Kylling i cremet tomatsauce med kylling, oliven, langtidsbagte tomater og basilikum


Masser af smag …

Antal personer:  4 personer.
Forberedelsestid: 15 minutter.
Tilberedningstid: 30-35 minutter.

Ingredienser
6-8 kyllingelårbrystfileter
1 finthakket løg
1 fed finthakket hvidløg
Lidt olivenolie
1 spsk. tomatpuré
2 dl. hønsebouillon
1 kvart liter piskefløde
2 håndfulde langtidsbagte tomater (opskrift her)
1 håndfulde halverede sorte oliven uden sted
Salt
Peber
Frisk basilikum
Friskrevet parmesan

Opskrift
Krydr kyllingen med salt og peber og giv dem en ordentlig omgang på en glohed pande med lidt olive. Brun godt på begge sider, og tag dem så fra varmen.

Skru ned for varmen og smid lidt ekstra olie på. Klar derefter løgene deri.

Op med varmen igen og brænd så tomatpuréen af på panden sammen med løgene. Tilsæt derefter bouillon, oliven og fløde. Og de langtidsbagte tomater.

Nåh ja, og kyllingen skal også tilbage i panden. Og en lille håndfuld friske basilikumblade revet itu.

Smag til med salt og peber, smid et låg på og lad det simre i en lille halv times tid til kyllingen er gennemstegt, men ikke dødskogt.

Kog i mens pastaen aldente og bland den så med saucen.

Servér hele molevitten med et ekstra skud friskkværnet peber og friskrevet parmesan.

Reklamer

Kyllingebryst med fyld af Italien. Intet mindre.


Kyllingebryst med fyld af Italien. Intet mindre.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter (+2,5-3 timer for tomaterne, men de kan jo laves i forvejen).

Ingredienser til semidried tomater
Små, smagfulde tomater (bare mange; tomaterne kan holde sig og bruges i alle mulige sammenhænge)
Frisk timian
Lidt sukker
Olivenolie
Salt
Peber

Andre ingredienser
2 kyllingebryster
Sorte oliven
Provolone
Pancetta
Frisk basilikum
Lidt marsala
Lidt fløde

Opskrift på semidried tomater
Halvér tomaterne og læge dem med skindsiden ned i et smurt ildfast fad. Dryp med olivenolie, og drys en anelse sukker over og krydr med lidt salt og peber. Fordel timian over, og sæt så fadet i ovnen ved 100 grader i 2,5-3 timer.

Opskrift på alt det andet …
Skær et snit på langs af kyllingen, og flad brystet godt ud – dog uden at det decideret går fra hinanden. Læg lidt semidried tomater ind sammen med lidt hakkede, sorte oliven, et par skiver provolone og lidt hakket, sprødstegt pancetta.

Luk brysterne med en kødnål, og steg dem ved jævn til hård varme på en pande med lidt olie og smør til kødet er gennemstegt, og der er flot, sprød stegeskorpe.

Tag brysterne af panden og kog den af med en anelse marsala. Tilsæt herefter lidt fløde og smag til med salt og peber.

Servér med friskkogt pasta.

Caprese i nye klæ’r: Burrata med basilikumolie og tomatvand

Aaaaarmen, jeg kan sgu’ godt li’ julen, men det er sat’me svært at tage billeder i denne mørke tid, som bliver bare nogenlunde indbydende at se på. Dagslys er der jo intet af, og almindeligt lampelys, det er noget gult stads, er det. Ikke noget, som på nogen som helst led giver gode madbilleder. Og det er desværre kun de to slags lys, som jeg har til rådighed (ud over en almindelig blitz altså, og det er ligeledes noget skidt).

Så derfor er det frem med forestillingsevnen og den gode fantasi …

Forestil dig en let flydende burrata, som ligger i en lille sø af tomatvand, hvorpå perler af basilikumolie flyder.

Det ser lækkert ud, ik’?

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid: 2 minutter.
Tilberedningstid: 2 minutter.

Ingredienser
3 tomater
En håndfuld frisk basilikum
Olivenolie
Burrata

Opskrift
Tomaterne smider du i en blender, og så kører du dem ellers i smadder. Herefter sigter du dem gennem et ostelærred, så du blot står med tomatvandet. Så er dén del klaret.

Så er det basilikumolien: Blend basilikum sammen med olie. Sigt ligeledes gennem et ostelærred. Så er dén del også klaret.

Del osten – hvis det er en lille én – i to med fingrene, og læg dem derefter i tomatvandet, som du hælder nederst i en dyb tallerken. Dryp herefter olien udenom, som vil lægge sig i perler på tomatvandet.

