Pariserbøffen der gik i fisk


Pariserbøf. I fisket udgave.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
2 halvstore rødspættefileter
Hvidt, daggammelt brød
Smør
Salt
Peber
2-3 store håndfulde friskbælgede ærter
1 kålpølse
3-4 skiver god bacon
Dild
1 citron

Opskrift
Skær bacon og pølser i forholdsvis små tern, som steges gyldne i en sauterpande. Når kødet er sprødt og gyldent tilsættes saften fra en halv til en hel citron (smag dig frem) samt ærter og friskhakket dild og der smages til med salt og peber.

I mens skæres skorperne af brødet, og de skæres til, så de har passende størrelse i forhold til fisken, som lægges oven på. Del evt. fileterne i flere, så de kan være på brødet.

Opvarm smør på en pande ved jævn varme og læg fisken på. Altså med brødsiden ned. Ved svag varme steges brødet med fisken på, til fisken netop er lun i overfladen og brødet gyldent og sprødt.

Reklamer

Stegt torsk med dybstegte enokisvampe, hvide asparges på to måder og dildmayonnaise


Flot ser det sgu’da ud …

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
2 flotte stykker torsk
Smør
Salt
Peber
12-14 hvide asparges
Enokisvampe
2 dl. hvedemel
Øl
2 tsk. bagepulver
Smagsneutral olie
1 æggeblomme
1 dusk frisk dild
En anelse æblecidereddike

Opskrift
Start med lige at smække dildmayonnaisen sammen: Dild blancheres kortvarigt i kogende vand, hvorefter vandes sies fra. Blend herefter dilden med 2-3 dl. olie til den er godt grøn. Sig herefter olien.

Æggeblomme piskes med lidt salt og lidt eddike, hvorefter dildolien tilsættes i en tynd stråle under omrøring til den ønskede konsistens er opnået.

I køleskabet med den indtil brug.

Skræl dine asparges og bræk bunden af dem (gem skrællerne til en god omgang aspargesolie, som du finder opskrift på her). Halvdelen lægges på stanniol sammen med en håndfuld klatter af smør. Pak sammen og smid i ovnen ved 230 grader i ca. 10 minutter.

Den anden halvdel skal blot på panden sammen med smør til overfladen er gylden. De ta’r blot et par minutter på hver side.

Så til dejen til svampene: Bland mel med bagepulver og tilsæt øl lidt efter lidt under piskning, så du ender med en dej med en god, tyk konsistens.

Opvarm smagsneutral olie til ca. 180 grader, vend svampene i dej og fritér dem derefter til en gylden og sprød overflade er opnået. Gør det lidt af gangen, og fiks dem derefter op og smid dem på fedtsugende papir til de skal serveres.

Opvarm smør på en pande og smid fisken på, som er krydret med lidt salt og peber. Lad den blive flot gylden og sprød på den ene side, hvorefter den vendes og det gøres efter på den anden side også.

Samlet set skal fisken blot have et minut eller to på hver side alt efter tykkelsen; de skal flage let fra hinanden, hvis du prikker til den med en gaffel, så er den go’.

Fishburger med tartarsauce


Fishburger med tartarsauce – hende i baggrunden synes tilsyneladende ganske godt om dem.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Opskrift på bollerne? Den er lige her

Ingredienser
4 burgerboller (hvis du laver dem i sliders-størrelse, eller er 2 nok)
1 torskeloin
1 let sammenpisket æg
Mel
Pankorasp
Smagsneutral olie
2 avocado
4 spsk. mayonnaise
1 lille rødløg i fine tern
2 spsk. finthakkede kapers
2 finthakkede cornichoner
Lidt hakket persille
1 spsk. sennep
Lidt citronsaft

Opskrift
Start med at smække saucen sammen: Bland ganske enkelt mayonnaisen med løg, kapers, cornichoner, persille, sennep og citronsaft. Smid den herefter i køleskabet en halv times tid inden den skal bruges.

I mens skal fiksen ha’ én over nakken. Skær torsken i fire lige store stykker, men først i mel, så i æg og til slut i rasp.

Fritér så i 170 grader varm olie til gylden og sprød (et par minutter eller tre – måske fire – er nok). Læg dem herefter på fedtsugende papir.

Rist bollerne, arrangér dem med fine skiver af avocado, så fisk og til slut sauce.

