Grillet lammekrone med nye kartofler med rygeost-creme, ærter, mynte, purløg og hindbær


Grillet lammekrone med nye kartofler med rygeost-creme, ærter, mynte, purløg og hindbær.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter + afkøling af kartoflerne.

Den førstefødtes sandkasse er blevet inddraget. Far skulle bruge et halvstort bed til spiselige blomster. Og så må andre ting jo vige pladsen. Anderledes kan det ikke være. Så sandkasse ud, fars blomsterbed ind.

– og nej, han brugte altså ikke sandkassen længere. Så der er ikke tale om decideret børnemishandling …

Nåh, men nu blomstrer tingene, og her til aften røg blomsterne på den første omgang aftensmad. Dameblads-mad, I know.

Ingredienser
1 lammekrone à 4 ben
Salt
Peber
400 g nye kartofler
100 g rygeost
1 spsk. piskefløde
Purløg
Mynte
Hindbær
Ærter

Opskrift
Skrab kartoflerne og kog dem møre (men stadig med bid). Lad dem herefter afkøle, inden du vender dem i en blanding af rygeost, fløde, hakket purløg, mynteblade og ærter. Smag til med lidt salt og peber. Og evt. lidt citronsaft.

Servér kartoffelsalaten – altså når du lige har tilberedt lammet som nedenfor – med friske hindbær og en flok spiselige blomster, hvis du laver dameblads-mad.

Lammet krydres med salt og peber og ryger på en grill på omkring 200 grader. Låget på. 10 minutter senere vender du kødet, og så skal det ha’ ca. 10 minutter på den anden side også. Du skal ramme en kernetemperatur på ca. 56 grader.

Lad kødet hvile i 10 minutter inden servering.

Voilas! Dameblads-mad!

Reklamer

Sensommer-dessert med friske, flamberede og soltørrede brom- og hindbær samt rugbrødscrutoner

dessert
Sensommer-dessert med friske, flamberede og soltørrede brom- og hindbær samt rugbrødscrutoner.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter for samling af desserten til sidst plus 2 timer til de soltørrede bær og 10 minutter til de flamberede. Crutonerne ta’r 20 minutter.

Vi har – eller det bli’r så “havde” nu – haven fuld af de lækreste brom- og hindbær. Nu er buskene tømt, og vi må vente nogle dage til næste hold er modne.

Når der i overskriften står “soltørrede” bær, så skal det tages med en gran salt. Jo, jo, solen skinnede mens de blev lavet, men de er altså lavet i ovnen – de virker bare sådan soltørrede i konsistensen.

Ud af de forskellige bær dem kom der en flot sensommer-dessert fuld af smag!

Ingredienser til de “soltørrede” vær
200 g friske hind- og brombær
Sukker

Ingredienser til de flamberede bær
400 g friske hind- og brombær
2 spsk. calvados
Sukker

Ingredienser til rugbrødscrutonerne
4 skiver rugbrød i ganske små tern
1 spsk. smeltet smør
Flydende honning

Ingredienser til resten af desserten
1/2 liter piskefløde
En håndfuld friske hind- og brombær
Citronmelisse

Opskrift på de “soltørrede” vær
Vask bærrene grundigt og tør dem forsigtigt.

Læg dem i et enkelt lag på en bradepande med bagepapir og drys et tyndt lag sukker over. Ryst bradepanden lidt, så sukkeret fordeler sig overalt på bærrene.

Smid dem i ovnen ved 60 grader i et par timer.

Tag dem ud og læg dem i en lufttæt beholder med bagepapir i til de skal bruges.

De kan sagtens laves dagen før i øvrigt, hvis det er.

Opskrift på de flamberede bær
Rens bærrene og smid dem på en pande ved jævn varme. Under forsigtig omrøring tilsættes calvados, når bærrene så småt begynder at blive varme og lidt bløde i det.

Tænd ild til skidtet, og lad alkoholen brænde af, hvorefter hele herligheden hældes på et glas med tilhørende låg til de skal bruges – de kan sagtens laves dagen i forvejen. Eller to for den sags skyld.

Opskrift på rugbrødscrutonerne
Brødet i de små tern fordeles i ét lag i en bradepande med bagepapir, hvorefter smør dryppes over og der fordeles en slat flydende honning.

I ovnen med blandingen ved 170 grader i ca. 20 minutter.

Lad crutonerne køle lidt af, inden de skal bruges – men de må dog gerne være lune, så de smelter lidt ned i flødeskummen lige om lidt.

Samling
Pisk fløden til en meget let skum.

Læg først en skefuld af de flamberede bær nederst i et lille glas eller skål. Fordel herefter en god klat flødeskum, hvorpå du kommer de soltørrede bær. Så endnu en klat flødeskum og så de friske bær på toppen.

