Papardelle med chorizo og grønne bønner


Pause fra blommeopskrifterne. For nu.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

Så er det vist tid til en lille pause i blomme-opskrifterne. Vi er ikke igennem dem, men en pause er måske alligevel på sin plads.

Ingredienser
3-4 små, ferske, bløde chorizo
1 håndfuld friske, grønne bønner
1 dåse hakkede tomater
1 finthakket løg
Lidt smør
Lidt olivenolie
Friskkogt pappardelle
Friskrevet parmesan

Opskrift
Flæk pølserne på langs og pres kødet ud.

Opvarm smør og olie på en pande ved jævn varme og smid løg på. Lad dem klare, hvorefter kødet tilsættes, der skrues op for varmen og det hele ristes godt af.

Herefter tilsættes tomaterne og det hele simrer for svag varme i 20 minutters penge inden nippede bønner, som er skåret i mindre mundrette stykker tilsættes og det hygger sig videre i yderligere 10 under jævnlig omrøring.

Serveres med friskkogt pasta og friskrevet parmesan.

Reklamer

Kopi-paella


Nogle gange er kopier gode nok …

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Nogle gange kan man simpelthen ikke overskue originalen; den kan f.eks. være for dyr eller for svær at få fat i. Og nogle gange er en kopi så bare god nok.

Her er en (hurtig) opskrift på en paella, som på ingen måde er en paella. Og så alligevel lidt. På sådan en kopi-agtig måde, du ved, hvor man får, hvad man betaler for …

Ingredienser
2 tomater skåret i små tern
2 fed finthakket hvidløg
1 dl. hvidvin
3 dl. hønsebouillon
2,5 dl. ris
1 brev farve- og smags-halløj fra Spanien til paella (kan udelades, så bliver det bare ikke en ligeså flot gul farve)
1 knsp. safran
3 kyllingelår
1 spsk. olivenolie
Salt
Peber
1 dl. ærter
4 friske, ferske chorizo
Frisk persille til pynt

Opskrift
Smid kyllingelårene i en 200 grader varm ovn efter de er penslet med lidt olivenolie og salt og peber. 45 minutter. Tag dem derefter ud, og pil kødet fra.

Svits – uden at de tager decideret farve – hvidløg i olien ved jævn varme. Tilsæt herefter ris, bouillon , farve-halløjet, safran og vin og lad det simre ved svag varme (og under låg) i ca. 15 minutter. Smag lige til med salt og peber, inden du smider låget på.

Steg i mens pølserne i grove skiver, og smid dem derefter ned til risene sammen med ærter og tomat. Tilsæt evt. lige en lille deciliter vand, hvis det hele ser lidt tørt ud, og lad det så simre i yderligere et par minutter. Nåh ja, og kyllingen skal også i.

Servér med frisk persille.

Sort risotto med chorizoskum

risotto
Sort risotto med chorizoskum.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
 10 minutter.
Tilberedningstid: 25 minutter.

Billedet gør ikke retten ret. Lidt grøn pynt havde måske hjulpet lidt på det. Men det smager altså godt. Rigtig godt! Sådan virkelig rart og godt på den, ja, gode måde.

Ingredienser
Risotto (opskrift her, hvor du til slut tilsætter en omgang blæksprutteblæk sammen med parmesanen)
1-2 halvstore, ferske chorizo (den bløde slags; ikke de dér tørre sataner)
2 dl. piskefløde
1/2 dl. sødmælk

Opskrift
Risotton laver du bare som beskrevet i opskriften, men som sagt lige med tilføjelse af blæksprutteblæk til slut. Det bli’r den flotteste, sorte risotto.

I mens skærer du pølserne i mindre tern, og smider dem på en kold, tør pande. Varm så langsomt op, så fedtet langsomt smelter fra.

Tilsæt så piskefløde og skru ned. Lad det simre 5-6 minutter, hvorefter sødmælken ryger samme vej. Lad det simre et minut eller to derefter, og sigt så pølsen fra.

Væske blendes så den skummer op, og skummen hælder du derefter forsigtigt ud over din portionsanrettede risotto.

Sve … Øhm, spansk pølseret

Chorizo
Spansk pølseret.

Mængde: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 25 minutter.

