Makroner med kastanjecreme, flødeskum og bitter chokolade


Makroner med kastanjecreme, flødeskum og bitter chokolade.

Antal personer: 5 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Måske én af de hurtigste desserter, som nærmest ingen forberedelse kræver. Og tilberedningen kan klares på fem minutter. What’s not to like?

Ingredienser
1 lille dåse Crème de Marrons
1,5 dl. piskefløde
Lidt instant espresse-pulver
Mørk chokolade (jeg brugte en 85%)
10 makroner

Opskrift
Pisk fløden til en let skum. Læg en skefuld kastanjecreme på en makron, som derefter toppes med flødeskum. Herefter rives lidt mørk chokolade over.

Drys en anelse kaffepulver over og smid en makron på toppen. Drys evt. yderligere lidt chokolade over.

Bum, så’ der serveret …

Reklamer

Flamberede figner med flødeskum


Ja, kønt er det måske ikke …

Antal personer: 1 person.
Forberedelsestid:
30 sekunder.
Tilberedningstid: 3-4 minutter.

Kønt ser det ikke ud. Indrømmet.

Men!

Vi fik for et par år tilbage et figentræ, og for første gang har det i år givet en figen. Eller faktisk to. Men kun den ene var moden. Og spises, det sku’ den fa’me. Og hvilke retter har taget skade af alkohol og fløde? Nej, vel?

Ingredienser
1 figen
1/2 dl. piskefløde
3-4 spsk. cognac
1 spsk. honning

Opskrift
Flæk din figen på den lange led. Smelt honning på en pande, og læg den på med den flækkede del ned. Når den er lidt sprød-agtig at se på, når du lige løfter den lidt, så vend den.

Efter et minut eller halvandet smider du cognac på og tænder ild til skidtet (husk at have emhætten slukket). Lad ilden brænde ud og servér med friskpisket flødeskum. Dryp lidt af den flydende honning fra panden over til slut.

Hjemmelavet vanilleis i forklædning som gammeldags æblekage … Næsten!

Ice
Hjemmelavet vanilleis i forklædning som gammeldags æblekage … Næsten!

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 1–2 timer.

Æblegrøden er kærestens påfund, så en opskrift herpå må du lede længe efter her på bloggen, medmindre hun vil ud med den på et tidspunkt. I skrivende stund tør jeg dog ikke spørge ind til den, da der er en meeeget vigtig tøse-serie i fjernsynet.

1 stang vanille – kornene herfra
8 g vanillesukker
6 æggeblommer
80 g flormelis
4 dl sødmælk
1 1/2 dl piskefløde
Piskefløde til flødeskum
Mandelsplitter

Pisk æggeblommerne med sukker, vanillesukker og vanillekorn til det nærmest er hvidt.

Opvarm mælken til den lige akkurat er en anelse ubehagelig at stikke en lillefinger i.

Bland æggeblandingen med først fløden, og så derefter gradvist mælken. Sæt til afkøling til køleskabstemperatur efterfølgende.

Hæld blandingen på din ismaskine, og lad den snurre i 50 minutter, hvorefter den hældes på en beholder, som kommer i fryseren til isen er helt fast.

Tag isen ud 10 minutter inden den skal serveres, så er den nemmere at arbejde med, og der træder lidt mere smag frem, synes jeg.

Anret som på billedet.

Umbrien part III


Rosanna – vores italienske madmor for en aften.

Så er det tid til lidt mere fra den fantastiske rejse til Umbrien. Denne gang om aftenen, hvor vi fik besøg af den lokale mama, som kreerede en 3-retters menu for os i vores køkken.

Rosanna var ca. 1,5 meter høj, men havde køkkenkniven i sin magt. Al ære og respekt for hende, og hendes evner i køkkenet.

På forhånd havde vi fået besked om, at hun for det første ikke snakkede engelsk (og kun min far taler italiensk), hvorfor det meste ville foregå på tegnsprog og for det andet, så var det hende der var chef i køkkenet, hvis vi ville se med over skulderen og evt. hjælpe. God råd og gode idéer var med andre ord ikke velkomne, da de ville forstyrre mere end de ville gavne. Med andre ord: I Italien bestemmer mama!

Menuen
Alle opskrifter er forsøgt gengivet mængdemæssigt til ca. 6 personer.


Antipasti

Panzanella (toscansk brødsalat med agurk og tomat)


Primi piatti

Pennette all puttanesca (spaghetti med sauce af tomater, oliven, kapers og soltørrede tomater)


Secondi piatti

Pollo alla porchetta (umbrisk kylling fyldt med vilde fennikeltoppe, rosmarin, hakket kød og hvidløg)


Dolci

Pesche grigliate con vin cotto (grillet fersken med hvidvinssauce og flødeskum)

Antipasti
1 daggammelt hvidt brød
1 agurk i tynde skiver (skrællet)
500 g tomater i små tern
1 stort løg i meget tynde skiver
1 bundt frisk basilikum
Meget (virkelig meget) god olivenolie

Læg brødet i blød i en masse vand, og lad det blive helt og aldeles gennemblødt. Herefter knuges vandet grundigt ud af brødet igen, som findeles i små “krummer” i en skål sammen med agurken, tomaterne, løg og basilikum. Og her lærte vores kære mama os, at basilikum endelig ikke må hakkes, men kun rives i stykker – på den måde kommer smagen meget bedre frem.