Pynt herefter med crutonerne og et blad citronmelisse eller to.

Pre-dinner drink: Limoncello-, champagne- og hindbærdrink

Drink
Pre-dinner drink: Limoncello-, champagne- og hindbærdrink.

Som lovet arbejdes der på højtryk med opskrifter på nogle af de ting, som vi fik på vores sommerferie i Rørvig. Men hvorfor ikke starte med en drink? Den lyder tøset, og den er tøset. Men alligevel; den er nu meget go’ sådan en sommeraften.

Drinken fungerer i øvrigt også glimrende med Mandarine (en likør som limoncello, men lavet på mandariner i stedet for citroner). Og så kan både cava og andre mousserende vine også gøre et meget godt job i stedet for champagnen i en snæver vending.

Nåh ja, og forresten, så er jeg ved at fremstille en limoncello selv også – mere herom om en fire ugers tid, når den er færdig.

Antal personer: Tja, det afhænger af, hvor tørstige de er.
Forberedelsestid:
2 minutter.
Tilberedningstid: 2 minutter.

1 del limoncello
3 dele champagne
Frosne hindbær

Bland hele skidtet sammen i glas og servér – meget nemmere bliver det ikke.

Honning/bourbon-marineret kylling med whiskeysmør – og så en ananas/myntesalat on the side

Ananas
Honning/bourbon-marineret kylling med whiskeysmør – og så en ananas/myntesalat on the side.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 0 minutter.

Opskrifterne på hhv. kyllingen og whiskeysmørret finder du her og her. “Salaten” er at finde nedenfor.

1 frisk ananas skåret i mundrette stykker
1 bdt. frisk mynte
1 rød chili i meget små tern
3 forårsløg i tynde skrå skiver
Saften fra 1/2 citron
Skallen fra 1/2 citron
1 spsk. flydende honning
1/2 spsk. hindbærolie
1/2 spsk. æbleeddike
Friskkværnet peber

Bland alt med undtagelse af honning, citronsaft, olie og eddike. Pisk honning, citronsaft, olie og eddike til en dressing, som hældes over salaten. Giv et lille skud friskkværnet sort peber, og salaten er klar …

Øjne, edderkopper og andet godt …

Den førstefødte holdt sin første fødselsdag i dag, og når nu den på det nærmeste ligger lige op ad Halloween, så prægede det selvfølgelig dagens fødselsdagsmenu. Ovenover finder du gulerods-cupcakes med cheese/cream topping formet som øjne, og nedenfor er der museboller, cupcakes med uglegylp og lagkager med edderkoppespind og edderkopper.

Opskriften på lagkagen med edderkoppespind finder du her, og vil du lave den med edderkopperne, som er med hindbærskum indeni, så erstatter du blot nougaten med 1 pose frosne, men optøede, hindbær, som er drænet for væske. Og i stedet for at overtrække med chokolade, så smider du glasur på. Her er den farvet med blå frugtfarve, men eller så gem vandet fra hindbærrene, og så brug det til at lave en fin lyserød glasur.

Opskriften på bollerne og cupcakes er kærestens, så kan jeg lokke dem ud af hende ved lejlighed, så skal jeg nok smide dem her på bloggen også.


Musebolle.


Gulerods-cupcakes med uglegylp aka cheese/cream topping.


Lagkage med edderkoppespind.


Lagkage med edderkopper.

Rabarbergrød med fløde og lakrids


Rabarbergrød med fløde og lakrids.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter + afkøling

Jeg fald over denne kilde til inspiration, da jeg surfede lidt rundt for at finde ud af, hvad jeg kunne bruge årets første høst af havens rabarber til (nåh ja, og så de tilføjede rabarber, som min kære mor kom med, da vores jo nærmest er “dværgrabarber” af en eller anden årsag”). Sjønne kan ét og andet med mad, så det måtte prøves af. Jeg har lavet lidt ting og sager anderledes, men synes nu det blev meget godt i min version også.

Jeg skal – kan jeg se på min billeder nu, når jeg sammenligner dem med Sjønnes – blive bedre til anretnings-delen, men smagen synes jeg som sagt ikke fejlede noget.

6 store rabarber
1/2 dl portvin
1 dl sukker
3 spsk vanillesukker
2 spsk hindbæreddike
1 1/2 dl piskefløde
Lakridspulver
Citronmelisse

Smid rabarber, portvin, sukker, hindbæreddike og 2 spsk af vanillesukkeret i en gryde og varm det op så det koger stille og roligt. Kog det til det bliver til en god og let tyk grød. Alt efter smag kan rabarberne moses helt ud, eller man kan lade dem være. Jeg moste dem lidt ud. Køl grøden af.

Pisk fløden til skum og bland den sidste spiseskefuld vanillesukker i.

