Bagt ricotta, pane carasau, parmaskinke, bottarga, brændt hvidløg, semidried tomater og parmesan


Bagt ricotta, pane carasau, parmaskinke, bottarga, brændt hvidløg, semidried tomater og parmesan.

Antal personer:  2 personer.
Forberedelsestid: 10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
3 pane carasu (opskrift her)
250 g ricotta
Parmaskinke
Parmesan
Semidried tomater (opskrift her)
Bottarga
Brændt hvidløg (opskrift her)
Lidt friskkværnet sort peber
God, grøn olivenolie
Persille til pynt

Opskrift
Læg ricottaen i et lille ildfast fad og smid det i din pizzaovn (for sådan en har du da anskaffet dig, ik’?). Lad den hygge sig derinde til den er godt branket på ydersiden – omkring 15-20 minutter er lige i skabet. I en almindelig ovn? Fuld skrue på varmen (og måske grillen) og så må du holde øje med den derinde, til det ligner det, som den skal.

Læg den herefter på et fad og læg parmaskinke, parmesan, brudstykker af pane carasau’en og tomater udenom. Riv bottarga og brændt hvidløg over og dryp med olivenolien inden du gi’r den et drys friskkværnet, sort peber.

Pynt med lidt persille, og spis ellers fælles fra “fadet” med fingrene – hyggeligt og velsmagende.

Reklamer

Højrebsbøf med bagte radiser, kikærter og feta

BeefHøjrebsbøf med bagte radiser, kikærter og feta.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter + kikærter i blød i 10-12 timer.
Tilberedningstid: 1 time og 15 minutter.

4 højrebsbøffer
Salt
Peber
1 bdt. radiser
2 forårsløg
200 g feta
400 g tørrede kikærter opblødt i vand i 10-12 timer
2 spsk. fransk æblecidereddike
2 spsk. olivenolie + lidt til selve kikærterne
1 spsk. honning
1 tsk. dijonsennep

Kog kikærterne i rigeligt (frisk og letsaltet) vand i ca. 1 time. Hold øje med dem fra tid til anden, så du er sikker på, at de ikke koger tør.

Tag bøfferne ud af køleren ca. 30 minutter inden, at du mener, at det er tid til de skal på panden. Det er omkring nu. Krydr dem med salt og friskkværnet peber.

Når ærterne er kogt, så hæld vandet fra dem. Bagefter smider du dem så i et ildfast fad sammen med radiser, som du lige har renset, salt, peber og olivenolie. Sørg for at vende det hele godt rundt.

Så skal de ellers i ovnen i ca. 15 minutter ved 200 grader.

Imens pisker du lige eddike, olivenolie, honning og sennep sammen. Så er dressingen klar.

Steg bøfferne på en grillpande for fuld skrald, så de får stegeskorpe, men samtidig er røde indeni.

Så er det tid til, at ærterne skal ud af ovnen, og så blander du ellers forårsløgene i sammen med smuldret feta. Hæld dressingen over, og så er du tæt på mål.

Server kikærtesalaten med din saftige bøf, og du er godt kørende …

Opskriften på “salaten” er med et vældig kraftigt afsæt i Loui & Bearnaisens, som du finder her.

Indbagte bagte tomater, zuchinni og mozzarella


Indbagte bagte tomater, zuchinni og mozzarella.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

500 g cherrytomater
1 zuchinni
1 mozzarella
1 lille løg
Friskrevet parmesan
2 tsk tørret oregano
2 tsk tørret basilikum
Olivenolie
Friskkværnet peber
1 færdiglavet pizzadej

Halvér tomaterne og tag de fleste af kernerne ud. Læg dem på en bageplade, hæld lidt olivenolie over og krydr med peber, oregano og basilikum. I ovnen med dem ved 200 grader i 15 minutter. Herefter hakker du dem groft.

Imens tomaterne er i ovnen, så hakker du zuchinni og løg, og mozzarellaen rives i mindre stykker. Bland grøntsagerne med parmesanen også.

Rul pizzadejen ud – normalt fylder den omkring en halv bageplade, men rul den ud, så den fylder hele bagepladen. Fordel alle grøntsagerne og osten på midten af dejen, så cirka halvdelen er dækket. Rul først den ene kant, og så den anden over, så grøntsagerne bliver lukket inde. Prik små lufthuller med en gaffel, og smid den i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.

Nemt og godt – og så kan man jo smide alverdens grøntsager, kylling osv. i den, hvis man ønsker. Retten kan også sagtens gemmes i køleskabet – så er der frokost dagen efter.

Original opskrift af Silvia Fontana i kogebogen Moderne Mama.

Langtidsbagt cheesecake


Langtidsbagt cheesecake.

Antal personer: 10–12 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 120 minutter.

Normalt er en bliver en cheesecake ikke bagt. Det er dog ikke tilfældet med denne udgave, som rent faktisk skal have hele 120 minutter i ovnen. Den er – af indlysende grunde – ikke ligeså “fugtig”, som en normal cheesecake, men det gør den nu ikke til en dårlig cheesecake. Dog en lidt anderledes cheesecake.

Bund
115 g hvedemel
1 tsk bagepulver
75 g smør
50 g sukker
1 æg
2 spsk koldt vand

Kagemasse
4 æg
225 g sukker
450 g Philadelphia
2 spsk Contreau
40 g hvedemel
3 dl piskefløde
Flormelis til pynt
Citronmelisse til pynt

Sigt hvedemel og bagepulver i en skål. Smuldr smørret i melet. Tilsæt sukker og saml dejen med æg og vand. Det bliver noget klistret stads. Pres dejen ned i en springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir. Det er lidt besværligt, da det som sagt er noget klistret stads, så hav lidt tålmodighed.

Rør æg og sukker til en luftig masse. Rør Philadelphia’en i og tilsæt Contreau’en lidt efter lidt. Rør æggeblandingen i og vend melet i. Rør herefter piskefløden i, og hæld det op i springformen.

Bag kagen i ca. 2 timer ved 150 grader. Sluk for ovnen og åben lågen, men lad kagen stå derinde til ovnen er kold. Smid herefter kagen i køleskabet i ca. 1 time inden den drysses med flormelis og pyntes med citronmelisse inden servering.

Opskrift fra “Kaffe & kage” af Jette Bogø og Helge Stig fulgt mere eller mindre slavisk.