Japansk Chahsu Pork med dampede buns

Japansk
Japansk Chahsu Pork med dampede buns.

Antal personer: 3-4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 4-6 timer.

Pulled Pork på japansk. Det er nok det bedst beskrivende for retten. Brødet finder du opskrift på her.

Ingredienser
6-700 g nakkefilet
1 dl. soya
1 dl. ketjap manis
1 dl. sake
1 dl. riseddike
1 dl. revet palmesukker
6 fed hvidløg
4 hele forårsløg
2 cm ingefær i skiver

Opskrift
Kog alle ingredienser med undtagelse af kødet op i en gryde, som kan tåle at komme i ovnen lige om lidt. Hvidløgene skal i øvrigt blot lige knuses med håndroden – du behøver ikke at skrælle dem osv., da de bliver siet fra senere. Og forårsløgene renser du blot grundigt og gemmer lidt af det grønne fra.

Når sukkeret er opløst, så smider du kødet i, på med et låg og så i ovnen i 4-6 timer ved 125 grader. Vend kødet nogle gange undervejs.

Lige inden servering tager du kødet op af saucen, og trækker det fra hinanden med to gafler.

Si saucen og smid de ikke flydende ting ud.

Læg kødet tilbage i gryden og hæld lidt sauce ved, så det bliver en lækker, fugtig omgang.

Anretning
Anret kødet på en tallerken sammen med de dampede brød. Drys lidt af det finthakkede grønne fra forårsløgene over og giv det hele et skud stærk chilisauce.

Reklamer

Farserede dampede blæksprutter med spidskål og sesamfrø


Farserede dampede blæksprutter med spidskål og sesamfrø.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
 20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

6 små blæksprutter uden arme, indvolde og den slags
500 g hakket svinekød
4 vandkastanjer, finthakkede
6 tørrede kinesiske svampe, udblødt i vand
2 spsk sesamolie
1 spidskål, strimlet
1 håndfuld sesamfrø
2 spsk soya
1 tsk frisk ingefær, revet
1 tsk chilipulver
1 tsk flormelis
1 tsk maizena

Hak svampene fint og bland dem de hakkede vandkastanjer. Bland herefter det hele sammen med kødet og 1 spsk olie. Kom fyldet i blæksprutterne, og luk dem med en tandstikker eller en kødnål. Damp dem i 15 minutter.

Imens laves kålen: Opvarm de resterende olie i en wok og smid kålen deri. Lynsteg i 3-4 minutter. Pisk soya, ingefær, chili, melis og maizena sammen, og hæld det ud over kålen, som skal steges videre i 2-3 minutter. Drys herefter sesamfrøene over og servér sammen med sprutterne.


Sprutterne for fuld damp. Opskrifter på begge dele er med inspiration fra “Det Kinesiske Køkken”.