Fusilli med and, svampe, valnødder og marsala


Fusilli med and, svampe, valnødder og marsala.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
Fusilli
1 andebryst
Salt
Peber
1 tsk. smør
1 skalotteløg i små tern
1 fed finthakket hvidløg
8 små markchampignoner i skiver
2 spsk. andefond
1,5 dl. marsala
Friskrevet parmesan
Persille

Opskrift
Kog pastaskruerne aldente i saltet vand – husk endelig, at de lige skal bevare lidt bid.

I mens krydrer du anden med salt og peber. Smid den med skindsiden ned på en kold pande, og skru op for fuld styrke.

Lad skindet blive sprødt og vend der efter anden. Steg den så færdig på den anden side, læg til side og lad det hvile 5-6 minutter inden du skærer den i skrå skiver.

I mens anden hviler, så skruer du ned for varmen på panden, hvor den netop lå og hyggede sig. På med løgene. Lad dem blive klare og smid så hvidløg på.

Efter et par minutter gi’r du varmen fuld skrue nok engang. På med svampene. Lad væden stege fra under omrøring, hvorefter du tilsætter marsala.

Kog alkoholen fra og kog lidt ind, inden du tilsætter fond. Og et par skefulde af vandet fra pastaen, som står og hygger sig ved siden af.

Hæld vandet fra pastaen og smid dem over i saucen. Tilsæt friskrevet parmesan og valnødder og rør godt rundt, så det hele bliver en god, cremet omgang.

Smag til med salt og peber og servér med friskhakket persille og lidt ekstra parmesan.

Reklamer