“Hotdog” med stegt laks, fiskeskind, puffede risnudler og wasabimayo. Mangrofritter on the side …


Fishy hotter …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter + 1 times hævning + 45 minutters efterhævning.
Tilberedningstid: 20-25 minutter.

Hotter med fisk?!? Jo, den er go’ nok – og det er smagen osse. Her blandes dansk, amerikansk, asiatisk og hva’ ved jeg, men resultatet er sgu’ godt …

Og ja, ingredienslisten er lidt lang i det, men hvis du ikke nødvendigvis vil lave hele den samlede menu, så er det nu ikke så slemt alligevel.

Ingredienser til brødene
1,5 spsk. tørgær
2,5 dl. lunken vand
7-8 dl. hvedemel
0,75 dl. rørsukker
2 spsk. rapsolie
1 godt, stort stykke laks med skind
Smagsneutral olie
Risnudler
1 æggeblommer
1 tsk. æblecidereddike
Lidt salt
Wasabi-pulver
1 mango
1 dl. hvedemel
3 spsk. ristede kokosflager, finthakket
2 tsk. bagepulver
2 dl. vand
Koriander
Aramatang

Opskrift

Opløs gær i vand og lad det stå i 10 minutter til det bobler. Bland herefter mel, rørsukker og rapsolie i og ælt godt sammen.

Lad dejen hæve 1 time under et fugtigt klæde.

Del dejen i 9 “mini-franskbrød”, som lægges i et lille ildfast fad med bagepapir. Lad dem efterhæve under et fugtigt klæde i yderligere 45 minutter.

Bag dem ved 200 grader i cirka 20 minutter, hvorefter de liiiige skal køle lidt af, inden du sætter tænderne i dem.

I mens kan du passende lige lave det sprøde fiskeskind, som her agerer hotterens “ristede løg” i form af sprødhed: Skrab skindet helt rent for fedt/kød på den ene side samt skæl på den anden.

Læg dem i et smut ildfast fad og smid dem i ovnen ved 200 grader i 5 minutter, hvorefter de tages ud og lægges under pres, så de forbliver flade.

Skær dem herefter i halvtykke strimler, som steges i smagsneutral olie ved 160 grader til skindet er sprødt og lækkert. Tag dem herefter op og læg dem på fedtsugende papir og drys med lidt salt.

Mayonnaisen: Pisk æggeblommer med lidt salt og eddike. Herefter tilsættes olie i en tynd stråle til den rette konsistens er opnået. Tilsæt så wasabipulver efter behov og smag.

Puffede risnudler: Opvarm smagsneutral olie til 190 grader og smide en lille håndfuld risnudler i ganske få sekunder. De puffer – om olien er varm nok – op lige med det samme. Fisk dem op og læg dem på fedtsugende papir – så’ de klar …

Mangofritterne: Skræl mangoen og skær dem i pomfrit-lignende størrelser. Bland herefter med hvedemel, ristede kokosflager, bagepulver og vand, og dyp så mangoerne deri.

Fritér dem så i 170 grader varm olie, op på fedtsugende papir og lidt salt på. Klar, parat, spis.

Servér hotterne med lidt arametang, masser af frisk koriander og masser af det hele …

Reklamer

Sake-marineret laks med muslingebisque, sprødt fiskeskind og arametang

fisk
Sake-marineret laks med muslingebisque (jo den er der – den er blot svær at se på billedet), sprødt fiskeskind og arametang.

Mængde: 5 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 1,5 time.

Ovenstående tidsestimat på rettens forberedelses- og tilberedningstid er forudsat, at du allerede har muslingebouillonen klar – opskriften på dén finder du her.

Ingredienser
1 side laks med skind
Olivenolie
Salt
Peber
1/2 liter muslingebouillon
100 g smør
1 dl. piskefløde
1 spsk. creme fraiche
4 spsk. sake
6 spsk. soya
Smagsneutral olie
Arame-tang
Rød skovsyre
Tallerkensmækkere

Opskrift
Skær skindet fra fiskekødet – der skal sidde så lidt kød på skindet som overhovedet muligt. Er der rester rundt omkring, så skrab det af.

Pensl skindet på begge sider med olivenolie og krydr med en anelse salt og peber. Læg skindet i en bradepande, og læg bagepapir over. Placér herefter et tungt fad ovenpå, og smid så tingene i ovnen ved 120 grader i ca. halvanden time, hvorefter de kan tages ud, og skindet – som nu er helt sprødt – skæres i mindre, mundrette stykker.

Fiske skal lægges i et fad med sake og soya i 10 minutter, inden du smider det på en pande med smagsneutral olie og lidt smør med fuld skrue på varmen. Når det er sprødt og lækkert på den ene side, så vender du den og gør det samme på den anden. Fisken må ikke blive for stegt, så bliver den kedelig.

I mens fisken er i gang tester du dine evner ud i multitasking. Opvarm bouillonen langsomt og pisk så smør, fløde og creme fraiche i. Smag til med salt og peber.

Anretning
Læg fiske på en tallerken, og hæld lidt af den varme muslingebisque ved. Læg et par skiver fiskeskind ved, og placér lidt tang øverst.

Pynt så med krydderurterne, og maden er klar …