Pankopaneret Fish ‘n’ (glaskåls) chips

Fish
Pankopaneret Fish ‘n’ (glaskåls) chips.

Antal personer: 2-3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Opskriften på persillemayonnaisen finder du her. Den almindelige mayonnaise er lige her. Dildstøvet, si’r du? Klik her. Bare brug dild i  stedet for salvie.

Ingredienser til fisken
400 g hvid, fast fisk
Mel
Salt
Peber
2 let sammenpiskede æg
Pankorasp
Smagsneutral olie til friturestegning

Ingredienser til fritterne
2 glaskål
Smagsneutral olie til friturestegning
Salt
Peber

Andre ingredienser
Persillemayonnaise
Alm. mayonnaise
Dildstøv
Dild
Kapers

Opskrift på fisken
Rens fisken for eventuelle ben, skindrester osv., og skær den herefter i mundrette stykker. Vend dem i en blanding af mel, salt og peber. Ryst den overskydende mel af.

Vend fisken først i æg og derefter i pankorasp, inden du steger dem i 170-180 grader varm olie. Et par minutter eller til fisken er gylden og sprød er nok.

Tag dem op og læg dem på fedtsugende papir. Giv dem et drys salt, mens de ligger dér og venter på, at de skal spises.

Opskrift på fritterne
Skræl glaskålen og skær dem i pomfrit-agtige stave. Fritér i 170-180 grader varm olie 5 minutter eller til de er gyldne.

Tag dem op og læg dem på fedtsugende papir, og giv dem et skud salt.

Anretning
Læg fisk og fritter ved siden af hinanden. Læg herefter et par dutter af de to typer mayonnaise ved siden af. Drys herefter lidt af dildstøvet over (brug et lille dørslag) og pynt med et par kapers hist og her. Nåh ja, og lidt dild …

Kuller med persillecrust og grov kartoffelmos

Fisk
Aftenens fiskeret – en herlighed uden lige.

Aftenens menu var – hvis jeg nu selv skal sige det – rigtig, rigtig god. Jeg kan desværre ikke tage æren for noget som helst andet end, at jeg tilberedte den. For opskriften, den er ikke min. Men hva’ gør det, når bare tingene smager godt.

Nåh ja, en enkelt modificering af opskriften blev det til: Kulleren blev til en rødfisk. Det var det, som jeg lige havde på lager.

Opskriften er Fjordrejens, og er fulgt mere eller mindre slavisk – så besøg hans side, som du finder her. Der er rigtig, rigtig mange god ting at komme efter …

Misosuppe med tempurafisk

DSC_0003
Misosuppe med tempurafisk.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

En lille håndfuld tørrede judasører opblød i 15 minutter i vand
200 g tofu skåret i små terninger
2 små håndfulde friske spæde spinatblade
250 g sobanudler
3 spsk. misopasta
1 tsk. dashipulver
6 dl vand
2 spsk. soya
1 spsk. isvand
1 spsk. sesamfrø (gerne de sorte – det er pænest)
1 lille håndfuld hakkede spæde spinatblade
2 æg sammenpisket
1 kop tempuramel
4 flåede rødspættefileter skåret i mundrette stykker
Olie til friturestegning

Pisk isvandet, sesamfrø, den lille håndfuld spinatblade, æg og tempuramel sammen til en pandekage-lignende dej. Vend fisken deri, og lad det ligge deri mens suppen startes op.

Kog vand, dashi, soya og misopasta op. Lad det koge i 10 minutter.

Opvarm olien til friturestegning af fiske til 170 grader nu. Frituresteg så fisken deri i små portioner – de skal hver have ca. 3–4 minutter.

Når der er fem minutter tilbage af fiske-tilberedningen, så kommes de sidste ting i suppen, som derefter bobler videre.

Server det hele i en skøn sammenblanding med fisken fint anrettet på midten sådan nærmest ovenpå suppen – så forbliver det nogenlunde sprødt og drukner ikke i suppen.

Urtepanerede fiskefileter med grønne bønner i æggesauce

Fisk
Urtepanerede fiskefileter med grønne bønner i æggesauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Opskriften på fisken er allerede på bloggen, og den finder du her. Bønnerne er ganske simple, og dem er der opskrift på nedenfor.

