Rugmelspaneret hornfisk med syltede kartofler, artiskokker og sprøde kartoffelspåner


Det er sæson for hornfisk. Køb, køb, køb (eller fang dem selv) …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Det er sæson hornfisk. Køb dem, Fang dem selv. Gør hvad du kan, men bare få fat i alle dem du kan. Det er fa’me god spise!

Ingredienser
2 hornfisk, rensede
Rugmel
Smør
Olivenolie
Persille
8-10 små, nye kartofler
4 artiskok-hjerter
1 spsk. flydende honning
1 lille håndfuld hasselnøddekerner
1/2 dl. koldpresset rapsolie
1/4 dl. æblecidereddike
Frisk kørvel
Smagsneutral olie

Opskrift
Først til de syltede kartofler og artiskokker: 6-8 af kartoflerne renses og skæres i ekstremt tynde skiver på et mandolinjern. Artiskokhjerterne skære i tilsvarende tynde skiver – helt ligeså tynde er nok en umulighed, men så tynde, som muligt.

I mens koges eddike, rapsolie og honning op, hvorefter det hældes over på en varm pande i selskab med kartoffel- og artiskokskiver og lige ruskes igennem. Kartoflerne skal ikke koges møre eller noget, men stadig have masser af bid og “rå-hed”. Drys med lidt salt og peber og – lige inden servering – frisk kørvel og hasselnødder.

Hornfisken fyldes blot med frisk persille og vendes i rugmel, hvorefter de steges i rigelige mængder af en blanding af smør og olie. Ca. 3-4 minutter på hver side, og derefter lige et par minutter til at samle sig, inden de er klar til servering …

Kartoffelspånerne er blot kartofler skåret i strimler på mandolinjernet og derefter fritteret i 2 minutter i 170 grader varm, smagsneutral olie. Derefter med et godt skud flagesalt, mens de lige drypper af på fedtsugende papir.

Reklamer

Pasta med burrata og artiskokker

Artiskok
Pasta med burrata og artiskokker.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

På den billedmæssige front vil de næste par indlæg halte lidt. Det er sgu’ svært at få noget pænt ud af et billede, som skal tages med en mobiltelefon. Specielt når det skal tages under en enten en orange baldakin eller en turkis parasol. Eller et miks af begge. Og det sku’ billederne fra vores ferie altså.

Men retterne fejler bestemt ingenting, så knib øjnene sammen eller tag et plastcharteque foran dem og brug lidt fantasi, og kast dig bare ud i det alligevel …

Ingredienser
4 små, violette artiskokker
1 burrata
2 spsk. smør
1 stk. finthakket skalotteløg
Et skvæt hvidvin
1 finthakket hvidløgsfed
Pasta

Opskrift
Start med at tage de alleryderste og grove blade af artiskokkerne. Skræl herefter bunden mod stænglen, som du korter – altså stænglen – ned til en centimeter eller to, så det hele holder sammen på sig selv.

Kog artiskokkerne i ca. 20 minutter, hvorefter du piller yderligere lidt blade af til du når ind til dem, som kan spises uden videre. Smag dig frem.

De grove blade smider du ud, mens du gemmer de spiselige og skærer hjertet i mindre stykker.

Opvarm smør på en pande og sauter løgene heri til er klare, hvorefter det får selskab af hvidvinen, som koges ind.

Smid så artiskokkerne på og lad dem simre med nogle minutter eller fem.

Kog pastaen og vend den i saucen, og server så retten med burrata som du blot flår fra hinanden og smider ud over til allersidst.

Måske sammen med et skud friskkværnet peber og en smule salt.

Artiskokker med hvidløg, persille og parmesan

Artiskokker
Artiskokker med hvidløg, persille og parmesan.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 35 time.

Ingredienser
4 små artiskokker
1 liter hønsebouillon
2 fed finthakket hvidløg
1 lille bundt persille
1 dl. olivenolie
Saften fra 1 citron
Parmesan

Opskrift
Tag de yderste, træede blade af artiskokkerne. Skær herefter stokken af, så der stadig er små 3 centimeter tilbage. Skræl så den nederste del af af artiskokken samt stokken.

Skær dem i små, smalle både og læg dem i en skål med en blanding af vand og citronsaften, så de ikke bliver brune.

Opvarm olien i en pande og smid hvidløg og halvdelen af persillen, som lige skal hakkes, på et minuts tid, hvorefter det skal have selskab af artiskokkerne – kun dem, ikke vandet.

Rør rundt og hæld bouillonen ved. På med låget og lad dem simre i små 20 minutter eller til de er møre.

Tag artiskokkerne op, og kog kogevandet/bouillonen ind til meget lidt. Hæld herefter væden over artiskokkerne.

Smid den sidste hakkede persille over sammen med parmesanflager, og så er der mad.

Artiskok-salat med chorizo

Chorizo
Artiskok-salat med chorizo.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

1/2 baguette skåret i meget tynde skiver
Blandede salater efter smag
1 dåse artiskok-hjerter
1 halloumi
3–4 chorizo’er af den bløde slags
1 fed hvidløg
Olivenolie
Lidt rødvinseddike

Rist brødet hårdt og gnid herefter skiverne med hvidløgsfedet, som er skåret over på midten. Fordel i salaten sammen med artiskok-hjerterne (skåret i kvarter), og bræk så halloumien i mindre stykker og fordel også denne. Halloumien skal selvfølgelig lige grilles inden sammen med chorizo’en, som også skal samme vej.