Bland en masse (som i en virkelig masse) olivenolie i salaten, så den bliver godt og grundig gennemblød igen, og sæt tænderne i den.


Primi piatti

500 g tomater
1 lille glas kapers
1 glas grønne oliven uden sten
1 lille glas soltørrede tomater
Salt
Spaghetti

Kog spaghettien aldente i rigeligt letsaltet vand, alt imens saucen forberedes.

Skær alle tingene (med undtagelse af spaghetti og salt selvfølgelig) i meget, meget små tern. Når pastaen er kogt, så blandes den med saucen, som dermed kun opvarmes af spaghettien, og retten er klar.

Smag til med salt – der skal ikke saltes ret meget, da både kapers og oliven indeholder meget salt i forvejen.

Nemt og simpelt – og virkelig velsmagende.


Secondi piatti

1 stor kylling (i Danmark nok nærmere to –  i hvert fald, hvis man køber de almindelige i et supermarked, som mestendels er ben)
500 g hakket kød (halvt kalv, halvt flæskekød)
3 fed hvidløg, finthakket
3 tsk fennikelfrø
En bundt vilde fennikeltoppe
Et bundt frisk rosmarin
Vand
Hvidvin
1 æg
Olivenolie
Kartofler

Det hakkede kød svitses på panden sammen med hvidløg, fennikelfrø og 1/4 af rosmarinen. Herefter proppes det ind i kyllingen, som fint lukkes med tandstikkere af træ. Gem overskydende fars.


Krabaten brunes i en time i en gryde sammen med olie, fennikeltoppe og rosmarin. Efter en halv times bruning kommes der 2 dl vand ned til kyllingen, og undervejs i bruningsprocessen kommes ligeledes et glas hvidvin eller to samme vej. Vend kyllingen jævnligt, så alle sider tager farve.


Resten af farsen på på panden selskab af et æg, som vendes med rundt (uden varme på pande – den skal blot lige samle kødet). For kødet til en bolle, som lægges sammen med den brunede kylling på en bradepande, som kommer i ovnen i en time.


I denne time får de selskab af kartofler i grove både og rosmarinkviste, som agerer tilbehør til retten

Partér kyllingen og skær kødbollen og småstykker, og retten er klar til servering.

Dolci
6 ferskner
Fløde
Hvidvin

Vi sad udenfor og nød ovenstående retter, da desserten blev tilberedt, så desværre er der ingen opskrift herpå. Men skulle der være en herboende italiener, en med viden om retten eller lign., som læser med her på bloggen, og kan opskriften på desserten, så smid endelig en kommentar!

Den førstefødtes første fest – manglende opskrifter


Den førstefødtes første fest var et – synes vi i hvert fald – hit. Vejret var godt (utroligt nok), folk var glade og maden lykkedes. Hurra!

Menuen

Sticks til høflig selv-grillning
Satay og Sasami Chili (opskrifter andetsteds her på bloggen)

Hovedretter
Sprød kinesisk and, sur/sød-kylling og vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød (opskrifter andetsteds her på bloggen, dog med undtagelse af de vietnamesiske forårsruller med marineret svinekød, som du finder nedenfor)

Salater
Thai-agurkesalat og thai-nudelsalat (opskrifter nedenfor)

Tilbehør
Wasabicreme, goma-dressing, edamamebønner, peanutsauce, jasminris (opskrifter nedenfor med undtagelse af edamamebønner, peanutsaucen og jasmiris, som allerede er at finde på bloggen)


Dessert

Hindbær- og hvid chokolade-muffins, rabarberkage med flødeskum og brownies (kager blev lavet af hhv. svigersøster og mor, hvorfor opskrifterne må hives ud af dem ved lejlighed, hvis jeg kan)

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Vietnamesiske forårsruller (dem som blot skal lægges i vand, så de er klar)
Grøntsager efter smag – mængde efter behov
Svineschnitzler
1 dl soya
1 dl honning
3 fed hvidløg, finthakkede

Thai-agurkesalat
1/2 agurk
1 lille rødløg skåret i helt tynde skiver
3–4 spsk dipsauce (opskrift nedenfor)
1 rød chili, finthakket
25 g jordnødder, hakkede

Dipsauce
450 g sukker
5 dl vand
2 spsk riseddike
1 1/2 spsk salt

Thai-nudelsalat
Friskkogte æggenudler, afkølede
Finthakket rød peberfrugt
Finthakket forårsløg
Finthakkede ristede jordnødder
Ristede sesamfrø
Friskhakket koriander
Finthakket citrongræs

Dressing til thai-nudelsalat
Fiskesauce
Sød chilisauce
Ketjap manis
Olivenolie
Limesaft
Ingefærsirup fra syltede ingefærkugler

Wasabicreme
1/2 liter creme fraiche (gerne den fedtfattige – det gør ikke noget i denne sammenhæng)
1 1/2 spsk wasabi

Goma-dressing
2 spsk sesamfrø
1/4 løg
1/2 gulerod
1 fed hvidløg
1 1/2 dl olivenolie
1/2 dl riseddike
1/2 soya
1 tsk sukker
1 tsk mayonaise (gerne den japanske, som fås hos din asiatiske pusher)
1 tsk sesamolie

Vienamesiske forårsruller med marineret svinekød
Bland soya, honning og hvidløg til en marinade, som du lægger kødet i natten over. Steg herefter kødet ved meget høj varme og skær det i tynde strimler.

