Hjemmelavet burger med kylling, poppers, cheddar, bacon og panerede løgringe

burger
Hjemmelavet burger med kylling, poppers, cheddar, bacon og panerede løgringe.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
2 kyllingefileter
Burgerboller (opskrift her)
8 friske jalapeños
Flødeost
1 omgang bignetdej (opskrift her)
8 skiver bacon
4 skiver modnet cheddar
1 omgang panerede løgringe (opskrift her)
Smagsneutral olie

Opskrift
Kyllingen steges blot på en pande i lidt smør og olie. Ik’ så meget dér. Baconen kan du evt. stege på panden først, så er der (smagfuldt) fedtstof til kyllingen.

Poppers’erne (hedder de mon det i flertal?): Skær – nej vent, tag lige et par gummihandsker på først, så når du klør dig selv i øjnene senere, så falder de ikke ud af smerte – rundt om stilken i toppen af hver chili.

Tag den af (gem den), og med en skarp, lille kniv løsnes kerner osv. inden i, og smides ud. Så har du hule chilier.

Fyld flødeost i en frysepose, og klip et lille (ikke for lille, ej heller for stort) hul i det ene hjørne. Fyld herefter hver chili med osten.

På med stilk/låg igen.

Vend hver chili i bignet og lad dem herefter hygge sig i 170-180 grader varm, smagsneutral olie i 8-10 minutter til de er sprøde og gyldne.

– og så er det ellers blot at samle burgeren efter smag og behag …

Reklamer

Heart Attack Food: Queso

Queso
Den direkte vej til et solidt hjerteslag …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ja, det kan sgu’ nok ikke påstås at være sundt det her. Man ku’ påkalde sig noget LCHF-halløj, men der afslører de hvide ris nok, at det alligevel ikke helt er tilfældet.

Nej, det her, det er såmen bare velsmagende mad, som man nok ikke skal kaste sig over hver dag, men som går an fra tid til anden. Specielt efter en aften ude og med solide tømmermænd ku’ det her nok hjælpe en hel del.

Sku’ man i øvrigt holde sig helt til planen for, hvad en queso nok egner sig bedst til, så servér nachos til. “Saucen” er så tyk, så nachos’erne fint kan bruges som skeer. Derimod er den nok i virkeligheden liiige tyk nok til, at ris reelt er helt velegnede …

250 g friske chorizo
100 g revet cheddar
2 1/2 dl creme fraiche
Salt
Peber
Friskkogte ris
Frisk koriander

Skær et lille snit på den lange led af hver pølse, og tag kødet ud i små dele. Smid dem herefter på en brandvarm pande, og lade dem hygge sig dér til det er gennemstegt og har lidt stegeskorpe.

Hæld det meste af fedstoffet fra og smid pølserne i en dyb tallerken. Stil dem til side.

Lad panden blive lidt kold (et minutter eller to er nok), og hæld så creme fraiche på. Kog langsomt op, og når det bobler, så kommer du osten i. Rør rundt for fuld skrue til osten er smeltet ud i saucen.

Smag til med salt og peber og drys en masse friske korianderblade over.

Sundt? Nej. Velsmagende? Ja.

Sandwich med grillet aubergine, squash og salsiccia

A
Sandwich med grillet aubergine, squash og salsiccia.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 25 minutter.

De sku’ egentlig ha’ været med Halloumi, men det er åbenbart sæsonbetonet. Jeg var ellers sikker på, at jeg havde set det i kølemontrene flere gange, men det viste sig at være feta. Og feta egner sig virkelig ikke til at grille, som Halloumi’en eller gør. Netop Halloumi’en sku’ ha’ gjort det ud for hovedingrediensen i stedet for kød, men den som sagt sprang fra i sidste øjeblik, så måtte mine salsiccia’er springe til. Aftenens sandwiches blev lavet på skiver af verdens bedste brød, som du finde opskrift på her.

1 aubergine
1 squash
8 skiver modnet cheddar
2 små salsiccia
2 røde peberfrugter
zucchinipesto (eller andet pesto)
8 skiver godt brød

Start med peberfrugterne: Start ovnen på grill for fuld styrke, skær peberfrugterne i grove stykker, læg dem på en rist og smid dem ind i ovnen. Lad dem blive sorte på skindsiden (som i øvrigt er den side, som skal vende op), og tage dem så ud og læg dem i en frysepose som lukkes godt. Lad dem køle i posen i 15 minutter, hvorefter skindet er lige til at tage af.

Skær squash og aubergine i skiver på cirka en halv centimeter. Pensl dem med olivenolie, og giv dem så en ordentlig omgang på en brandvarm grillpande.

Steg pølsen ved jævn varme og skær dem så i skiver.

Smør en skive brød med pesto, og smid så en passende mængde grillet aubergine, squash, peber, pølse og ost på. Top med endnu en skive brød, og giv dem så en omgang i paninimaskinen – eller en toaster i mangel af bedre.

Hverken hurtig eller specielt billig sandwich – men fa’me go’!

