Conchiglie med svampe og grønkål i flødesauce og pocheret æg

pasta
Conchiglie med svampe og grønkål i flødesauce og pocheret æg.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 12-15 minutter.

Ingredienser
Conchiglie
4-5 blade grønkål
200 g blande svampe
1 dl. piskefløde
0,5 dl. hvidvin
Lidt smør
Lidt olivenolie
1 finthakket skalotteløg
Salt
Peber
Friskrevet parmesan
2 æg

Opskrift
Skær den grove stok fra grønkålen, og snit bladende fint. Rens svampene og skær dem i mundrette stykker.

Opvarm en blanding af olie og smør på en pande, og smid løgene på. Når de er klare smider du hvidvinen på, og lader den koge ind.

Så skal svampene samme vej.

Når de er let tilberedt, men stadig med masser af bid skal grønkålen på. Rør rundt til det falder sammen, og hæld så fløden ved.

Lad det småsimre i 3-4 minutter og smag til.

Conchiglie’erne koges blot som anvist på pakken, hvorefter de blandes med saucen og serveres med friskkværnet peber og friskrevet parmesan.

I mens slår du æg ud på hvert sit stykke husholdningsfilm, som du derefter binder knude om, så ægget ligger i en slags lille, tætsluttende pose. Poserne smider du i letkogende vand, og når ægget lige akkurat er stivnet i hviden, så ta’r du dem op og pakker dem ud, hvorefter de anrettes øverst på pastaretten, så blommen flyder ud i den, når du skærer hul på ægget.

Ja, det er snydemåden at lave pocheret æg på, men den virker. Hver gang.

Reklamer

Conchiglie med stegt kylling og cremet flødesauce

conchiglie
Conchiglie med stegt kylling og cremet flødesauce.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

2 kyllingebryster krydret med salt og peber
1 lille bdt. grofthakket persille
2 dl. madlavningsfløde
2 finthakkede skalotteløg
1 fed finthakket hvidløg
2 spsk. olivenolie
1 lille glas hvidvin
1 terning hønsebouillon
1 spsk. smør
Salt
Peber
250 g conchiglie (konkylie-formet pasta)

Sæt vand over til pastaen, og opvarm smør og olie i en sauterpande ved jævn varme.

Smid løgene på og lad dem blive klare, inden du lader kyllingebrysterne hoppe samme vej.

Lad dem få lidt stegeskorpe, og hæld så hvidvin ved. Tilsæt bouillonterningen og lad den koge ud i vinen. Tilsæt så fløden, og lad så kyllingen småsimre deri i noget der ligner 10 minutter. Vend dem undervejs. Smag til med salt og peber.

I mens ovenstående er i fuld gang bør vandet til pastaen være bragt i kog, så du smider pastaen deri og koger dem efter anvisningen på pakken – minus et par minutter.

Tag kyllingen op af panden og lad dem hvile kortvarigt inden de skæres i skiver, alt i mens du hælder vandet fra pastaen – pånær en lille suppeskefuld – og smider dem over i panden til saucen. Vend det hele godt sammen og lad det lige komme op at koge igen.

Server med kyllingeskiverne ovenpå og den hakkede persille – og liiige et skud friskkværnet peber.