Grillet blæksprutte med brankede kartofler, grillet citron og to slags mayonnaise


Grillet blæksprutte med brankede kartofler, grillet citron og to slags mayonnaise.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Ingredienser
2 små blæksprutter
1 citron
Brankede kartofler (opskrift her)
4 æggeblommer
Salt
Peber
1 spsk. hvidvinseddike
Rapsolie
Røget paprika
1 fed hvidløg

Opskrift
Start med mayonnaiserne: Pisk æggeblommer med salt til det bliver lidt sejt i det, hvorefter eddike tilsættes. Pisk igen. Hæld herefter olie i, i en ganske tynd stråle under konstant piskning til din mayonnaise har den ønskede konsistens.

Tilsæt røget paprika efter smag til den ene halvdel af mayonnaisen og et knust fed hvidløg til den anden halvdel.

Smid på køl til det skal bruges.

Kartoflerne laves, og i mens renses blæksprutterne og krydres med salt og peber samt dryppes med lidt olie.

På en brandvarm grill ved direkte varme i 3-4 minutter på hver side; de må endelig ikke få for længe, for så bliver de seje.

Citronen halveres, og skal ligeledes på grillen ved direkte varme til den er godt branket på kødsiden.

Lamme-hotdog med aïoli, chilisauce, sprøde kartoffeltråde og ærteskud

Hotter
Lamme-hotdog med aïoli, chilisauce, sprøde kartoffeltråde og ærteskud.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Ingredienser
4 lammepølser
4 pølsebrød (brug opskriften her, men form pølsebrød i stedet for boller og drop sesamfrøene)
Chilisauce (opskrift her)
Aïoli (opskrift her)
Friske ærteskud
1 bagekartoffel
Smagsneutral olie
Salt
Smør til stegning

Opskrift
Bag brødene og rør chilisaucen og aïolien.

Alt i mens steger du pølserne, og samtidig opvarmer du olie i en gryde (ca. 2 cm) til ca. 170 grader. Mens olien varmer op skræller du kartoflen og laver den til heeelt tynde tråde på dit mandolinjern.

Når olien er varm smider du ca 1/3 af trådene i og lader dem hygge sig dér til de er sprøde og gyldne, hvorefter de lægges til afdrypning på fedtsugende papir efterfølgende.

Så er det den næste 1/3 tur, og til slut den sidste.

Drys med et godt skvæt salt, og de er klar til servering

Fried Bologna Sliders

Bologna
Fried Bologna Slider.

Antal personer: 2 personer (dog er opskriften på bollerne til 24 stk.).
Forberedelsestid:
75 minutter.
Tilberedningstid: 15-20 minutter.

Lad dig ikke skræmme af den lange tilberedningstid. Det’ bollerne der ta’r tid, og dem kan du jo købe færdige, hvis det sku’ være. For al anden tilberedning ta’r ikke ret lang tid.

Ingredienser, boller
600 g hvedemel
150 g smør
75 g gær
2,5 dl. mælk
2 æg (+ 1 æg til pensling)
1 spsk. sukker
1 tsk. salt

Ingredienser, selve slideren
4 sliders (altså boller)
4 skiver mortadella
Lidt sød, fransk sennep
2 løg i skiver
2 let sammenpiskede æg
Lidt rasp og hvedemel blandet sammen
Smagsneutral olie
2 dl. mayonaise
1 fed knust hvidløg
Salt
Peber

Opskrift, boller
Smelt smørret og bland det med mælken, så du har en blanding på omkring 37 grader. Opløs herefter gæren deri, hvorefter du tilsætter sukker og salt. Så pisker du de to æg sammen og blander med.

Kom melet i lidt efter lidt, mens du ælter, til du har en god, fast dej, som stadig er en smule klistret. Ikke for klistret. Ikke for lidt klistret.

Lad dejen hæve i 30 minutter under et fugtigt klæde.

Del så dejen i 24 og rul dem til boller, og lad dem efterhæve under klædet igen i 40 minutter, inden du pensler dem med det sidste sammenpiskede æg. I ovnen med dem ved 200 grader i en varmluftovn i 10-12 minutter.

Opskrift, selve slideren
Start med at lave hvidløgsmayo’en: Bland hvidløg med mayo og smag til med salt og peber. Stil i køleren til det skal bruges.

