Hotdog med andepølser, tamarind-mayo og friterede nudler


Hotteren der gerne ville være kineser …

Antal personer:  3 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
3 andepølser (opskrift her)
3 hotdog-brød (opskrift her)
Glasnudler
Smagsneutral olie
1 æggeblomme
Lidt salt
1 tsk. æblecidereddike
Tamarindpasta
Frisk koriander
Frisk thaibasilikum

Opskrift
Ja, opskrift og opskrift, det er måske så meget sagt, når der blot henvises til opskrifter på såvel pølserne som brødene.

Men alligevel …

Nudlerne skal – ukogte – og 190 grader varm olie. Efter ganske få sekunder bobler de op, så de ser ud, som du ser på billedet – og så er de færdige. Op på fedtsugende papir med dem, til de skal spises.

Mayo’en røres blot ved at piske æggeblommen med eddiken og salt til den er “sej”. Herefter tilsættes olie i en tynd stråle under konstant omrøring til du ender op med en konsistens, som du er tilfreds med.

Herefter tilsættes tamarind efter smag og behag.

Anret med de friske krydderurter …

Reklamer

“Hotdog” med stegt laks, fiskeskind, puffede risnudler og wasabimayo. Mangrofritter on the side …


Fishy hotter …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter + 1 times hævning + 45 minutters efterhævning.
Tilberedningstid: 20-25 minutter.

Hotter med fisk?!? Jo, den er go’ nok – og det er smagen osse. Her blandes dansk, amerikansk, asiatisk og hva’ ved jeg, men resultatet er sgu’ godt …

Og ja, ingredienslisten er lidt lang i det, men hvis du ikke nødvendigvis vil lave hele den samlede menu, så er det nu ikke så slemt alligevel.

Ingredienser til brødene
1,5 spsk. tørgær
2,5 dl. lunken vand
7-8 dl. hvedemel
0,75 dl. rørsukker
2 spsk. rapsolie
1 godt, stort stykke laks med skind
Smagsneutral olie
Risnudler
1 æggeblommer
1 tsk. æblecidereddike
Lidt salt
Wasabi-pulver
1 mango
1 dl. hvedemel
3 spsk. ristede kokosflager, finthakket
2 tsk. bagepulver
2 dl. vand
Koriander
Aramatang

Opskrift

Opløs gær i vand og lad det stå i 10 minutter til det bobler. Bland herefter mel, rørsukker og rapsolie i og ælt godt sammen.

Lad dejen hæve 1 time under et fugtigt klæde.

Del dejen i 9 “mini-franskbrød”, som lægges i et lille ildfast fad med bagepapir. Lad dem efterhæve under et fugtigt klæde i yderligere 45 minutter.

Bag dem ved 200 grader i cirka 20 minutter, hvorefter de liiiige skal køle lidt af, inden du sætter tænderne i dem.

I mens kan du passende lige lave det sprøde fiskeskind, som her agerer hotterens “ristede løg” i form af sprødhed: Skrab skindet helt rent for fedt/kød på den ene side samt skæl på den anden.

Læg dem i et smut ildfast fad og smid dem i ovnen ved 200 grader i 5 minutter, hvorefter de tages ud og lægges under pres, så de forbliver flade.

Skær dem herefter i halvtykke strimler, som steges i smagsneutral olie ved 160 grader til skindet er sprødt og lækkert. Tag dem herefter op og læg dem på fedtsugende papir og drys med lidt salt.

Mayonnaisen: Pisk æggeblommer med lidt salt og eddike. Herefter tilsættes olie i en tynd stråle til den rette konsistens er opnået. Tilsæt så wasabipulver efter behov og smag.

Puffede risnudler: Opvarm smagsneutral olie til 190 grader og smide en lille håndfuld risnudler i ganske få sekunder. De puffer – om olien er varm nok – op lige med det samme. Fisk dem op og læg dem på fedtsugende papir – så’ de klar …

Mangofritterne: Skræl mangoen og skær dem i pomfrit-lignende størrelser. Bland herefter med hvedemel, ristede kokosflager, bagepulver og vand, og dyp så mangoerne deri.

