Fiskefrikadeller med smørkartofler og stuvet strandkål


Fiskefrikadeller med smørkartofler og stuvet strandkål.

Mængde: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
500 g fiskefars
Smør
Olie
600 g kartofler
Dild
En meget stor håndfuld strandkålsblade uden stok/stilk
30 g smør
40 g mel
4 dl af kogevandet fra kålen
1 dl mælk
Peber

Opskrift
Dellerne er jo nemme nok; de skal blot formes og smides på en pande med smør/olie og så ellers steges sprøde og gyldne på alle sider. Ikke så meget dér.

Kartoflerne er i samme liga: Skrab dem og kog dem møre i saltet vand, hvorefter de vendes med smør og dild.

Kålen: Bring vand i kog, og smid kålen deri i 10 minutter. Hæld så 4 dl af kogevandet i en lille gryde/kande, og hæld resten fra. Vandet skal du endelig ikke salte, da kålen i sig selv er forholdsvis salt.

Opvarm smør i en anden lille gryde, og smelt det ved svag til jævn varme. Så er det i med melet under kraftig omrøring. Når det hele har samlet sig til en mærkelig lille klump, så hældes vandet i lidt efter lidt under omrøring. Til sidst skal mælken samme vej, og der smages til med salt, peber og muskat.

Hæld saucen over kålen, og bland det hele grundigt.

Reklamer

Fiskefrikadeller med kartoffelmos

Deller
Fiskedellerne med orange kartoffelmos. Ikke grøn som ellers planlagt oprindeligt.

Antal personer: 3–4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 20–25 minutter.

Kartoffelmosen blev orange. Den sku’ ha’ været grøn. Men når man glemmer at købe den broccoli, som skulle være årsagen til farven, og i stedet bruger gulerødder, så bliver resultatet altså orange. Logisk nok. Men det smagte nu fint alligevel.

Fiskefrikadeller
400 g fast hvid fisk (jeg brugte brosme og kuller)
3 forårsløg
1 spsk. karrypasta
Salt
Peber
1 spsk. maizena
Smør eller olie til stegning

Kartoffelmos
Kartofler
Gulerødder
Smør
Mælk
Salt
Peber

Fiskefrikadeller
Kør hele baduljen gennem kødhakkeren (det bliver i min optik bedst i den grove), og form til frikadeller. Steg dem ved jævn varme i smør eller olie til de har fået en fin stegeskorpe og lige akkurat er gennemstegte.

Kartoffelmos
Kog kartofler og gulerødder møre. Brug ca. 1/3 gulerødder rent vægtmæssigt ift. kartofler – ellers kan det godt blive liiidt for sødt. Hæld vandet fra, og tilsæt smør og mælk. Mos det hele.

Smag til med salt og peber.

Ida Davidsen ville nok ha’ kaldt den “Kent Kirk” efter den sidste fiskeriminister …

Fisk
1 stk. højtbelagt smørrebrød.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Forårets sidste fiskekasse ankom for nylig (den kommer desværre ikke over sommeren, da det er for varmt til at køre den fra Skagen til Nordsjælland, for derefter stadig at kunne kalde det frisk fisk – vel reelt en go’ ting med den slags erkendelse fra firmaets side, men stadig ærgeligt, da vi eeelsker den kasse), og havde blandt andet en sjælden gæst med sig: Friskhakket fiskefars. Og da jeg for ganske nylig så et billede et sted – og undskyld mig, men jeg kan simpelthen ikke huske hvor – af en højtbelagt med fiskefrikadelle var planen på sin vis allerede lagt.

4 skiver ristet rugbrød
6 grønne asparges
Citronskal
Lidt creme fraiche
Salt
Peber
Lidt “kaviar«
Citronskiver som pynt
Fiskefars

Ja, hvad du skal gøre med fiskefarsen giver sig selv, hvis du vælger en færdiglavet, så det springer jeg let og elegant over. Eneste ting er, at du skal sørge for, at de er frisklavede, når du anretter, så dressingen flyder nedover.

Ellers ta’r du ganske enkelt og skærer dine asparges i ultratynde skiver (brug et mandolinjern) på den lange led. Læg dem i koldt vand efterfølgende til du skal bruge dem, så de bevarer deres sprødhed.

Bland creme fraice med salt og peber og en smule “kaviar”.

Anret på rugbrødet: Først fiskedeller, så lidt creme fraiche toppet med ekstra “kaviar” og til slut dine asparges og lidt citronskal. Og pynt med en citronskive og drys lidt salt og peber på.

Jamen, halløj sommermad!

Thai-inspirerede fiskefrikadeller med tangsalat

Fiskedellerne
Thai-inspirerede fiskefrikadeller med tangsalat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Vi fik vores månedlige fiskekasse lige inde sidste uges skiferie, så den røg direkte i fryseren. Denne gang bestod den bl.a. fiskefars, som gik til aftenens menu. Præcis hvilken fisk den indeholdte skal jeg lade være usagt, men den var go’ … Og hvid …

400 g fiskefars
2 tsk friskrevet ingefær
2 tsk currypasta
1 forårsløg, finthakket
6 tørrede limeblade, smuldrede til småbidder
Olie
Tangsalat (fås hos bl.a. fiskehandlere og nu også i Netto – fiskehandlerens er ikke frost, og smager uden tvivl bedst)
1 frisk lime

Bland alle ingredienser med undtagelse af tangsalaten grundigt. Opvarm olie på en pande ved jævn varme, og form fiskefarsen til deller, som lægges på panden. Ryst panden, så de ikke brænder på og sidder fast. Når overfladen (altså undersiden, som vender ned mod panden) er gylden og sprød vendes dellerne, og steges færdige på den anden side.

Serveres med tangsalat og frisk lime, som dryppes over hele molevitten.

Thailandske fiskekager med lynstegte grøntsager


Thailandske fiskekager med lynstegte grøntsager.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Thailandske fiskekager
450 g hvide fiskefileter (jeg brugte kulmule)
45 maizena
30 g hvedemel
1 spsk fiskesauce
1 æg
1 bdt frisk koriander
3 tsk rød karrypasta
100 g grønne bønner
2 forårsløg
Olie til stegning

Lynstegte grøntsager
1 broccoli
100 g grønne bønner
1 rød peberfrugt
1 løg
8 shitaki-svampe (hvis tørrede, så opblødt i vand)
1 spsk soya
1 spsk fiskesauce
Sesamolie
Sesamfrø

Thailandske fiskekager
Skær fiske i mundrette stykker og hak de øvrige ingredienser i mindre stykker (ja, altså med undtagelse af karrypasta og den slags, som jo er findelt i forvejen – og olien til stegning, den skal heller ikke med i denne omgang). Bland det grundigt, og kør hele molevitten gennem en kødhakker til en god – grov eller fin efter smag – fiskefars. Form til deller og smid dem på en pande med olie. Steg på begge sider til de er gennemstegte.

Lynstegte grøntsager
Giv sesamfrøene en omgang på en meget varm, tør pande til de begynder at dufte. Hæld dem over i en skål, og stil dem til side, indtil de skal bruges.

Skær alle grøntsagerne i mindre stykker. Opvarm sesamolie i en wok ved stærk varme, og smid alle grøntsagerne deri. Lynsteg dem til de er møre, men stadig har bid – omkring 5 minutter er nok ikke helt ved siden af. Tilsæt lidt soya og fiskesauce, og smag om smagen er efter dit hoved – tilsæt lidt mere, hvis du synes. Når smagen er lige i øjet, så drys de ristede sesamfrø over, og server sammen med fiskekagerne i en flyvende fart.