Cecina, oliventapenade, røget creme frâiche, timian- og honningvalnødder, parmesan og grøn olivenolie

a
Hjemmegjort antipasti.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 35-40 minutter.

Jeg elsker italiensk mad. Jeg elsker italiensk vin. Jeg elsker italiens vejr. Jeg elsker Italien. Kort sagt. Og jeg elsker også konceptet “antipasti” …

b1
Aftenens holdopstilling.

Ingredienser oliventapenade
200 g sorte oliven uden sten (og ikke de tarvelige farvede grønne, som på falsk grundlag gør sig ud for at være sorte oliven).
Olivenolie
1 fed hvidløg

Ingredienser røget creme frâiche
1 lille bæger creme frâiche 38%
Røg

Ingredienser timian- og honningvalnødder
3-4 spsk. flydende honning
Frisk timian
1 håndfuld valnødder

Ingredienser cecina
4 spsk. olivenolie
200 g kikærtemel
Vand
Salt
Rosmarin

Andre ingredienser
Olivenolie
Salt
Parmesan
Lambrusco

c  De flydende varer bag skal du huske.

Opskrift oliventapenade
Blend oliven med hvidløg mens du langsom tilsætter olie i en tynd stråle til tapenaden har den konsistens, som du ønsker.

Opskrift røget creme frâiche
Hæld creme frâichen i et lille glas eller bæger, hvortil du har et tilhørende tætsluttende låg. Pust røg ind under med din røgpistol (tror sgu’ ikke cigaret-, cigar- eller piberøg smager ret godt), og smid låget på.

Lad det hygge sig sammen i 3-4 minutter, hvorefter du lukker røgen ud igen, og rører rundt, så det hele fordeler sig fint med hinanden.

Opskrift timian- og honningvalnødder
Varm honningen op sammen med timian. Lad det køle af og hæld det derefter over valnødderne, som kommes på glas.

Opskrift cecina
Pisk mel sammen med vand. Du skal ende ud med et ret tyk pandekage-dej. Giv den en generøs omgang salt og smid finthakket rosmarin i også. Nåh ja, og 3 spsk. olie.

Den sidste olie smører du et ildfast fad med, hvori du hælder dejen. Dejen skal ligge i et lag som er ca. 3 cm højt.

I ovnen med hele herligheden ved 180 grader i ca. 30-35 minutter.

Tag ud, køl af og skær i små klodser …

Anretning
Så skal der spises; på bordet med alle herlighederne i selskab med en god parmesan, en velsmagende, grøn olivenolie og salt. Spis, spis, spis.

Og drik evt. en god, mørk lambrusco til – det gør godt inderst inde …

Reklamer

Heart Attack Food: Queso

Queso
Den direkte vej til et solidt hjerteslag …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ja, det kan sgu’ nok ikke påstås at være sundt det her. Man ku’ påkalde sig noget LCHF-halløj, men der afslører de hvide ris nok, at det alligevel ikke helt er tilfældet.

Nej, det her, det er såmen bare velsmagende mad, som man nok ikke skal kaste sig over hver dag, men som går an fra tid til anden. Specielt efter en aften ude og med solide tømmermænd ku’ det her nok hjælpe en hel del.

Sku’ man i øvrigt holde sig helt til planen for, hvad en queso nok egner sig bedst til, så servér nachos til. “Saucen” er så tyk, så nachos’erne fint kan bruges som skeer. Derimod er den nok i virkeligheden liiige tyk nok til, at ris reelt er helt velegnede …

250 g friske chorizo
100 g revet cheddar
2 1/2 dl creme fraiche
Salt
Peber
Friskkogte ris
Frisk koriander

Skær et lille snit på den lange led af hver pølse, og tag kødet ud i små dele. Smid dem herefter på en brandvarm pande, og lade dem hygge sig dér til det er gennemstegt og har lidt stegeskorpe.

Hæld det meste af fedstoffet fra og smid pølserne i en dyb tallerken. Stil dem til side.

Lad panden blive lidt kold (et minutter eller to er nok), og hæld så creme fraiche på. Kog langsomt op, og når det bobler, så kommer du osten i. Rør rundt for fuld skrue til osten er smeltet ud i saucen.

Smag til med salt og peber og drys en masse friske korianderblade over.

Sundt? Nej. Velsmagende? Ja.