Ingredienser
6 små, bløde, ferske chorizo
8-12 kartofler i mellemstørrelsen
20-25 sorte oliven
1 rød peberfrugt
2 små, finthakkede løg
2 fed finthakket hvidløg
Lidt smagsneutral olive
2 dl. creme fraiche
2 spsk. tomatpure
2 tsk. røget paprika
1 tsk. chilipulver
Salt
Peber
Friskhakket persille
Lidt manchego
Lidt brændt habanero-sauce (opskrift her)

Opskrift
Kog kartoflerne til de lige akkurat er møre, men stadig har bid. Skær dem herefter i mundrette stykker og lad dem afkøle.

I mens skæres pølserne i grove skive på 1-2 cm tykkelse.

Oliven opvarmes i en gryde ved jævn varme og løg kommes i. Lad dem simre og blive klare inden hvidløg, peberfrugt i små tern og oliven gør dem selskab.

Lad dem simre yderligere lidt, skru så op for varmen og kyl pølserne på. Lad dem stege og branke lidt på alle sider inden creme fraiche, tomatpure, paprika og chilipulver kommer med i det fine selskab.

Så tilsættes kartoflerne og der smages til med salt og peber inden de står og hygger sig ved svar varme til der skal spises.

Anret med lidt friskhakket persille, manchego-flager og en teskefuld eller to af den brændte habanero-sauce.

Hjemmelavet chorizo med æblerelish

Sausage
Hjemmelavet chorizo med æblerelish.

Antal personer: 20 stk. chorizo og æblerelish til 3 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter til pølserne og 15 minutter til relish’en.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Jeg har kastet mig over kunsten at lave chorizo helt fra bunden. De sidder endnu ikke helt i skabet, men de er alligevel derhen af. De er røgede og krydrede i smagen, og ret saftige.

Ingredienser til chorizo
Ca. 2 kg. nakkefilet
2 spsk. fennikelfrø knust i en morter eller en kaffemølle
Salt
Peber
4 spsk. røget paprika
4 fed knust hvidløg
Svinetarm

Ingredienser til æblerelish
4 store æbler i små tern
En håndfuld rosiner
1 lille finthakket løg
6 friske salvieblade
3 grønne kardemommekapsler
2 stængler kanel
2 tsk. stødt allehånde
2 spsk. æbleeddike
Salt
Peber
Lidt smør og olie

Opskrift på chorizo
Hak kødet groft og bland herefter krydderierne i. Steg en lille dunse og smag om tingene smager, som du gerne vil have dem. Er du tilfreds proppes farsen i tarmene, som snurres til ca. 10 cm lange pølser.

Pølserne steges i ca. 10 minutter og vendes jævnligt.

Opskrift på æblerelish
Hæld kogende vand over rosinerne og lad dem hygge sig deri i 10-15 minutter.

Opvarm olie/smør på en pande og smid løgne på. Når de er klare ryger æblerne samme vej sammen med alle de andre ingredienser. Husk lige at hælde vandet fra rosinerne – det skal ikke bruges til noget.

Under jævnlig omrøring skal det så blot hygge sig til æblerne er møre.

Mac ‘n’ cheese på spansk – børnevenlig mad i en fart

Macncheese
Mac ‘n’ cheese Espanyol.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Tiden flyver, når man har det godt. Pludselig var klokken 18.15, og der var end ikke tænkt på, hvad der skulle serveres til aftensmad. Under køligere himmelstrøg spiser den lille familie ret præcist klokken 18. Som i 18.00. Ikke før. Ikke efter. Klokken 18.00. Nåh, men skaden er ikke så stor, når nu først frokosten kom på bordet klokken 15, og der lige røg en eftermiddagskage ned klokken, hvad der pludselig viste sig at være, 18.00. Men afsted til Masymas-supermarkedet, og så ellers en slagplan for hurtig aftensmad til den førstefødte, som i øvrigt mente, at Kinder-æg var helt fint. Han var ikke mere sulten end til netop det. Men Mac ‘n’ Cheese Espanyol blev det. Nemt, hurtigt og lige noget for en knægt på snart fire år …

4 friske, bløde chorizo’er
En håndfuld friske østershatte
75 g manchego skåre i små tern
2 dl. creme fraice
1/2 løg, finthakket
Olivenolie
1 fed finthakket hvidløg
Pasta

Skær et snit på langs af pølserne, og tryk kødet ud. Fordel det herefter med fingrene.

