Arancini al riso (og andre lækkerier) …


Antipasti til den store guldmedalje.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
10-15 minutter.
Tilberedningstid: 10 minutter.

Det her består af flere elementer, så hvis tidsplanen skitseret ovenfor skal holde nogenlunde, så skal risottoen være lavet i går og marmeladen ligeså. Nåh, ja, og brødet. Så’ det sagt …

Ingredienser
Ristede skiver af Verdens Bedste brød (opskrift her)
Burrata
Provolone
4-8 skiver pancetta fumée
Lardo
Blodappelsinmarmelade (opskrift her)
Olivenolie
Salt
Parmesan
Lidt ansjospasta
Risotto (opskrift her og afkølet natten over)
Lidt mel
1 sammenpisket æg
Rasp
Smagsneutral olie

Opskrift
Pancettaen steges blot sprød på en pande med lidt olivenolie. Brødet ristes, provolonen skæres i skiver. Det samme gør lardoen. Marmaladen hældes i en lille skål og ligeså gør oliven og lidt salt. Og parmesanen brækkes i små klodser.

Så til det, der reelt skal tilberedes: Arancini’erne. Rul små kugler af risottoen, og vend dem herefter i mel. Drys overskydende mel af, og vend dem herefter i æg og derefter i rasp.

Opvarm olie til 160 grader og fritér kuglerne deri i 3-5 minutter til de er sprøde og gyldne. Læg dem herefter på fedtsugende papir inden servering.

Burrata’en lægges blot i en lille, dyb tallerken – den skal man først tage hul på, når der reelt skal serveres, så er den bedst.

Anret alle tingen og nip-nap så ellers bare løs – der er ingen regler for, hvad der går og ikke går sammen. Smag dig frem.

Reklamer

Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise

Sandwich
Panini med bøffelmozzarella, tomat, basilikum, ansjospasta og basilikummayonaise.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
10 minutter (ekskl. brødet).
Tilberedningstid: 10 minutter (ekskl. brødet).

Ahr, hva’? Opskrift på en sandwich? Men jo! Ikke så meget for opskriftens skyld, men mere for at fremhæve, hvor lidt der egentlig skal til for at stable et bjerg af velsmag på benene.

I Supermarco, som du kan læse mere om her, røg der tre gange 500 g frisk bøffelmozzarella i kurven. En 10’er stykket kostede de kun – og dét er sgu’ billigt! Og så oven i købet for den ægte slags på bøffelmælk, som altså lige smager en trilliard gange bedre end den normale på komælk fra de almindelige danske supermarkeder.

Ostene skal i sagens natur bruges rimelig hurtigt, så i dag røg den ene i nedenstående sandwiches …

Ingredienser
4 skiver af verdens bedste brød (opskrift her)
500 g bøffelmozzarella
2 friske, kernefattige tomater
Frisk basilikum
Smagsneutral olie
1 æggeblomme
Lidt salt
En smule æbleeddike
Lidt ansjospasta
1 fed hvidløg

Opskrift
Først skal du lige have pisket en omgang basilikummayo sammen: Blend en håndfuld basilikumblade sammen med olien, og sigt den herefter. Smid en æggeblomme i en skål og piske lidt salt og en smule eddike i. Herefter tilsættes den grønne olie i en tynd stråle under konstant piskning til den ønskede konsistens er opnået.

Rist brødskiverne hårdt, og gnid den ene side med et halveret fed hvidløg. Smør dem derefter med lidt ansjospasta på samme sider.

På den ene skive brød smider du en flok tomatskiver og så mozzarella efterfulgt af friske basilikumblade. Dryp mayo på efter smag, og så på med låget i form af den sidste skive brød.

Vupti! Velsmag!

Fettuccine med svampe, brødkrummer, persille, kapers og ansjoser

B
Fettuccine med brødkrummer, persille, kapers og ansjoser.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter + 40 minutter i blød for svampene.
Tilberedningstid: 15 minutter.

10 store kapersbær
En håndfuld tørrede skovsvampe
1 peperocini
1 fed finthakket hvidløg
2 finthakkede skalotteløg
1 lille bdt. persille
3 skiver daggammelt, lyst brød
Olivenolie
Salt
Peber
2 tsk. ansjospasta
30 g smør
Fettuccine
Parmesan

Skær skorpen af brødskiverne, og smuldr dem til fine krummer. Opvarm en par spiseskefulde olivenolie i en pande, og smid brødet på. Under konstant omrøring lader du dem blive sprøde og let brune. Stil dem herefter til side.

Opvarm 1/3 af smørret på panden sammen med lidt olivenolie, og sauter skalotteløgene deri ved jævn varme i 5-6 minutter, hvorefter de får selskab af hvidløg og peperocini. Sauter videre et par minutter.

Så sætter du pastaen over, og koger den aldente.

Tag et par suppeskefulde af pastavandet over i saucen, kog lidt ind og tilsæt det sidste smør samt ansjospastaen. Smag til med salt og peber og lad det rumstere et par minutter sammen med også kapersbærrene.

Hæld vandet fra pastaen og vend den i saucen sammen med brødkrummerne og den finthakkede persille.

Servér med et skud friskkværnet peber og friskrevet parmesan.

Spaghetti med løg- og ansjossauce og blæksprutteblæk

Nero
Spaghetti med løg- og ansjossauce og blæksprutteblæk.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

300 g løg i tynde skiver
1 friskhakket rød chili
4 tsk. ansjospasta
1-2 spsk. blæksprutteblæk
Frisk basilikum
Friskrevet parmesan
Salt
Peber
50 ml olivenolie
1/2 dl vand
Spaghetti

Opvarm olien ved jævn varme og tilsæt løg og chili og lad det simre i en 2-3 minutter. Tilsæt vand og lad løgene blive helt bløde og klare. Tilsæt så ansjoserne og lad det koge lidt ind, inden blækken tilsættes sammen med den kogte spaghetti. Smag til med salt og peber.

Rør det godt sammen, så pastaen virkelig bliver saucet ind.

Servér med basilikum revet i mindre stykker (der er mere smag i basilikum, hvis du blot river bladene i stykker, end hvid du hakker dem med en kniv) og friskrevet parmesan.

Ansjos
Én af mine nye bedste venner: Ansjospasta fra det italienske supermarked i Københavns sydhavn.

Blæk
En anden god ven af huset: Blæksprutteblæk.