Fritér dem så i 170 grader varm olie, op på fedtsugende papir og lidt salt på. Klar, parat, spis.

Servér hotterne med lidt arametang, masser af frisk koriander og masser af det hele …

Hotdog med gedeost og syltede rødløg og brombær


Hotdog med gedeost og syltede rødløg og brombær.

Det her er reelt ikke en opskrift. For dem har du i forvejen, hvis du er med på en læser her på bloggen fra tid til anden (og ellers kan du finde dem via links nedenfor).

Se det mere som en inspiration til, hvordan en hotter osse kan se ud …

Hotdog-brød: Her
Syltede rødløg og brombær: Her

Choripan


Choripan.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Choripan er en argentinsk hotdog med lækkerier som chorizo, chimichurri og en slags grov tomat- og rødløgssalsa-agtig sag. Brødene kunne man nok lave mere autentiske end dem jeg brugte (opskrift her; blot form til små pølsebrød, som du kommer et et lille smurt ildfast fad, som kommes i ovnen ved 180 grader i omkring 20-25 minutter i stedet for at dampe dem), men la’ os nu ikke hænge os i dén slags små detaljer.

Ingredienser til chimicurri
1 bdt. persille
1 fed hvidløg
1 lille håndfuld frisk oregano
1 tsk. rødvinseddike
1 tsk. olivenolie
1 peperocini

Ingredienser til tomatsalsaen
2 små, solmodne tomater
1/2 rødløg
1/2 rød peberfrugt
1 tsk. rødvinseddike
1 tsk. olivenolie

Øvrige ingredienser
2 pølsebrød
4 små, ferske, bløde chorizo

Opskrift på chimicurri
Bland og blend det hele til en slags halvtynd pesto. Voilas, så er dén klaret.

Opskrift på tomatsalsaen
Halvér tomaterne og pil kernerne fra. Hak dem herefter forholdsvis og bland dem med finthakket rødløg og finthakket peberfrugt. Smag til med eddike og olivenolie.

Samling
Grill pølserne først på den ene side et par minutter og derefter den anden. Halvér herefter pølserne og grill dem så på “kødsiden” også.

Flæk brødene og smid pølserne i, hvorefter der toppes med de to saucer.

Langsom fastfood: Hottere med longaniza, rodfrugt-remoulade, agurke- og radiserelish og sprøde kartoffelspåner

hotdog
Hotter.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter + min. 12 timer i køleren for relish’en.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ja, ja, det er jo bare en hotter. Men alligevel. En hotter er jo ikke bare en hotter …

Ingredienser til relish
1 agurk
10 radisser
Rapsolie
1,5 dl. æblecidereddike
1,5 dl. vand
1,5 dl. sukker
7 sorte peberkorn
1 spsk. grov sennep
1 tsk. sennepsfrø
3 laurbærblade

Andre ingredienser
Pølsebrød (opskrift her , men form pølsebrød i stedet for boller og drop sesamfrøene)
Hjemmerørt rodfrugtreoulade (opskrift)
Friterede kartoffelstrimler (opskrift)
Lidt friske krydderurter til pynt
Pølser (jeg brugte longaniza)

Opskrift relish
Kog eddike, vand, sukker, sennep og krydderier op. Når det koger skal det af varmen igen.

Skær heeelt tynde skiver af både agurker og radisser, og pres væden fra dem, hvorefter de lægges i et sylteglas.

Når kogelagen er kølet af tilsættes et par spiseskefulde rapsolie, og den hældes over grøntsagerne.

Lad dem trække minimum natten over, og så er de ellers klar.

Andet
Saml hotdoggen, når alt er tilberedt, og pølserne stegt – sværere er det jo ikke …

Ketchup med æble og hyben (og en hotdog ud over det sædvanlige)

Ketchup
Ketchup med æble og hyben.

Mængde: 1/2 liter ketchup og puré og hotdog nok til 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 25 minutter.

Vores hyben prøver ihærdigt at overtage verdensherredømmet i en del af vores have. Og æbletræet bugner med så mange æbler, at det skal have støtte fra en hegnspæl. Her er en opskrift, hvor man kan bruge – om end meget lidt – fra netop de to afgrøder.

