Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise


Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Det der? Dét er godt …

Ingredienser
3 lammemørbrad
1 blegselleri
2-3 nye kartofler
Smagsneutral olie
Salt
Peber
6 jomfruhummere
Olivenolie
Lidt friske mynteblade
1 spsk. aspargesmayonnaise (opskrift her)


Aaaarmen altså …

Opskrift
Pil jomfruhummerhalerne i rå tilstand og lad dem herefter stå fremme mens du hakker kød osv. Krydr dem lige med lidt salt.

Hak de to mørbrad efter behag og krydr med lidt salt og peber samt aspargesmayonnaisen.

Skær ultratynde skiver af blegsellerien og læg dem i vand til de skal bruges.

Rens kartoflerne og skær dem i tynde skiver på et mandolinjern. Fritér dem i 160 grader varm olie til de er gyldne og sprøde, hvorefter de fiskes op med en hulske, lægges på fedtsugende papir og drysses med lidt salt.

Pensl hummerne med lidt olivenolie og giv dem en tur med ukrudtsbrænderen.

Anret små “kugler” af tataren med jumfruhummerhaler rundt om. Herefter lidt chips og små dutter af mayonnaise samt et par skiver selleri.

Reklamer

Restemad: Chapati med ossobuco, guacamole, persilleolie og hummermayo

Taco
Chapati med ossobuco, guacamole, persilleolie og hummermayo.

Det lyder måske som sære sammenblandinger af ingredienser og smag. Sådan lidt som om, at køleskabet nøs, og det her var, hvad der faldt ud på tallerknen. Men det var godt. Også bedre end billedet udtrykker – det må du bære over med, for det blev taget 1. januar. You do the math …

Der er ikke så meget opskrift i det (eller det er der, og jeg linker til dem nedenfor), ud over ossobuco-sauce-halløjet og hummermayoen:

Ingredienser
4 chapati (opskrift her)
Guacamole (opskrift her)
Lidt revet emmenthaler
Lidt persilleolie (opskrift her)
Lidt stærk chilisauce
Ossobuco (opskrift her)
1 æggeblomme
1 tsk. sennep
1 tsk. æblecidereddike
1 tsk. hummerpasta (fås i IRMA)
Salt
Ca. 150 ml. smagsneutral olie

Opskrift – ossobuco-sauce
Skær kødet fra to ossobuco’er fra benet. Skær sener og andet fra, så du står med det reelle kød. Hak det groft. Meget groft.

Si saucen fra ossobuco’en, så du kun har væske. Du skal bruge omkring 4 dl. Kog det ind til ca. halvdelen.

Tilsæt kødet og lad det simre til det rammer en konsistens, som er fugtig, men ikke som en sauce. Bum, så der sauce.

Opskrift – hummermayo
Pisk æggeblommen sammen med eddike, sennep og hummerpasta. Tilsæt olien i en helt tynd stråle under konstant omrøring til mayoen har den ønskede konsistens. Smag til med salt.

Anretning
Smid sauce og kød ind i chapati’en oven på lidt ost. Tilsæt guacamole og hæld så lystigt (eller efter hvad samvittigheden kan klare) lidt persilleolie, chilisauce og (meget) hummermayo over.

Umami …