Så’ det løgenes tur: Vend løgringene i de sammenpiskede æg, og smid det i rasp- og melblandingen. Vend dem godt rundt, så de bliver fint dækket. Herefter skal de have et par minutter i olien, som skal være opvarmet til ca. 170 grader. Tag dem op med en hulske, og læg dem herefter på fedtsugende papir. Drys med saltflager.

Mortadella-skiverne smides blot på en brandvarm pande i kort tid, så det får lidt stegeskorpe. Så vender du dem, og gør det samme på den anden side. Skiverne skal i øvrigt på panden én af gangen. De fylder jo lidt, så der er sgu’ alligevel nok ikke plads på din pande.

Skær bollerne over, og smør den nederste med lidt mayo. Smid herefter en foldet skive mortadella på, så en flok løgringe og et skud sennep. På med den øverste bolle, og du har dig en Fried Bologna Slider.

Empanadillas med chorizo, fyldte pimientos, cognac-flamberede chorizo og små kartofler med aïoli

Tapas
Empanadillas med chorizo, fyldte pimientos, cognac-flamberede chorizo og små kartofler med aïoli.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
30 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Empanadillas med chorizo
Ca. 200 g frisk chorizo (den bløde slags)
1 plade færdiglavet buttedej
1 sammenpisket æg

Fyldte pimientos
250 g friskost
1 stor håndfuld finthakkede krydderurter (jeg brugte basilikum, oregano og masser af mynte)
Salt
Peber
Lidt citronsaft
Friske pimientos (antal er lidt svært at definere – det afhænger af størrelsen. Men jeg tror jeg havde en 12-14 stykker)

Cognac-flamberede chorizo
Frisk chorizo
2 spsk. cognac

Små kartofler med aïoli
10-12 små kartofler
1 æggeblomme
1 spsk. hvidvinseddike
2 fed finthakkede (som i virkelig finthakkede) hvidløg
Smagsneutral olie
2 spsk. jomfruolivenolie

Empanadillas med chorizo
Skær pølserne i små stykker på ca 1 x 1 cm, og steg dem herefter på en meget varm pande til kødet har fået stegeskorpe hele vejen rundt. Læg det herefter på fedtsugende papir.

Udstik butterdejen i cirkler på ca. 6-7 cm og fordel kødet derpå.

Pensl kanten hele vejen rundt med æg, og luk dem herefter sammen som halvmåner. Tryk kanten sammen med en gaffel.

Pensl halvmånerne med det æg der nu engang er tilbage, og smid dem i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.

Fyldte pimientos
Skær toppen af pebrene, og læg dem på en rist. Smid dem under ovnens grill til de er godt sorte, hvorefter de vendes og får sammen omgang på den anden side. Tag dem herefter ud, og læg dem i et par fryseposer eller tre, som lukkes godt til, så dampen bliver derinde.

Når de har ligget derinde i en fem minutters tid tager du dem ud, og så er skindet lige til at pille af. Læg dem herefter til afkøling.

Bland de resterende ingredienser og hæld det i en sprøjtepose (eller frysepose, hvor det ene hjørne er klippet af). Sprøjt herefter blandingen ned i hver af peberfrugterne. Smid dem på køl til de skal spises – de skal være helt kolde, når de skal spises.

Cognac-flamberede chorizo
Steg pølserne på en meget varm pande. Når de er ved at være færdige, så hældes cognac på, og der tændes ild – husk endelig at have emhætten slukket, og gør det sådan rimeligt hurtigt, så alkoholdampene, som er dem, som man brænder af, ikke er i hele køkkenet med storbrand til følge.

Når ilden er gået ud, så er pølserne klar. Og de skal serveres rygende varme!

Små kartofler med aïoli
Kartoflerne skrabes og koges herefter møre, men så de stadig har bid.

Aïolien tilberedes ved at piske æggeblomme, eddike, hvidløg, salt og peber godt sammen. Herefter hældes olivenolien i, i en tynd stråle, under kraftig piskning.

Hæld så den anden olie i på samme måde under piskning til den ønskede konsistens er opnået.

På køl med skidtet til det skal serveres som dyppelse til kartoflerne.