til ovnen. Lad hvederne hæve i dampen i cirka 30 minutter.

Tag hvederne ud af ovnen, og opvarm den til 200 grader.

Ind med hvederne igen, som skal bage i cirka 20–25 minutter.

Lad dem køle let af, inden de serveres med iskoldt smør i overflod.

Kylling vindaloo

Vindaloo
Kylling vindaloo.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Det gik åbenbart lidt stærkt, da der blev handlet ind. I hvert fald glemte jeg naanbrødene, og tiden til selv at bage dem, den var der ganske simpelt ikke. Så det blev ris. Igen.

1 tsk stødt kardemomme
1 spsk chili
1 spsk stødt kanel
1/2 spsk stødte nelliker
1 tsk peber
2 fed hvidløg, finthakkede
2 tsk revet ingefær
2 tsk sennepskorn, knuste
2 tsk stødt gurkemeje
1 1/2 dl balsamico
2 kyllingefileter
2 hakkede løg
2 skiver hvidt brød uden skorpe
1 dl vand

På en meget varm pande ristes kardemomme, chili, kanel, nelliker, gurkemeje, sennepskorn og peber til det dufter. Bland det herefter med ingefær, hvidløg, gurkemeje og balsamico. Hæld over kyllingen, og put dem sammen med løg i en sauterpande. Smuldr brødet over, og tilsæt vandet. Bring til kogning, og lad det småsimre til kyllingen er gennemstegt.

Servér med ris. Retten serveres i øvrigt med saucen – den glemte jeg på billedet.

Opskriften er hentet i Kristinas køkken.

Korma med blomkål, aubergine og grønne bønner

 B
Korma med blomkål, aubergine og grønne bønner.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
25 minutter.
Tilberedningstid: 35 minutter.

Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg mest til, at der er én eller anden form for kød i mine indiske retter. Men denne korma, som ikke indeholder antydningen af kød, den var sgu’ slet ikke værst. Slet ikke værst overhovedet; masser af smag og konsistens derimod.

90 g usaltede cashewnødder
2 spsk friskrevet ingefær
2 fed hvidløg, finthakkede
2 dl vand
25 g ghee
1 stort løg, hakket
6 grønne kardemommekapsler, knust og kun kornene herfra
1 stang kanel
1 tsk stødt gurkemeje
4 dl madlavningsfløde
150 g kartofler skåret i tern på 1 x 1 cm
1 blomkål i små buketter
1 tsk garam marsala
1 aubergine
Salt
Peber
1 bdt friskhakket koriander

Risk nødderne på en varm pande til de får lidt farve. Bland dem med ingefær og hvidløg og smask det sammen til en tyk sauce. Tilsæt en enkelt spsk vand undervejs

Smelt ghee i en stor wok ved middel varme, og smid løgene deri. Lad dem svitse/simre i 6–7 minutter til de er bløde og klare. Tilsæt nøddesaucen og rusk rundt i yderligere 5 minutter. I med kardemomme, kanel og gurkemeje.

Tilsæt fløde og vand, og lad det koge op. Skru ned og lad det simre i 5 minutter. Tilsæt kartofler, blomkål og garam marsala og lad det simre videre i 10 minutter. Så er det i med auberginen, og simringen fortsætter i 5 minutter igen til alle grøntsager i møre. Tilsæt evt. lidt vand, hvis skidtet er ved at koge tør.

Smag til med salt og peber og server med friskhakket koriander. Og evt. lidt ris.

Chicken Tikka Masala


Chicken Tikka Masala.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter + 24 timer i køleskabet til marinering af kyllingen.
Tilberedningstid: 50 minutter.

Lettere forsinket er hermed opskriften på Chicken Tikka Masala. I denne udgave er den lavet med krydrede ris til, men ganske almindelige basmatiris er nu heller ikke helt ved siden af, hvis det er.

Tandoorikylling
2 kg kyllingebryst
1/2 citron
1 tsk salt
30 g ghee
2 spsk ingefærpasta
4 fed hvidløg, finthakkede
2 spsk stødt paprika
2 tsk stødt kanel
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
1 tsk chilipulver
1 nip stødt nellike
4 dl yoghurt

Chicken Tikka Masala
1 dåse hakkede tomater
1/2 liter madlavningsfløde
2 kg tandoorikylling
Salt
Peber
Frisk koriander, grofthakket
30 g ghee
2 fed hvidløg, finthakkede
1 rød chili, finthakket
2 spsk stødt spidskommen
2 spsk stødt paprika

Krydrede basmatiris
400 g basmatiris
30 g ghee
10 grønne kardemommekapsler
1 tsk stødt nellike
4 laurbærblade
2 tsk stødt kanel
2 tsk fennikelfrø
1 tsk sennepsfrø
9 dl vand

Tandoorikylling
Bland ingefærpasta, hvidløg, paprika, kanel, spidskommen, koriander, chili og nelliker i en morter. Bland det herefter med yoghurten.