Mac ‘n’ Cheese


Mac ‘n’ Cheese.

Antal personer: 4 (meget sultne) personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Her er en rigtig amerikansk klassiker, som jeg aldrig har forsøgt at lave før. Det er en yderst fedtet sag, men som sådan en omgang “dagen-derpå-mad”, der holder det sgu’ meget godt.

500 g makaroni
5 dl sødmælk
4 spsk mel
250 g revet cheddar
Peber
2 små løg, finthakkede
4 spsk smør

Kog pastaen efter anvisninger på pakken.

Opvarm smør på en pande og svits løg deri til de er klare – de må endelig ikke tage farve. Tilsæt herefter mel under omrøring, og herefter mælk i små mængder, mens du rører som en gal, så der ikke kommer klumper. Kog langsomt op, og tilsæt så halvdelen af osten og lad den smelte ud i saucen. Smag til med peber.

Hæld den kogte pasta op i et ovnfast fad, og hæld ostesaucen over. Fordel herefter den resterende ost, og gratiner i ovnen i 20 minutter. Coca Cola med masser af sukker går ganske godt til, og så får du samtidig lige fortalt din krop, hvem der er chef … Eller noget ..?

Hjemmelavede burgere – uden fritter!


Hjemmelavede burgere (både med lamme- og oksebøffer) – uden fritter!

Antal personer: 5–6 personer alt efter sultenhed.
Forberedelsestid:
30 minutter + 70 minutter til hævning af burgerboller.
Tilberedningstid: Ca. 10 minutter alt efter styrken på dine grillkul.

Fritterne røg i svinget. Først i skrivende stund kom jeg i tanker om de kartofler, som ligger i skuffen. Nåh, men der var nok mad til madklubben alligevel, og hvad man ikke ved, har de ikke ondt af, he he.

Opskriften på burgerbollerne findes andetsteds på bloggen – benyt dig af søgefunktionen, så finder du den sammen med Pulled Pork-opskriften.

Lammebøffer
750 g lammefars
75 g revet cheddar
4 spsk brødkrummer opblødt i mælk, væden presset fra
1 lille rød peberfrugt, finthakket
1 lille løg, finthakket
1 1/2 tsk stødt koriander
1 spsk dijonsennep
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk salt
1 tsk peber

Oksebøffer
750 g oksefars
75 g revet cheddar
4 spsk brødkrummer opblødt i mælk, væden presset fra
1 lille rød peberfrugt, finthakket
1 lille løg, finthakket
1 1/2 tsk stødt koriander
1 spsk dijonsennep
1 tsk stødt spidskommen
1 spsk salt
1 tsk peber

Mynteyoghurt
3 dl græsk yoghurt
1 bundt hakket mynte
Salt
Peber

Tilbehør
Ost i skiver
Tomater i skiver
Agurk i skiver
Salat
Chilisauce
Ketchup
Sennep
Løg i skiver

Lamme- og oksebøffer
Opskriften til bøfferne er den samme. Nedenfor er de forskellige kødtyper blot beskrevet som “kød” – det betyder dog ikke, at du skal blande dem sammen.

Kom det hakkede kød i en stor skål og bland ost, brødkrummer, peberfrugt, løg, sennep og krydderier i. Bland godt og grundigt og form derefter til bøffer. Stil dem på køl i en halv times tid, inden de skal på grillen, så de lige kan samle sig om jobbet.

Grill bøfferne i ca. 10 minutter alt efter grillkullenes varme, bøffernes tykkelse og hvor røde de skal være i midten.

Mynteyoghurt
Bland yoghurt med den hakkede mynte og smag til med salt og peber. Stil på køl til den skal bruges som smørelse i burgerbollerne.

Tilbehør
Snit, hak, skiveskær og så videre efter smag og behag – man skal jo ikke gøre en burger mere besværlig, end den er, he he …

Quesadillas lavet med hjemmelavede chapati

Quesadillas lavet med hjemmelavede chapati. Opskrift til 2 personer.

Chapati
2 1/2 dl hvedemel
1/2 tsk salt
1 1/3 dl vand

Quesadillas
150 gedeost
150 g revet cheddar
1/2 pose frossen helbladet spinat, optøet og vredet for vand

Chapati
Bland ingredienser sammen og ælt til en smidig dej – tilsæt om nødvendigt mere mel. Lad dejen hvile i en time, og del den derefter i fire lige store dele, som rulles meget flade (så flade som muligt).

Steg hver udrullede dej på en tør pande til den er boblet lidt op og er gylden. Vend dejen og gør det samme på den anden side.

Quesadillas
Fordel først spinat, så gedeost og til slut cheddar på to af brødene. Læg derefter de resterende to brød på som låg, og smid dem ind i ovnen ved 200 grader i 10 minutters tid, eller til osten er smeltet. Hold øje med, at det øverste brød ikke brænder på – dæk det evt. med sølvpapir, hvis det trækker i dén retning.

Servér skidtet – evt. med en go’, stærk chilisauce til!