Servér …

Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise

Sandwich
Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter (ekskl. brødet).
Tilberedningstid: 10 minutter (ekskl. brødet).

Ahr, hva’? Opskrift på en sandwich? Men jo! Ikke så meget for opskriftens skyld, men mere for at fremhæve, hvor lidt der egentlig skal til for at stable et bjerg af velsmag på benene.

I Supermarco, som du kan læse mere om her, røg der tre gange 500 g frisk bøffelmozzarella i kurven. En 10’er stykket kostede de kun – og dét er sgu’ billigt! Og så oven i købet for den ægte slags på bøffelmælk, som altså lige smager en trilliard gange bedre end den normale på komælk fra de almindelige danske supermarkeder.

Ostene skal i sagens natur bruges rimelig hurtigt, så i dag røg den ene i nedenstående sandwiches …

Ingredienser
4 skiver af verdens bedste brød (opskrift her)
500 g bøffelmozzarella
2 friske, kernefattige tomater
Frisk basilikum
Smagsneutral olie
1 æggeblomme
Lidt salt
En smule æbleeddike
Lidt ansjospasta
1 fed hvidløg

Opskrift
Først skal du lige have pisket en omgang basilikummayo sammen: Blend en håndfuld basilikumblade sammen med olien, og sigt den herefter. Smid en æggeblomme i en skål og piske lidt salt og en smule eddike i. Herefter tilsættes den grønne olie i en tynd stråle under konstant piskning til den ønskede konsistens er opnået.

Rist brødskiverne hårdt, og gnid den ene side med et halveret fed hvidløg. Smør dem derefter med lidt ansjospasta på samme sider.

På den ene skive brød smider du en flok tomatskiver og så mozzarella efterfulgt af friske basilikumblade. Dryp mayo på efter smag, og så på med låget i form af den sidste skive brød.

Vupti! Velsmag!

Mad på 10 minutter: Pasta med pesto

Pesto
Mad på 10 minutter: Pasta med pesto.

Antal personer: 1 person.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 5 minutter.

Ingredienser
Pasta
2 dl. frisk basilikum
25 g friskrevet parmesan
Olivenolie
50 g pinjekerner
1 fed finthakket hvidløg
Salt
Peber

Opskrift
Rist pinjekernerne på en tør pande til de får en smule farve. Smid dem så i en blender sammen med basilikum, parmesan og hvidløg. Start krapylet mens du tilsætter olien i en tynd stråle til pestoen har den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

I mens koger pastaen på livet løs. Når den er aldente hælder du vandet fra, og så vender du den ellers i pestoen.

Så’ der serveret …

Spanitalian: Sprødstegt kylling med pasta med chorizo, soltørrede tomater og frisk basilikum

Spanitalian
Spanitalian: Sprødstegt kylling med pasta med chorizo, soltørrede tomater og frisk basilikum.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20-25 minutter (+ 3 timer til tomaterne, men dem kan du jo lave i forvejen).

Ingredienser
4 små friske chorizo (den bløde slags) i skiver a ca. 1 cm.
2 kyllingebryster med skind
2 finthakkede skalotteløg
2 fed knust hvidløg
1 lille glas hvidvin
Lidt citronsaft
1 dl. hønsefond
Olivenolie
Salt
Peber
1 dl. langtidsbagte tomater
En anelse sukker
500 g små, smagfulde tomater
Frisk basilikum efter smag
6-8 friske salvieblade
Pasta

Soltørrede tomater
Halvér tomaterne og fordel dem på en bradepande med overskårne del op. Drys med en smulle sukker, salt og peber samt en smule olivenolie. I ovnen med dem ved 125 grader i omkring 3 timer.

Tag dem herefter ud og brug dem med det samme, eller smid dem i en lufttæt beholder. Hvis du gør brug af sidstnævnte løsning, så dæk dem med en god olivenolie, så holder de længere – og olien tager dejlig smag til sig, som du kan bruge i alle mulige andre sammenhænge.

Sauce
Krydr kyllingen med salt og peber og steg dem ved jævn varme. Først skindsiden, så der kommer noget fedtstof på panden, og når den er gyldensprød, så på den anden side. Tag dem af panden.

Smid løg på panden og lad det simre i 3-4 minutter til de er klare. Skru herefter op for varmen, og smid hvidvin og fond på. Når det er kogt ind til ca. halvdelen kommer du pølserne på. Giv det en 4-5 minutter, og så skal kyllingen også tilbage.

Varm det hele godt igennem, og sørg for, at kyllingen er gennemstegt.

Smag saucen til med salt, peber og en anelse citronsaft.