Opvarm olie på en pande og smid kødet på. Brun det godt, og lad så løgene gøre selskab. Når de er klare, så tilsætter svampene, og lader væden svitse fra inden du tilsætter osten og lader den smelte, inden creme fraiche kommer på og der smages til med salt og peber. Skru helt ned og lad det småsimre let mens pasterne koger.

Server i en fart, når pastaen er klar.

Sommergrønt med chorizo

Mad
Sommergrønt med chorizo.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 60-70 minutter.

6 små, nye gulerødder med top
1 lille blomkål
1 fennikel
Lidt rød skovsyre
En håndfuld dildkroner
1 lillebitte bundt hakket purløg
2 friske, bløde chorizo
1 dl. piskefløde
Lidt olivenolie
Saften fra en citron
25 g smør
Lidt salt
Lidt sukker

Start gulerødderne, som renses og får skåret den grønne del af – lad dog lidt sidde; det ser jo pænt ud.

Smid dem i en vakuumpose sammen med smørret i små klumper, lidt salt og lidt sukker. Vakuumér dem og smid dem i sousviden ved 84 grader i min. 60 minutter. 80 minutter er heller ikke dumt. Men 60 kan altså gøre det.

Bland piskefløden med 3/4 af citronsaften og sæt det i køleskabet i min. 30 minutter.

Rens så blomkålen i del den i helt små buketter. Kog dem i letsaltet vand til de er møre, men stadig har masser af bid. Hæld så kogevandet fra, og isvand over, så kogninger stopper.

Skær toppen an din fennikel, og skær den så i heeelt tynde skiver – her vil et mandolinjern være en rigtig god ting at have ved hånden. Hæld den resterende del af citronsaften over og bland hele herligheden grundigt.

Opvarm olien på en brandvarm pande, og smid dem så på. De skal – under konstant omrøring – blot have omkring et minut eller to, så er de færdige.

Chorizoen skæres i små tern og steges ved stærk varme til de er sprøde og en anelse brankede.

Anret ved at lægge gulerødderne nederst med en smule af de stegte fennikel ovenpå. Drys så de små blomkålsbuketter på sammen med chorizo-ternene.

Hæld lidt flødedressingen over sammen med en anelse af den røde stegesky fra chorizoen, og drys så med den hakkede purløg.

Pynt med rød skovsyre og dildkronerne.

Voilas! Vil sommeren ikke komme til dig, så må den komme til … Din tallerken!

Spanitalian: Sprødstegt kylling med pasta med chorizo, soltørrede tomater og frisk basilikum

Spanitalian
Spanitalian: Sprødstegt kylling med pasta med chorizo, soltørrede tomater og frisk basilikum.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20-25 minutter (+ 3 timer til tomaterne, men dem kan du jo lave i forvejen).

Ingredienser
4 små friske chorizo (den bløde slags) i skiver a ca. 1 cm.
2 kyllingebryster med skind
2 finthakkede skalotteløg
2 fed knust hvidløg
1 lille glas hvidvin
Lidt citronsaft
1 dl. hønsefond
Olivenolie
Salt
Peber
1 dl. langtidsbagte tomater
En anelse sukker
500 g små, smagfulde tomater
Frisk basilikum efter smag
6-8 friske salvieblade
Pasta

Soltørrede tomater
Halvér tomaterne og fordel dem på en bradepande med overskårne del op. Drys med en smulle sukker, salt og peber samt en smule olivenolie. I ovnen med dem ved 125 grader i omkring 3 timer.

Tag dem herefter ud og brug dem med det samme, eller smid dem i en lufttæt beholder. Hvis du gør brug af sidstnævnte løsning, så dæk dem med en god olivenolie, så holder de længere – og olien tager dejlig smag til sig, som du kan bruge i alle mulige andre sammenhænge.

Sauce
Krydr kyllingen med salt og peber og steg dem ved jævn varme. Først skindsiden, så der kommer noget fedtstof på panden, og når den er gyldensprød, så på den anden side. Tag dem af panden.

