Coq au vin-lignende sag i ovn


Coq au vin-lignende sag i ovn.

Antal personer: 4-6 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 1 time og 20 minutter.

Rigtig – altså sådan rigtig, rigtig – coq au vin er det ikke. Men det er godt.

Ingredienser
1 stor kylling på knap et par kilo
1 pakke god bacon
4 forårsløg
12-15 fed hvidløg
1 gulerod
1 flaske rødvin
0,5 liter hønsebouillon
Frisk timian
Olivenolie
Salt
Peber

Opskrift
Hak bacon og forårsløg fint. Bland med en god stor håndfuld frisk timian, lidt olivenolie og en smule salt og peber. Og en lille slat olivenolie.

Løsn skindet efter bedste evne på kyllingen, og prop ovenstående ind under. Gem dog lige et par spiseskefulde. Pas på, at det ikke sprækker. En 12-15 fed hvidløg, som du bare lader skallen sidde på, men lige knuser med håndroden, skal også ind under skindet.

Luk til med kødnål.

Smør skindet udvendig med olie og krydr med salt og peber.

I ovnen med uhyret ved 180 grader i noget der minder om 1 time og 15-20 minutter. Eller til skindet er sprødt, og der kun kommer klar saft ud, hvis du lige prikker i kødet.

I mens kyllingen er i ovnen plasker du rødvin i en gryde sammen med den sidste del af det, som også er under skindet, en gulerod i grove stykker og timian. Bouillon skal også i gryden.

Kog ind til 1/4.

Servér kyllingen med friskkogte ris og saucen.

Reklamer

Højrebsbøf med bagte radiser, kikærter og feta

BeefHøjrebsbøf med bagte radiser, kikærter og feta.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter + kikærter i blød i 10-12 timer.
Tilberedningstid: 1 time og 15 minutter.

4 højrebsbøffer
Salt
Peber
1 bdt. radiser
2 forårsløg
200 g feta
400 g tørrede kikærter opblødt i vand i 10-12 timer
2 spsk. fransk æblecidereddike
2 spsk. olivenolie + lidt til selve kikærterne
1 spsk. honning
1 tsk. dijonsennep

Kog kikærterne i rigeligt (frisk og letsaltet) vand i ca. 1 time. Hold øje med dem fra tid til anden, så du er sikker på, at de ikke koger tør.

Tag bøfferne ud af køleren ca. 30 minutter inden, at du mener, at det er tid til de skal på panden. Det er omkring nu. Krydr dem med salt og friskkværnet peber.

Når ærterne er kogt, så hæld vandet fra dem. Bagefter smider du dem så i et ildfast fad sammen med radiser, som du lige har renset, salt, peber og olivenolie. Sørg for at vende det hele godt rundt.

Så skal de ellers i ovnen i ca. 15 minutter ved 200 grader.

Imens pisker du lige eddike, olivenolie, honning og sennep sammen. Så er dressingen klar.

Steg bøfferne på en grillpande for fuld skrald, så de får stegeskorpe, men samtidig er røde indeni.

Så er det tid til, at ærterne skal ud af ovnen, og så blander du ellers forårsløgene i sammen med smuldret feta. Hæld dressingen over, og så er du tæt på mål.

Server kikærtesalaten med din saftige bøf, og du er godt kørende …

Opskriften på “salaten” er med et vældig kraftigt afsæt i Loui & Bearnaisens, som du finder her.

Asiatisk inspireret suppe med kylling, judasører, forårsløg og koriander

Suppe
Suppe lavet på resterne fra en omgang tarteletter.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Af en kvart pillet kylling samt omkring en liter kyllingefond, som stammede fra tartelet-menuen dagen inden (opskrift her), opstod denne suppe. Nåh ja, plus lige et par andre småting. Men grund-essensen kom altså fra disse “rester”.

Ca. 1 liter kyllingefond
Kødet fra en kvart pillet kylling, som har lagt grundstenen til ovenstående fond
Tørrede judasører opblød i vand i ca. 15 minutter
2 forårsløg skåret i skrå skiver
2 tsk. “ukendt” krydderi (se mere her)
2 spsk. Sake
1 bdt. frisk koriander

Varm fonden sammen med “ukendt” krydderi og Sake op til kogepunktet og tilsæt så kyllingekødet og svampene. Lad det simre ganske, ganske svagt i 10 minutter.

Tilsæt forårsløg og lad det simre videre et lille minut.

Drys frisk koriander i og server med det samme.

Pho

1
Pho inden suppen hældes over …

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 5–9 timer.

Det ta’r lang tid at lave. Rigtig lang tid. Men nu er der jo heldigvis ingen, som tvinger en til at stå og se på fonden koger ind og bli’r smagfuld. Og ta’r man den tid og trækker fra den samlede tilberedningstid, så ender man vel med en tilberedningstid på omkring 20–25 minutter. Og Pho smager godt – det er saml-selv-mad af høj karat.