Pasta koges efter anvisninger på pakken, og så, når vandet er hældt fra, vender du den rundt i saucen efter bedste evne sammen med en flok friske basilikum- og salvieblade.

Burger med svampemayo, sprød marsala-parmaskinke, friteret fennikel, emmenthaler og frisk basilikum

Burger
Burger Italiano.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter + hævning natten over af dejen.
Tilberedningstid: 30 minutter + 30 minutters efterhævning til bollerne.

Egentlig er jeg lidt af den opfattelse, at en burger skal bestå af en blød bolle (ikke de der rugboller, som skærer ganen op på en), en bøf af godt kød (ikke kylling eller andet mærkeligt), en skive god cheddar (ikke det der smelteost, som ligger pakket skivevis i plastic), lidt ketchup (endelig ikke for meget, for jeg er ikke så stor fan af ketchup) og lidt syltede agurker (ikke de selvdøde fra Netto, men nogle gode af slagsen). Måske lidt (med tryk på “lidt”) salat også.

Café-burgere kan være okay, men de fleste af gangene er det netop gane-opskærende boller med en skorpe hård som sten, men til gengæld kun bestående af luft indeni, rucola eller de der spæde salatblade, som smager af jord, tomme-tykke tomatskiver, hvor den grønne dims fra stilken ikke er skåret af, slatne agurker (friske – og det skal de sgu’ ikke være i en burger), tarvelig ost med hårde kanter, ketchup nok til at fodre en hel hær og måske en omgang bacon, som blev stegt i morges. Eller i går.

Det her er lidt en café-burger. Men det var go’. Det var den altså. Til trods for, at det er i en ciabattabolle, og der er mærkværdigheder i som fennikel og basilikum. Så gi’ den en chance. Det fortjener den …

Ciabatta
2 tsk. tørgær
1 3/4 lunken vand
250 g hvedemel tipo 00
1 tsk. salt
1 tsk. sukker
2 spsk. olivenolie

Svampemayo
1 æggeblomme
Smagsneutral olie
1 lille håndfuld tørrede svampe

Fritteret fennikel
1 fennikel skåret i små ringe
1 æggeblomme
1 dl. tempuramel
1/2 dl. koldt vand
Smagsneutral olie til friturestegning

Sprød marsala-parmaskinke
4 skiver parmaskinke
En slat marsala

Bøfferne
400 g hakket oksekød (10-12% fedt er godt at bruge i denne sammenhæng)
Salt
Peber
1 æg
1/2 dl. mel
1 fennikeltop, finthakket
2 tsk. fennikelfrø

Andet
Lidt friske basilikumblade
4 skiver emmenthaler

Ciabatta
Sigt mel op i en skål og bland det med gær, salt og sukker. Lav en fordybning i melet, og hæld olie og vand deri. Arbejd langsomt de våde ingredienser ind i melblandingen.

Ælt, ælt, ælt. Og ælt lidt mer’. 7-10 minutter er passende.

Smid dejen tilbage i skålen, dæk med husholdningsfilm og stil på køl til næste dag.

Næste dag triller du lynhurtigt lige 4 boller (prøv at gøre det uden at slå al luft ud af dejen). Lad dem efterhæve i 30 minutter under et fugtigt klæde.

Drys med lidt mel, og bag dem ved 200 grader midt i ovnen i 30 minutter, og lad dem køle lidt, inden du sætter tænderne i dem.

Svampemayo
Pisk olien i en tynd stråle ind i æggeblommerne til du har en fin konsistens. Kør de tørrede svampe til pulver i en kaffemølle (som du kun bruger til krydderier m.m. – ikke den sædvanlige til kaffebønnerne) og bland i mayonaisen.

Fritteret fennikel
Pisk alt sammen med undtagelse af olien til friturestegning og fennikel-ringene.

Dyp fennikel i dejen og smid dem direkte i en 170 grader varm olie. 2-4 minutter til dejen er sprød og gylden. Fisk dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.

Tag kun lidt ringe af gangen, så olien ikke bliver for afkølet, for så bli’r det noget skidt.

Sprød marsala-parmaskinke
Steg skinken i fedtstoffet fra bøfferne, som du steger lige inden. Når den er gyldensprød på den ene side, så vender du den og gør tilsvarende på den anden side. Dog skal du lige inden skinken er færdig lige smide marsalaen på. Når den så er kogt ind, så er skinken klar.

Bøfferne
Bland alle ingredienserne og form dig 4 solide bøffer. Steg dem i en klar smør og olie på en pande til de er, som du kan li’ dem; jeg er mest til, at de skal være godt røde indeni, men det er jo en smags sag.

