Nordisk svar på grønne oliven


Nordisk svar på grønne oliven – måske ….

Mængde: 1 stort glas som på billedet.
Forberedelsestid:
4-5 måneder.
Tilberedningstid: 0 minutter.

Ingredienser
500 g grønne, umodne blommer
1-2 røde chilier
1 citron
Olivenolie
50 g salt

Opskrift
De grønne blommer renses grundigt. Sprækkede eller stødte kasseres. Herefter lægges de i en plasticbeholder og der fyldes med vand. Læg låg på, som ikke må slutte helt tæt.

Skift vandet hver dag i 10 dage, hvorefter vandet hældes fra og blommerne kommes i et skoldet glas sammen med flækkede chilier, citron i både og salt.

På “toppen” hældes 1-2 dl. olivenolie, som “forsegler” til slut.

Stil glasset køligt i 4-5 måneder.

Om resultatet bliver godt, det ved jeg i sagens natur ikke endnu – men jeg vender tilbage herom i begyndelsen af november eller deromkring. Opskriften på rødbederne er i øvrigt min kære mors – så al kredit til hende!

Chapati med mozzarella, blommer og rucola

Blommer
Chapati med mozzarella, blommer og rucola.

Hvor det forrige indlæg var en noget fedtet udgave af chapati’er med fyld, så er det her næsten (kun næsten) i den anden grøft.

Og som vanligt finder du opskriften på chapati’erne her.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Chapati’erne får du lige klare i en fart – de behøver ikke være brandvarme, når du skal bruge dem.

Så er det ellers blot på med fyldet: Blommer i skiver, frisk mozzarella, lidt tyndskårede skiver af rødløg, friske mynte- og citronmelisseblade, lidt frisk, fintsnittet chili og hvad du ellers kan finde på.

Som dressing rørte jeg en rest mascapone op med en smule creme fraiche og lidt fløde samt salt, peber og citronsaft.

Simpelt og lækkert …

Manglende madplan … Men blommer i ét væk!

Blommer2
Blommer. Rigtig mange blommer. Eller her er jo kun én, men i alt plukkede vi over 10 kg!

Der har været lidt stille her på bloggen den seneste tid. Årsagen er den ganske simple, at undertegnede har været “alene-far” i den sidste halvanden uges tid, da den førstefødtes mor har være på div. studieture i det store udland.

Men vi var godt forberedt herhjemme på madfronten, så fryseren bugnede med div. retter fra tidligere, som blot skulle varmes. Det betaler sig at tænke fremad.

Derudover var mine forældre flinke til at hente den førstefødte om eftermiddagen, så jeg blot skulle koncentrere mig om at aflevere til tiden. En kæææmpe hjælp, som jeg virkelig sætter pris på. Og oven i købet bød de på aftensmad et par gange også – så bli’r det ikke bedre.

Nåh, men i weekenden fik vi plukket nogle af blommerne på vores lille ca. 2 meter høje blommetræ. Vi plukkede ikke dem alle, men blot de mest modne. Og træets størrelse til trods, så kom der over 10 kg (!) ud af det.

Og ud af dem kom der så en blommetærte, blommegrød, blommechutney, friske blommer til blot at spise og et par kilo i fryseren til senere brug.

Opskrifter på de ting kommer i den nærmeste fremtid. Jeg havde egentlig planlagt, at de skulle på i denne post, men jeg er ved at ryge ned af pinden af træthed efter en lang dag på job (og generelt efter snart halvanden uge som alene-far – respekt til dem, som kan holde til den slags, og få det hele til at fungere), så det må vente.

Så kig ind en anden dag i den allernærmeste fremtid, så skulle du gerne have heldet med dig. En madplan for den kommende uge er i øvrigt også på trapperne, når den “normale” hverdag vender tilbage.