3–4 stegeben
2 løg skåret i kvarte
3 spsk. korianderfrø
3 stjerneanis
1 god knold ingefær skåret i mindre stykker
Vand
Soya
Mushroom soya
Ketjap Manis (sød soya)
Fiskesauce
Limesaft
Oksekød af god kvalitet skåret i papirtynde skiver
Frisk koriander
Bønnespirer
Nudler
Forårsløg skåret i skrå skiver
Rød chili finthakket

2
Pho.

Smid stegeben i et ildfast fad sammen med løg, korianderfrøm, stjerneanis og ingefær. Giv det en omgang under grillen i ovnen til det er godt og branket. Smid herefter hele molevitten i en stor gryde, og hæld rigeligt med vand på. Kog op og fjern de værste urenheder, inden skidtet simrer videre i alt fra 5–9 timer. Hæld lidt ekstra væde ved, hvis det truer med at koge helt væk.

Si suppedasen ned i en mindre gryde, når du mener, at nu er det tid. Sæt så gryden med indhold til afkøling, og når det er køligere, så skummer du lige det øverste lag fedt fra.

Kog op og smag til med soyaer i diverse afskygninger, fiskesauce og limesaft.

Smid en slat forkogte nudler op i en dyb tallerken sammen med en håndfuld af de andre ingredienser, som endnu ikke befinder sig i suppen – inkl. det rå kød. Hæld et par skefulde suppe over, og der er serveret.

Det rå kød er i så tynde skiver, at det ydre lige bliver en anelse kogt, mens det stadig er rødt indeni – det er sgu’ en smart opfindelse. Specielt i samarbejde med de stadig sprøde grøntsager deri også.

Kuller i krydderrasp med spinat- og svampekompot

Kuller
Kuller i krydderrasp med spinat- og svampekompot.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

1 kullerfilet
1 dl rasp
1 stort bdt. friske krydderurter
Salt
Peber
Olivenolie
400 g friske svampe – gerne flere forskellige
200 g frisk spinat
1 1/2 madlavningsfløde
1/2 dl Noilly Prat
1 bdt. forårsløg skåret i skrå skiver

Blend krydderurter og rasp til en grøn krydderrasp. Læg fisken på en flade, og drys så blandingen over. Tryk let med hånden, så raspen sidder fast. Læg fisken i et ildfast fad, og hæld et par skefulde Noilly Prat ved. Ind i ovnen i 13–15 minutter.

Imens smides svampene, som er skåret i mundrette stykker, op i en wok sammen med lidt olivenolie. Lad dem svitse til en go’ del af væsken er fordampet, hvorefter spinaten tilsættes sammen med foråsløgene. Lad spinaten falde lidt sammen, og hæld så den resterende Noilly Prat ved.

Lad spinaten falde helt sammen, og tilsæt så fløde og smag til med salt og peber.

Kog det hele lidt sammen til det begynder at tykne.

Svine- og krabbekødsboller med nudler

DSC_0010
Svine- og krabbekødsboller med nudler.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

250 g hakket svinekød
1 dåse krabbekød på dåse
1 bdt. forårsløg, finthakkede
2 fed hvidløg, finthakket
1 tsk. rød karrypasta
1 spsk. maizena
1 æggehvide
4 spsk. sesamolie
1 lille løg, finthakket
2 røde chili, finthakkede
2 tomater, hakkede

Bland svinekød, krabbekød, halvdelen af forårsløgene, det ene fed hvidløg, karrypasta, maizena og æggehvide grundigt. For til små kødboller, og steg dem i 3/4 af olien til de er gyldne og sprøde udenpå.

Imens laves saucen ved at svitse de resterende ingredienser i det sidste olie – dog med undtagelse af tomaterne, som først skal i til sidst og lige ruskes med rundt.

Server sammen med friskkogte nudler.

Voilas: Spaghetti alla Lady & Vagabonden asian style!

Kylling med kokosfløde, forårsløg og svampe

Kinamad
Kylling med kokosfløde, forårsløg og svampe.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

2 spsk. sesamolie
1 bdt. forårsløg i skrå skiver
2 fed hvidløg, finthakkede
150 g kokosfløde, fintrevet
2 spsk. rød karrypasta
5 dl hønsefond
2 spsk. fiskesauce
2 spsk. soya
Thai-basilikum
300 g shitakisvampe – eller champignoner, hvis du ikke kan få fat i andet

Varm olien i en wok og smid hvidløg deri sammen med karrypasta og kokoscreme. Samme vej med kyllingen til det er gyldent på ydersiden. Tag kyllingen af wokken, og opvarm yderligere lidt olie deri. Så skal svampe og forårsløg deri og svitses let.

