Saltet laks med bok choy på to måder


Tungt faldende dug (læs regn) lagde en dæmper på den asiatiske stemning. Men alligvel.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: Natten over.
Tilberedningstid: 10-15 minutter.

Ingredienser
2 bok choy
Sesamolie
1 stykke laks uden skind
Salt
Frisk koriander
1 spsk. revet palmesukker
1 lille, rød chili
1 fed hvidløg
1 spsk. fiskesauce
1/2 dl. soya

Opskrift
Lav en 10% saltopløsning og smid laksen deri i 30 minutter, hvorefter den tages op, tørres af og smides i fryseren natten over.

Tag den ud af fryseren og smid den i køleskabet om morgenen, så er den klar om aftenen, hvor den blot skal skæres i flotte stykker og have saucen hældt over sig.

Og apropos saucen …

I en morter myrdes palmesukker, chili og hvidløg, hvorefter fiskesauce og soya tilsættes. Stil til side, til den skal bruges.

Halvér begge bok choy’er. To af halvdelene pensles med olie og smides på en hamrende varm grillpande. Lad dem branke lidt, vend dem så og gør kunststykket efter på den anden side også. De andre halvdele skal blot serveres rå.

Servér som på billedet …

Reklamer

Ramen(ish) med and, bok choi og æg


Reste-ramen.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Den kinesiske and fra forrige indlæg, den var alligevel for stor en mundfuld for to personer plus den førstefødte at få spist på én gang.

Resten røg derefter i en omgang københavnsk mode-mad. Altså ramen. Eller noget der minder derom, i hvert fald. For jeg har ikke fået læst helt op på lektien om, hvad ramen helt præcist er, må jeg indrømme; men det jeg har set på billeder, det ku’ godt ligne det her lidt …

Ingredienser
Andebrysterne fra den kinesiske and
Friske ramen-nudler
3-4 forårsløg
Frisk koriander
3 æg
1-2 bok choi
1/2 liter andebouillon

Opskrift
Andebouillonen varmes op til kogepunktet samtidig med, at bok choi’en lige deles, pensles med olie og får et varmechok af dimensioner på en brandvarm pande. På begge sider.

Æggene skal også lige koges smilende; hvor længe de skal have, det afhænger af komfur og dettes evne til at få vandet i kog i en fart osv., så det gider jeg ikke engang gi’ et bud på, hvorledes gøres bedst på netop dit komfur.

I mens koges nudlerne i 90 sekunder, så de er klar. Og anden skæres i skiver. Forårsløgene skæres ligeledes i skrå skiver og korianderen plukkes.

Anret nudlerne i bunden af en dyb tallerken og læg and og forårsløg ved. Og bok choi. Hæld den næsten kogende bouillon ved og læg forsigtig ægget i. Pynt med en ordentlig omgang koriander.

Jeg tvivler som sagt på, at det er “rigtig” ramen, eller om det overhovedet er i nærheden deraf – men godt smager det …

Rejer med wasabicreme og thai-nudelsalat


Rejer med wasabicreme og thai-nudelsalat.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: Ca. 10 minutter alt efter styrken på dine grillkul.

Wasabicreme
1 1/2 tsk wasabipasta
2 1/2 dl græsk youghurt
1 tsk friskrevet ingefær

Thai-nudelsalat
Nudler (køb nogle af de gode tykke fra din asiatiske nudel-pusher)
2 stk Bok-choi (kan fås hos selvsamme pusher som regel – hør ham, hvornår han får friske grøntsager hjem fra Thailand, så du får dem friskest muligt, selvom Bok-choi nu kan holde sig rimelig godt i køleren)
1 stk mango
1 rød chili
4 spsk soya
4 spsk sesamolie
En håndfuld edemamebønner (dem glemte jeg i dag, men jeg er sikker på, at de havde været et hit i salaten – både farve- og smagsmæssigt)

Rejerne
6 træspyd (læg dem i blød i vand lidt tid inden de skal bruges, så de ikke brænder på grillen)
Rejer efter sult (brug de store hele eller dem med hale – de smager bedst, og har en go’ størrelse til at smide på spyd)
Sesamolie
Salt

Wasabicreme
Rør alle ingredienserne sammen og kyl det i køleskabet til det skal bruges.

Thai-nudelsalat
Udblød nudlerne i varmt vand i tre minutter (tjek lige instruktionerne på pakken, da tilberedningen afhænger af nuddel-type). Si vandet fra og afkøl dem.


Halvér Bok-choi, grill dem på begge sider og snit dem i strimler. Snit mango og chili og bland dem sammen med Bok-choi’en. Bælg edemamebønnerne og bland også disse i.

Rør soya og olie sammen og hæld over salaten.


Rejerne

Pensl rejespyddene med sesamolie og drys lidt salt over. Smid dem på grillen og giv dem maks. 1 minut på hver side.