Nåh ja, og så en opskrift på en hotdog, hvor også blåbærbuskene kan plukkes for lidt bær og bruges sammen med ketchuppen: En hotdog med longaniza, blåbærpuré, emmenthaler, estragonmayonnaise, ketchuppen og frisk estragon.

Sønnike og undertegnede var alene hjemme, og så stod den efter hans ønske altså på hotdogs …

Ingredienser til ketchuppen
18 rødorange hyben
2 (gerne syrlige) æbler
1/2 rød chili
2 spsk. tomatpuré
2 store tomater
2 spsk. olivenolie
1/2 dl. vand
50 g rørsukker
3 spsk. æbleeddike

Ingredienser til blåbærpuréen
100 g blåbær
2 spsk. balsamicoeddike
2 spsk. sukker

Ingredienser til hotdog’en
2 hjemmebagte pølsebrød(brug opskriften her, men form pølsebrød i stedet for boller og drop sesamfrøene)
Blåbærpure
Estragonmayonnaise (opskrift her, men brug gerne frisk estragon og så hvidvinseddike i stedet for rødvinseddike)
Emmenthaler
Frisk estragon
Ketchup
4 longaniza-pølser

Opskrift på ketchuppen
Skær top og bund af dine hyben, og halvér dem derefter. Rens dem for kerner og hak dem groft. Tomaternes kerner kasseres ligeledes. Hak tomatkødet groft. Skræl æblerne og smid kernehuset ud, hvorefter også æblerne grofthakkes.

Chili hakkes fint og smide i olivenolien ved jævn varm et lille minut, hvorefter hyben, æbler og tomater tilsættes sammen med vand og tomatpuré. Rør godt rund og lad det simre under låg i 20 minutter. Rør i det fra tid til anden, så der ikke er noget der brænder på, og tilsæt evt. lidt ekstra vand om nødvendigt.

Blend hele herligheden og tilsæt eddike og sukker. Kog kortvarigt op, og køl herefter ketchuppen ned.

Så’ den klaret …

Opskrift på blåbærpuréen
Blåbær koges op sammen med eddike og sukker. Lad det simre under jævnlig omrøring i 15 minutter.

Hotdog
Den lidt ekstraordinære hotdog på verdens ikke allermest elegante billede.

Opskrift på hotdog’en
Brødet halveres og de stegte pølser skæres i grove skiver, som fordeles derpå. Herefter smides osten på (den kan du evt. lige smelte let på den pande, som pølserne har hygget sig på) og der toppes med ketchup, estragonmayo, frisk estragon og til slut blåbærpuré.

Lamme-hotdog med aïoli, chilisauce, sprøde kartoffeltråde og ærteskud

Hotter
Lamme-hotdog med aïoli, chilisauce, sprøde kartoffeltråde og ærteskud.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
4 lammepølser
4 pølsebrød (brug opskriften her, men form pølsebrød i stedet for boller og drop sesamfrøene)
Chilisauce (opskrift her)
Aïoli (opskrift her)
Friske ærteskud
1 bagekartoffel
Smagsneutral olie
Salt
Smør til stegning

Opskrift
Bag brødene og rør chilisaucen og aïolien.

Alt i mens steger du pølserne, og samtidig opvarmer du olie i en gryde (ca. 2 cm) til ca. 170 grader. Mens olien varmer op skræller du kartoflen og laver den til heeelt tynde tråde på dit mandolinjern.

Når olien er varm smider du ca 1/3 af trådene i og lader dem hygge sig dér til de er sprøde og gyldne, hvorefter de lægges til afdrypning på fedtsugende papir efterfølgende.

Så er det den næste 1/3 tur, og til slut den sidste.

Drys med et godt skvæt salt, og de er klar til servering

Den juledeste hotdog med medister, æblesnask, rødkål, sennep og appelsin

MedisterHotdog. Som i jule-hotdog.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ja, ja, ja, jeg ved det godt; i den perfekte verden, så burde alt være hjemmelavet fra bunden. Og økologisk. Og hjemmedyrket.

Men det her er ikke den perfekte verden, så medisteren er købt. Det samme er pølsebrødene.