Anret en skefuld grød i en tallerken og pynt med en flok flødeskums-fiduser. Drys lidt lakridspulver over (gennem en sigte, så der ikke kommer store klumper) og pynt med citronmelisse.


Ser sgu’da meget godt ud, ik’? Og så er det oven i købet nemt …

Den førstefødtes første fest – manglende opskrifter


Den førstefødtes første fest var et – synes vi i hvert fald – hit. Vejret var godt (utroligt nok), folk var glade og maden lykkedes. Hurra!

Menuen

Sticks til høflig selv-grillning
Satay og Sasami Chili (opskrifter andetsteds her på bloggen)

Hovedretter
Sprød kinesisk and, sur/sød-kylling og vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød (opskrifter andetsteds her på bloggen, dog med undtagelse af de vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød, som du finder nedenfor)

Salater
Thai-agurkesalat og thai-nudelsalat (opskrifter nedenfor)

Tilbehør
Wasabicreme, goma-dressing, edamamebønner, peanutsauce, jasminris (opskrifter nedenfor med undtagelse af edamamebønner, peanutsaucen og jasmiris, som allerede er at finde på bloggen)


Dessert

Hindbær- og hvid chokolade-muffins, rabarberkage med flødeskum og brownies (kager blev lavet af hhv. svigersøster og mor, hvorfor opskrifterne må hives ud af dem ved lejlighed, hvis jeg kan)

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Vietnamesiske forårsruller (dem som blot skal lægges i vand, så de er klar)
Grøntsager efter smag – mængde efter behov
Svineschnitzler
1 dl soya
1 dl honning
3 fed hvidløg, finthakkede

Thai-agurkesalat
1/2 agurk
1 lille rødløg skåret i helt tynde skiver
3–4 spsk dipsauce (opskrift nedenfor)
1 rød chili, finthakket
25 g jordnødder, hakkede

Dipsauce
450 g sukker
5 dl vand
2 spsk riseddike
1 1/2 spsk salt

Thai-nudelsalat
Friskkogte æggenudler, afkølede
Finthakket rød peberfrugt
Finthakket forårsløg
Finthakkede ristede jordnødder
Ristede sesamfrø
Friskhakket koriander
Finthakket citrongræs

Dressing til thai-nudelsalat
Fiskesauce
Sød chilisauce
Ketjap manis
Olivenolie
Limesaft
Ingefærsirup fra syltede ingefærkugler

Wasabicreme
1/2 liter creme fraiche (gerne den fedtfattige – det gør ikke noget i denne sammenhæng)
1 1/2 spsk wasabi

Goma-dressing
2 spsk sesamfrø
1/4 løg
1/2 gulerod
1 fed hvidløg
1 1/2 dl olivenolie
1/2 dl riseddike
1/2 soya
1 tsk sukker
1 tsk mayonaise (gerne den japanske, som fås hos din asiatiske pusher)
1 tsk sesamolie

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Bland soya, honning og hvidløg til en marinade, som du lægger kødet i natten over. Steg herefter kødet ved meget høj varme og skær det i tynde strimler.

Skær grøntsagerne i helt fine strimler.

Læg en vietnamesisk forårsrulle i lunkent vand i ca. 10 sekunder, til den bliver blød og medgørlig. Smid det fyld i, som du vil have og fold den.

Vupti, ready to go!

Thai-agurkesalat
Salt agurkeskiverne, skyl og afdryp dem. Læg dem i en skål sammen med løg, og øs dipsaucen over. Put chili og jordnødder over salaten og servér.

Dipsauce
Varm sukker og vand op i en gryde til sukkeret er opløst. Kog i 4–5 minutter herefter så du ender ud med en sirupsagtig sag. Tag fra varmen og tilsæt eddike og salt.

Smid gryden over varmen igen og kog i 2–3 minutter. Køl herefter helt af.

Thai-nudelsalat
Bland nudlerne med finthakket rød peberfrugt, forårsløg og rødløg. Rist jordnødderne i ovnen på bagepapir ved 150 grader til de er gyldne, hvorefter de hakkes fint. Rist sesamfrø på en tør pande til de er sprøde. Bland de afkølede ristede peanuts og sesamfrø sammen med nudlerne. Hak en masse frisk koriander og citrongræs helt fint og tilsæt det.

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen til en kraftigt smagende sursød dressing og vend det i nudelsalaten.

Wasabicreme
Bland skidtet sammen – smag lige undervejs, så du ikke ender ud med en creme, som er aaalt for stærk.

Goma-dressing
Put alle de tørre ingredienser i en blender, og hæld langsomt olie, soya og eddike i. Til slut tilsættes mayonaise og det hele smages til.

Opskrifter fra “Easy Thai kogebog” af Sallie Morris samt her og her.