Tilbage med kyllingen, og så på med font. Lad det simre til kyllingen er gennemstegt.

Lige inden servering kommes basilikummen i.

Server med jasminris.

Sådan-cirka-samosa

 Samosa
Sådan-cirka-samosa.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
40 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Samosa som man kender dem fra f.eks. grønthandlerne på Vesterbro og Nørrebro i København vil det være en tilsnigelse at sige, at disse samosa minder om. De er nok mere helt sine egne, da dejen udenom hverken er den “rigtige” eller de bliver dybstegt til slut. Men en sund udgave af dem kan man måske godt sige, at det er – og indholdet er i hvert fald tæt på “de rigtige”.

Vietnamesiske rispapir
1 dåse kikærter
250 g ærter
4 gulerødder
1 bdt. forårsløg
3 spsk. ghee
Lidt revet kokoscreme
2 spsk. stødt spidskommen
2 tsk. røget paprika
1 spsk. garam masala
2 spsk. smagsneutral olie
Salt
Peber

Opvarm olien i en wok og smid kikærterne deri sammen med gulerødder i tern. Drys krydderierne over og rør godt rundt. Når gulerødderne er blevet møre, men stadig med bid, tilsættes forårsløg i skrå skiver og ærter. Smag til med salt og peber.

Opblød et stykke rispapir i koldt vand, så den bliver blød, men teksturen stadig bevares. Skær den i to halvdele, og læg en smule fyld på hver. Fold til en lille trekantet sag, som lægges på en bageplade med bagepapir.

Pensl med smeltet ghee tilsat lidt revet kokoscreme, og sæt dem i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter. Så skal de vendes, pensles på den anden side og tilbage i ovnen i 10 minutter igen.

Grillstegt svinekam med fyld af ferskner og timiansmør med aspargessalat med timianhonning til

Roast
Grillstegt svinekam med fyld af ferskner og timiansmør med aspargessalat med timianhonning til.

Antal personer: 4 (sultne) personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 110 minutter.

Madklubben lagde vejen forbi grundlovsdag, hvor tiden til at lave mad i lidt længere tid, var til det. Og vejret. Så menuen stod på en Jamie Oliver-klassiker i form af grillstegt svinekam med fyld af ferskner og timiansmør. På sidelinjen kom ind aspargessalat med timianhonning ind i billedet.

Grillstegt svinekam
1 stk. svinekam på ca. 1800 g
100 g smør
Finthakkede blade fra 1 bdt. timian
5 friske ferskner
Salt
Peber

Aspargessalat
1 bdt. grønne asparges
1 bdt. hvide asparges
2 bdt. forårsløg
6 spsk. flydende honning
Bladene fra 1 bdt. frisk timian

Dish_roast
Haps!

Grillstegt svinekam
Skær en lomme ind under sværen på stegen, og fyld op med smør, timian og ferskner. Luk evt. hver ende med en kødnål. Gnid salt og peber godt ind i sværen på ydersiden efterfølgende.

I med et stegetermometer, og så ellers på grillen ved indirekte varme i ca. 1 time pr. kg, eller til kernetemperaturen er 65 grader. Smid låg på i øvrigt.

Lad stegen hvile i 15 minutter inden du skærer den i skiver.

Aspargessalat
Knæk den nederste del af de grønne asparges – de knækker selv der, hvor de “skal”. Gør det samme med de hvide asparges, og skræl dem. Forårsløgenes bund rodnet skæres fra, sammen med den yderste del af den grønne.

De hvide asparges skal lige have 1 minut i kogende letsaltet vand.

Når stegen er ved at være færdig på grillen, så kommes grøntsagerne på ved direkte varme – heldigt nok, så er det jo lige de pladser som er tilbage på grillen. Vend dem jævnligt til de er møre, men stadig med bid. Skær alle grøntsagerne i mundrette stykker.

Opvarm honning sammen med timian, og hæld det derefter over grøntsagerne.

Kyllingefrikassé

Chicken
Kyllingefrikassé.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

1800 g kyllingelår med rygben, skind og hele baduljen
Lidt olie
1/2 liter hønsebouillon
500 g fine, små gulerødder
2 bdt. forårsløg
1 bdt. grønne asparges
2 1/2 dl madlavningsfløde
Saften fra en citron

Brun kyllingen godt og grundigt på alle sider i en smule olie. Hæld så bouillon på og lad det småsimre i 15 minutter, hvorefter kartofler i kvarter samt gulerødder i mundrette stykker tilsættes. Simr videre i 20 minutter.

Så er det i med forårsløg og asparges, som blot lige skal koge med inde retten smages til med salt, peber og citronsaft.

Opskrift med inspiration fra denne side.