Samling
Flæk bollerne og smid en klat mayo på hver af de to halvdele. Læg herefter en bøf på den nederste bolle, så en skive emmenthaler, parmaskinken, lidt af den friterede fennikel og et par basilikumblade. På med overbollen, og burgeren er klar …

Kylling med basilikum, pinjekerner og parmesan under skindet

Kylling
Kylling med basilikum, pinjekerner og parmesan under skindet.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 30-40 minutter.

Tilbehøret i denne omgang var frisk pasta med hhv. peperonata (opskrift her) og salviesmør (opskrift her). Så tidsforbruget nævnt ovenfor, og opskriften nedenfor er kun på kyllingedelen.

2 kyllingebryster med skind
Frisk basilikum
25 g pinjekerner
Parmesan
Salt
Peber
Et glas hvidvin

Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande.

Løsn skindet på kyllingen fra den ene side, så det stadig hæfter på den anden. Fordel basilikum, pinjekerner og tynde flager af parmesan under skindet.

Læg kyllingen i et ildfast fad sammen med hvidvin og krydr med salt og peber.

Ind i ovnen ved 200 grader til kyllingen er gennemstegt, men ikke tør. Omkring 30-35 minutter nok ikke helt til den gale side. Øs lidt af vinen over fra tid til andet.

Giv kyllingen et skud grill til slut, så skindet bliver lækkert sprødt.

Char siu i suppe med nudler, basilikum og pocheret æg

Char
Char siu i suppe med nudler, basilikum og pocheret æg.

Antal personer: 4–5 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter + marinering natten over.
Tilberedningstid: 45 minutter.

Char siu
1 stk. svinemørbrad
3 fed hvidløg
3 spsk rørsukker
3/4 tsk Five Spice-krydderi (fås i thaisupermarkederne)
4 1/2 dl Hoisinsauce
3 spsk honning
2 spsk risvin eller tør sherry
4 1/2 spsk soya

Suppe
1 1/2 liter kyllingefond
3 spsk. soya
1 spsk. ukendt krydderi (se mere her)
Nudler
Frisk thai-basilikum
4 pocherede æg (se mere her)

Char siu
Bland alle ingredienserne og læg kødet deri natten over. Dagen efter grilles det ca. 10 minutter på hver side inden det skæres i tynde skiver.

Suppe
Kog fond op med soya og ukendt krydderi. Kog nudlerne deri.

Samling af retten
Læg lidt nudler i bunden af en dyb tallerken og fordel så nogle skiver kød samt basilikum deri. Hæld så lidt varm supper over. Lad basilikummen krølle lidt sammen ved varmen, inden et pocheret æg kommes i, og der prikkes hul på blommen, så det flyder ud i suppen.

Sød kylling med mango, ananas og basilikum – frugtsalat til aftensmad

Frugtsalat
Aftenens menu: Frugtsalat med sød kylling.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Varm og lækker forårsluft blæste over Nordsjælland denne weekend. Og med aftenens menu bestående af en asiatisk/caribisk sag af en frugtsalat med sød kylling, så var sommer-drømmene skudt i gang. Kom bare an sommer!

2 kyllingebryster uden skind og ben
2 spsk. palmesukker (helt finthakket)
6 finthakkede korianderrødder
1 tsk. finthakket hvidløg
Lidt smagsnetutral olie
2 stk. lime
1 spsk. rørsukker
4 spsk. fiskesauce
1/2 frisk ananas i helt tynde skiver (brug gerne et mandolinjern, så kan du lave dem næste papirtynde så nemt som ingenting)
1 mango i skiver
1 bdt. friske basilikumblade (gerne thai-basilikum, hvis det er til at skaffe – det var det ikke for mig)
Friskkværnet sort peber

Kyllingen steges i lidt olie på en pande som hele bryster på panden, til de er en lillebitte smule lyserøde indeni. Herefter skæres de i mundrette stykker. Smid stykkerne tilbage på panden ved middel varme, og lad dem branke lidt på alle sider, hvorefter korianderrødder og hvidløg tilsættes. Lad det svitse i et lille minut, inden palmesukker kommes på panden.

Lad det karamellisere inden 2 spsk. fiskesauce tilsættes, og det koges ind til en tyk sirup, som snasker al kyllingen godt ind.

Saften fra den ene lime blandes med rørsukker og 2 spsk. fiskesauce – så er dressingen på plads.

Anret retten med ananas nederst, så mango, derefter kylling og så toppet med basilikum og limedressingen. Og limeskiver. Og så lige et skud friskkværnet sort peber – det fremhæver for alvor smagen i specielt ananassen.