Entrecôte med nem bearnaisesauce og bagte portobello-svampe

Meat
Entrecôte med nem bearnaisesauce og bagte portobello-svampe.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Der sku’ egentlig ha’ været fyldte kyllingebryster på menuen, men da grøntsager – og svampe i særdeleshed – hurtigt bliver meget kedelige eller begynder at danne mug og andre herligheder, så blev aftenens menu rykket frem efter et kig på svampene i køleren. De så ikke ud til at ku’ klare skærene helt til søndag, som det ellers var planen. Så en rokade kom på banen …

2 gode entrecôte
SaltPeber
4 portobellosvampe
Lidt frisk oregano
Olivenolie
En slat hvidvin
2 fed letknuste hvidløg
2 past. æggeblommer
3 spsk. creme fraiche 38%
Friskhakket estragon
40 g smør i tern

Start med svampene. Rens dem grundigt, og læg dem med undersiden ned i et ildfast fad smurt med lidt olivenolie. Dryp også lidt over. Fordel herefter hvidløg i bunden og drys så den friske oregano over. Smid en slat hvidvin i bunden af fadet, og kom det i ovnen ved 160 grader i 15 minutter sådan cirka – svampene skal være møre, men stadig have bid.

Til saucen piskes creme fraiche og æggeblommer sammen, hvorefter det varmes laaaaangsomt op under konstant omrøring. Det må ikke koge, men skal derimod tages af, når piskeriset begynder at trække spor. Sæt herefter gryden over på en kold flade eller i vasken med en smule koldt vand. Idéen er blot, at skidtet ikke må varmes yderligere op, så du risikerer den skiller. Nåh, men langsom piskes smør-ternene i mens saucen tykner lidt. Så er det i med estragonen og der smages til med salt og peber.

Bøfferne krydres blot med salt og peber, og kommer på en pande som er brandvarm. Kødet ska’ ha’ et chok! Når det er branket efter smag på den ene side, så vender du, og giver det en omgang på den anden side. Når kødsaften kommer op, så er bøffen lækker rød’ish indeni – sådan kan jeg bedst li’ dem. Er du til gennemstegt, så steger du videre selvfølgelig.

Hjemmelavede salsiccia med auberginekaviar

Salsiccia
Hjemmelavede salsiccia med auberginekaviar – ikke så kønt, men yderst velsmagende.

Antal personer: Mange personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Som den opmærksomme og trofaste læser på bloggen vil vide, så skulle jeg lave hjemmelavede salsiccia for ikke så pokkers lang tid siden. Men efter at jeg havde skåret alle ingredienserne i stykker, som kunne klare turen gennem kødhakkeren, så gik det hverken værre eller bedre end at kødhakkeren gik i stykker. Helt i stykker. Så tingene røg i fryseren, en ny kødhakker blev købt, og så kom dagen …

Salsiccia
200 g røget bacon
1 løg
Timian
3 fed hvidløg
Peber
Laurbærblade
1 kg svinekød (ikke for magert)
1 chili
Salt
1 dl rødvin
Svinetarm

Auberginekaviar
2 auberginer
2 dl creme fraiche (bare den med lav fedtprocent)
1 håndfuld friskhakket mynte
Salt
Peber

Salsiccia
Hak hele molevitten på kødhakkeren – ikke for fint. Herefter skal det blot fyldes i svinetarmen, hvorefter pølserne skal en tur på grillen. Husk at prikke et par gange i hver pølse, så de ikke sprækker ved den hårde varme.

Ikke nok med, at det er en stor tilfredsstillende følelse af lave mad fra bunden, så står du nu også med nogle fantastiske pølser i din favn.

Auberginekaviar
Bland alt med undtagelse af auberginerne. Smid så de hele auberginer på grillen og lad dem blive godt sorte på alle sider. Herefter halveres de, og dressingen hældes over. Meget, meget nemt – og meget, meget velsmagende. Jeg er ikke den helt store fan af auberginer, men sådan her, så kan jeg virkelig godt li’ dem.

Opskrift på auberginekaviar under kraftig inspiration fra Cunninghams “Grill”.

Aspargessuppe med grillede kammuslinger

Kammusling
Aspargessuppe med grillede kammuslinger – smagen af sommer.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

500 g grønne asparges
1 liter hønsebouillon
100 g stenbiderrogn
Olivenolie
Peber
2 skalotteløg
2–3 spsk. creme fraiche
Kammuslinger – jo flere, jo bedre
Lidt smør

Knæk asparges-enderne af – de knækker selv, hvor de skal, så den træede ende ikke kommer med. Skær dem herefter i mindre stykker, og gem hovederne. Hak skalotteløgene, og svits dem sammen med asparges i lidt olie. Tilsæt hønsebouillon og lad koge i 12–15 minutter, og blend herefter suppen. Tilbage i gryden efterfølgende, hvor rogn og creme fraiche smides i. Smag til med peber – der er rigelig med salt i hhv. bouillon og rogn, så hvis du smider salt i også, så gør det varsomt.