Skær grøntsagerne i helt fine strimler.

Læg en vietnamesisk forårsrulle i lunkent vand i ca. 10 sekunder, til den bliver blød og medgørlig. Smid det fyld i, som du vil have og fold den.

Vupti, ready to go!

Thai-agurkesalat
Salt agurkeskiverne, skyl og afdryp dem. Læg dem i en skål sammen med løg, og øs dipsaucen over. Put chili og jordnødder over salaten og servér.

Dipsauce
Varm sukker og vand op i en gryde til sukkeret er opløst. Kog i 4–5 minutter herefter så du ender ud med en sirupsagtig sag. Tag fra varmen og tilsæt eddike og salt.

Smid gryden over varmen igen og kog i 2–3 minutter. Køl herefter helt af.

Thai-nudelsalat
Bland nudlerne med finthakket rød peberfrugt, forårsløg og rødløg. Rist jordnødderne i ovnen på bagepapir ved 150 grader til de er gyldne, hvorefter de hakkes fint. Rist sesamfrø på en tør pande til de er sprøde. Bland de afkølede ristede peanuts og sesamfrø sammen med nudlerne. Hak en masse frisk koriander og citrongræs helt fint og tilsæt det.

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen til en kraftigt smagende sursød dressing og vend det i nudelsalaten.

Wasabicreme
Bland skidtet sammen – smag lige undervejs, så du ikke ender ud med en creme, som er aaalt for stærk.

Goma-dressing
Put alle de tørre ingredienser i en blender, og hæld langsomt olie, soya og eddike i. Til slut tilsættes mayonaise og det hele smages til.

Opskrifter fra “Easy Thai kogebog” af Sallie Morris samt her og her.

Dessert ala bonus-varme


Dessert ala bonus-varme. Kønt ser det ikke ud, men det smager sgu’ godt (manglen på flødeskum til trods).

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
1 minut.
Tilberedningstid: 10–15 minutter alt efter, hvor meget varme der er tilbage i kullene.

Efter vi havde grillet kyllingen (se opskriften nedenfor), var der stadig smæk på kullene, hvorfor ovenstående skønhed af en dessert kom til verden. Den mangler her flødeskum, men da desserten kom på bordet meget impulsivt, så var der desværre ikke handlet fløde ind til lejligheden.

2 bananer
2 spsk brun farin
Lidt whiskey

Smid bananerne på grillen til de er godt sorte. Lav et snit på lang i hver af dem og kyl brun farin deri. Stænk med whiskey og spis! Top den i øvrigt med flødeskum, hvis du har muligheden – det gi’r den lige det sidste spark.

Nougatlagekage og blåbær/ananaslagkage


Nougatlagkagen – den ene af to lagkager fra gårsdagens fødselsdag. Den anden er en blåbær/ananaslagkage.

Nougatlagkage
3 lagkagebunde
3/4 liter piskefløde
200 g nougat
200 g mørk kogechokolade
Portvin

Blåbær/ananaslagkage
3 lagkagebunde
1/2 liter piskefløde
200 g friske blåbær
1 lille frisk ananas
1 stk lime, skallen herfra, fintrevet
2 1/2 dl creme fraiche, 38% (det skal være 38’eren – ellers kan det ikke piskes)

Nougatlagkage
Pisk 1/2 liter af piskefløde til skum. Smelt nougaten og lad den køle lidt, inden du blander dem med flødeskummet.

Stænk den første bund med lidt portvin, og fordel halvdelen af nougatflødeskummet herpå. På med en ny bund stænket med portvin, og så et lag flødeskum mere. Sidste bund på, og så skal der ellers et lag smeltet chokolade udover.

Slut af med at pynte med den sidste 1/4 liter piskefløde, som på billedet – eller hvad dine kunstneriske evner nu rækker til.

Tak til MOR for opskriften – det er stadig den bedste lagkage i verden, hvis I spørger mig!


Blåbær/ananaslagkage
Pisk fløden stiv og vend den revne limeskal og creme fraiche i.

Fordel 1/3 af cremen på en lagkagebund sammen med lidt ananas og lidt blåbær, og fortsæt således, til der ikke er flere bunde tilbage. I modsætning til nougatlagkagen afsluttes med et lag creme.

Simpel: Jep. Men den smager godt! Den er frisk på den gode måde – ikke den der vanvittig sure måde, som kun tøser synes er lækkert ved en dessert (som i mine øjne gerne må være sød, sød, sød).


Fødselsdagsgaven fra min kære farmor: Gavekort til H.W.Larsen i kødbyen i København. Fantastisk! Køkkenbutikken over dem alle!