500 g friske grønne bønner
1 bdt persille
2 æggeblommer
Saften fra en halv citron
Salt
Peber

Nip bønnerne og kog dem i fem minutter i letsaltet vand. Hæld vandet fra og bland dem med hakket persille. Piske æggeblommerne med citronsaft og hæld over bønnerne. Opvarm ved svag varme – retten er færdig, når saucen omkring bønnerne tykner. Smag til med salt og peber.

Råmarineret fisk med sushi’sk tilbehør

Anretning
Det er nu meget pænt, sådan en omgang sund mad.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter + afkøling af ris.

Fisken skulle oprindeligt – i hvert fald ifølge madplanen – have været skindstegt. Men da vi også fik det for ganske få dage siden, så besluttede jeg at råmarinere den i stedet for. Ganske glimrende sammen med det kolde sushi’ske tilbehør, hvis jeg selv skal sige det.

Opskriften på tilbehøret finder du her, så nedenfor er kun opskriften på fiske-delen.

1 stykke god fisk efter behag (den være frisk, men have været frosset i min. 24 timer inden du bruger den)
Saften af 2 citroner
1 lille dusk persille
Skallen af 1 citron (øko selvfølgelig)
2 spsk olivenolie
Salt

Hak citronskallen fint og bland den med hakket persille. Hæld citronsaften med sammen med olivenolie, og smag til med en smule salt.

Filetér fisken og skær den så heeeelt tynde skiver. Læg skiverne i et fad, og hæld marinaden over. Lad fisken marinere i ca. 30 minutter.

Marinering
Fisken under marineringen.

Indisk fiskecurry

Undertegnede var til fodbold, hvorfor maden blev forberedt i eftermiddags, så den førstefødte og dennes mor blot lige skulle varme retten igennem til slut, hvorefter alt var klar til servering – men det betød samtidig, at der ikke blev taget billede.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter + 60–120 minutters marinering.
Tilberedningstid: 20 minutter.

700 g hvid fisk
Saften af en lime
4 spsk fiskesauce
2 spsk soya
1 dåse kokosmælk
6 kaffirlimeblade
1 spsk thailandsk currypasta
Jasminris

Rør limesaft, halvdelen af fiskesaucen og soya sammen. Skær fisken i mundrette stykker, og lad det marinere i blandingen i 60–120 minutter. Skålen/fadet som du lader det marinere i må ikke være af metal.

Kog kokosmælken op, og tilsæt limeblade, currypasta og den resterende fiskesauce. Lad det simre i 10–15 minutter inden fisken tilsættes, og lad det simre i yderligere 5 minutter.

Server med ris.

Thailandske fiskekager med lynstegte grøntsager


Thailandske fiskekager med lynstegte grøntsager.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Thailandske fiskekager
450 g hvide fiskefileter (jeg brugte kulmule)
45 maizena
30 g hvedemel
1 spsk fiskesauce
1 æg
1 bdt frisk koriander
3 tsk rød karrypasta
100 g grønne bønner
2 forårsløg
Olie til stegning

Lynstegte grøntsager
1 broccoli
100 g grønne bønner
1 rød peberfrugt
1 løg
8 shitaki-svampe (hvis tørrede, så opblødt i vand)
1 spsk soya
1 spsk fiskesauce
Sesamolie
Sesamfrø

Thailandske fiskekager
Skær fiske i mundrette stykker og hak de øvrige ingredienser i mindre stykker (ja, altså med undtagelse af karrypasta og den slags, som jo er findelt i forvejen – og olien til stegning, den skal heller ikke med i denne omgang). Bland det grundigt, og kør hele molevitten gennem en kødhakker til en god – grov eller fin efter smag – fiskefars. Form til deller og smid dem på en pande med olie. Steg på begge sider til de er gennemstegte.

Lynstegte grøntsager
Giv sesamfrøene en omgang på en meget varm, tør pande til de begynder at dufte. Hæld dem over i en skål, og stil dem til side, indtil de skal bruges.

Skær alle grøntsagerne i mindre stykker. Opvarm sesamolie i en wok ved stærk varme, og smid alle grøntsagerne deri. Lynsteg dem til de er møre, men stadig har bid – omkring 5 minutter er nok ikke helt ved siden af. Tilsæt lidt soya og fiskesauce, og smag om smagen er efter dit hoved – tilsæt lidt mere, hvis du synes. Når smagen er lige i øjet, så drys de ristede sesamfrø over, og server sammen med fiskekagerne i en flyvende fart.