Deal with it – nogle gange, så er der bare ikke overskud til andet end de lidt nemme løsninger.

Og det smagte sgu’ godt alligevel.

Ingredienser
1 stk. medister
4 pølsebrød
1/5 rødkålshoved
2 økologiske appelsiner
1/2 dl. æblejuice
Salt
Peber
Lidt frisk timian
2 æbler i små både (med skræl)
1 spsk. smør til æblerne og 1 spsk. til medisteren
5-6 friske salvieblade
1 lille rødløg
Grov sennep (den fra De Fem Gaarde kan anbefales)

Start med at skære rødkålen i helt tynde strimler, og blancher det i vand i et par minutter. Si herefter vandet fra, og smid kålen tilbage i gryden sammen med saften fra de to appelsiner og æblejuicen. Og lidt salt og peber. Lad det simre under omrøring fra tid til anden i en 12-15 minutter. Så er det klar.

Imens – eller rettere sådan nogenlunde samtidig med alt det – smider du æblerne på en anden brandvarm pande sammen med smørret, salt, peber, løg og salvie. Det hele må gerne brune lidt hist og her. Det skal også have små 15 minutter på panden.

Nåh, men medisteren skal på en varm pande. Først et par minutter på den ene side, så et par minutter på den anden. Skru så ned for varmen, og for hvert andet eller tredje minut, så vender du herligheden. Efter ca. 12-13 minutter er den færdig.

Anret medisteren i det opskårne brød med lidt af æblesnasken ovenpå. Så nogle gode klatter sennep, og herefter lidt rødkål og lidt friskrevet appelsinskal. Og en dusk frisk timian. Top med lidt salt og et skud friskkværnet peber.

Hotdogs. Ja, hotdogs. Ik’ så meget dér! Bare hotdogs.

Hotdog
Hotdogs. En lidt højrøvet én af slagsen, men dog stadig bare en hotdog.

Den førstefødte og yours truly har hold drengeaften, og der var hotdogs på menuen. Og fredags-guf. Og Disney Sjov.

En decideret opskrift på hotdogs kommer der ikke, men blot en opfordring til, at give den en ekstra tand – også selvom man kaster sig ud i en helt simpel ting som en hotdog.

Sønnike og jeg smed os over en flok hotdogs med nogle gode ferske svinepølser (la’ nu de dér Steff Houlberg-sataner ligge i kølemontren; de smager mere af mel en noget som helst andet. Og salt). Vi toppede dem med rød skovsyre, syltede rødløg (opskrift her), frisk oregano, en lille smule oreganoblomster, dild og et par basilikumblade. Nåh ja, og så en smule ketchup og en omgang saltsydesennep fra Læsø.

Ja, ja, måske sønnike sorterede lidt i alt det grønne, men du forstår pointen. Og man skal jo prøve at lokke det i ham – en gang i mellem lykkes det jo!

Hotdog med salsiccia, fennikel i tempuradej og fennikeltoppe

Hotter
Hotdog med salsiccia, fennikel i tempuradej og fennikeltoppe.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter, hvis dine pølser allerede er klar og brødene bagt. Opskrift på pølserne her og brødene her.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Hvis både pølser og brød er klar til dine hottere, så er det jo ret nemt. Ellers ta’r det lidt tid. Men så kan du jo springe over det berømte lave gærde og købe dig til enten det ene eller det andet. Eller begge dele.

Nåh, men tilbage er fennikel i tempura og toppene. Sidstnævnte skal blot hakkes groft (altså den grønne del), så er de klar.

150 g tempuramel
100 g koldt vand1 stk. fennikel i heeelt tynde skiver
Smagsneutral olie til dybstegning
Salt

Pisk mel og vand sammen og sæt det i køleskabet 10 minutter inden brug.

Dyp dine fennikelskiver deri, og smid dem så i 180 grader varm olie. Et par minutter eller 4 er nok. Så burde de være gyldne og sprøde. Steg lidt af gangen, så skidtet ikke klistrer sammen.

Tag dem herefter op med en hulske, og læg dem på fedtsugende papir.

Krydr med salt og peber, og så er de klar.