Dryp salaten med en blanding af eddike og olie.

Umbrien part V


Som tidligere skrevet, så kom der en dag to pizza-bagere forbi for at lære os at lave de ægte italienske pizzaer. De kunne ikke et ord engelsk, så igen blev tegnsprog brugt flittigt. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor hele familien var med ved forberedelserne.

Pizzaerne skulle i øvrigt have været bagt i den udendørs brændefyrede pizzaovn, men desværre havde denne ikke været brugt meget længe, hvorfor den ikke kunne bruges alligevel, til trods for, at vi prøvede. Men ovnen fungerede heldigvis også fint.


Pizzaovnen udenfor, som vi desværre ikke fik ret meget gavn af.


Vores kære italienske pizzabagere.

Grunddej til 3 medium-størrelse pizzaer
500 g mel (type 00)
250 g vand, 37 grader
30 g olie
5 g gær
8 g salt

Opløs gæren i vandet, og tilsæt herefter olien.

Lav en bunke af melet blandet med salt på bordet, og lav en fordybning i midten, hvori gærblandingen hældes.

Rør gradvist gærblandingen ind i melet og ælt i 20-30 minutter.

Del dejen i 3 dele, som efterlades til hævning direkte på køkkenbordet med et fugtigt klæde over. Lad dem hæve i ca. 3 timer.

Så er dejen klar til brug.

Har du travlt, så kan du nøjes med at lade dejen hæve i 1 1/2 time, hvis du i stedet for 5 g gær bruger 12 g og ydermere tilsætter en tsk sukker til dejen inden den æltes.

Pizzasauce
Flåede tomater
Basilikum
Salt
Olivenolie

Bland, blend og smag til.

Rosmarinbrød
Olivenolie
Pizzadej
Frisk rosmarin
Salt

Opvarm en god slat olie på en pande ved jævn til stærk varme, og tilsæt lidt af den friske rosmarin.

Når det har sydet og boblet lidt, og smagen er trukket ud af rosmarinen til olien, så smid lidt salt på og en pandekage af dej på ca. 1 cm tykkelse på.

Lad den stege lidt og løft den lidt en gang i mellem. Vend brødet, når den er gylden og sprød på undersiden.

Steg videre efter samme princip på den anden side.

Læg efterfølgende brødet på et stykke fedtsugende papir, så det lige kan dryppe lidt af, men server det, mens det stadig er varmt.


Rosmarinbrød – en lækker forret.


Undertegnede i gang med at vende rosmarinbrødet under kyndig vejledning fra vores italienske ven.

Margherita
Pizzadej
Tomatsauce
Mozzarella
Frisk basilikum

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse, som lægges i en bradepande.

Fordel lidt tomatsauce på dejen og læg mozzarella-stykker, som er pillet fra hinanden og har ligget tilafdrypning i et dørslag inden, og sæt den i ovnen ved 250 grader i ca. 10 minutter.

Fordel frisk basilikum på pizzaen og servér.

Pizza margherita.

Napolitana
Pizzadej
Tomatsauce
Mozzarella
Ansjoser
Tørret oregano

Samme fremgangsmåde som margherita’en, dog skal ansjoserne og oregano på med det samme, sammen med de resterende ingredienser.

Pizza napolitana.

Capricciosa
Pizzadej
Sorte oliven
Mozzarella
Artiskokker (fra glas og i olie)
Champignon (fra glas og i olie)

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse, som lægges i en bradepande.

Fordel tomatsauce på bunden, og smid pizzaen i ovnen ved 250 grader i ca. 5 minutter, så lidt af væden kan fordampe.

Fordel derefter resten af fyldet, og bag pizzaen færdig efterfølgende.

Pizza capricciosa.

Romana
Pizzadej
Zuchinni i tynde skiver
Zuchinni-blomster
Ansjoser
Mozzarella

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse, som lægges i en bradepande, som er smurt med lidt olie. Lad den efterhæve i ca. 1 time.

I mens renses zuchinni-blomsterne for støvdrager og bunden skæres af.

Fordel herefter fyldet og smid den i ovnen ved 250 grader i ca. 10 minutter.


Pizza romana.

Salsiccia
Pizzadej
Mozzarella
Salsiccia (frisk)

Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse, som lægges i en bradepande.

Fordel fyldet og i ovnen med pizzaen ved 250 grader i ca. 10 minutter.


Pizza salsiccia.

Dessert-pizza
Pizzadej
Nutella
Mandler, smuttede og hakkede
Flormelis

Rul dejen tyndt ud, og med en diameter som passer til en pande.

Hæld lidt fedtstof på panden og smid dejen på. Bag den til den er gylden på den ene side, hvorefter brødet vendes og bages færdig på den anden side også.Gør det samme med endnu et brød.

Fordel nutella på det ene brød, og kom det andet ovenpå.

Skær “sandwich’en” i passende stykker, sigt lidt flormelis over samt lidt hakkede mandler.

Hæld herefter yderligere lidt nutalla over som pynt.

Serveres varm.


Dessert-pizza.