Smid løg på panden og lad det simre i 3-4 minutter til de er klare. Skru herefter op for varmen, og smid hvidvin og fond på. Når det er kogt ind til ca. halvdelen kommer du pølserne på. Giv det en 4-5 minutter, og så skal kyllingen også tilbage.

Varm det hele godt igennem, og sørg for, at kyllingen er gennemstegt.

Smag saucen til med salt, peber og en anelse citronsaft.

Pasta koges efter anvisninger på pakken, og så, når vandet er hældt fra, vender du den rundt i saucen efter bedste evne sammen med en flok friske basilikum- og salvieblade.

Heart Attack Food: Queso

Queso
Den direkte vej til et solidt hjerteslag …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ja, det kan sgu’ nok ikke påstås at være sundt det her. Man ku’ påkalde sig noget LCHF-halløj, men der afslører de hvide ris nok, at det alligevel ikke helt er tilfældet.

Nej, det her, det er såmen bare velsmagende mad, som man nok ikke skal kaste sig over hver dag, men som går an fra tid til anden. Specielt efter en aften ude og med solide tømmermænd ku’ det her nok hjælpe en hel del.

Sku’ man i øvrigt holde sig helt til planen for, hvad en queso nok egner sig bedst til, så servér nachos til. “Saucen” er så tyk, så nachos’erne fint kan bruges som skeer. Derimod er den nok i virkeligheden liiige tyk nok til, at ris reelt er helt velegnede …

250 g friske chorizo
100 g revet cheddar
2 1/2 dl creme fraiche
Salt
Peber
Friskkogte ris
Frisk koriander

Skær et lille snit på den lange led af hver pølse, og tag kødet ud i små dele. Smid dem herefter på en brandvarm pande, og lade dem hygge sig dér til det er gennemstegt og har lidt stegeskorpe.

Hæld det meste af fedstoffet fra og smid pølserne i en dyb tallerken. Stil dem til side.

Lad panden blive lidt kold (et minutter eller to er nok), og hæld så creme fraiche på. Kog langsomt op, og når det bobler, så kommer du osten i. Rør rundt for fuld skrue til osten er smeltet ud i saucen.

Smag til med salt og peber og drys en masse friske korianderblade over.

Sundt? Nej. Velsmagende? Ja.

Bønneragout med chorizo

Chorizo
Bønneragout med chorizo.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter + bønner i blød natten over.
Tilberedningstid: En times tid.

200 g hvid bønner (i blød natten over)
1 lille rød chili
1 løg
2 fed hvidløg
400 g chorizo (den bløde slags – fås i IRMA)
4 kvist frisk rosmarin
1 dåse flåede tomater
2 dl hønsebouillon
Olivenolie
Lime i skiver

Jeg har lært noget nyt. Jeg ved ikke om det er korrekt, men det lyder i mine øre plausibelt: Hakkede tomater på dåse (hvilket er bedre end danske tomater på denne årstid, som mest bare er størknet, rødt vand uden smag eller andet) er lavet af de tomater, som ikke kunne blive til flåede tomater, som man jo kan se sådan nogenlunde, hvordan har set ud, inden de kommer i dåsen. Altså hakkede tomater på dåse er 2.-sorterings tomater, som ikke klare cuttet til at blive til flåede tomater. Altså må flåede tomater være en tand bedre end hakkede, når vi snakker dåsetomater. Og så kan man jo blot hakke de flåede, hvis man skal bruge hakkede. Eller noget. I retten her blev tingene til med flåede tomater, som blev hakket. Om man kunne smage forskel? Måske. Måske ikke. Chorizoen ta’r ret meget førertrøjen mht. smagsgiver …

Smid bønnerne i blød i vand natten over. Kassér herefter vandet og kog bønnerne i rigeligt frisk vand i ca. 40 minutter.

Hak chilien fint. Også hvidløget. Løget skal blot hakkes groft. Chorizoen i skiver a ca. 1 cm.

Varm olie i en sauterpande og smid chorizo på. Lad det brune og smid så løg pg hvidløg på ved jævn varme; lad det simre i 2 minutter.

Tilsæt rosmarin sammen med bønner, chili, de flåede tomater (dem skal du lige hakke inden) og bouillon.

Lad det simre i 10-15 minutter, smag til med salt og peber og så’ der mad.

Pynt med en limeskive …