American Sweet Buns (more or less) aka. burgerboller

A
American Sweet Buns (more or less).

Antal: 9 boller.
Forberedelsestid:
15 minutter + 1 times hævning + 45 minutters efterhævning.
Tilberedningstid: 12 minutters dampning + 5 minutter i ovnen.

Jeg har sagt det før, og si’r det gerne igen: Der findes én slags burgerboller. Én slags! Ciabatta-lignende boller er ikke burgerboller. Rugboller er ikke burgerboller. Boller med så kraftig en skorpe at man snitter ganen op er slet ikke burgerboller.

Burgerboller er de her lidt søde, meget luftige, helt hvide og meget, meget bløde boller; amerikanske sweet buns!

Jeg har af flere omgang forsøgt at lave burgerboller, som ligner. Det er aldrig lykkedes helt.

Men den her gang er resultatet ubetinget det bedste til dato. Det er lidt besværligt, men resultatet er fa’me godt!

Ingredienser
1,5 spsk. tørgær
2,5 dl. lunken vand
7-8 dl. hvedemel
0,75 dl. rørsukker
2 spsk. rapsolie
1 let sammenpisket æg
Sesamfrø

Opskrift
Opløs gær i vand og lad det stå i 10 minutter til det bobler. Bland herefter mel, rørsukker og rapsolie i og ælt godt sammen.

Lad dejen hæve 1 time under et fugtigt klæde.

Del dejen i 9 boller, som trykkes flade – de skal være ca. 1,5-2 cm høje. Lad dem efterhæve under et fugtigt klæde i yderligere 45 minutter.

Damp bollerne i en damper i 12 minutter og stil dem til afkøling, inden du pensler bollerne med æg og drysser sesamfrø over, hvorefter de lige skal en 5 minutters tid i en ovn under grillen for at få lidt farve.

Reklamer

Japansk Chahsu Pork med dampede buns

Japansk
Japansk Chahsu Pork med dampede buns.

Antal personer: 3-4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 4-6 timer.

Pulled Pork på japansk. Det er nok det bedst beskrivende for retten. Brødet finder du opskrift på her.

Ingredienser
6-700 g nakkefilet
1 dl. soya
1 dl. ketjap manis
1 dl. sake
1 dl. riseddike
1 dl. revet palmesukker
6 fed hvidløg
4 hele forårsløg
2 cm ingefær i skiver

Opskrift
Kog alle ingredienser med undtagelse af kødet op i en gryde, som kan tåle at komme i ovnen lige om lidt. Hvidløgene skal i øvrigt blot lige knuses med håndroden – du behøver ikke at skrælle dem osv., da de bliver siet fra senere. Og forårsløgene renser du blot grundigt og gemmer lidt af det grønne fra.

Når sukkeret er opløst, så smider du kødet i, på med et låg og så i ovnen i 4-6 timer ved 125 grader. Vend kødet nogle gange undervejs.

Lige inden servering tager du kødet op af saucen, og trækker det fra hinanden med to gafler.

Si saucen og smid de ikke flydende ting ud.

Læg kødet tilbage i gryden og hæld lidt sauce ved, så det bliver en lækker, fugtig omgang.

Anretning
Anret kødet på en tallerken sammen med de dampede brød. Drys lidt af det finthakkede grønne fra forårsløgene over og giv det hele et skud stærk chilisauce.

Sliders med Bigmac’ske manérer

Bigmac
Sliders med Bigmac’ske manérer.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter + hævning af bollerne på 6–8 timer.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Buns
1 1/2 dl lunken mælk
Gær på størrelse med en halvstor ært
1 tsk. sukker
1 tsk. salt
5–6 dl hvedemel
75 g smør i tern
1 æg
Sesamfrø

Dressing
1 syltet drueagurk i finthakkede tern
3/4 dl mayonaise
1 tsk. hvidvinseddike
2 tsk. paprika
2 spsk. ketchup

Buns
Rør mælk sammen med gær og sukker. Tilsæt så salt og mel og ælt det godt sammen. Først tilsættes så æggeblommen, hvorefter smørret tilsættes herefter lidt efter lidt mens der æltes, så det indarbejdes godt og grundigt i dejen.

Sæt dejen til hævning i køleskabet med husholdningsfilm over i 6–8 timer.

Form 4–6 boller af dejen og lad dem så hæve under film i yderligere en time – sæt dem til hævning på en bageplade med bagepapir under, så du ikke behøver at flytte dem, inden de skal i ovnen.

Pensl bollerne med æggehvide og drys med sesamfrø inden de bages ved 200 grader omkring 12 minutter.

Dressing
Bland alt og lad dressingen stå på køl en lille time inden den skal bruges – den kan dog sagtens spises med det samme, hvis tiden er knap.

Samling
Burgerne kan jo reelt set indeholde alt det, som du nu en gang bedst kan li’ i en burger. Vi smed lidt salat, syltede agurker, dressingen, bøffen med smeltet ost og lidt hakkede løg i. Do as you please …