Kammuslingerne smides på en brandvarm – som i virkelig brandvarm – pande med lidt smør og olie. 30 sekunder på hver side, og de er klar.

Voilas: Smagen af sommer!

Ida Davidsen ville nok ha’ kaldt den “Kent Kirk” efter den sidste fiskeriminister …

Fisk
1 stk. højtbelagt smørrebrød.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Forårets sidste fiskekasse ankom for nylig (den kommer desværre ikke over sommeren, da det er for varmt til at køre den fra Skagen til Nordsjælland, for derefter stadig at kunne kalde det frisk fisk – vel reelt en go’ ting med den slags erkendelse fra firmaets side, men stadig ærgeligt, da vi eeelsker den kasse), og havde blandt andet en sjælden gæst med sig: Friskhakket fiskefars. Og da jeg for ganske nylig så et billede et sted – og undskyld mig, men jeg kan simpelthen ikke huske hvor – af en højtbelagt med fiskefrikadelle var planen på sin vis allerede lagt.

4 skiver ristet rugbrød
6 grønne asparges
Citronskal
Lidt creme fraiche
Salt
Peber
Lidt “kaviar«
Citronskiver som pynt
Fiskefars

Ja, hvad du skal gøre med fiskefarsen giver sig selv, hvis du vælger en færdiglavet, så det springer jeg let og elegant over. Eneste ting er, at du skal sørge for, at de er frisklavede, når du anretter, så dressingen flyder nedover.

Ellers ta’r du ganske enkelt og skærer dine asparges i ultratynde skiver (brug et mandolinjern) på den lange led. Læg dem i koldt vand efterfølgende til du skal bruge dem, så de bevarer deres sprødhed.

Bland creme fraice med salt og peber og en smule “kaviar”.

Anret på rugbrødet: Først fiskedeller, så lidt creme fraiche toppet med ekstra “kaviar” og til slut dine asparges og lidt citronskal. Og pynt med en citronskive og drys lidt salt og peber på.

Jamen, halløj sommermad!

Kokoskylling med bønner, agurk og tomatsalsa med lime- og kokosdressing

Kokos1
Kokoskylling med bønner, agurk og tomatsalsa med lime- og kokosdressing.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
40 minutter + bønner i blød natten over samt 5 timers marinering af kyllingen.
Tilberedningstid: 30 minutter + 50 minutters kogningn af bønnerne.

Marinade og kylling
2 spsk. revet kokoscreme
4 spsk. olivenolie
4 spsk. kokosmælk
1 tsk. rød currypaste
Saften fra en lime
3 spsk. friskhakket mynte
3 spsk. frikhakket koriander
Salt
Peber
3 kyllingebryster uden skind

Dressing
2 spsk. revet kokoscreme
4 spsk. kokosmælk2 spsk. creme fraiche
Saften fra 1/2 lime
Salt
Peber

Salat
1 agurk befriet for kernerne og skåret i meget små tern
3 tomater i meget små tern
1 grøn peber i meget små tern
1 grøn chili i meget, meget små tern
2 forårsløg i fine skrå skiver
200 g hvide bønner

Marinade og kylling
Bland alle ingredienser og smid kyllingen deri. Lad det så sådan i minimum 5 timer.

Opvarm en pande ved jævn til kraftig varme, og steg kyllingen derpå til den er gennemstegt – marinaden skal ikke decideret tørres af kyllingen, men den skal heller ikke bade i det på panden, da det så nemt branker.

Dressing
Bland og smid på salaten lige inden servering.

Salat
Bland det hele med undtagelse af bønnerne, som først skal under kærlig behandling som nedenfor, og så lige køles af. Men lige inden servering blandes det hele sammen, og dressingen kommes over.

Bønnerne, som er kogt, smides på en meget varm pande i lidt olie sammen med lidt salt og peber. Lad dem blive let gyldne (det tager omkring 5 minutter), inden de så skal til afkøling.

Jeg serverede i øvrigt hjemmebagte pitabrød til – opskriften på disse finder du her.