Rids kyllingen og smør dem med den halve citron. Læg dem herefter i yoghurtmarinaden natten over.

Varm ovnen op til 230 grader og læg kyllingestykkerne på en rist, men med en bagplade nedenunder. Smid et stykke bagepapir på bagepladen, så er den nemmere at rengøre efterfølgende. Ind i ovnen i ca. 40 minutter, så er kyllingen klar. Hvis den skal bruges i Chicken Tikka Masala, så skal den skæres i mundrette stykker efterfølgende.

Chicken Tikka Masala
Opvarm ghee’en i en gryde og tilsæt hvidløg og chili. Lad det svitse i et minut, inden paprika og spidskommen tilsættes, hvorefter der svitses videre i 1/2 minut.

Tilsæt de hakkede tomater og madlavningsfløde og lad det simre i 6–7 minutter til saucen er blevet lidt tykkere. Smid kyllingen i og lad det simre videre i 2–3 minutter, inden der smages til med salt og peber. Drys herefter med koriander og server med ris.

Krydrede basmatiris
Bland de tørre krydderier, med undtagelse af laurbærbladene, i en morter – pil kardemommekapslerne fra bagefter, men nulr kornene ned i krydderiblandingen.

Opvarm ghee’en i en pande og tilsæt krydderiblandingen samt laurbærblade. Tilsæt risene og rør godt rundt, så alle bliver fedtet ind. Tilsæt så vandet, læg låg på og kog i 12 minutter, hvorefter risene skal stå 10 minutter efterfølgende inden de serveres.

Opskrifter under inspiration fra “Curry” – forfatteren er mig ukendt.

Lam Dhansak i okseudgave


Lam Dhansak i okseudgave.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

700 g lammekølle i tern – eller du kan, som vi gjorde, bruge en omgang oksekød i gode tern
1 spsk hvidløgs- og ingefærpasta
5 grønne kardemommekapsler
200 g gule linser
100 g græskar, skrællet, uden kerner og i mindre tern
1 gulerod i tern
1 tsk bukkehornspulver
1/2 liter vand
1 stort løg i skiver
30 g ghee eller smagsneutral olie
2 fed hvidløg, finthakkede
Salt
Peber
1 bdt frisk koriander
1 tsk stødt garam marsala
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk stødt spidskommen
1/2 tsk stødt chilipulver
1 tsk stødte gurkemeje
1/4 tsk stødt kardemomme
1/4 tsk stødt nellike

kom kødet og lidt salt i en stor gryde, hæld vandet derned så kødet dækker, og bring det så i kog. Skru ned og lad det simre og tilsæt så hvidløgs- og ingefærpastaen og de hele kardemommekapsler. Lad hele molevitten simre i 30 minutter eller deromkring. Skum overfladen for urenheder fra tid til anden.

Kom i mellemtiden linser, græskar, gulerod og bukkehornspulver i en anden stor gryde og hæld vand ved, så det er dækket. Bring det i kog og skru ned, så det kun lige simrer. Lad det simre i 20–30 minutter til linserne er møre. Hæld evt. lidt ekstra vand ved, hvis det er ved at koge tør.
Kom derefter blandingen i en blender og blend til en lind masse.

Men ovenstående er i fuld krig med at simre løs, kommes løget i en skål, drysses med 1 tsk salt og trækker i fem minutter. Pres derefter væsken fra løget.

Smelt ghee i en sauterpande, tilsæt løget og lad det svitse i 2–3 minutter. Tag herefter løgene fra varmen. Tag 1/3 helt fra panden, men tilsæt hvidløg til de resterende 2/3 løg, som endnu er på panden. Tilsæt de stødte krydderier og svits i yderligere 2 minutter.

Tilsæt så kødet og lad det ruske rundt i yderligere 2 minutter, hvorefter linsesaucen tilsættes. Varm det hele godt igennem, og put den hakkede friske koriander deri som det sidste lige inden retten serveres med naanbrød eller ris. Saucen er ikke så vandet igen, så egentlig synes jeg, at naanbrød fungerer bedst.

Opskrift-inspiration er hentet i “Curry”.