Opskriften er udarbejdet med inspiration fra WhatKatieAte.com

Citron- og myntemarineret kylling med couscous med krydrede kikærter, granatæble, mandler og mynte

mad_2
Citron- og myntemarineret kylling med couscous med krydrede kikærter, granatæble, mandler og mynte.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter + 8 timers opblødning for kikærterne og marinering af kyllingen natten over.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Kyllingen og marinaden
4 kyllingebryster
1 dl creme fraiche 9%
4 fed hvidløg, finthakket
Saften fra 1 citron
1/2 stort bundt mynte, grofthakket
1/4 dl olivenolie
Salt
Peber
Spidskommen

Couscous
300 g tørrede kikærter opblødt i min. 8 timer
500 g couscous
1/2 vand
4 spsk olivenolie
Saften fra 1 citron
Salt
Peber
Spidskommen
2 granatæbler
1/4 stort bundt mynte, friskhakket
150 g mandler, grofthakket

Dressing
4 dl creme fraiche 9%
Salt
Peber
Spidskommen
Røget paprika
1/4 stort bundt mynte, grofthakket

Kyllingen og marinaden
Bland alle ingredienser og hæld marinaden over kyllingen. Lad den stå natten over i køleskabet. Steg kyllingen ved jævn til kraftig varme til den er gennemstegt – husk i øvrigt at ryste lidt af marinaden af inden stegningen, da den har lidt tendens til hurtigt at branke.

Couscous
Bring vandet i kog og tilsæt så couscous. Tag fra varmen, smid låg på, og lad det stå i fem minutter. Tilsæt så 3 spsk olie og rusk rundt.

Varm en pande op uden fedtstof, og smid mandlerne derpå. Lad dem blive gyldne, og tag dem af panden.

På samme pande opvarmes den resterende olie, og kikærterne kommes på. Krydr efter smag med salt, peber og spidskommen. Når de er gyldne og sprøde (det ta’r ca. 6–7 minutter), så tag dem af varmen.

Halvér granatæblerne, og bank på ydersiden med undersiden af en ske, så kernerne kommer ud. I en skål med dem. Samme vej med mynten. Herefter mandler og kikærter sammen med couscous. Bland det hele grundigt.

Dressing
Bland alle ingredienser. Bum!

Fisketacos ensenada

1
Fisketacos ensenada.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

4 burritos
1/2 rødkål
4 tsk stødt spidskommen
Saften fra 2 lime
3 store tomater
1/2 bdt. friskhakket koriander
Olivenolie
Creme fraiche
1 kulmulefilet med skind
2 fed hvidløg, finthakkede
Salt
Peber
1 tsk chilipulver
2 tsk tørret oregano

Snit rødkålen i fine strimler, og smid den i en wok. Lad den simre let, og tilsæt en lille smule vand. Lad det dampe i 5 minutter, inden limesaft og halvdelen af spidskommen tilsættes. Smid et låg på wokken, og lad det simre til rødkålen er mør – en 10 minutter er nok ikke helt ved siden af.

Skæt tomaterne i kvarte, og tag kernerne fra. Hak dem derefter fint, og bland med lidt olivenolie samt den hakkede koriander.

Bland den resterende spidskommen med chili og oregano samt hvidløg, salt og peber. Gnid kødsiden af fisken med krydderiblandingen. Opvarm lidt olie på en meget varm pande, og giv fiskens kødside et chok derpå. Når den er gylden og sprød, så vend fisken, og steg den færdig på skindsiden. Fisken skal flage let, når du prikker til den med en gaffel.

Varm burritoerne i mikroovnen, på en pande eller i ovnen – alt kan iflg. producenterne af den slags lade sig gøre.

Læg en ordentlig omgang rødkål på brødet, så tomatsalsaen og derefter fisken (pil den fra skindet). Smid et par klatter creme fraiche smagt til med salt og peber på, og rul hele molevitten sammen. Spis og vær glad …

2
Håndholdt mad af den bedre slags.

Opskriften er oprindeligt (men dog kraftigt modificeret) fra én eller anden kogebog, som jeg simpelthen ikke kan huske navnet på. Så hvis no’en føler sig trådt over tæerne over ikke at være nævnt i denne sammenhæng så sig til.

Pulled pork og hjemmelavet coleslaw

Pulledpork
Let forsinket Super Bowl-menu
.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: o minutter.

Super Bowl bliver jo ikke ligefrem sendt på et – efter danske forhold – børne- eller arbejdsvenligt tidspunkt. Alligevel skulle der da en Super Bowl-agtig menu på bordet, og pulled pork er noget af det nemmeste at lave, trods det, at det skal marinere en evighed samt have cirka ligeså lang tid i ovnen. Men der er jo heldigvis ingen der tvinger en til at se på mens det sker. Og det er sgu’da fedt, at man blot kan smide maden i ovnen om morgenen, og så er den klar, når man kommer hjem. Opskriften på pulled pork finder du i øvrigt her, og den hjemmelavede coleslaw er der opskrift på nedenfor.

1/2 hvidkålhoved skåret i strimler
6–8 gulerødder, groft revet
150 g creme fraiche
50 g mayonaise
Salt
Peber
1 spsk sennep

Bland grøntsagerne godt. Bland de øvrige ingredienser i en skål, og hæld over grøntsagerne. Rusk rundt, og der er serveret.